Side 1 af 7 27. ktober 2005 Ombudsmandens præsentation af beretningen for 2004 ved Retsudvalgets offentlige debatmøde den 2. november 2005 Indledningsvis  vil  jeg  gerne  på  ny  takke  Retsudvalget  for  dette  arrangement.  Som  jeg  har nævnt   ved tidligere lejligheder, så er det offentlige møde om ombudsmandens bere  tning en glimrende anledning til at diskutere og uddybe ombudsmandsembedets funktion og de retli- ge,  administrative  og  forvaltningsetiske  spørgsmål  som    uvægerligt    bliver  berørt  i  de  sager og det arbejde der afspejles i den årlige b eretning. Selv giver jeg først  en kort introduktion til beretningen og dens hovedtal. Herefter vil direk- tør   Jens Møller  orientere om et udvalg af de mere markante sager, og endelig vil inspekti- onschef Lennart Frandsen afslutte vores indledning med at orientere om inspektionerne. For at give så meget plads som muligt til dialogen og spørgsmålene, vil vi fatte os i kor   thed. -0- Selv om beretningen kun dækker k  alenderåret 2004, falder det mig naturligt  at nævne o  m- budsmandens  50-års -jubilæum  som  blev  fejret  i  dagene  omkring  den  1. april  i  år .  Jeg  vil først og fremmest gerne her benytte le jligheden til igen at takke Folketinget for den støtte og opbakning  som  kom  så  tydeligt  frem  under  jubilæet.  Også  i  forbindelse  med fejringen  af jubilæet blev det klart hvor afgørende vigtig støtten fra Folketinget er for ombudsma nden. Jeg vil ikke bruge mere tid på jubilæet, blot nævne at vi har udgivet to bø udgang håber at kunne fuldende vores trilogi  af bø g af 50-års jubilæet. Og  så  bør  jeg    nok nævne at  mange  af  vores  internationale  gæster    efterfølgende  har  takket for et godt arrangement – en tak jeg også ønsker at videregive til Folketi nget. -0- I forhold til sidste år er den eneste formmæssige nyskabe   lse i beretningen at vi i år har ve d- hæftet en CD  -rom. Vi håber hermed at  have gjort det teknisk muligt at få  beretningen ud til endnu flere led af medarbejdere i stat og kommune  – og helst også til de medarbejdere der har den daglige kontakt til borgerne. -0- Jeg vil herefter gennemgå nogle af nøgletalle  ne i beretningen for 2004: Antallet af nye sager i 2004 var 4.093. I 2003 var det tilsvarende tal 4.298.

Side 2 af 7 Antallet af henvendelser fra klagere faldt i samme tidsrum fra 3.956 til 3.883; altså en ne d- gang på 73 sager, eller knap 2 %. Sådanne udsving i antallet af henvendelser og nyoprettede sager har vi o plevet før. Fra 1998 til 1999 faldt antallet af nye sager så ledes fra 3.630 til 3.423. Faldet varede dog kun frem til 2000, og i 2001 var vi igen over 19 98-niveauet.   Der  har  således   altid  i  embedets  historie  været  fluktuationer  i  a  ntallet  af  henvendelser  og nye sager. Det har aldrig været muligt at forklare   disse mindre udsving i henvendelserne fra klagere.Der   er efter min mening her tale om et vist må l af tilfældigheder. Nedgangen i antallet af nyoprettede sager kan dog i år i vidt omfang  forklares med at antal- let af sager som indgår i  egen drift-projekter, i 2003 var 165 mod 40 i 2004. – En    anden del af den samlede nedgang i sagstallet skyldtes at antallet af nyoprettede inspektionssager hal- veredes fra 46 i 2003 til 23 i 2004. Dette skyldes imidlertid ikke på nogen måde en ne  dprio- ritering af inspektionsvirksomheden. Et niveau på o mkring 20 - 25 inspektionssager årligt er det tilsigtede og normale; det var tallet for 2003 som af forskellige årsager var ”unatu  rligt” højt. I 2004 afsluttede vi 3.964 sager. Sidste år afsluttede vi 4.094 s ager. Som det er tilfældet med antallet af henvendelser fra borge  rne, er der utvivlsomt også  man- ge forklaringer på udsv inget i antallet af afsluttede sager. Den vigtigste og sikreste er at vi har fået målt vores udny  ttelse af de 23 fuldtids sagsbehand- lerstillinger vi havde normeret i 2003 og 2004. I 2003 var den faktiske kapacitet 23,06, og i 2004 21,01 –  altså godt to s agsbehandlere mindre i 2004. Denne forskel må især     forklares med at vi ikke har været så gode til at udfylde de huller der opstår i organisat ionen på grund af barsel og orlov med videre. Denne faktiske reduktion af vores kapacitet kan også ses i at der i  2004 er afsluttet 190 fæ  r- re realitetssager end i 2003 (fra 1.011 til 921 sager). Jeg vil dog også  tilføje at vi op fatter sagerne som stadigt mere komplicerede. Jeg vil ikke gå så vidt som til på dette grundlag at konstatere at forvaltningens sager i almi  ndelighed bliver mere komplicerede – det er jo stadig kun en meget begræn set del af forvaltningens samlede antal sager vi ser. Men måske er der grundlag for at formode at borgerne  – helt naturligt    – retter  henvendelse  til  ombudsmanden  i  stadigt  stigende  grad  fordi  kompleksiteten  –   i  det juridiske og/eller det faktuelle – har været støt stigende de sen este 15-20 år.        I 147 sager af de 921  realitetsbehandlede sager udtalte ombudsmanden kritik og/eller afgav henstilling. Dette tal bør suppleres  med at myndighederne i 33 tilfælde valgte at ge  noptage behandlingen af sagen som følge af at ombudsma nden havde bedt  om en udtalelse. De 33 sager indgår i bere tningens statistik som afviste sager fordi ombudsmanden på denne ba g-

Side 3 af 7 grund indstillede behandlingen af sagen. Men tager man dem med, vil man kunne se at om- budsmandens beskæftigelse  med sagerne har haft    umiddelbare konsekvenser i  ca. 19  % af de behandlede sager. Antallet  af  sager  der  afventede  ombudsmandens  behandling,  og  som  var  rejst  i  2004  eller tidligere, var pr. 1. juni 2004 103 sager. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i realitetssagerne var 153 dage – et fald i forhold til 2002 og 2003 hvor tallet var 181, henholdsvis 164 dage. Som jeg nævnte sidste år, bør det nok tilføjes at embedet efter min meni ng kun til en vis grad kan styre udviklingen i dette tal. Sammenholdt med at vi modtog færre nye sager og også færdigbehandlede færre s ager, pas- ser dette tal selvfølgelig  meget godt: lidt færre sager, men hurtigere ekspedition  stid. Herefter vil jeg overlade ordet til Jens Møller. -0- Jeg har som ved de tidligere arrangementer udvalgt  et par sager som efter vores mening si- ger  noget  generelt  og  væsen    ligt  om  forholdet  mellem  borgeren  og  forvaltningen.  Ved  de seneste to offentlige  møder  har jeg i  mit udvalg af sager prø krav der stilles til sagsbehandlingen, og de krav der stilles til indholdet eller lovligheden af forvaltningens beslutninger. I år har jeg  bl.a. udvalgt en sag hvor ombudsmanden i grundlaget for sin opfattelse af sagen også henvis er til begrebet god forvaltningsskik – altså     de krav der stilles, ikke efter lovgiv- ningen,  men efter almindeligt accepterede forvaltningsetiske  normer for hvordan forholdet mellem borger og forvaltning bør være. -0- Sagen der er omtalt på side 498 (sag 17 -1), er en sag fra Udenrigsministeriets område, men i virkeligheden handler den generelt om vigtige forvaltningsretlige konsekvenser der ikke så sjældent kan opstå    i forbindelse med borgernes personlige fremmøde på offentlige ko  ntorer. En dansk statsborger rettede under et ophold i udlandet henvendelse til den derværende da  n- ske ambassade. Efter myndighedernes forklaringer skulle den pågældende danske statsbo   r- ger have kontaktet en familie og tilbudt sin hjælp til   mod betaling at ordne familiens sag om sammenføring.  Fam ilien  havde  efter  det  oplyste  betalt,  men  ønskede   efterfølge nde  ikke  at indgive en politianmeldelse. Da  den  danske  statsborger  senere  vendte  tilbage  til  ambassaden,  fik  han  oplyst  at  han  var uønsket på ambassadens o  mråde o g ikke kunne få  adgang, men at han i øvrigt kunne få   den service fra ambassaden som han og alle andre var berettiget til. Klageren var ikke enig i ambassadens beskrivelse af hænde  lsesforløbet.

Side 4 af 7 Klagen til ombudsmanden handlede først og fremmest om hvorvid t ambassaden var beretti- get til at nægte klageren pe  rsonlig adgang til ambassaden. Men ombudsmandsinstitutionen er ikke egnet til at afklare bevisspørgsmål   –  og i sager som denne hvor der er uenighed om hvad  der  er  foregået ,  kan  ombudsmanden  derfor  ikke  tage  endelig  stilling  til  det  centrale spørgsmål om hvorvidt det var berettiget at nægte den pågældende klager personlig adgang til ambassaden. Ud over dette centrale problem om omfanget af myndighedernes adgang til at fastsætte re  g- ler  om  adgang,  brug  og  benyttelse  af  offentlige  bygninger  (de  såkaldte   anstaltsbeføje lser) indeholder  sagen  et  for  dagligdagen  i  forvaltningerne  ganske  vigtigt  spørgsmål    –   nemlig  i hvilket omfang forvaltningsloven og offentlighedslovens regel om notatpligt skal finde an- vendelse i situationer hvor borgerne bliver bortvist eller nægtet adgang  . Besvarelsen af dette spørgsmål   afhæ  nger af hvorvidt beslutningen om at nægte adgang    kan siges at være    en af- gørelse  i forvaltningslovens forstand. Ombudsmanden udtalte i sagen at sådanne besl utninger efter hans opfattelse er afgørelse s- sager, og at der derfor efter omstændighederne er pligt til at tage notat om forløbe   t, ligesom der efter omstændighederne kan være pligt til at foretage partsh ø , give begrundelser og klagevejledning. -0- Den  næste  sag  som  jeg  ønsker  at  nævne  her – sag  20   -2  på  side  525   –   handlede  også  om myndighedernes adgang til at fastsætte regler om brug og benyttelse af offentlige instit  utio- ner. Sagen er fra Rigshospitalet, nærmere bestemt vent  evæ  relset på Sexologi sk Klinik. Venteværelset  er  forbeholdt  patienter,  pårørende  og  an dre  med  ærinde    på  klinikken.  Selv om  rummet  ikke  er  specielt  indrettet  til  at  formidle  eller  udveksle  behandlingsrelevant  in- formation,  lå  der  forskellige  offentlige  publikationer  fremme.  Ind til  2002  lå  der  endvidere materiale fra forskellige patientforeninger. I  begyndelsen  af  2002  bad  en  patientforening  Sexologisk  Klinik  om  at  lægge  foreningens folder  ud  i  venteværelset.  Sexologisk  Klinik  afslog  a  nmodningen.  Foreningen  klagede  til Rigshospitalets direktion der fastholdt afslaget med henvisning til at hospitalet havde en ret til, som led i driften, at regulere adgangsforholdene til institutionen (de i sagen fra før o m- talte anstaltsbeføjelser),  herunder spørgsmålet om hvilket materiale der ska  l lægges frem   – forudsat at reguleringen er sagligt begrundet. Rigshospitalet skønnede at  den pjece som for- eningen  ønskede  at  lægge  frem     kunne  påvirke  patientgruppen  negativt  og  dermed  vansk e- liggøre behan dlingen. H:S tilføjede i anledning af sagen   (og her citerer jeg) at hensynet til patientbehandlingen  skal  veje  tungere  end  foreningens  ønske  om  fremlæggelse  af  pjecen  i ventevære  lset…     H:S  skrev  videre  i  svarene  til  ombudsmanden  at  det  var  irrelevant  at  ind- drage hensynet til foreningens ytringsfrihed i vurderingen af sagen. Denne retsopfattelse var ombudsmanden uenig i –  og i sagen henviste han bl.a. til grundlo- vens  §  77  og  til  artikel  10  i  den  europæiske  menneskere  ttighedskonvention  og  udtrykte  at

Side 5 af 7 hensynet til ytringsfriheden skulle inddrages  – også i såda nne sager om anvendelsen af an- staltsbeføjelserne . Sammen med sagen fra før viser sagen her at der  er retlige rammer for forvaltningens brug af anstaltsbeføjelserne  – re   tlige rammer som ikke er praktisk uvæsentlige for borgernes ret  s- sikkerhed.   -0- Den  sidste  sag  jeg  vil  nævne  ,  er  sag  20-1  der  er  gengivet  på  side  517 ,  hvor  en  kommune over  for en borger bekræftede   at den havde modtaget to breve fra den pågældende    (som se- nere  klagede  til  ombudsmanden).  Kommunen  forklarede  samtidig  at  brevet  ville  blive  be- svaret om ca. fire uger sammen med de to tidligere breve der indeholdt en række spørgsmål om en social sag som kommunen behandlede. Efter  de  fire  uger  var  gået  sendte  kommunen  et  nyt  brev  og  gentog  at  br evene  ville  blive besvaret – nu med en    ny frist på cirka fire uger. Ved udløbet af denne frist meddelte kommunen imidlertid den pågældende at den efter gen- nemgangen af henvendelserne nu mente at de rejste spørgsmål   allerede var besvaret – og om de spørgsmål som borgeren måtte mene var ubesvar   ede,  tilfø jede kommunen at den havde vist vilje til at besvare, men det havde ikke været muligt for kommunen at få den pågælde n- de  til  at  præcisere  sine  spørgsmål.  Da  kommunen  ikke  så  muligheder  for  at  tilvejebringe besvarelser eller beslutninger som var tilfredsstillende, meddelte kommunen at den ikke så sig i stand til at besvare flere henvendelser. I anledning af sagen udtalte ombudsmanden at det havde været bedst stemmende med god forvaltningsskik hvis kommunen ved en gennemgang af korrespondancen havde undersøg t om den tidligere havde besvaret dels de tre breve og dels tidligere breve som angiveligt var ubesvarede.  Som  udgangspunkt  bør  myndighederne  så  vidt  muligt  efter  god  fo  rvaltnings- skik besvare de spørgsmål som borgerne stiller    – men der gælder selvfølgelig visse undta- gelser herfra. Det kan for eksempel ikke forlanges at en myndighed besvarer et spørgsmål der er besvaret for nylig, ligesom det normalt heller ikke kan kræves at myndigheder giver indholdsmæssigt fuldt dækkende svar på spørgsmål der forudsætter en ganske betydelig ind- sats fra myndighedernes side for at klarlægge bestemte forhold. Ombudsmanden henstillede at kommunen genoptog sagen med henblik på at fastslå i hvi  l- ket omfang kommunen allerede havde besvaret de omhandlede spørgsmål og breve  , og her- efter tog stilling i hvilket omfang de burde besvares. -0- Herefter vil Lennart Frandsen kort fortælle om embedets i  nspektionsvirksomhed:

Side 6 af 7 Der har i 2004 været gennemført 27 inspektioner der ford   eler sig således: 2 fængsler 5 arresthuse 1 pension 1 sikret institution 4 detentioner 5 venterum 4 psykiatriske hospitaler 2 sociale bosteder 2 handicaptilgængelighed 1 kommune Valget af de steder der blev inspiceret, og hvad der samlet er gennemført siden ikrafttræde   l- sen  af  den  nugældende  o  mbudsmandslov,  er  der  nærmere  redegjort  for  i  beretningen  side 541 - 646. Det eneste som jeg her vil fremhæve  , er at inspektioner af psykiatriske afdelinger er øget fra 2 i 2003 til 4 i 2004. Det har sammenhæng med et ønske om at opprioritere gen- nemgangen af det psykiatriske område . Som det også fremgår af beretningen  , retter inspektionerne sig ikke blot mod den institution som bliver inspiceret, men giver også anledning til at Folketingets Ombudsmand b eskæft  i- ger sig  med en række  principielle og generelle spørg   smål som  blive r konstateret under in- spektionerne. Det kan illustreres meget godt ved f.eks. at omtale sager som er rejst i forhold til grønlænd   e- re. Der har i de senere år været foretaget inspektioner af Grønlænderafdelingen i A nstalten ved Herstedvester, Grønlænderafde   lingen i Amtshospitalet i Vordingborg (nu Oringe) og nu Grønlænderafdelingen i Ps   ykiatrisk Hospital i Århus. Desuden har der været foretaget i  nspektioner i Grønland af arrester/detentioner  som bl.a. har givet anledning til en stø rre generel sag der angår  det forhold at anbringelsesgrundlaget her kan være sket på 9 forske   llige måder , hvor der ikke er klarhed over hvilke regler der gælder, herunder  om  hvordan  den  fysiske  indretning  skal  være.  Dette  blev  der  red  egjort  for  på  et møde mellem Ret sudvalget og Folketingets Ombudsmand den 4. november 2004, og der er netop  fra  Direktoratet  for  Kriminalforsorgen  kommet  en  tilbagemelding  som  nu  er  under behandling.  Folketingets  Ombudsmand  fø lger  også  med  i  udviklingen  med  hensyn  til  b e- skæftigelsen af de indsatte i a  nstalterne i Grønland. Inspektionen af Grønlænderafdelingen i Anstalten ved He   rstedvester har givet grundlag for at der er blevet gennemført en ordning således at der sker oversættelse til grønlandsk af br e- ve  fra  offentlige  myndigheder  og  af  domme  for  de  grø nlandske  indsatte  som  ikke  forstår dansk. Det er også på fo  ranledning af Folketingets Ombudsmand at der er blevet etableret en ordning så der er grønlandske funktionærer ansat på afde lingen (som led i en udstatione- ringsordning). Endelig kan jeg nævne    – som    det også var fremme  under  mødet den 4. n  o- vember 2004 – at det er blevet sikret at grønlandske indsatte    , som er dømt efter den danske

Side 7 af 7 straffelov, også vil have mulighed for at få ferierejse hjem til Grønland i lighed med de in   d- satte der er dømt efter den g rønlandske krimina llov. Inspektionerne af Grønlænderafdelingen i Amtshospitalet i Vordingborg og Psykiatrisk H   o- spital i Århus har givet a  nledning til at rejse sag om ansvaret for hjemtagelse af fæ  rdigbe- handlede psykiatriske patienter til Grø nland, nogle pensionssager, og senest har Folketingets Ombudsmand i forbindelse med inspektionen af Psykiatrisk Hospital i Å  rhus måttet konst a- tere  at  de  årlige  ferierejser  for  de  indlagte  grønlændere  dér  er  blevet  sparet  bort.  Dette spørgsmål b  ehandles nu af den grønlan dske ombudsmand. Endelig kan det nævnes at der er rejst spørgsmål om det retlige   grundlag for tvangsindlæggelse   af grønlændere i Danmark. Jeg nævner altså disse sager for at illustrere at de enkelte inspe   ktioner også giver grundlag for at rejse spørgsmål   som ikke blot specifikt angår den institution som bliver inspic eret.