Folketinget — Retsudvalget
Christiansborg, den 10. maj 2006
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere.
Oversigt over sager om anvendelsen af betegnelsen ombudsmand
Som aftalt på udvalgsmødet den 4. maj 2006 omdeles vedlagte oversigt.
Med venlig hilsen
Jørgen Nielsen,
udvalgssekretær.
Oversigt over tidligere sager vedr. anvendelsen af betegnelsen ombudsmand
På udvalgsmødet 4/5-06 blev det besluttet, at der skulle omdeles en oversigt over tidligere sager om anvendelsen af betegnelsen ombudsmand.
Oversigten fremgår nedenfor.
Det bemærkes, at enkelte sagsakter desværre ikke umiddelbart har kunnet ikke fremfindes i arkiverne.
Oversigt:
1. 1998: HK og Forbundet af Offentligt Ansatte vedr. klagenævn, som betegnes ombudsmandsinstitutionen
HK og Forbundet af Offentligt Ansatte henviste til, at der var tale om en fastindarbejdet betegnelse.
Retsudvalget henviste til, at undtagelsen til § 30 om fast indarbejdet betegnelser, som har været anvendt en årrække forud for lovens vedtagelse, skal forstås som en periode på minimum 20 år forud for ombudsmandslovens vedtagelse. Retsudvalget gentager sin anmodning til HK og Forbundet af Offentligt Ansatte om at undlade at anvende betegnelsen ombudsmand.
HK oplyste herefter, at HK ikke længere ville anvende betegnelsen ombudsmand.
Forbundet af Offentligt Ansattes svar har ikke umiddelbart kunne fremfindes i arkiverne.
2. 1998: SID vedr. overvejelse om at etablere en ordning med en ombudsmand for forbundet.
SID´s svar har ikke umiddelbart kunne fremfindes i arkiverne.
3. 1998: BUBL vedr. anvendelse af betegnelsen ombudsmand i strid med bestemmelsen i ombudsmandsloven
BUPL oplyste, at BUPL havde oprettet en klageinstans benævnt BUPL´s klagenævn, og at BUPL ikke anvender betegnelsen ombudsmand.
4. 1998: Roskilde Kommune vedr. etablering af ombudsmand for børn og unge i kommunen.
Roskilde Kommunes svar har ikke umiddelbart kunne fremfindes i arkiverne.
5. 2000: Københavns Kommune vedr. en stilling som ombudsmand i Kommunen.
Â
Københavns Kommune oplyste, at kommunen naturligvis afstår fra at anvende betegnelsen formelt og som en egentlig stillingsbeskrivelse.
6. 2000: Storstrøms Amt vedr. brugerombudsmand.
Storstrøms Amt oplyste, at amtet havde arbejdet med en ny funktion, hvor arbejdstitlen havde været brugerombudsmand, men at titlen var ændret til brugervejleder.
7. 2000: AHEAD a/s vedr. ombudsmand til at værne om virksomhedskulturen m.v.
AHEAD´s svar har ikke umiddelbart kunne fremfindes i arkiverne.
8. 2000: Fredericia Kommune vedr. stilling som ombudsmand i Kommunen.
Fredericia Kommune oplyste, at kommunen aldrig havde anvendt og ikke havde planer om at anvende betegnelsen ombudsmand.
9. 2001: Københavns Kommune vedr. ombudsmand, som kan samle klager og utilfredshed med hjemmeplejen.
Københavns Kommune oplyste, at kommunen tog Retsudvalget henvendelse til efterretning, og at en sådan stilling ikke ville blive benævnt ombudsmand.
10. 2003: Den danske Landinspektørforening vedr. betegnelsen ombudsmand.
Den danske Landsinspektørforening oplyste, at betegnelsen ombudsmand blev anvendt i sammenhæng med det nordiske samarbejde for landinspektører og med sikkerhed har været anvendt siden 1958.
Retsudvalget tilkendegav overfor Den danske Landinspektørforening, at udvalget tog dette til efterretning (jf. undtagelsen til § 30 om fast indarbejdet betegnelser, som har været anvendt en årrække forud for lovens vedtagelse). Retsudvalget bemærkede herudover, at udvalget forudsatte, at foreningens anvendelse af betegnelsen ombudsmand ikke blev udvidet i forhold til den hidtidige anvendelse.
11. 2004: Sejlflod Kommune vedr. ombudsmand i Sejlflod Kommune.
Sejlflod Kommune oplyste, at kommune ikke fremover ville anvende betegnelsen ombudsmand på den pågældende persons arbejdsfunktion.
12. 2004: Danmarks Radio vedr. egen ombudsmand, som skal sikre, at seere og lyttere, der klager over DR´s programmer, får en ordentlig behandling.
Danmarks Radio oplyste, at stillingsbetegnelsen endnu ikke var fastlagt, men at der blev arbejdet med betegnelser som Lytternes og seernes redaktør og Programchef, og at DR var opmærksom på ombudsmandslovens § 30.
13. 2004: Mediationscenter a/s vedr. kursusforløb angående funktionen organization ombudsman.
Mediationscenter a/s oplyste bl.a., at Mediationscenter udbød en workshop for personer, som varetager en upartisk og neutral funktion i en virksomhed m.v., at problemstillingen var, at mange virksomheder allerede anvendte betegnelsen ombudsmand eller organisationens ombudsmand, og at betegnelsen blev brugt i udlandet og havde bredt sig til Danmark på grund af de mange selskaber, der også har drift i udlandet.
Retsudvalget tilkendegav herefter over for Mediationscenter a/s bl.a., at udvalget tog til efterretning, at workshoppen var rettet mod personer, som varetog de omhandlede funktioner i private virksomheder, selskaber m.v., som driver virksomhed internationalt. Retsudvalget tilkendegav endvidere, at hvis virksomheder i Danmark konkret anvendte betegnelsen ombudsmand eller lignende, vil Retsudvalget overveje at tage sagerne op til vurdering. Retsudvalget opfordrede til, at deltagerne i workshoppen blev gjort opmærksom på ombudsmandslovens § 30 og Retsudvalgets tilkendegivelse herom.
14. 2004: Ã…rhus Kommune vedr. kommunal ombudsmand.
Århus Kommune oplyste, at kommunen overvejede en borgerrådgivningsfunktion og at betegnelsen borgerrådgiver blev overvejet, og at kommunen var opmærksom på de begrænsninger, der følger af ombudsmandslovens § 30.
15. 2005: Ishøj Kommune vedr. ungeombudsmand.
Ishøj Kommune oplyste, at kommunen var bekendt med ombudsmandslovens § 30, og at den officielle stillingsbetegnelse blev ungdomssekretær.
16. 2005: Ny Næstved Kommune vedr. borgerombudsmand, der skal vurdere klager over den kommunale service.
Ny Næstved Kommune oplyste, at kommunen inden funktionens oprettelse ville sørge for en anden betegnelse for funktionen.
17. 2005: Ny Holbæk Kommune vedr. ombudsmandsfunktion i den nye storkommune.
Ny Holbæk Kommune oplyste, at betegnelsen ombudsmand alene havde været brugt/tænkt som en arbejdstitel, og at Ny Holbæk Kommune naturligvis ville følge de retningslinjer, som fremgår af ombudsmandslovens § 30.
18. 2006: Sammenlægningsudvalget for Guldborgsund Kommune vedr. borgerombudsmand, der skal fungere som en samlet klageinstans for kommunens borgere.
Sammenlægningsudvalget for Guldborgsund Kommune oplyste, at begrebet borgerombudsmand havde været brugt som en let tilgængelig arbejdstitel, men at der sikkert sagtens kunne findes en anden betegnelse for funktionen.
19. 2006: AKB og KAB vedr. ombudsmand, som deres beboere kan klage til (ombudsmandslignende funktion/beboerombudsmand).
AKB/KAB oplyste, at de var opmærksomme på bestemmelsen og præciserede, at de ikke påtænkte at anvende betegnelsen eller titlen beboerombudsmand.
20. 2006: Sønderborg Kommune vedr. nyoprettet stilling som ombudsmand for borgerne.
Der er endnu ikke modtaget svar fra Sønderborg Kommune.
21. 2006: Nordea vedr. ombudsmand, som borgerne kan klage til.
Der er endnu ikke modtaget svar fra Nordea.