Justitsministeriet Dato 28. februar 2006 Kontor: Lovafdelingen Sagsnr.: 2006-6141-0120 Dok.: NHC40128 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Notat til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg om dansk in nn ntervention tervention i sag C---440/05, Kommissionen mod Rådet. 1. Kommissionen har den 9. december 2005 i medfør af EU-Traktatens artikel 35, stk. 6, anlagt et annullationssøgsmål mod Rådet ved EF-Domstolen, hvori Kommissionen påstår Rådets ram- meafgørelse 2005/667/RIA af 12. juli 2005 om skærpelse af de strafferetlige rammer med hen- blik på håndhævelse af lovgivningen til bekæmpelse af forurening fra skibe annulleret. Annulla- tionssøgsmålet blev offentliggjort i EU-Tidende den 28. januar 2006. Hvis Danmark vil interve- nere i sagen, skal EF-Domstolen have meddelelse herom senest den 21. marts 2006.   Det er Kommissionens opfattelse, at Rådet ved med hjemmel i EU-Traktatens artikel 31, stk. 1, litra e og artikel 34, stk. 2, litra b at have vedtaget rammeafgørelsen har overtrådt EU-Traktatens artikel 47, hvorefter der intet er i EU-Traktaten, der berører traktaterne om Oprettelse af De Eu- ropæiske Fællesskaber og senere traktater og akter om ændring eller supplering af disse. Kommissionens annullationssøgsmål skal ses i forlængelse  af EF-Domstolens dom af 13. sep- tember 2005 i sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, hvor EF-Domstolen annullerede Rådets rammeafgørelse 2003/80/RIA af 27. januar 2003 om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Domsto- len fandt, at rammeafgørelsens artikel 1-7 på grund af bestemmelsernes formål og indhold havde miljøbeskyttelse som overordnet mål, hvorfor de gyldigt kunne – og derfor skulle – have været vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175. I  det  nu  foreliggende  annullationssøgsmål  gør  Kommissionen  gældende,  at  alle  strafferetlige foranstaltninger i rammeafgørelsen er nødvendige for at sikre den effektive virkning af Fælles- skabets politik på skibsforureningsområdet, der fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direk- tiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser, og som er vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 80, stk. 2.  

- 2 - 2.  Det  er  anført  i  rammeafgørelsens  4.  indledende  betragtning,  at  den  supplerer  Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF af 7. september 2005 om forurening fra skibe og om indførelse af sanktioner for overtrædelser. I rammeafgørelsens artikel 1 fastslås, at definitionerne i direktiv 2005/35/EF finder anvendelse i rammeafgørelsen. I artikel 2 er det fastsat, at de overtrædelser, der er omhandlet i artikel 4 og 5 i direktiv  2005/35/EF,  skal  betragtes  som  en  strafbar  handling.  Artikel  3  indeholder  en  bestem- melse om medvirken og tilskyndelse. Artikel 4 indeholder otte stykker, hvori karakteren af straf- fen og straffens størrelse er fastsat for de omtalte strafbare handlinger. I artikel 4, stk. 4, er det f.eks. angivet, at hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i rammeafgørelsens artikel 2 omhandlede forsætligt begåede strafbare handling kan straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst fem til ti år, såfremt handlingen har medført betyde- lige og omfattende skader på vandkvaliteten, dyre- eller plantearter eller dele af disse, samt døds- fald eller alvorlig personskade. Artikel 5 indeholder en bestemmelse om juridiske personers an- svar. Artikel 6 indeholder en bestemmelse over sanktioner over for juridiske personer. Artikel 7 indeholder en bestemmelse om straffemyndighed. Artikel 8 pålægger medlemsstaterne en under- retningsforpligtelse  og  artikel  9  indeholder  en  bestemmelse  om  udpegning  af  kontaktpunkter. Artikel  10-12  indeholder  bestemmelser  om  rammeafgørelsens  territoriale  anvendelsesområde, gennemførelse og ikrafttræden. 3. Det fremgår af Rådets Juridiske Tjenestes udkast af 22. februar 2006, som Udenrigsministeriet har modtaget med henblik på afgivelse af eventuelle danske bemærkninger inden den 28. februar 2006 til Rådets Juridiske Tjeneste, at Rådet principalt vil påstå sagen afvist, subsidiært påstå, at EF-Domstolen skal fastslå, at gennemgangen af rammeafgørelsen ikke har påvist noget, der gør, at artikel 1, artikel 4, stk.1, stk. 4-7, artikel 6, stk.1, litra a, stk. 2 og 3 samt artiklerne 7-12 skal annulleres. For så vidt angår den principale påstand er det Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse, at det for- hold, at EF-Domstolen i dom af 13. september 2005 i sag C-176/03, Kommissionen mod Rådet, lagde vægt på den særlige stilling, som miljøområdet har efter EF-Traktaten, ikke nødvendigvis indebærer, at der også inden for andre af de områder, som EF-Traktaten regulerer, kan fastsættes regler, der forpligter medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner. Hertil kommer efter Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse, at ikke alene udgør Fællesskabets transportpolitik ikke et grundlæggende og tværgående politikområde som miljøpolitikken, men udstrækningen af trans- portpolitikkens anvendelsesområde er et resultat af de enkelte beslutninger truffet af fællesskabs- lovgiver efter EF-Traktatens artikel 80, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan Rådet med kvalifi- ceret flertal træffe beslutning om, hvorvidt, i hvilket omfang og på hvilken måde passende be- stemmelser vil kunne fastsættes for sø- og luftfart. Efter Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse har EF-Traktatens artikel 80, stk. 2, en helt anden karakter end andre bestemmelser i EF-Traktaten,

- 3 - der tildeler fællesskabslovgiver præcise kompetencer. Selv om Rådets Juridiske Tjeneste ikke vil udelukke, at EF-Traktatens artikel 80, stk. 2, - potentielt – giver fælleskabslovgiver kompetence til  at  vedtage  strafferetlige  sanktioner,  er  det  åbenbart,  at  fællesskabslovgiver  i  dette  tilfælde valgte ikke at fastsætte sådanne bestemmelser, og at EF-Traktatens artikel 80, stk. 2, efter Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse heller ikke forpligter lovgiver hertil.      For  så  vidt  angår  den  subsidiære  påstand  er  det  Rådets  Juridiske  Tjenestes  opfattelse,  at  den rammeafgørelse,  som  Kommissionen  påstår  annulleret,  indeholder  betydningsfulde  forskelle med hensyn til karakteren af de strafferetlige forpligtelser, der pålægges medlemsstaterne at ind- føre, i forhold til den rammeafgørelse, der blev annulleret i sag C-176/03. I modsætning til den annullerede  rammeafgørelse  indeholder  den  anfægtede  rammeafgørelse  meget  detaljerede  be- stemmelser om hvilke straffeniveauer og straffetyper, som medlemsstaterne pålægges at indføre i deres lovgivninger. Dette gør sig gældende bl.a. i forhold til rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4-7, der  fastsætter  forskellige  størrelser  af  frihedsstraffens  længde  for  fysiske  personers  strafbare handlinger, og rammeafgørelsens artikel 6, der indeholder forskellige bødeniveauer for juridiske personers strafbare handlinger.   Rådets Juridiske Tjeneste lægger i den forbindelse afgørende vægt på præmis 49 i dommen i sag C-176/03,  hvor  EF-Domstolen  –  som  et  led  i  argumentationen  for,  at  rammeafgørelsen  kunne have været vedtaget i medfør af EF-Traktatens artikel 175 – udtrykkeligt anførte, at det i ramme- afgørelsen ”overlades … til medlemsstaterne at vælge de strafferetlige sanktioner, der skal finde anvendelse.”  Rådets  Juridiske  Tjeneste  finder  derfor,  at  det  på  fællesskabsrettens  nuværende udviklingstrin  er  udelukket  for  fællesskabslovgiver  i  medfør  af  EF-Traktaten  at  harmonisere straffetyper og straffeniveauer. En sådan harmonisering vil kun kunne ske inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i EU-Traktatens afsnit VI om det politimæssige og strafferetlige samarbejde, således som det også skete ved Rådets vedtagelse af den anfægtede rammeafgørelse. Hertil kommer ifølge Rådets Juridiske Tjeneste, at EF-Domstolen i førnævnte doms præmis 47 fastslog, at straffelovgivningen og reglerne om behandlingen af straffesager principielt ikke hø- rer  under  Fællesskabets  kompetence  (EF-Traktaten).  Når  dette  er  det  grundlæggende  princip, følger  det  af  EF-Domstolens  faste  praksis,  at  undtagelser  til  et  generelt  princip  skal  fortolkes restriktivt.  I  overensstemmelse  hermed  fastslog  EF-Domstolen  i  samme  doms  præmis  48,  at ”[n]år det udgør en nødvendig foranstaltning til bekæmpelse af alvorlig skade på miljøet, at de nationale myndigheder anvender sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovover- trædelsen og har afskrækkende virkning, kan … fællesskabslovgiver dog [ikke hindres] i at træf- fe foranstaltninger, der relaterer sig til medlemsstaternes strafferet, og som fællesskabslovgiver finder nødvendige for at sikre, at de bestemmelser, den vedtager på miljøbeskyttelsesområdet, er fuldt ud effektive” [fremhævet her]. I tilknytning hertil er det Rådets Juridiske Tjenestes opfat- telse, at den omstændighed, at Rådet fandt behov for at vedtage den anfægtede rammeafgørelse,

- 4 - ikke viser, at det var nødvendigt for fællesskabslovgiver at vedtage en retsakt efter EF-Traktaten indeholdende detaljerede straffeniveauer og straffetyper, således som det rent faktisk fandt sted ved den anfægtede rammeafgørelse.      Endelig er det Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse, at eftersom EF-Domstolen fastslog i præmis 51 i førnævnte dom, at det alene var rammeafgørelsens artikel 1-7, og ikke artikel 8-9 om med- lemsstaternes jurisdiktionskompetence samt udlevering og retsforfølgning, der kunne – og derfor skulle – have været vedtaget med hjemmel i EF-Traktatens artikel 175, kunne artikel 7-9 i den anfægtede rammeafgørelse, der indeholder tilsvarende bestemmelser om medlemsstaternes juris- diktionskompetence o.lign., heller ikke have været vedtaget med hjemmel i EF-Traktaten.   4. Da der er tale om en principiel og vigtig sag, og da en lang række medlemsstater har tilkende- givet, at de vil intervenere i sagen til støtte for Rådet, har regeringen besluttet, at Danmark inter- venerer i sagen til støtte for Rådet.