Ny Kalundborg Kommune

Klosterparkvej 7

4400 Kalundborg

23. maj 2006

 

 

Folketingets Retsudvalg er, jf. Retsudvalget alm. del – bilag 609 (vedlagt), blevet opmærksom på, at Ny Kalundborg Kommune overvejer at indføre en kommunal ombudsmand. I den anledning vil jeg på Retsudvalgets vegne henlede kommunens opmærksomhed på følgende bestemmelse i ombudsmandsloven (lov nr. 473 af 12. juni 1996):

 

§ 30. Betegnelsen ombudsmand eller anden betegnelse, der er egnet til forveksling hermed, må ikke benyttes, medmindre det er hjemlet i en af Folketinget vedtaget lov.

 

Som begrundelse for bestemmelsen har Retsudvalgets flertal i betænkningen over det lovforslag, der lå til grund for ombudsmandsloven (lovforslag nr. L 57, folketingsåret 1995-96, tillæg B side 871), anført følgende:

 

          Flertallet finder, at det er vigtigt at dæmme op for den inflation, der efterhånden er gået i betegnelsen ombudsmand. Der er behov for en beskyttelse af denne titel, så den kun kan anvendes i de tilfælde, hvor Folketinget udtrykkeligt i en lov har vedtaget det på samme måde, som f.eks. i retsplejelovens § 120, stk. 1, beskytter betegnelsen advokat.

 

          Den foreslåede bestemmelse er ikke til hinder for, at betegnelsen ombudsmand/ombuds­mænd anvendes, såfremt der er tale om en fast indarbejdet betegnelse, som har været anvendt i en længere årrække forud for lovens vedtagelse, således som det f.eks. har været tilfældet inden for rammerne af Dansk Politiforbund.

 

På den baggrund skal jeg på Retsudvalgets vegne anmode Ny Kalundborg Kommune om at redegøre nærmere for kommunens overvejelser om at indføre en kommunal ombudsmand.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Peter Skaarup

formand

 

 

 

 

 

 

Kopi: Folketingets Ombudsmand

 

 

 

 

 

 

 

Â