Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

Hermed fremsendes i 5 eksemplarer en orientering om genbrug af registreringsnumre og indførelse af EU-nummerpladen.

 

 

           Kristian Jensen

 

                                                                    / Claus Kargo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Orientering om genbrug af registreringsnumre og indførelse af EU-nummerpladen

1. Den nuværende ordning for registrering af køretøjer forventes at løbe tør for registreringsnumre i 2009.

Det skyldes bl.a., at registreringsnummeret fra et afmeldt køretøj ikke genbruges.

Problemet kan løses enten ved at indføre et nyt nummersystem eller ved at indføre genbrug af registreringsnumre.

I og med der fuldt sikkerhedsmæssigt forsvarligt kan indføres genbrug af registreringsnumre, er det besluttet, at dette skal ske fra 2008, samtidig med indførelse af den digitale motorregistrering.

Herved undgås, at der i en længere årrække skal arbejdes med to nummersystemer; det vil sige et nummersystem for allerede indregistrerede køretøjer, og et andet for køretøjer, der registreres fremover.

2. Efter Den Internationale Færdselskonvention (Wienerkonventionen af 8. november 1968) stilles der krav om, at køretøjer skal føre nationalitetsmærke ved kørsel i udlandet.

Der er ikke i EU-retten krav om et fælles mærke for køretøjer, der er registreret i medlemsstaterne. Men efter ”Rådets forordning (EF) nr. 2411/98 af 3. november 1998 om gensidig anerkendelse af registreringslandets kendingsbogstaver for motorkøretøjer og påhængsvogne dertil ved kørsel inden for Fællesskabet”, skal medlemsstaterne anerkende brug af EU-nummerpladen som nationalitetsmærke.

Det er således efter EU-retten frivilligt, om en medlemsstat vil bruge en EU-nummerplade, og hvorledes medlemsstaten vil udforme en EU-nummerplade. Men en EU-nummerplade skal kun anerkendes af de øvrige medlemsstater, hvis visse tekniske krav overholdes. Nummerpladen skal således bl.a. have det europæiske flag yderst til venstre. Flaget skal være med tolv stjerner, mindst 98 mm højt og fra 40 til 50 mm bredt.

EU-nummerpladen opfylder ikke Wienerkonventionens krav om nationalitetsmærke. Men det må forventes, at EU/medlemsstaterne vil søge at opnå international accept af EU-nummerpladen som kendingsmærke for medlemsstaternes borgere ved kørsel uden for EU. 

Af de 25 medlemsstater er det alene Polen og Danmark, der endnu ikke har indført EU-nummerpladen. Nogle lande har indført EU-nummerpladen som en frivillig ordning, andre som en tvungen ordning.

Indførelse af EU-nummerpladen her i landet kræver et nyt design af nummerpladen. Der er ikke plads til EU-flaget til venstre for registreringsnummeret.

EU-nummerpladen kan indføres som en tvungen ordning eller som en frivillig ordning.

En tvungen ordning vil være lidt billigere at administrere end en frivillig ordning, fordi der i så fald ikke skal arbejdes med et ”dobbelt” antal nummerplader.

Med en tvungen ordning vil der skulle tages stilling til, om alle registrerede køretøjer skal have udskiftet deres nummerplader med EU-nummerpladen, om de skal køre videre som hidtil, eller om ejeren skal have tilbud om at skifte til EU-nummerpladen.

Hvis der indføres en tvungen ordning, skal der tages stilling til, hvilke køretøjer der skal føre EU-nummerpladen. Det må primært være køretøjer, der anvendes i international vejtrafik; det vil sige biler, motorcykler, campingvogne og påhængsvogne. Ved en frivillig ordning kan det overlades til ejeren eller brugeren af det enkelte køretøj, om det skal føre EU-nummerpladen.

Det er besluttet, at EU-nummerpladen indføres her i landet som en frivillig ordning fra 2008, samtidig med indførelsen af den digitale motorregistrering, jf. lov nr. 309 af 19. april 2006.

Det nuværende design af nummerpladen vil i størst mulig grad blive bibeholdt.

3. Vores nærmeste nabolande har en anden måde at registrere køretøjer på, der medfører, at de har brug for klæbemærker på nummerpladen. Sådan som det danske registreringssystem er indrettet, er der ikke behov for at indføre klæbemærker på de danske nummerplader.

Overordnet er det af væsentlig betydning - bl.a. af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse - at nummerpladen ikke belastes med unødvendige informationer. Nummerpladens primære funktion er at vise køretøjets registreringsnummer, og den funktion bør der værnes om.

Derfor er det besluttet ikke at åbne for brug af forskellige klæbemærker på nummerpladen i kontroløjemed.