<DOCUMENT_START>

P R E S S E M E D D E L E L S E

 

Skattefradragssagskommissionen har afgivet sin beretning

 

Skattefradragssagskommissionen har i dag afgivet sin beretning til justitsminister Lene Espersen. Undersøgelseskommissionen har med landsdommer Lars Lindencrone Petersen som formand undersøgt den såkaldte skattefradragssag.

 

Sagen vedrører navnlig forhold i Skatteministeriet. Beretningen afgives til justitsministeren, fordi lov om undersøgelseskommissioner henhører under Justitsministeriet.

 

Kommissionens sammenfattende bemærkninger og forslag er indeholdt i beretningens kapitel 16. Det fremgår bl.a. af kapitel 16.3, at kommissionen i forhold til tre embedsmænd i Skatteministeriet har fremsat bemærkninger, der har karakter af egentlig kritik, men at ingen af de pågældende handlinger eller undladelser kan tilregnes nogen af de implicerede embedsmænd som tjenesteforsømmelse. I kapitel 16.4 er endvidere en omtale af de forslag til ændringer i administrativ praksis i Skatteministeriet, som kommissionen på baggrund af sin undersøgelse af sagens faktiske begivenhedsforløb finder, at der er grundlag for.

 

Justitsministeriet har sendt kommissionens beretning videre til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen.

 

Kommissionens beretning kan afhentes i Justitsministeriets reception. Beretningen er endvidere tilgængelig på Justitsministeriets hjemmeside på internettet (www.jm.dk).

 

Yderligere oplysninger hos udviklingsdirektør Jesper Skovhus Poulsen, Skatteministeriet, telefon 33 92 47 63.

 

Til baggrund:

 

Den 16. december 2003 nedsatte justitsministeren i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af den såkaldte skattefradragssag.

 

Undersøgelseskommissionen har haft følgende kommissorium:

 

”Lovforslag L 61 af 24. oktober 2001 om ændring af en række skattelove indeholdt i § 1, nr. 2, bestemmelser, der tog sigte på en nærmere regulering af det forhold, at en adgang i udlandet til, at et datterselskab skattefrit kan overdrage aktiver (herunder goodwill) til et nyt datterselskab, efter de danske regler om frivillig sambeskatning skaber mulighed for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag for moderselskabet. Lovforslaget havde på dette punkt til formål at ophæve den nævnte mulighed.

 

I forbindelse med folketingsvalget i november 2001 bortfaldt lovforslag L 61.

 

Lovforslag L 99 af 7. februar 2002 om ændring af en række skattelove (vedtaget som lov nr. 313 af 21. maj 2002) indeholdt visse bestemmelser svarende til dem, der var indeholdt i det ovenfor omtalte lovforslag L 61, men ikke bestemmelser om ophævelse af den nævnte mulighed for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag. Sådanne bestemmelser er derimod indeholdt i lovforslag L 27 af 9. oktober 2003 om ændring af bl.a. selskabsskatteloven.

 

Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om undersøgelseskommissioner til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knytter sig til, at skatteministeren ikke i forbindelse med lovforslag L 99 – eller på et senere tidspunkt inden fremsættelsen af lovforslag L 27 – fremsatte forslag om bestemmelser om en regulering af den omtalte fradragsmulighed. Undersøgelseskommissionen skal tillige undersøge og redegøre for baggrunden for fremsættelsen af lovforslag L 61.

 

I den forbindelse skal kommissionen bl.a. undersøge, hvornår og i hvilket omfang skattemyndighederne blev bekendt med konkrete tilfælde af virksomheders anvendelse af den nævnte mulighed for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag eller med virksomheders konkrete overvejelser eller planer herom. Undersøgelsen skal herunder omfatte spørgsmålet om den nærmere håndtering af en skrivelse af 16. oktober 2000 fra Told- og Skattestyrelsen (Selskabsrevisionskontor Århus) til Told- og Skattestyrelsens selskabsbeskatningsafdeling.

 

I sammenhæng med den nævnte undersøgelse af konkrete tilfælde af virksomheders anvendelse af muligheden for forøgelse af grundlaget for skattemæssige fradrag skal kommissionen undersøge størrelsen af det samlede beløb, som i konsekvens af sådanne anvendelser ikke er tilgået skattemyndighederne.

 

Kommissionens undersøgelse skal endvidere omfatte de besvarelser, som regeringen har afgivet til Folketinget om sagen.

 

På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal undersøgelseskommissionen efter § 4, stk. 3, i lov om undersøgelseskommissioner komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde, ligesom kommissionen efter lovens § 4, stk. 4, skal foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar.”