Skatteministeriet                                  J.nr. 2005-231-0048

Den                                                                                           

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Til

Folketingets Skatteudvalg

 

Hermed sendes orientering om den manglende opkrævning af tillægsafgift på alkoholsodavand af produkter såsom cider, frugtvin, likør og bitter.

 

 

 

                                               Kristian Jensen

 

 

                                                                                         /John Fuhrmann


Orientering af Folketingets Skatteudvalg:

Skatteministeriet har den 8. september 2005 oversendt udkast til forslag til lov om ændring af spiritusafgiftsloven, øl- og vinafgiftsloven og emballageafgiftsloven (Justering af afgrænsning af afgift på alkoholsodavand mv.) til Folketinget (Skatteudvalget, Alm. del - bilag 160). Oversendelse er sket i forbindelse med at forslaget blev udsendt i høring. Jeg finder det rigtigst at orientere Skatteudvalget særskilt om den fejl, som danner baggrund for lovforslaget.

Tillægsafgiften på alkoholsodavand blev indført ved lov nr. 1392 af 20. december 2004 (fremsat som lovforslag nr. L 125, 2004-05).

Tillægsafgiften på alkoholsodavand er en del af udmøntningen af finanslovsaftalen for 2005 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti. Parterne ønskede med pålæggelsen af tillægsafgiften på alkoholsodavand at sende et klart signal til de unge om at undgå et tidligt alkoholforbrug. Indtægterne blev øremærket til en række konkrete sundhedsfremmende projekter, herunder alkoholkampagner imod unges brug af alkohol, samt en styrket behandlingsindsats mod alkoholmisbrug.

Først i forbindelse med at tillægsafgiften på alkoholsodavand blev sat i kraft den 1. juni 2005, blev det klart, at der var begået en fejl for så vidt angår afgrænsningen af hvilke produkter, der skulle omfattes af afgiften.

Fejlen medførte, at produkter såsom cider, frugtvin, likør og bitter tillige blev omfattet af afgiftspligt. Jeg skal beklage fejlen.

Fejlen beror på, at den rent teoretiske tilgang til afgrænsningen af tillægsafgiften på alkoholsodavand viste sig ikke at være tilstrækkelig. Afgrænsningen krævede således et dybere fagkendskab til selve faserne i de enkelte produkters fremstillingsproces.

Skatteministeriets departement afholdt drøftelser af en løsningsmodel med de relevante brancheorganisationer. Derefter blev den administrative løsning på fejlen, at ToldSkat udsendte et supplerende nyhedsbrev til samtlige i branchen, hvori det præciseres, at der ikke vil blive opkrævet tillægsafgift af de ovennævnte produkter. Uanset at denne midlertidige løsning på afgrænsningsfejlen blev valgt med henblik på, at opkrævningen kunne leve op til det oprindelige formål med loven, er det ikke i overensstemmelse med loven, at der ikke er opkrævet afgift af de ovennævnte produkter. Dette er en fejl, som jeg skal beklage meget.

Det skal bemærkes, at en opkrævning af en tillægsafgift på cider, frugtvin, likør og bitter ville have medført et betydeligt merprovenu, som der i lyset af den indgåede finanslovsaftale formentlig ville være truffet beslutning om at tilbagebetale virksomhederne. Den for meget opkrævede afgift ville således ikke have været i overensstemmelse med den indgåede finans­lovsaftale.

Jeg skal endvidere beklage, at denne orientering først nu sendes til Folketinget. Allerede da fejlen blev opdaget, burde Folketinget have været orienteret.

Lovforslaget om justering af tillægsafgift på alkoholsodavand, hvorved tillægsafgiften foreslås afgrænset til kun at omfatte de produkter, som det oprindelig var tiltænkt, fremsættes snarest mulig. 

I lyset heraf og på baggrund af det, der er nævnt ovenfor, finder jeg ikke, at der på nuværende tidspunkt bør tages skridt til at opkræve den pågældende afgift.

Rigsrevisionen orienteres samtidig med Folketinget.

Â