8/1-2006

 

 

 

 

Til skatteministeren og skatteudvalget

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

 

Vedr sømandsskat

 

Med vedtagelsen af  Sømandsskatteloven gældende fra 1. juli 2005 skete der en væsentlig forringelse af rådighedsbeløbet hos de søfolk der arbejder i stenfiskerfartøjer(sandpumpere) udenfor Danmark, men indenfor EU-området. En DIS-indkomst blev ændret til DAS-indkomst.

 

Venligst se nedenstående brev (bilag 1) til skatteudvalget af 5/10-2005.

 

Udtalelser i medierne fra skatteministeren, erhvervsministeren og finansministeren vedr skattestoppet og søfartserhvervet generelt har givet mig grund til nedenstående spørgsmål til skatteministeren:

 

Ønsker regeringen kun sikre den ”almindelige” skibsfart med gunstige skatteforhold ?

For den søfarende i entreprenørdelen af søfartserhvervet som før 1. juli arbejdede i EU-området under DIS-ordningen ser det sådant ud.

Det gamle udenrigsfradrag (fradraget for ikke begrænset fart) er ikke blevet reguleret i flere år.

 

Hvordan skal tilgangen til søfartserhvervet sikres, når nedenstående kun kan betragtes som en forringelse af skatteforholdene i forhold til resten af søfartserhvervet?

 

Kommentar udbedes vedrørende bilag 1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

Lars Birch Jensen

Kirkeby Sand 1, Kirkeby

5771 Stenstrup

Mail: [email protected]

 

 

 

 

 

                                                                                                                            Bilag 1

 

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 Til:

Samtlige medlemmer af skatteudvalget

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

 

 

 

Vedr.: Sømandsskattelov gældende fra 1. juli 2005

 

Som ansat i et rederi med stenfiskerfartøjer/sandsugere i international fart er det med beklagelse, jeg kan konstatere, at den tidligere oppebårne DIS-hyre(nettoløn) i EU ikke ifølge Den ny sømandsskattelov skal omregnes til bruttohyre(DAS) efter den fra Søloven gældende omregningsfaktor. (Kap. 11-B, 075-01)

 

Dette resulterer i en lovmæssigt fremtvunget lønnedgang pr 1/7-2005.

 

En DIS løn på 27500,- kr/md. skulle efter omregning modsvare ca 53000,- kr/md. på DAS.

Pt. er overenskomstmæssigt lønniveau ca. 42.500,- kr pr måned.

En forskel i den størrelse er ikke mulig at hente hos nogen Reder via overenskomstforhandlinger, da det ikke er indenfor refusionsordningens og lovens rammer/hensigt.

 

Som nævnt i lovforslaget til den ny sømandsskattelov er ca 1000 personer berørt af den nye skattelov. 800 af disse personer har arbejdet i DAS-nærfart, og vil opleve et lønmæssigt løft pr 1/1-2006  som følge af Sømandsskatteloven af 1/7-2005.

Dette løft er delvist betalt af voldsomme lønnedgange(op til 4100,-kr/ca 15% netto/md) hos de relativt få  personer som før 1/7 arbejdede under DIS-ordningen i EU.

Dette harmonerer ikke med regeringen politik om skattestop, og må siges at være et meget uheldigt signal at sende.

 

De oplyste lønninger er på basis af 180 timer/md, hvilket er normalt for søfolk.

Beregninger er foretaget af Told & Skat på basis af nævnte lønniveau, enlig og uden yderligere fradrag end standart.

 

Lovens hensigt var at rederen skulle have lønomkostninger på DIS-niveau og en som følge heraf styrkelse af konkurrenceevnen.

 Udenfor Danmark, i EU, må man sige at loven har modsat effekt, da medarbejderne i denne specialbranche (oprensning af havne, kystsikring og maritimt entreprenørarbejde) oplever en markant og unfair lønnedgang som følge af lovgivning.

 Jeg vil forvente, at branchen i fremtiden vil få vanskeligt ved at fastholde den nødvendige ekspertise hos medarbejderne som følge af ugunstige skatteforhold for disse.

 

 

Som lønmodtager og sømand i denne specialiserede branche er det frustrerende, at opleve et godt job i en interessant branche ikke længere er attraktivt udenfor Danmark i EU sammenlignet med andre rederier med skibene i DIS.

En sømand på et dansk registreret skib(sandpumper/stenfisker) vil i Spanien have op til 15 % mindre i løn, sammenlignet med en sømand på et dansk registreret skib (sandpumper/stenfisker) der udfører det samme type arbejde i Marokko.

Ydermere er det til stor irritation at opleve en unfair lønnedgang og så efterfølgende se pengene ryge direkte ned i Rederen lomme i form af en støtteordning.

 

Regeringen bør ændre lovgivningen således, at Sømandsskatteloven sikrer et ensartet nettolønsniveau.

Den begrænsede refusionsordning gør det umuligt at opnå nogen lønmæssige forbedringer gennem Rederierne. Redernes omkostningsniveau ville stige voldsomt, hvis et ensartet nettolønsniveau skulle sikres uden ændringer i skatteloven/refusionsordningen.

 

Omkostningerne ved en ændring må antages at være begrænsede, da gruppen af ramte personer ikke er stor.

 

Mulige løsninger kan være:

Personer i ikke begrænset fart fritages for AM-bidrag og en forhøjelse af sømandsfradraget.

Refusionsordningen revideres og tilpasses dansk skatteniveau.

 

 

 

Jeg håber udvalget vil tage mit brev til efterretning, og gøre tiltag til øjeblikkelige forbedringer.

Ovennævnte resultat af en lovændring er uacceptabel og ikke til gavn for hverken Stat, arbejdsgivere og lønmodtagere.

 

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Lars Birch Jensen

Kirkeby Sand 1, Kirkeby

5771 Stenstrup

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------