Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg og deres stedfortrædere Bilag Journalnummer Kontor 1 400.C.2-0 EUK 28. oktober 2005 Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 6 (EUU – Alm. del) af 20. oktober 2005.

2 Folketingets Europaudvalg har ved spørgsmål nr. 6 (EUU - Alm. del) af 20. oktober 2005 anmodet udenrigsministeren om at oversende justitsministerens talepapir, der blev brugt under samrådet den 14. oktober 2005 om EF-Domstolens dom i sag C- 176/05 om strafferetlige regler med hjemmel i det overstatslige samarbejde.   I den anledning vedlægges udkast til talepapir og beredskabstalepunkter, der danne- de  grundlag  for  justitsministerens  besvarelse  den  14.  oktober  2005  af  samråds- spørgsmål A om ovennævnte dom. /

3 Udkast til tale Til  ministerens brug ved samråd  i Folketingets  Europaudvalg den  14. oktober 2005. Samrådsspørgsmål A: Hvad kan ministeren oplyse om dommen (C-176/03) fra EF-Domstolen  om,  at  EU  kan  vedtage  strafferetlige regler med hjemmel i det overstatslige samarbejde? 1. Først og fremmest vil jeg gerne takke udvalget for at give mig lejlig- hed til at redegøre for EF-Domstolens dom af 13. september 2005. Der er tale om en vigtig dom om en række væsentlige spørgsmål. Justitsministeriet  har  udarbejdet  et  notat  om  dommen,  som  i  går  er sendt til udvalget og til Folketingets Retsudvalg. Det, jeg kan sige her i dag, er naturligvis som udgangspunkt det samme som det, der er anført i notatet. Men hvis udvalget har yderligere spørgsmål, vil jeg meget ger- ne forsøge at besvare dem. 2. Først vil jeg kort redegøre for dommens baggrund og indhold. Der- næst vil jeg forsøge at sige noget om den nærmere rækkevidde af dom- men for så vidt angår det generelle spørgsmål om adgangen til at vedta- ge regler af strafferetlig karakter inden for rammerne af EF-Traktaten. Til sidst vil jeg komme ind på dommens forhold til det danske forbe- hold på området for retlige og indre anliggender.  

4 De spørgsmål, udvalget måtte have, som særligt angår miljøområdet, vil miljøministeren tage sig af. 3. Det nærmere spørgsmål i den pågældende sag var, om Rådets ram- meafgørelse fra 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet, der var ved- taget  i  medfør  af  EU-Traktatens  afsnit  VI  –  altså  det  mellemstatslige samarbejde i søjle 3 – i stedet burde have været vedtaget i medfør af EF-Traktatens  regler  om  Fællesskabets  miljøforanstaltninger,  altså  det overstatslige samarbejde i søjle 1. Rammeafgørelsen indeholdt bestemmelser om, at visse former for mil- jøovertrædelser  skulle  anses  for  strafbare  forhold.  Herudover  stillede rammeafgørelsen krav til de sanktioner, medlemsstaterne skulle fastsæt- te for overtrædelse af de nævnte miljøovertrædelser. I det mindste i de groveste tilfælde bestemte rammeafgørelsen således, at der skulle være mulighed for frihedsstraf. Herudover blev der bl.a. fastsat nærmere reg- ler om strafansvar for juridiske personer.   Siden vores tiltrædelse af EU i 1973 har det været Danmarks opfattelse, at EF-Traktaten ikke indeholder hjemmel til at pålægge medlemsstater- ne at fastsætte strafferetlige sanktioner. Denne opfattelse – der bygger på det principielle synspunkt, at strafferetligt samarbejde falder uden for rammerne  af  det  overstatslige  samarbejde  i  EF-Traktaten  –  har  også været gældende i forhold til overtrædelse af Fællesskabets retsakter på miljøområdet.

5 Dette  synspunkt  argumenterede  både  den  danske  regering  og  en  lang række  af  de  andre  ”gamle”  medlemsstater  for  under  behandlingen  af sagen ved EF-Domstolen. Det   var  således   dette   principielle  spørgsmål,  som  sagen   gav   EF- Domstolen lejlighed til – for første gang – at tage stilling til. 4. Domstolen fastslog bl.a., at ”[s]traffelovgivningen og reglerne om behandlin- gen af retssager henhører principielt ikke under Fællesskabets kompetence”.   Domstolen udtalte imidlertid også, at det anførte ikke er til hinder for, at fællesskabslovgiver kan ”træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlems- staternes  strafferet,  og  som  fællesskabslovgiver  finder  nødvendige  for  at  sikre,  at  de bestemmelser, den vedtager på miljøbeskyttelsesområdet, er fuldt ud effektive”.   På dette grundlag fastslog EF-domstolen, at de regler, der var fastsat i rammeafgørelsens  artikel  1-7,  gyldigt  kunne  have  været  fastsat  med hjemmel i EF-Traktatens bestemmelser om miljøbeskyttelse. Og da der ikke inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i søjle 3 kan vedtages  bestemmelser,  som  der  er  hjemmel  til  at  vedtage  under  det overstatslige samarbejde i søjle 1, annullerede Domstolen rammeafgø- relsen. 5. Hvad kan man så sige om retstilstanden efter dommen? Det  er  i  hvert  fald  nu  fastslået,  at  der  med  hjemmel  i  EF-Traktatens regler om miljøbeskyttelse kan fastsættes bestemmelser i f.eks. direkti- ver eller forordninger på miljøområdet, der forpligter medlemsstaterne til  at  fastsætte  strafferetlige  sanktioner  ved  overtrædelser  af  de  pågæl-

6 dende regler, hvis dette er nødvendigt for at sikre reglernes fulde effek- tivitet. EF-Domstolen har ikke i dommen taget udtrykkeligt stilling til, om det samme  gælder  på  andre  af  de  områder,  der  kan  reguleres  inden  for rammerne  af  EF-Traktaten,  f.eks. det  indre  marked,  landbrugs-  og  fi- skeripolitik, transportpolitik og konkurrencepolitik. Det er altså princi- pielt set spørgsmål, som det i første omgang er op til bl.a. Kommissio- nen og Rådet at tage nærmere stilling til. Efter Justitsministeriets opfattelse må det imidlertid antages at følge af dommen, at der også inden for andre områder kan fastsættes bestem- melser om strafferetlig sanktionering.  Jeg kan her henvise til det notat, som udvalget modtog i går. Dette  kan  dog  ikke  antages  at  gælde  for  så  vidt  angår  EF-Traktatens bestemmelser  om  toldsamarbejde  og  bekæmpelse  af  svig  i  strid  med Fællesskabets  finansielle  interesser.  Det  skyldes  det  særlige  indhold, som  traktatens  bestemmelser  om  disse  områder  har.  Jeg  henviser  her igen til det notat, som jeg har sendt til Europa-udvalget. 6. Men som nævnt er det i første omgang op til bl.a. Kommissionen og Rådet at tage stilling til, hvilke nærmere konsekvenser der kan drages af dommen med hensyn til spørgsmål, som Domstolen ikke har taget ud- trykkeligt stilling til. Jeg  kan  i  den forbindelse  oplyse,  at  Kommissionen efter  afsigelsen af dommen har tilkendegivet, at den nu vil gennemgå en række af sine for- slag på det strafferetlige område og revidere disse i lyset af dommen.  

7 Så må vi se, hvad denne gennemgang fører til. Men under alle omstæn- digheder vil medlemsstaterne jo få lejlighed til at tage nærmere stilling til  disse  spørgsmål,  når  de  enkelte  forslag  fra  Kommissionen  skal behandles i Rådet. 7. Jeg vil gerne understrege, at dommen ikke medfører nogen ændringer i forhold til det, der er kernen i det strafferetlige samarbejde i EU, f.eks. samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme, menneskehandel, organise- ret kriminalitet, narkotikahandel, børnepornografi og korruption.   Dette samarbejde foregår jo i dag inden for rammerne af det mellem- statslige samarbejde i søjle 3, og det vil det også fremover gøre. Det, der er nyt efter dommen, er således alene, at der inden for ram- merne af det overstatslige samarbejde i søjle 1 er hjemmel til at fastsætte regler,  der  pålægger  medlemsstaterne  at  strafbelægge  overtrædelser  af fællesskabslovgivningen, f.eks. fællesskabets miljølovgivning.   8.  Jeg  skal  afslutningsvis  gøre  nogle  enkelte  bemærkninger  om  dom- mens betydning i relation til det danske forbehold på området for retli- ge og indre anliggender – i daglig tale det retlige forbehold.   Der er som bekendt tale om det forbehold, som i sin tid blev formule- ret ved den såkaldte Edinburgh-Afgørelse i forbindelse med gennemfø- relsen  af  Maastricht-Traktaten,  og  som  grundlæggende  går  ud  på,  at Danmark kan deltage fuldt ud i det mellemstatslige samarbejde om ret- lige spørgsmål i søjle 3, men at vi ikke kan deltage i dette samarbejde i

8 det omfang, det bliver overført fra søjle 3 til det overstatslige samarbej- de i søjle 1.   Det danske forbehold er i dag angivet i Edinburgh-Afgørelsen og den særlige  protokol  om  Danmarks  stilling.  Det  følger  af  protokollen,  at Danmark  ikke  deltager  i  Rådets  vedtagelse  af  retsakter  inden  for  det udlændingeretlige og civilretlige samarbejde i EF-Traktatens søjle 1, og at  disse  retsakter  heller  ikke  er  bindende  for  Danmark.  Dette  hænger sammen med, at disse områder ved Amsterdam-Traktaten fra 1998 blev overført fra det mellemstatslige samarbejde i søjle 3 til det overstatslige samarbejde  i  søjle  1,  og  at  Danmark  derfor  –  af  de  grunde,  jeg  lige nævnte – måtte stå uden for disse dele af samarbejdet. Derimod deltager Danmark fuldt ud i samarbejdet inden for de øvrige dele af søjle 1 – altså f.eks. samarbejdet om miljøbeskyttelse, det indre marked  og  konkurrenceforhold.  Bestemmelser  om  pligt  til  at  indføre strafferetlige sanktioner, som inden for disse områder fremover måtte blive gennemført i lyset af EF-Domstolens dom, vil altså være fuldt ud bindende for Danmark, og vi vil deltage i vedtagelsen af sådanne regler på lige fod med de øvrige medlemsstater. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at der ikke med dommen er tale om, at et samarbejde, der efter EU-Traktaten henhører under det mellemstatslige samarbejde i søjle 3, nu ved en traktatændring er blevet flyttet til det overstatslige samarbejde i søjle 1 – således som det  som  nævnt  skete  med  det  udlændinge-  og  civilretlige  område  ved Amsterdam-Traktaten i 1998.

9 Det, der er tale om, er i stedet, at EF-Domstolen nu har taget endelig stilling til den nærmere rækkevidde af de bestemmelser i EF-Traktaten om bl.a. samarbejde inden for miljøområdet, som Danmark hele tiden har deltaget i – og Domstolen har altså fastslået, at disse bestemmelser giver hjemmel til at vedtage regler, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet.   Domstolen  har  således  lagt  en  anden  forståelse  af  disse  hjemmelsbe- stemmelser til grund end den, som Danmark og en række andre med- lemsstater hidtil har haft – men dette har som nævnt ikke noget at gøre med det danske forbehold, således som det er fastlagt i protokollen om Danmarks stilling.   Denne problemstilling er i øvrigt nærmere behandlet i Udenrigsministe- riets  redegørelse af  11.  august  2003  om  de  danske  forbehold  og  EUs forfatningstraktat. De relevante afsnit er citeret i det notat, som er sendt til Europa-udvalget.   9. Lad mig kort sammenfatte: EF-Domstolen har nu fastslået, at EF-Traktatens bestemmelser om samarbejde på miljøområdet indeholder hjemmel til at fast- sætte regler, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet. Det er i første omgang op til bl.a. Kommissionen og Rådet at ta- ge stilling til, hvilke konsekvenser der kan drages af dommen for så vidt angår andre af de områder, som kan reguleres i det over- statslige samarbejde under søjle 1.

10 Men efter Justitsministeriets opfattelse må det antages, at dom- men skal læses således, at der også inden for andre områder af EF-Traktaten er hjemmel til – under samme betingelser som an- ført i dommen – at fastsætte regler, der relaterer sig til medlems- staternes strafferet.   Det, der er kernen i det strafferetlige samarbejde i EU – altså om f.eks.  terrorisme,  narkotikakriminalitet  og  menneskesmugling  – vil som hidtil foregå inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i søjle 3. Dommen indebærer ingen ændringer i dette forhold. EF-Domstolen har lagt en anden forståelse af hjemmelsbestem- melserne på bl.a. miljømrådet til grund end den, som Danmark og en række andre medlemsstater hidtil har haft – men dette har ikke  noget  at  gøre  med  det  danske  forbehold,  således  som  det bl.a. er fastlagt i Protokollen om Danmarks stilling.   Det  er  jo  nogle  ganske  komplicerede  tekniske og  juridiske spørgsmål, jeg har været inde på her, men jeg har forsøgt at fremstille dem så en- kelt som muligt. Hvis der er supplerende spørgsmål fra udvalget, vil jeg meget gerne for- søge  at  besvare  dem  her  i  dag.  I  det  omfang,  eventuelle  juridiske spørgsmål  måtte  falde  uden  for  rammerne  for,  hvad  der  er  hensigts- mæssigt at diskutere i dette forum, vil jeg naturligvis besvare dem skrift- ligt.

11 Beredskabstalepunkter [1. Hvordan kan Domstolen på den ene side sige, at straffelovgiv- ningen og reglerne om behandlingen af retssager principielt ikke henhører under Fællesskabets kompetence og på den anden side nå frem til, at der i artikel 175 er hjemmel til at stille krav om, at visse miljøovertrædelser skal være strafbare?]   Det er korrekt, at Domstolen anfører, at straffelovgivning og reglerne om  behandlingen  af  straffesager  principielt  ikke  henhører  under  det overstatslige samarbejde i søjle 1, men samtidig når frem til, at der – i hvert fald på miljøområdet – kan fastsættes bestemmelser, som forplig- ter medlemsstaterne til at indføre regler om strafsanktionering.  

12 Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at det, som der er taget stil- ling til i dommen, alene er, om der inden for rammerne af det overstats- lige samarbejde i søjle 1 er hjemmel til at fastsætte regler om strafsank- tionering inden for de områder, som i øvrigt er reguleret med hjemmel i søjle 1, altså f.eks. Fællesskabets miljølovgivning. Det er også derfor, jeg tidligere fremhævede, at dommen ikke medfører nogen ændringer i forhold til det, der er kernen i det strafferetlige sam- arbejde i EU, f.eks. samarbejdet om bekæmpelse af terrorisme, menne- skehandel,  organiseret  kriminalitet,  narkotikahandel,  børnepornografi og korruption.   Dette samarbejde foregår jo i dag inden for rammerne af det mellem- statslige samarbejde i søjle 3, og det vil det også fremover gøre.

13 [2. Giver dommen også mulighed for at fastsætte regler om, hvil- ke sanktioner medlemsstaterne skal indføre?] Det ligger efter dommen fast, at der i hvert fald på miljøområdet kan fastsættes regler om, at medlemsstaterne er forpligtet til at sanktionere overtrædelser af fællesskabsregler med straf. Et andet spørgsmål er så, om der også kan fastsættes bestemmelser om, hvilke strafferetlige sanktioner der skal indføres – f.eks. at der skal ind- føres mulighed for frihedsstraf. På dette punkt er dommen ikke klar, og den kan derfor give anledning til en vis tvivl. På  den  ene  side  anfører  Domstolen  i  præmis  49,  at  rammeafgørelsen overlader det til medlemsstaterne at vælge de strafferetlige sanktioner, der skal finde anvendelse. På den anden side når domstolen jo frem til, at alle bestemmelserne i rammeafgørelsens artikel 1-7 kunne have været vedtaget  inden  for  rammerne  af  det  overstatslige  miljø-samarbejde  i søjle 1 – og rammeafgørelsen fastsatte i artikel 5, stk. 1, netop et krav om,  at  der  i  det  mindste  i  de  groveste  miljøovertrædelser  skulle  være mulighed for frihedsstraf.   Som anført i Justitsministeriets notat er det imidlertid Justitsministeriets opfattelse,  at  sanktionsvalget  fortsat  er  overladt  til  medlemsstaterne. Såfremt sådanne regler skal fastsættes på EU-plan, må det derfor efter Justitsministeriets  opfattelse  ske  på  grundlag  af  det  mellemstatslige samarbejde om strafferetlige og politimæssige spørgsmål.

14 [3. Giver dommen også mulighed for, at der kan fastsættes fælles- skabsregler, der stiller krav til medlemsstaternes straffeprocessu- elle regler?] Som jeg nævnte indledningsvis, fastslog Domstolen, at ”[s]traffelovgivningen  og  reglerne  om  behandlingen  af  retssager  henhører  principielt heller ikke under Fællesskabets kompetence”. I  dommens  præmis  48,  som  jeg  tidligere  har  citeret,  fastslås,  at  dette dog ikke er til hinder for, at fællesskabslovgiver kan træffe foranstalt- ninger, ”der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet.”   Domstolen nævner således ikke her noget om, at det skulle være muligt at fastsætte regler om straffeprocessuelle forhold. Rammeafgørelsen indeholdt i øvrigt ikke retsplejeregler om behandlin- gen af retssager.   Der  er  altså  tale  om  et  uafklaret  spørgsmål.  Men  det  er  naturligvis  et spørgsmål, som medlemsstaterne må forholde sig til i Rådet, hvis situa- tionen i givet fald måtte opstå.  

15 [4. Er der et problem i, at Danmark ikke efter grundlovens § 20 har overladt den kompetence til at fastsætte straffebestemmelser, som efter dommen tilkommer Fællesskabet?] Som nævnt følger det af dommen, at der med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175 kan vedtages bestemmelser, som forpligter medlemsstaterne til at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelser af fællesskabs- retlige regler om miljøbeskyttelse. EF-domstolen når frem til sit resultat ved en fortolkning af EU´s nuvæ- rende traktatgrundlag. Selv om det hidtil har været Danmarks opfattelse, at Fællesskabet ikke havde  en  kompetence  med  dette  indhold  på  søjle  1,  skaber  dommen ikke et problem for Danmark i relation til grundlovens § 20.   Der  er  således  ikke  tale  om,  at  Danmark  på  grund  af  vores  hidtidige EU-retlige opfattelse mangler at gennemføre § 20-proceduren i forhold til  den  kompetence  til  at  træffe  foranstaltninger,  der  relaterer  sig  til medlemsstaternes  strafferet,  som  dommen  fastslår  tilkommer  Fælles- skabet. Forklaringen er den enkle, at den nødvendige procedure efter grundlo- vens § 20 allerede er gennemført.  

16 Danmark har som bekendt ved flere lejligheder gennemført proceduren i  grundlovens  §  20  i  forhold  til  EU.  Første  gang  i  1972  i  forbindelse med Danmarks indtræden i EF, dernæst i 1993 ved Maastricht-traktaten og senest i 1998 i forhold til Amsterdam-traktaten.   I de tilfælde, hvor Danmark har anvendt § 20-proceduren, har vi hver gang anvendt proceduren i forhold til traktaterne i deres helhed. I over- ensstemmelse hermed er loven om Danmarks tiltrædelse af EU formu- leret således, at vi efter grundlovens § 20 har overladt beføjelser til EU i det omfang, det følger af de relevante traktater.   Det betyder med andre ord, at § 20-proceduren er gennemført også for den kompetence på søjle 1 til at træffe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet, som er fastslået ved dommen. Danmark mangler derfor ikke at gennemføre § 20-proceduren på dette område.   [5.  Hvordan  harmonerer  dommen  med  den  bestemmelse  i  For- fatningstraktatens  artikel  III-271,  stk.  2,  der  udtrykkeligt  giver hjemmel til bl.a. at fastsætte krav om strafferetlige sanktioner for overtrædelse af fællesskabsretten?]

17 Det er korrekt, at bestemmelsen i Forfatningstraktatens artikel III-271, stk. 2, giver hjemmel til, at der i tilknytning til retsakter vedtaget inden for  de  enkelte  sektorpolitiske  områder  kan  fastsættes  minimumsregler for,  hvad  der  skal  være  strafbare  handlinger,  og  regler  om  straffens karakter. Bestemmelsen er interessant i forhold til dommen, fordi man på bag- grund heraf kan sige, at alle 25 medlemsstater må have troet, at de en- kelte  sektorpolitiske  bestemmelser  ikke  kunne  indeholde  en  sådan kompetence.   For  ellers  ville  det  nemlig  have  været  overflødigt  at  indarbejde  denne bestemmelse i Forfatningstraktaten.   Med den nye dom er det derfor et spørgsmål, om denne bestemmelse vil kunne opretholdes, hvis medlemsstaterne beslutter at fortsætte rati- fikationsprocessen på et senere tidspunkt.

18 [6.  Hvilken  praktisk  betydning  har  det,  at  der  på  overstatsligt grundlag  i  medfør  af  søjle  1-samarbejdet  kan  stilles  krav  om,  at medlemsstaterne skal strafbelægge fællesskabsreglerne på miljø- området – og at dette ikke skal ske på mellemfolkeligt grundlag efter søjle 3? – Er der ikke tale om den samme pligt?] Når  der  med  hjemmel  i  EF-Traktatens  artikel  175  kan  fastsættes  be- stemmelser,  der  forpligter  medlemslandene  til  at  fastsætte  straf  for overtrædelser af Fællesskabets miljølovgivning, betyder det bl.a., at så- danne regler vil skulle vedtages efter de almindelige fællesskabsprocedu- rer i EF-Traktatens artikel 251. Det vil sige, at det er Kommissionen, der kommer med forslag til sådan ny lovgivning, og at Rådet og EU-Parlamentet skal vedtage disse regler i fællesskab. På søjle 3 kan derimod også de enkelte medlemsstater stille forslag om ny lovgivning, og det er kun Rådet, der deltager i vedtagelsen af sådan- ne forslag.   En anden konsekvens af, at der er tale om et søjle 1-instrument – og ikke en rammeafgørelse efter søjle 3 – er, at vedtagelsen kan ske med et kvalificeret  flertal  i  Rådet,  og  at  der  altså  ikke  kræves  enstemmighed blandt alle EU’s medlemsstater.   I søjle 1 kan der endvidere vedtages direktiver og forordninger. Sådan- ne  retsakter  kan  ikke  vedtages  efter  søjle  3,  hvor  der  typisk  vedtages rammeafgørelser.

19 [7. Er der andre eksempler på, at de almindelige Fællesskabsret- lige hjemmelsbestemmelser er blevet fortolket således, at de også omfatter tilknyttede regler, der ellers ikke ville have været omfat- tet af bestemmelserne?] Det  har  længe  været sådan, at der efter  det  overstatslige  samarbejde  i EF-Traktaten kan fastsættes civilretlige og civilprocessuelle regler i til- knytning  til  de  materielle  regler  inden  for  bl.a.  forbruger-  og  forsik- ringsområderne.   F.eks.  kan  der  i  tilknytning  til  retsakter  om  forbrugerbeskyttelse  også fastsættes regler om bl.a. søgsmålskompetence. Det nye er derimod, at disse såkaldte ”accessoriske” regler nu også kan vedrøre strafferetlige spørgsmål.

20 Udkast [Vil  regeringen  tage  initiativ  til  at  få  protokollen  om  Danmarks stilling ændret, således at Danmark står uden for det strafferetlige samarbejde, som efter dommen kan foregå inden for rammerne af søjle 1, f.eks. på miljøområdet?] Som jeg tidligere var inde på, er Danmark i dag fuldt ud med i det over- statslige samarbejde inden for søjle 1 – bortset naturligvis fra det civil- og udlændingeretlige samarbejde, der jo ved Amsterdam-Traktaten blev overflyttet fra søjle 3 til søjle 1, og som Danmark derfor står uden for. Vi har derimod hele tiden været med i f.eks. det miljøretlige samarbejde, og der er jo som bekendt tale om et område, som Danmark har priori- teret meget højt i EU.   Det, der er tale om med dommen, er som nævnt, at Domstolen nu har taget endelig stilling til den nærmere rækkevidde af dette samarbejde – med hensyn til spørgsmålet om muligheden for at fastsætte regler, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet. Der er jo i øvrigt tale om et spørgsmål, hvor vi i lang tid har vidst, at der var uenighed mellem navn- lig Kommissionen og en række af medlemsstaterne.   Jeg ser det sådan set som meget positivt, at vi nu endelig har fået en afklaring fra EF-Domstolens side – det er jo det, vi har Domstolen til. At Domstolen så nåede frem til en anden fortolkning af traktaten end den, som vi og en række andre medlemslande har anlagt, er i den for- bindelse en anden sag.

21 Men det korte af det lange er, at der er tale om en præcisering af række- vidden af det samarbejde, som vi altid har været med – og det er derfor, jeg har sagt, at vores forbehold ikke er til hinder for, at vi fortsat delta- ger i bl.a. miljøsamarbejdet inden for EU. Og heldigvis for det, kan man vel tillade sig at sige! Regeringen  har  derfor  ingen  planer  om  at  søge  det  danske  EU- forbehold udvidet.