Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 25 af 23. marts 2006 fra Folketingets Forsvarsudvalg (alm. del).

 

Spørgsmål:

 

          ”Vil ministeren redegøre for status vedr. forberedelserne til anskaffelse af et nyt kommunikationssystem til totalforsvaret, herunder overvejelserne vedr. valg af system?”

 

Svar:

 

Som led i den politiske aftale om forsvaret for perioden 2005-2009 har der været nedsat et tværministerielt udvalg – Radioudvalget – der har haft til opgave at udarbejde oplæg til et nyt landsdækkende radiokommunikationssystem for det samlede beredskab. Rigspolitiet har været formand for udvalget, som endvidere har haft deltagelse af Forsvarsministeriet, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, IT- og Telestyrelsen, Beredskabsstyrelsen og Justitsministeriet.

 

I forbindelse med udvalgsarbejdet har et eksternt konsulentfirma (Gartner Danmark) udarbejdet en række analyser af bl.a. beredskabsmyndighedernes behov for radiokommunikation, af andre landes valg af radioteknologi og af, hvilken radioteknologi der bedst kan understøtte de danske beredskabsmyndigheders behov for radiokommunikation. 

 

Radioudvalget har nu afsluttet sit arbejde og har afgivet et oplæg til regeringen. I overensstemmelse med resultatet af de nævnte analyser har der i udvalget været enighed om at anbefale, at der etableres et fælles radiokommunikationssystem for det samlede beredskab i Danmark, og at et sådant system baseres på TETRA-teknologien. Et endeligt valg af teknologi i forbindelse med etablering af et landsdækkende radionetværk vil dog bero på et kommende udbud, jf. nedenfor. 

 

De nævnte analyser udarbejdet af Gartner Danmark samt Radioudvalgets oplæg er tilgængelige på Justitsministeriets hjemmeside.

 

Etableringen af et fælles radiokommunikationssystem er et komplekst og risikofyldt projekt, der vil omfatte mange forskellige aktører bl.a. på beredskabsområdet og vil indebære meget betydelige investeringer. Som også erfaringer fra udlandet viser, vil en lang række forskellige faktorer have betydning for, hvorledes og inden for hvilken tidshorisont anskaffelse og etablering af et fælles radiokommunikationssystem kan gennemføres. Det skønnes dog, at overgang til et nyt fælles radiosystem efter omstændighederne vil kunne ske i løbet af 2-4 år. 

 

Regeringen har på den angivne baggrund truffet beslutning om at etablere et forhandlingssekretariat under Økonomistyrelsen, som – med forbehold for de bevilgende myndigheders endelige godkendelse – kan forestå forhandlinger og udbud mv. vedrørende etableringen af et nyt radiosystem og -udstyr. I samarbejde mellem de berørte myndigheder udarbejdes samtidig bl.a. en foreløbig samlet finansieringsplan for etablering og drift af et nyt fælles radiokommunikationssystem.

 

Styring og fremdrift i det samlede projekt forankres i en styregruppe med deltagelse af Justitsministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forsvarsministeriet og Finansministeriet. Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen inviteres til at deltage i arbejdet.

 

Med baggrund i det nævnte arbejde forventes foreløbige omkostningsskøn med hensyn til anskaffelse og drift af et nyt fælles radiokommunikationssystem at ville kunne indgå i efterårets drøftelser om finansloven for 2007, herunder i forbindelse med forhandlingerne om et nyt politiforlig og et nyt beredskabsforlig. Samlet set vil der blive tale om en investering i milliardklassen.