Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato: 27. januar 2006 Kontor: Færdsels- og våbenkontoret Sagsnr.: 2005-5000-0005 Dok.: AVA40237 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K. Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk R A P P O R T oo om mm m praksis i sager om udførsel af våben mv. afgivet af Justitsministeriets arbejdsgruppe om reglerne for udførsel af våben mv. Indholdsfortegnelse: 1.  Om arbejdsgrupppenpen................................................................... 3 1.1. Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissori- um…………………………………. 3 1.2. Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde....................................... 4 1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser................................... 4 22 2... Reglerrrrne ne om udførsel af våben mv. ….…………………………………………. 5 2.1. Våbenlovgivnin- gen……………………………………………………………………. 5 2.1.1 Våbenlo- ven…………………………………………………………………………….. 5 2.1.2. Våbenbekendtgørelsen og våbenpasbekendtgørel- sen……………………………. 7 2.2. Internationale instrumen- ter………………………………………………………….. 8 2.2.1. EU’s adfærdskodeks for våbeneks- port……………………………………………. 8 2.2.2. Våbendirekti- vet……………………………………………………………………….. 10 2.2.3. Eksplosivstofdirekti- vet……………………………………………………………….. 11 2.2.3.1. Overførsel af eksplosivstof- 11

- 2 - fer………………………………………………………. 2.2.3.2. Overførsel af ammuniti- on……………………………………………………………. 13 2.2.4. Den europæiske skydevåbenkonventi- on…………………………………………… 14 2.2.5. FN’s våbenproto- kol………………………………………………………………….. 14 2.2.6. FN’s handlingsprogram til bekæmpelse af illegal handel med SALW………. 16 2.2.7. OSCE’s dokument vedrørende SALW……………………………………………. 16 2.2.8. OSCE’s retningslinjer om slutbrugererklæringer ved eksport af SALW……. 17 2.2.9. Wassenaar Arrangementets og OSCE’s retningslinjer for   kontrol med eksport af MANPADS……………………………………………….. 18 33 3  . Den administrative procedure for behandling af udførselssaaaager ger…………. 18 3.1. Udførselssager, som afgøres af Justitsministeriet i første instans……………..    18 3.1.1. Udførsel af våben og krigsmateri- el…………………………………………………   18 3.1.1.1 Opgavefordelingen mellem de berørte myndighe- der……………………………. 19 3.1.1.2. Indholdskrav til ansøgninger om udførselstilladel- se…………………………….. 20 3.1.1.3. Dokumentations- krav………………………………………………………………….. 20 3.1.1.3.1. Internationalt importcertifikat og ankomstbe- vis…………………………………. 22 3.1.1.3.2. Slutbrugererklærin- ger………………………………………………………………… 22 3.1.1.4. Afskrivning mv………………………………………………………………………… 23 3.1.1.5. Gyldighedstid mv……………………………………………………………………… 24 3.1.1.6. Forhåndstilkendegivel- ser…………………………………………………………….. 24 3.1.1.7. Meddelelser til modtagerlan- det…………………………………………………….. 24 3.1.1.8. ”I hvert enkelt tilfæl- de”……………………………………………………………… 25 3.1.2. Transit af våben og krigsmateri- el………………………………………………….. 26 3.1.3. Udførsel og transit af eksplosivstof- fer…………………………………………….. 26 3.2. Udførselssager, som behandles af politiet i første in- stans……………………… 27 44 4... Udenlandsk prakk- sis…………………………………………………………………. 28 4.1. Storbritanni- en………………………………………………………………………….. 28

- 3 - 4.2. Sveri- ge……………………………………………………………………………… ….. 30 4.3. Nor- ge……………………………………………………………………………… ……. 31 4.4. Hol- land…………………………………………………………………………… ……. 32 55 5  . Anbefalinger fra Dansk Induu- stri…………………………………………………. 32 66 6... Arbejdsgruppens overvejell- ser……………………………………………………. 33 6.1. Ansøgningsformu- lar………………………………………………………………….. 33 6.2. Generelle tilladel- ser…………………………………………………………………… 34 6.3. Dokumentati- on………………………………………………………………………… 35 6.4. Udførsel i forbindelse med tran- sit…………………………………………………. 36 6.5. Udførsel af skydevåben og ammunition her- til……………………………………. 36 6.5.1. Tilladelse/accept fra transitlande i forbindelse med udfør- sel………………….. 36 6.5.2. Meddelelse til modtagerlan- de………………………………………………………. 37

- 4 - 1.  Om arbejdsgruppen 1.1.  Arbejdsgruppens nedsættelse og kommissorium Arbejdsgruppen om reglerne for udførsel af våben mv. blev nedsat den 10. maj 2001. I henhold til arbejdsgruppens kommissorium er arbejdsgruppens opgave at gennemgå og vurdere en række nærmere angivne spørgsmål, som reglerne og praksis for kontrol med udførsel af våben mv. har givet anledning til.   I overensstemmelse hermed afgav arbejdsgruppen den 6. december 2003 en rapport om våben- transport. På baggrund heraf fremsatte justitsministeren den 4. februar 2004 lovforslag nr. L 158 om ændring af våbenloven (Transport af våben mv. mellem tredjelande). Lovforslaget blev ved- taget som lov nr. 353 af 19. maj 2004. Den  14.  december  2004  afgav  arbejdsgruppen  endvidere  en  rapport  om  våbenformidling,  den produktmæssige  afgrænsning  af  våbeneksportkontrollen,  ikke-fysisk  overførsel  og  teknisk  bi- stand  vedrørende  masseødelæggelsesvåben.  Justitsministeren  fremsatte  herefter  den  30.  marts 2005 lovforslag nr. L 133 om ændring af våbenloven (Våbenformidling mv.). Lovforslaget blev vedtaget som lov nr. 555 af 24. juni 2005. Som  den  sidste  opgave  i  kommissoriet  har  arbejdsgruppen  nu  behandlet  spørgsmålet  om  den administrative praksis i forbindelse med behandlingen af sager om udførsel af våben mv. Opga- ven er i kommissoriet formuleret således: ”Arbejdsgruppen skal tillige gennemgå den praksis, der følges ved behandlingen af sager om udførsel af våben. Heri indgår, at arbejdsgruppen skal foretage en gennemgang og vurdering af den form for dokumentation, der kræves i disse sager, udformningen af de tilladelser, der gives, og de vilkår, som de gives på.” Det fremgår endvidere af kommissoriet, at arbejdsgruppen som led i overvejelserne skal vurdere, om der er behov for ændring af praksis for kontrol med udførsel af våben mv., og at arbejds- gruppen i givet fald skal udarbejde forslag hertil. Det bemærkes, at Justitsministeriet på opfordring fra Dansk Industri har anmodet arbejdsgruppen om tillige at vurdere krigsmateriellovens regler om udenlandsk ejerskab. Dette emne behandles i en særskilt rapport. 1.2.  Arbejdsgruppens sammensætning og arbejde

- 5 - Arbejdsgruppen har behandlet spørgsmålet om praksis i udførselssager på 2 møder og har i dette forløb haft følgende sammensætning: Kontorchef Michael Højer, Justitsministeriet (formand) Kontorchef Søren Hellener, Erhvervs- og Byggestyrelsen Kontorchef Bjarne Bitsch, Erhvervs- og Byggestyrelsen Konsulent Per Fischer, Udenrigsministeriet Major Niels Poul Petersen, Forsvarsministeriet Ingeniør Gitte Falstrup, Forsvarskommandoen Fuldmægtig Lisbeth Hother Sørensen, Told- og Skattestyrelsen Arbejdsgruppens sekretær, fuldmægtig Anette Arnsted, Justitsministeriet, har endvidere deltaget i et seminar hos Dansk Industri, hvor Dansk Industri fremkom med anbefalinger til visse ændrin- ger af praksis i udførselssager.   1.3. Sammenfatning af arbejdsgruppens overvejelser Der findes i dag ikke nogen formular til brug ved ansøgning om udførselstilladelse fra Justitsmi- nisteriet. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at en sådan formular bør udarbejdes med henblik på dels at  gøre det lettere for eksportørerne at orientere sig om, hvilke oplysninger en ansøgning skal indeholde, dels at sikre, at myndighederne får alle relevante oplysninger om den påtænkte udførsel.   Arbejdsgruppen kan tiltræde den nuværende praksis, hvor udførselstilladelser som udgangspunkt udstedes, således at mængden og arten af de pågældende våben mv. samt modtager og modtager- land er konkretiseret, men hvor der også i visse særlige tilfælde udstedes tilladelser af mere ge- nerel karakter, f.eks. vedrørende leverancer i forbindelse med bi- eller multilaterale samarbejds- projekter om forsvarsmateriel og midlertidige udførsler i forbindelse med demonstration, repara- tion og lignende. Arbejdsgruppen finder endvidere, at der også i andre tilfælde kan være grund- lag for at udstede mere generelle udførselstilladelser, f.eks. vedrørende udstyr, som teknisk set må betegnes som en slags våben, men som ikke er omfattet af EU’s våbenliste, og som er uden militær interesse. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at ansøgninger om tilladelse til transit af våben mv. fremover bør forelægges rutinemæssigt for Udenrigsministeriet på linje med ansøgninger om udførselstil- ladelse. Arbejdsgruppen lægger herved vægt på, at Danmark er forpligtet til at vurdere ansøgnin- ger om tilladelse til transit ud fra EU’s adfærdskodeks for våbeneksport. Arbejdsgruppen finder

- 6 - endvidere, at udstedelse af transittilladelser fremover generelt bør betinges af, at ansøgeren frem- lægger dokumentation for, at modtagerlandet er indforstået med overførslen. For så vidt angår udførsel af skydevåben vil FN’s våbenprotokol, når protokollen er ratificeret, indebære en juridisk forpligtelse for Danmark til blandt andet at sikre sig, at eventuelle transitsta- ter har erklæret sig indforstået med transitten, inden Danmark udsteder udførselstilladelse. Det er arbejdsgruppens opfattelse, at Danmark allerede nu bør sikre sig transitstaternes accept, uanset at ratifikation af protokollen endnu ikke kan finde sted. Arbejdsgruppen lægger herved vægt på, at ulovlig handel med skydevåben – som er let omsættelige og kan misbruges umiddelbart – er et alvorligt verdensomspændende problem. Våbenarbejdsgruppen har konstateret, at Danmark i forbindelse med underretning af modtager- landet  om  udførselstilladelser,  som  vedrører  overførsel  af  skydevåben  mellem  våbenhandlere eller overførsel af ammunition mellem våbenfabrikanter eller -handlere, ikke afgiver alle de op- lysninger, som Danmark i henhold til EU’s våbendirektiv og eksplosivstofdirektiv er forpligtet til. Arbejdsgruppen anbefaler, at der fastlægges en egnet fremgangsmåde til meddelelse af disse oplysninger. Arbejdsgruppen har ikke herudover fundet anledning til at anbefale ændringer i administrationen af eksportkontrolreglerne. 2. Reglerne om udførsel af våben mv. 2.1. Våbenlovgivningen 2.1.1.     Våbenloven Efter § 6, stk. 1, i våbenloven¹ er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren i hvert enkelt tilfælde at udføre: 1)  våben af enhver art med undtagelse af jagtvåben,   2)  ammunition med undtagelse af ammunition til jagtvåben,   3)  materiel til krigsførelse,   4)  militært simulations- og træningsudstyr,   5)  maskiner, instrumenter, apparater og andre produktionsmidler, der er specielt konstrueret eller modificeret til fremstilling eller vedligeholdelse af de under nr. 1-4 nævnte genstande,   6)  dele specielt konstrueret eller modificeret til de under nr. 1-5 nævnte genstande,   ¹Lovbekendtgørelse nr. 918 af 10. september 2004 som ændret ved lov nr. 555 af 24. juni 2005.

- 7 - 7)  eksplosivstoffer, der er omfattet af forbuddet i § 1,   8)  software specielt konstrueret eller modificeret til udvikling, fremstilling eller anvendelse af de under nr. 1-7 nævnte genstande, og   9)  teknologi til udvikling, fremstilling eller anvendelse af de under nr. 1-8 nævnte genstande, dog med undtagelse af   - den teknologi, der minimalt kræves til installation, drift, vedligeholdelse (eftersyn) og repa- ration af genstande, som er omfattet af en udførselstilladelse, når teknologien udføres til samme modtager, som i henhold til udførselstilladelsen er modtager af de pågældende gen- stande,   - teknologi, der er frit tilgængelig for offentligheden,   - teknologi, som vedrører grundforskning, og   - teknologi, som alene omfatter, hvad der som minimum kræves i forbindelse med patentan- søgninger.   Våbenlovens § 6, stk. 2, indeholder en bemyndigelse for justitsministeren til at udstede forbud mod, at der udføres våben og ammunition af nogen art. I henhold til våbenlovens § 6, stk. 3, gælder kravet om udførselstilladelse både ved fysisk flyt- ning af genstande ud fra dansk område og ikke-fysisk overførsel til udlandet ved hjælp af fax, telefon eller andet elektronisk medie. Mundtlig overførsel af teknologi pr. telefon eller lignende kommunikationsmiddel er dog kun omfattet, hvis teknologien er indeholdt i et dokument, hvoraf den  relevante  del  oplæses  eller  beskrives  på  en  sådan  måde,  at  der  i  alt  væsentligt  opnås  det samme resultat, som hvis oplæsning havde fundet sted. Også varer, der alene er i transit i Dan- mark, er omfattet af våbenlovens § 6.   Det fremgår af forarbejderne til våbenlovens § 6, at bestemmelsen skal fortolkes således, at alle produkter på EU’s våbenliste² falder ind under bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter imidlertid også våben, ammunition, krigsmateriel mv. uden for EU’s våbenliste.    Våbenlovens § 6 gælder som udgangspunkt også for statsmyndigheder. Dog fremgår det af § 8, stk. 2, at kravet om udførselstilladelse ikke gælder for udførsler af eller til militære styrker og militært personel som led i den militære tjenesteudøvelse, og heller ikke for militære myndighe- ders midlertidige udførsel af udrustning og materiel til reparation og vedligeholdelse.   Bestemmelsen i § 8, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 363 af 2. juni 1999 som en kodificering af praksis. For så vidt angår undtagelsen vedrørende militære styrker og militært personel, der udfø- ²EU’s fælles liste over militært udstyr (udstyr, der er omfattet af Den Europæiske Unions adfærdskodeks for våben- eksport) vedtaget af Rådet den 17. november 2003, jf. EF-Tidende 2003/C 314/01.

- 8 - rer våben mv. som led i den militære tjenesteudøvelse, fremgår det af forarbejderne til loven, at undtagelsen omfatter udførsel af udrustning og materiel, som medbringes (udføres eller genudfø- res) af danske eller udenlandske NATO-styrker, eller som bliver sendt særskilt til brug for disse eller til f.eks. Partnerskab for Fred samt OSCE- og FN-opgaver.   Desuden følger det af våbenlovens § 9, stk. 1, at politiets udførsel af våben mv. som led i tjene- sten ikke kræver udførselstilladelse. 22 2.1.2.     Våbenbekendtgørelsen og våbenpasbekendtgørelsen I § 27, stk. 1, i våbenbekendtgørelsen³ er det med hjemmel i våbenlovens § 6, stk. 2, bestemt, at det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren at udføre våben og ammunition af nogen art, dvs. også jagtvåben og ammunition hertil, der ellers som udgangspunkt er undtaget fra eksport- kontrolordningen, jf. våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 1 og 2. Der gælder dog visse undtagelser, jf. våbenbekendtgørelsens § 27, stk. 2 og 3, § 28 og 29 samt våbenpasbekendtgørelsen⁴. I henhold til våbenbekendtgørelsens § 27, stk. 2, meddeler politimesteren (politidirektøren) tilla- delse til udførsel til Færøerne og Grønland, de nordiske lande og EU-medlemslandene af blank- våben, paint- og hardballvåben, signalvåben, våben til jagt, fiskeri og konkurrenceskydning og dele og ammunition hertil samt visse antikke skydevåben. Efter § 27, stk. 3, jf. § 14, stk. 3, kan dolke  og  knive,  som  er  udformet  til  anvendelse  i  erhverv,  til  husholdningsbrug  eller  ved  jagt, lystfiskeri  eller  sportsdykning,  og  slag-  og  stødvåben,  der  er  udformet  til  jagt  eller  lystfiskeri, udføres uden tilladelse. I henhold til våbenbekendtgørelsens §§ 28 og 29 kan våben til brug ved jagt, fiskeri og konkur- renceskydning og tilhørende ammunition under nærmere angivne betingelser indføres og udføres midlertidigt fra/til lande uden for EU uden tilladelse, men med anmeldelse over for told- og skat- teforvaltningen.  I henhold til våbenpasbekendtgørelsen, som implementerer bestemmelser i våbendirektivet⁵, kan EU-borgere, som er i besiddelse af et såkaldt europæisk våbenpas, under nærmere angivne betin- gelser transportere og besidde skydevåben under rejse i to eller flere medlemsstater med henblik på deltagelse i jagt eller konkurrenceskydning uden særskilt tilladelse.   22 2.2.  Internationale instrumenter ³Bekendtgørelse nr. 449 af 9. juni 2005 om våben og ammunition mv. 4 Bekendtgørelse nr. 972 af 9. december 1992 om erhvervelse, besiddelse og transport af skydevåben for personer bosiddende i et EF-land. 5 Rådets direktiv af 18 . juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af våben (91/477/EØF).

- 9 - 2.2.1.     EU’s adfærdskodeks for våbeneksport EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, som blev vedtaget af Rådet den 8. juni 1998, finder an- vendelse ved eksport af produkter på EU’s våbenliste og dermed på størstedelen af de produkter, som er omfattet af våbenlovens eksportkontrolordning. Også håndskydevåben er omfattet, dog således at f.eks. glatløbede våben, der anvendes til jagt eller idræt, som udgangspunkt er undta- get. I henhold til pkt. 1 i adfærdskodeksens operative bestemmelser skal medlemslandene fra sag til sag vurdere ansøgninger om udførselstilladelse ud fra bestemmelserne i adfærdskodeksen. I det omfang EU-landene har tilladelsesordninger for transit af våben, herunder ”transhipment”, hvor der sker omladning af våbnene under transitten, anses de ligeledes for forpligtede til at vurdere ansøgninger om transittilladelser ud fra bestemmelserne i adfærdskodeksen. Denne forpligtelse fremgår i øvrigt udtrykkeligt af et udkast af 28. juni 2005 til en revideret version af adfærdsko- deksen  i  form  af  en  fælles  holdning  (dokument  10569/05  PESC  568  COARM  34  CONOP  34 CODUN  13),  som  er  udarbejdet  af  Rådets  arbejdsgruppe  vedrørende  konventionelle  våben (COARM).   Adfærdskodeksen indeholder 8 kriterier, som medlemsstaterne skal inddrage ved afgørelsen af, om en ansøgning om udførselstilladelse bør imødekommes: 1)   Respekt for medlemsstaternes internationale forpligtelser, især sanktioner, der indføres af FN’s Sikkerhedsråd og Fællesskabet, aftaler om ikke-spredning og andre emner samt an- dre internationale forpligtelser. 2)   Respekten for menneskerettighederne i det endelige bestemmelsesland. 3)   Den interne situation i det endelige bestemmelsesland set som en funktion af spændinger eller væbnede konflikter. 4)   Opretholdelse af regional fred, sikkerhed og stabilitet. 5)   Den nationale sikkerhed i medlemsstaterne og i de territorier, hvis eksterne forbindelse henhører under en medlemsstats ansvar, samt den nationale sikkerhed i venligtsindede og allierede lande. 6)   Køberlandets adfærd over for det internationale samfund, især hvad angår dets holdning til terrorisme, arten af dets alliancer og respekten for folkeretten. 7)   Risikoen for, at udstyret vil blive anvendt til andre formål i køberlandet eller reeksporte- ret på uønskede betingelser. 8)   Våbeneksportens  forenelighed  med  modtagerlandets  tekniske  og  økonomiske  formåen under hensyn til det ønskværdige i, at stater får deres legitime sikkerheds- og forsvars- mæssige  behov  dækket  med  mindst  mulig  anvendelse  af  menneskelige  og  økonomiske ressourcer til militær udrustning.  

- 10 - Pkt. 3 i adfærdskodeksens operative bestemmelser indeholder regler om notifikation og konsulta- tion vedrørende de af EU-landene meddelte udførselstilladelser og afslag. Bestemmelserne inde- bærer blandt andet, at EU-landene skal udveksle oplysninger om tilladelser, der er nægtet i over- ensstemmelse med adfærdskodeksen. Inden et EU-land udsteder en tilladelse, som er blevet næg- tet af et andet EU-land for en i det væsentlige identisk transaktion inden for de seneste tre år, skal førstnævnte land først høre den eller de EU-lande, som nægtede tilladelsen. Herudover indebærer adfærdskodeksen blandt andet en forpligtelse for EU-landene til årligt at udveksle rapporter om deres eksport af forsvarsmateriel og om anvendelsen af adfærdskodeksen. Adfærdskodeksens operative bestemmelser fastslår som ovenfor nævnt, at EU-landene vurderer ansøgninger om udførselstilladelse fra sag til sag ud fra bestemmelserne i kodeksen. Dette inde- bærer, at en udførselstilladelse ikke kan være så bred, at en konkret vurdering i forhold til oven- nævnte 8 kriterier umuliggøres.   Adfærdskodeksen  indeholder  ikke  bestemmelser  om,  hvilken  dokumentation  ansøgeren  skal fremlægge for at opnå udførselstilladelse. For så vidt angår de tilfælde, hvor EU-landene kræver slutbrugererklæringer,  har  EU-landene  dog  i  en  brugervejledning  til  adfærdskodeksen⁶ oplistet en række fælles elementer, der skal figurere i erklæringerne, herunder eksportørens og slutbruge- rens navn, adresse og firmanavn, det endelige modtagerland, en beskrivelse af de eksporterede varer  og  deres  mængde  og/eller  værdi,  eventuel  slutbrugerklausul  og/eller  ikke-genudførsels- klausul, samt varernes endelige anvendelsesformål. EU’s  adfærdskodeks  for  våbeneksport  er  politisk  forpligtende  for  Danmark.  Hvis  en  revideret adfærdskodeks vedtages i form af en fælles holdning, jf. ovenfor, vil adfærdskodeksen blive ju- ridisk bindende. 2.2.2  . Våbendirektivet I henhold til våbendirektivets⁷ artikel 11, stk. 2, kan skydevåben kun overføres fra én medlems- stat til en anden, når følgende procedure overholdes: Før overførslen skal den pågældende person give eksportlandet meddelelse om -   sælgers eller overdragers samt købers eller aftagers eller, i påkommende tilfælde, ejers navn og adresse, 6 Brugervejledning til Den Europæiske Unions adfærdskodeks for eksport af militært udstyr som vedtaget af Gru p- pen vedrørende Eksport af Konventionelle Våben (COARM), jf. dokument 16133/1/04 af   23. december 2004.

- 11 - -   det bestemmelsessted, hvortil våbnene forsendes eller transporteres, -   antal våben i den pågældende forsendelse eller transport, og -   de nødvendige oplysninger til identifikation af våbnet og i øvrigt angivelse af, at håndskyde- våbnet har været underkastet en kontrol i henhold til konventionen af 1. juli 1969 om gensidig anerkendelse af kontrolstempling af håndskydevåben. Når der er tale om overførsel mellem våbenhandlere skal der endvidere meddeles oplysning om -   overførselsmidlet og -   afgangsdato og forventet ankomstdato. Hvis eksportlandet giver tilladelse til overførslen, skal tilladelsen indeholde samtlige ovennævnte oplysninger. Tilladelsen skal ledsage skydevåbnene til bestemmelsesstedet. I henhold til artikel 11, stk. 3, kan hver medlemsstat give våbenhandlere ret til at overføre skyde- våben fra dens område til en våbenhandler, der er etableret i en anden medlemsstat uden forud- gående tilladelse efter stk. 2. I dette øjemed udsteder medlemsstaten en autorisation, der gælder højst tre år, og som til enhver tid kan inddrages eller annulleres efter begrundet afgørelse. Et do- kument, der henviser til denne autorisation, skal ledsage skydevåbnene indtil bestemmelsesste- det.  Senest  ved  overførslen  meddeler  våbenhandlerne  myndighederne  i  eksportlandet  alle  de  i stk. 2 nævnte oplysninger. Bestemmelserne i artikel 11 gælder ikke jægere og konkurrenceskytters overførsel af skydevåben med henblik på at udøve deres aktiviteter, når disse personer er i besiddelse af et europæisk vå- benpas, jf. artikel 11, stk. 1, jf. artikel 12. Bestemmelserne gælder heller ikke erhvervsmæssig overførsel af krigsvåben, jf. artikel 2, stk. 2. I henhold til våbendirektivets artikel 13 skal hvert EU-land fremsende alle relevante oplysninger vedrørende endelige overførsler af skydevåben til den medlemsstat, til hvis område overførslen foretages. De oplysninger, som eksportlandet modtager i henhold til proceduren om overførsel af skydevåben, jf. artikel 11, skal senest ved overførslen meddeles til modtagerlandet. Hvis våbne- ne skal transitere et andet land for at nå frem til modtagerlandet, skal oplysningerne meddeles til modtagerlandet senest ved overførslens påbegyndelse til transitlandet. 2.2.3  . EE Eksplosivstofdirektivet ksplosivstofdirektivet 2.2.3.1. Overførsel af eksplosivstoffersplosivstoffer ⁷Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af sk   ydevåben

- 12 - I henhold til eksplosivstofdirektivets⁸ artikel 9, stk. 1, sker kontrol med overførsel af eksplosiv- stoffer inden for EU ikke som kontrol ved de indre grænser, men som led i sædvanlig kontrol, der uden forskelsbehandling foretages overalt på EU’s område.   Efter artikel 9, stk. 3, skal en køber have overførselstilladelse fra den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet for at kunne overføre eksplosivstoffer. Myndigheden skal forvisse sig om, at modtageren  er  juridisk  beføjet  til  at  erhverve  eksplosivstoffer,  og  at  han  er  i  besiddelse  af  de nødvendige tilladelser. Overførsel af eksplosivstoffer via en eller flere EU-landes område skal af den ansvarlige for overførslen meddeles de kompetente myndigheder i denne eller disse lande, som skal godkende overførslen.   Efter artikel 9, stk. 5, skal den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet udstede et doku- ment, der bekræfter overførselstilladelsen. Ved overførsler, som kræver særlig kontrol, skal do- kumentet indeholde detaljerede oplysninger om overførslen, jf. stk. 7, som omtales nedenfor. I andre tilfælde skal dokumentet alene indeholde en henvisning til udførselstilladelsen, jf. stk. 6. Dokumentet  skal  ledsage  eksplosivstofferne  indtil  bestemmelsesstedet.  En  kopi  af  tilladelsen opbevares af modtageren.   Det følger af artikel 9, stk. 6, at hvis et EU-lands kompetente myndighed ikke finder, at særlige offentlige sikkerhedskrav er nødvendige, kan overførsel via dette lands område ske uden forud- gående meddelelse af de i stk. 7 nævnte detaljerede oplysninger om overførslen. I så fald udste- der myndigheden en tilladelse, der  er  gyldig i et bestemt tidsrum, men som til enhver tid kan tilbagekaldes.   Det fremgår af artikel 9, stk. 7, at hvis overførsel af eksplosivstoffer kræver særlig kontrol, for at det kan fastslås, om de opfylder særlige offentlige sikkerhedskrav, skal modtageren inden over- førslen  meddele  en  række  oplysninger  til  den  kompetente  myndighed  på  bestemmelsesstedet, herunder - navn og adresse på de berørte operatører, - antal/mængde og art af eksplosivstoffer, - transportmåde  og  –rute,  herunder  om  nødvendigt  grænseovergangssteder  mellem  EU- lande, og - forventet afsendelses- og ankomstdato. EU-kommissionen har ved beslutning 2004/388/EF af 15. april 2004 om et dokument vedrørende overførsel af eksplosivstoffer inden for Fællesskabet bestemt, at EU-landene skal udforme det i ⁸Rådets direktiv 93/15/EØF af 15. april 1993 om harmonisering af bestemmelserne om markedsføring og kontrol med eksplosivstoffer til civil brug.

- 13 - eksplosivstofdirektivets artikel 9, stk. 5, nævnte dokument i overensstemmelse med en formular- skabelon, der er optrykt som bilag til beslutningen.   Det fremgår af de forklarende bemærkninger til formularen, at modtageren af eksplosivstofferne skal udfylde formularens rubrik 1-4 med oplysninger om den ønskede overførsel, herunder om der ønskes tilladelse til en enkelt overførsel eller til flere overførsler inden for et bestemt tids- rum. Som udgangspunkt skal kun underrubrikker forsynet med asterisk (*) udfyldes, men hvis de kompetente  myndigheder  finder  det  nødvendigt  at  stille  særlige  sikkerhedskrav,  jf.  direktivets artikel 9, stk. 7, skal samtlige underrubrikker udfyldes.   Formularen indsendes herefter til den kompetente myndighed på bestemmelsesstedet med hen- blik på tilladelse. Når myndigheden på bestemmelsesstedet har givet tilladelse til overførslen ved påtegning på formularen, skal den ansvarlige for overførslen meddele dette til myndighederne i eventuelle transitlande og i modtagerlandet, som også skal give tilladelse ved påtegning på sam- me formular eller på separate formularer.    EU-Kommissionen har tilkendegivet, at formularen ikke skal anvendes ved overførsler direkte mellem et EU-land og et tredjeland. I sådanne tilfælde kan EU-landene udstede overførselstilla- delser (eksport-/importtilladelser)  efter nationalt fastsatte procedurer. Derimod skal formularen anvendes, hvis der i forbindelse med en overførsel mellem et tredjeland og et EU-land sker tran- sit af et andet EU-land. I så fald skal de berørte EU-lande give tilladelse ved påtegning på formu- laren, mens tredjelandet giver tilladelse i henhold til dette lands nationale regler og procedurer.    22 2.2.3.2. Overførsel af ammunitionion Eksplosivstofdirektivets artikel 10 indeholder regler for overførsel af ammunition fra ét EU-land til et andet. I henhold til artikel 10, stk. 2, skal der ved overførsel af ammunition til et andet EU-land gives modtagerlandet en række oplysninger, herunder om -   sælgers/overdragers samt købers/aftagers eller, i givet fald, ejers navn og adresse, -   det bestemmelsessted, hvortil ammunitionen forsendes eller transporteres, -   mængden af ammunition, og -   de nødvendige oplysninger til identifikation af ammunitionen og i øvrigt angivelse af, at den har været underkastet en kontrol i henhold til konventionen af 1. juli 1969 om gensidig aner- kendelse af kontrolstempling af håndskydevåben. Når der er tale om overførsler mellem våbenfabrikanter/-handlere skal der endvidere meddeles oplysning om

- 14 - -   overførselsmidlet og -   afgangsdato og forventet ankomstdato. Hvis eksportlandet giver tilladelse til overførslen, skal tilladelsen indeholde samtlige ovennævnte oplysninger. Tilladelsen skal ledsage ammunitionen til bestemmelsesstedet. I henhold til artikel 10,  stk. 3, kan hver medlemsstat give våbenfabrikanter/-handlere  ret til at overføre ammunition fra dens område til en våbenfabrikant/-handler, der er etableret i en anden medlemsstat, uden forudgående tilladelse efter stk. 2. I dette øjemed udsteder medlemsstaten en autorisation,  der  gælder  højst  tre  år,  og  som  til  enhver  tid  kan  inddrages  eller  annulleres  efter begrundet afgørelse. Et dokument, der henviser til denne autorisation, skal ledsage ammunitio- nen  indtil  bestemmelsesstedet.  Senest  ved  overførslen  meddeler  våbenfabrikanterne/-handlerne myndighederne i eksportlandet alle de i stk. 2 nævnte oplysninger. 2.2.4  . Den europæiske skydevåbenkonvention  Den europæiske skydevåbenkonvention⁹ indebærer, at hvis et skydevåben, der findes på én kon- traherende stats territorium, sælges, overdrages eller på anden måde afhændes til en person, der er hjemmehørende i en anden kontraherende stats territorium, skal den første part underrette den anden herom, jf. artikel 5, 8 og 9.   Herudover fastsætter konventionen, at en kontraherende stat kun må give tilladelse til, at en per- son fra en anden kontraherende stat erhverver våben i den førstnævnte stat med henblik på udfør- sel, hvis den anden kontraherende stat har givet tilladelse hertil, jf. artikel 10, stk. 3. Konventionen er folkeretligt bindende for Danmark. 2.2.5  . FN’s våbenprotokol FN’s Generalforsamling vedtog den 31. maj 2001 en protokol om bekæmpelse af ulovlig frem- stilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition hertil (FN’s vå- benprotokol)¹⁰. Protokollen finder anvendelse på alle former for skydevåben med undtagelse af antikke skydevåben og replikaer heraf.   ⁹Den europæiske konvention af 28. juni 1978 om kontrol med enkeltpersoners erhvervelse og besiddelse af skyde- våben. ¹⁰Protocol against the illicit manufacturing of and trafficking in firearms, their parts and components and ammuni- tion supplementing the United Nations Convention against transnational organized crime, jf. resolution nr. 55/255 (2001).

- 15 - Ved våbenprotokollens artikel 5 forpligtes de kontraherende stater til at kriminalisere dels ulov- lig fremstilling af og handel med skydevåben samt dele, komponenter og ammunition dertil, dels forfalskning, ødelæggelse, bortfjernelse og ændring af de mærker, der kræves på skydevåben i overensstemmelse med våbenprotokollens regler herom (artikel 9). Endvidere skal de kontrahe- rende stater kriminalisere forsøg på og medvirken til de nævnte handlinger. I våbenprotokollens artikel 3, litra e, defineres ulovlig handel som indførsel, udførsel, erhvervel- se, salg, levering, transport/omsætning (”movement”) og overførsel af skydevåben mv. fra eller gennem én kontraherende stats territorium til en anden kontraherende stats territorium, hvis én af staterne ikke har givet tilladelse i overensstemmelse med protokollens bestemmelser.   Om  disse  tilladelser  bestemmer  protokollens  artikel  10,  stk.  1,  at  de  kontraherende  stater  skal etablere og opretholde et effektivt system med tilladelser til udførsel og indførsel samt forholds- regler (”measures”) vedrørende international transit af skydevåben mv.   I henhold til artikel 10, stk. 2, skal staterne, før de udsteder udførselstilladelser, sikre sig, at im- portlandet har udstedt importtilladelse, og – uden præjudice for bilaterale eller multilaterale afta- ler eller ordninger til fordel for indlandsstater – at transitstater som minimum har meddelt skrift- ligt inden afsendelsen, at de ikke har indvendinger imod transitten.   Artikel 10, stk. 3, bestemmer, at eksport- og importtilladelser med tilhørende dokumentation som minimum skal indeholde information om udstedelsesstedet og -datoen, udløbsdato, eksportland, importland, den endelige modtager, art og mængde af våben mv., og – hvis der skal ske transit – transitlande. Oplysningerne i en importtilladelse skal på forhånd meddeles transitstaterne.   I henhold til artikel 10, stk. 6, kan staterne vedtage forenklede procedurer vedrørende midlertidig import og eksport og transit af våben mv. til verificerbart lovlige formål så som jagt, sport, vur- dering, udstilling eller reparation. Det bemærkes, at protokollen i henhold til artikel 4, stk. 2, ikke finder anvendelse på mellem- statslige  transaktioner  (”state-to-state  transactions”)  eller  på  statslige  overførsler  (”state  trans- fers”) i tilfælde, hvor anvendelse af protokollen ville gribe ind i (”prejudice”) en kontraherende stats  ret  til  at  skride  til handling  i  den  nationale  sikkerheds  interesse  i  overensstemmelse  med FN-pagten.   Våbenprotokollen er på nuværende tidspunkt undertegnet af 52 stater og ratificeret af 44 stater. Protokollen trådte i kraft den 3. juli 2005, idet 40 lande havde ratificeret protokollen, jf. artikel 18, stk. 1. Danmark har undertegnet, men endnu ikke ratificeret protokollen.

- 16 - FN’s våbenprotokol er en såkaldt blandet aftale, idet protokollen både indeholder bestemmelser, der hører under EU’s kompetence, og bestemmelser, der hører under medlemsstaternes nationale kompetence. De forpligtelser, der følger af våbenprotokollen, skal således delvis gennemføres i EU-retten og delvis i national ret, og både EU og medlemsstaterne skal undertegne og ratificere våbenprotokollen. Rådets Juridiske Tjeneste har endvidere i et notat af 6. juli 2001 har udtalt, at medlemsstaterne ikke bør foretage ratifikation før alle medlemsstaterne og EU er i stand til at foretage ratifikation sammen. Danmarks ratifikation af protokollen må således afvente vedtagel- sen af de relevante EU-regler. Det kan i den forbindelse oplyses, at Kommissionen i øjeblikket forestår en revision af Rådets direktiv 91/477/EØF af 18. juni 1991 om erhvervelse og besiddelse af våben med henblik på at bringe direktivets bestemmelser i overensstemmelse med våbenprotokollen.   Protokollen vil – når ratifikation har fundet sted – blive folkeretligt bindende for Danmark. 2.2.6.     FN’s handlingsprogram til bekæmpelse af illegal handel med SALW  FN’s handlingsprogram til bekæmpelse af illegal handel med SALW (håndvåben og lette våben) blev vedtaget på FN’s håndvåbenkonference i New York i juli 2001. I henhold til programmets punkt 11 skal medlemsstaterne vurdere ansøgninger om eksporttilla- delser  i  henhold  til  nationale  regler  og  procedurer,  der  dækker  alle  håndvåben  og  lette  våben, som er i overensstemmelse med staternes forpligtelser i henhold til international ret, og som især tager hensyn til risikoen for disse våbens overgang til ulovlig handel. Medlemsstaterne skal etab- lere eller opretholde et effektivt nationalt system med eksport- og importtilladelser samt foran- staltninger  (”measures”)  vedrørende  international  transit  for  så  vidt  angår  håndvåben  og  lette våben med henblik på at bekæmpe illegal handel med disse våben. Handlingsprogrammet er politisk forpligtende for Danmark. 2.2.7.     OSCE’s dokument vedrørende SALW  OSCE  vedtog  den  24.  november  2000  et  dokument  vedrørende  håndvåben  og  lette  våben (”OSCE Document on Small Arms and Light Weapons”). Dokumentet vedrører håndvåben og lette  våben,  som  er  produceret  eller  modificeret  efter  militære  specifikationer  med  henblik  på brug som dødbringende krigsvåben. Dokumentet indeholder – i lighed med EU’s adfærdskodeks for våbeneksport – en række kriteri- er, som skal indgå ved staternes vurdering af, om en ansøgning om tilladelse til udførsel af hånd-

- 17 - våben og/eller lette våben bør imødekommes, jf. dokumentets afsnit III (A), herunder respekten for menneskerettigheder i modtagerlandet, den interne og regionale situation i og omkring mod- tagerlandet i lyset af eksisterende spændinger og konflikter mv. Herudover indeholder dokumentets afsnit III (B) nærmere retningslinjer for import-, eksport- og transitprocedurerne. I henhold til punkt 2 skal staterne blandt andet sikre, at der er effektive nati- onale tilladelsesordninger vedrørende import og eksport af håndvåben og lette våben. Det er der- imod op til hver enkelt stat at beslutte, om der skal være kontrolprocedurer for transit af håndvå- ben og lette våben. I henhold til afsnit III (B) punkt 3 må en stat ikke udstede udførselstilladelse, før der foreligger en indførselstilladelse eller en anden form for officiel godkendelse fra importlandet. Hvis de på- gældende våben skal transitere en anden stat, skal enten eksportøren eller myndighederne i eks- portlandet sikre, at der foreligger en transittilladelse, hvis transit kræver tilladelse i henhold til transitlandets regler. Afsnit III (C) indeholder regler om import-, eksport- og transitdokumentation. I henhold til punkt 1 er staterne forpligtet til at sørge for, at der ikke udstedes udførselstilladelse uden en bekræftet (”authenticated”) slutbrugererklæring eller en anden form for officiel godkendelse (f.eks. et in- ternationalt importcertifikat) fra importlandet.    OSCE’s dokument er politisk forpligtende for Danmark. 2.2.8.     OSCE’s retningslinjer om slutbrugererklæringer ved eksport af SALW OSCE har den 17. november 2004 vedtaget retningslinjer om slutbrugererklæringer ved eksport af SALW (håndvåben og lette våben)¹¹. I præamblen til beslutningen bekræfter OSCE forpligtelsen for staterne til at sørge for, at ingen udførselstilladelse udstedes uden en bekræftet (”authenticated”) slutbrugererklæring eller en an- den form for officiel godkendelse fra modtagerlandet. Selve beslutningen indeholder retningslin- jer for, hvilke elementer slutbrugererklæringer skal indeholde, og hvorledes erklæringernes ægt- hed kan verificeres. OSCE’s retningslinjer er politisk forpligtende for Danmark. 11 Standard Elements of End-User Certificates and Verification Procedures for SALW Exports, beslutning nr. 5/04.

- 18 - 2.2.9.     Wassenaar  Arrangementets  og  OSCE’s  retningslinjer  for  kontrol  med  eksport  af MANPADS Både Wassenaar Arrangementet og OSCE har vedtaget retningslinjer for kontrol med eksport af MANPADS (Man-Portable Air Defence Systems (MANPADS)¹². Begge sæt retningslinjer indeholder en række kriterier, som skal inddrages ved vurderingen af, om tilladelse til udførsel af MANPADS bør meddeles, herunder risikoen for omdestination eller misbrug i modtagerlandet.    Om proceduren for behandlingen af sager om udførsel af MANPADS er det i punkt 2.1. i begge sæt  retningslinjer  bestemt,  at  beslutninger  om  at  tillade  eksport  af  MANPADS  skal  træffes  af regeringen i eksportlandet efter forelæggelse af en officiel slutbrugererklæring fra regeringen i modtagerlandet. I punkt 2.2. i begge sæt retningslinjer er det endvidere bestemt, at der ikke kan udstedes generelle tilladelser til eksport af MANPADS, idet hver overførsel skal gøres til gen- stand for en individuel afgørelse af spørgsmålet om udstedelse af tilladelse. Wassenaar Arrangementets og OSCE’s retningslinjer er politisk forpligtende for Danmark. 33 3  . Den administrative procedure for behandling af udførselssager 33 3.1.  Udførselssager, som afgøres af Justitsministeriet i første instans 33 3.1.1. Udførsel af våben og krigsmateriel mv. Som nævnt i afsnit 2.1.1. omfatter våbenlovens eksportkontrolregler 9 kategorier af våben mv. Af disse 9 kategorier har eksplosivstofferne, jf. våbenlovens § 6, stk. 1, nr. 7, en vis særstatus, idet  sager  om  udførsel  af  eksplosivstoffer  behandles  efter  væsentligt  anderledes  retningslinjer end de øvrige sager. Spørgsmålet om praksis vedrørende eksplosivstoffer er derfor ikke omfattet af nærværende afsnit, men behandles særskilt i afsnit 3.1.3. 12 Wassenaars retningslinjer blev vedtaget på plenarforsamlingen i 2003 med titlen ”Elements for Export Controls of Man-Portable  Air  Defence  Systems  (MANPADS)”,  mens  OSCE’s  retningslinjer  blev  vedtaget  den  26.  maj  2004 som  beslutning  nr.  3/04  med  titlen  ”OSCE  Principles  for  Export  Controls  of  man-Portable  Air  Defence  Systems (MANPADS)”.  

- 19 - 3.1.1.1. Opgavefordelingen mellem de berørte myndigheder Bortset  fra  de  tilfælde,  hvor  politiet  er  bemyndiget  til  at  udstede  udførselstilladelse,  jf.  afsnit 2.1.2.,  indgives  ansøgninger  om  tilladelse  til  udførsel  af  våben  mv.  til  Justitsministeriet,  som tager endelig stilling til, hvorvidt en ansøgning skal imødekommes eller afslås.   Hvis der er tvivl om, hvorvidt det pågældende produkt er omfattet af våbenlovens § 6, indhenter Justitsministeriet en udtalelse fra Forsvarskommandoen (fra den 1. januar 2006 Forsvarets Mate- rieltjeneste).   Udførselsansøgninger forelægges endvidere for Udenrigsministeriet, der vurderer ansøgningerne i lyset af dansk våbeneksportpolitik samt påser overholdelsen af EU’s adfærdskodeks for våben- eksport, jf. afsnit 2.2.1. Udenrigsministeriet vurderer desuden eksportansøgningerne under hen- syn til de øvrige forpligtelser, Danmark har påtaget sig i det internationale samarbejde. Hvis en virksomhed ansøger om tilladelse til udførsel af våben mv. til ét land, og det fremgår af sagen, at det er hensigten, at våbnene herefter skal reeksporteres til et andet land, vurderer Udenrigsmini- steriet acceptabiliteten af begge modtagerlande.   I følgende 3 typer af sager sker der dog ikke forelæggelse af udførselsansøgningerne for Uden- rigsministeriet, jf. Udenrigsministeriets notits af 6. december 2004:   1) Jagtvåben, der udføres til eget brug i udlandet, såfremt nedenstående forhold er opfyldt: a) Der er ikke af EU-medlemslandene notificeret afslag på ansøgninger om våbeneksport til importlandet. b) Der foreligger de nødvendige tilladelser til indførsel fra myndighederne i importlandet. c) Importlandet er ikke underlagt en EU-, FN- eller OSCE-våbenembargo. 2) Personlige våben, som lovligt indføres til eget midlertidigt brug i Danmark, og som tages med ud af landet igen. 3) Udførsel af industrikanoner og patroner hertil. Disse produkter er ifølge Forsvarsministeriets vurdering ikke omfattet af EU’s våbenliste og har ingen militær interesse. Udenrigsministeriet tager ikke stilling til spørgsmål om dokumentation. Hvis Udenrigsministeri- et ikke har bemærkninger til den ansøgte udførsel eller hvis der ikke foretages høring, jf. oven- for,  meddeler  Justitsministeriet  udførselstilladelse,  når  Justitsministeriet  vurderer,  at  den  nød- vendige dokumentation foreligger, jf. afsnit 3.1.1.3.

- 20 - 33 3...1.1.2. Indholdskravskrav til ansøgninger om udførselstilladelse Justitsministeriet har ikke udarbejdet formularer til brug for ansøgninger om udførselstilladelse. Eksportørerne skriver således ansøgningerne på deres eget brevpapir.   I henhold til regeringens rapport om udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark for 2004, side 18, skal en ansøgning om udførselstilladelse indeholde oplysninger om eksportørens navn og adresse samt kontaktperson, bestemmelsesland, eventuelt transitland, kø- ber  og/eller  slutbrugers  navn  og  adresse,  produktbeskrivelse,  anvendelsesformål,  mængde  og værdi. Endvidere bør der i henhold til rapporten oplyses om andre relevante forhold, f.eks. om der tidligere er meddelt udførselstilladelse til et lignende produkt, eller om produktet finder an- vendelse inden for både den civile og militære sektor. Endelig skal det oplyses, om udførslen er permanent  eller midlertidig (test, demonstration, udstilling eller lignende), eller der  er tale om udstyr til reparation eller vedligeholdelse, returnering af udstyr eller andet. 33 3...1.1.3  . Dokumentationskrav Ansøgninger om udførselstilladelse skal ledsages af forskellige former for dokumentation, som varierer  alt  efter  udførslens  art.  I  2004-udførselsrapporten  findes  en  vejledende  oversigt  over dokumentationskravene, som er gengivet nedenfor. ”1.  Udførsel af mindre partier (indtil 100 stk. almindelige håndskydevåben, 5 stk. ma- skinpistoler eller 10.000 stk. patroner) til modtagere, der ikke er statsinstitutioner: Ansøgeren skal fremlægge internationalt importcertifikat, konkret eller generel ind- førselstilladelse eller en erklæring fra den kompetente myndighed i modtagerlandet om, at man ikke har noget at indvende imod, at Justitsministeriet udsteder udfør- selstilladelse.  En  våbentilladelse,  der  ikke  vedrører  import,  men  alene  erhvervel- se/besiddelse af (det pågældende) våben i modtagerlandet er ikke tilstrækkelig.   Herudover  skal  ansøgeren  underskrive  en  erklæring  (”lille  erklæring”)  om,  at  det pågældende parti kun vil blive afsendt til den anførte køber i det anførte land eller til en anden af køberen skriftligt angivet adresse, og at ansøgeren er bekendt med strafansvaret i straffelovens § 163. 2.    Udførsel  af  større  partier  (mere  end  100  stk.  almindelige  håndskydevåben,  5  stk. maskinpistoler  eller  10.000  stk.  patroner)  samt  forsvarsmateriel  af  enhver  art  til modtagere, der ikke er statsinstitutioner: Der  sondres  i  disse  tilfælde  mellem  udførsel  til  lande,  der  udsteder  internationalt importcertifikat, og udførsel til lande, der ikke har tilsluttet sig denne eksportkon- trol-ordning, jf. pkt. 2.1. og 2.2. nedenfor.  

- 21 - 2.1. Ved udførsel til lande, der bruger internationalt importcertifikat og  ankomstbevis stilles følgende dokumentationskrav: Ansøgeren skal fremlægge internationalt importcertifikat fra modtagerlandet samt erklæring (”stor erklæring”) om:   at det pågældende vareparti kun vil blive afsendt til den i certifikatet anførte kø- ber og adresse eller til en anden af køber skriftligt angivet adresse,   at ansøgeren ved varens afsendelse vil afkræve køberen et af myndighederne i importlandet udstedt ankomstbevis (Delivery Verification Certificate), der viser, at  varepartiet  er  blevet  underkastet  importlandets  bestemmelser  vedrørende udenrigshandel,   at ansøgeren efter modtagelsen af ankomstbeviset vil fremsende dette til Justits- ministeriet, og   at ansøgeren er bekendt med strafansvaret i straffelovens § 163.   Efter omstændighederne kræves slutbrugererklæring. 2.2. Ved udførsel til lande, der ikke bruger internationalt importcertifikat og ankomst- bevis, stilles følgende dokumentationskrav: Efter  en  konkret  vurdering  kræves  som  minimum  ”lille  erklæring”,  jf.  ovenfor, samt  konkret  indførselstilladelse  fra  modtagerlandet.  Endvidere  kræves  normalt slutbrugererklæring. 3.    Alle udførsler til statsinstitutioner: Hvis eksportøren er en dansk statsinstitution, og modtageren er en udenlandsk stats- institution, stilles normalt ingen dokumentationskrav. Hvis eksportøren er en privat virksomhed,  og  modtageren  en  udenlandsk  statsinstitution,  kræves  som  udgangs- punkt alene ”lille erklæring”, jf. ovenfor. Efter omstændighederne kræves slutbru- gererklæring. 4.    Alle  midlertidige  udførsler  (f.eks.  i  forbindelse  med  demonstration,  udstilling  og reparation): Ved ansøgning om tilladelse til midlertidig udførsel vil der som udgangspunkt ale- ne blive stillet vilkår om, at de pågældende produkter skal returneres til Danmark. Herudover vil ansøgeren blive afkrævet ”lille erklæring”, jf. ovenfor.” 3.1.1.3.1. Internationalt importcertifikatmportcertifikat og ankomstbevis Som det fremgår af ovenstående afsnit stilles der i mange tilfælde krav om ansøgerens fremlæg- gelse af et internationalt importcertifikat forud for Justitsministeriets udstedelse af udførselstilla- delse og efterfølgende fremsendelse af ankomstbevis.

- 22 - Ved at udstede importcertifikat (International Import Certificate) attesterer myndighederne i im- portlandet, at importøren har forpligtet sig til at indføre det pågældende vareparti til importlandet og til hverken at omdestinere eller omlade partiet undervejs uden tilladelse fra den kompetente myndighed i importlandet.   I forbindelse med indførslen udsteder de kompetente myndigheder i importlandet endvidere på importørens anmodning et ankomstbevis (Delivery Verification Certificate), hvorved det atteste- res, at det pågældende vareparti faktisk er ankommet til landet. Det fremgår af ankomstbeviset, at (gen)udførsel af varepartiet herefter kun kan ske efter indhentelse af udførselstilladelse. Ifølge forskellige eksporterende virksomheder kan det være vanskeligt/umuligt at opnå ankomst- beviser  fra  modtagerlandene.  Justitsministeriet  har  imidlertid  modtaget  ankomstbeviser  fra  en lang række modtagerlande og har kun for ét lands vedkommende (Schweiz) fået bekræftet af de kompetente myndigheder, at ankomstbevis slet ikke udstedes.   3.1.1.3.2  . Slutbrugererklæringer En slutbrugererklæring indeholder typisk en erklæring fra den endelige modtager/slutbrugeren af de pågældende våben mv. om, at våbnene er beregnet til vedkommendes eget brug, og at de ikke vil blive reeksporteret, eller at reeksport kun vil finde sted efter underretning af og accept fra de kompetente myndigheder i afsenderlandet. Hvis slutbrugeren ikke er en offentlig myndighed, kan erklæringen være attesteret af en sådan. Indholdet og udformningen af slutbrugererklæringer er nærmere beskrevet i brugervejledningen til EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, jf. afsnit 2.2.1., og OSCE’s retningslinjer om slutbrugerklæringer ved eksport af håndvåben og lette vå- ben, jf. afsnit 2.2.8. Som det fremgår af afsnit 3.1.1.3. stilles der normalt krav om slutbrugererklæring ved udførsel af større partier skydevåben og/eller ammunition samt enhver form for forsvarsmateriel til lande, der  ikke  anvender  internationalt  importcertifikat  og  ankomstbevis.  I  andre  tilfælde  stilles  der alene krav om slutbrugererklæring, hvis der er særlige forhold, som tilsiger dette. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter en praksisændring i maj 2000, jf. Justitsministeriets notat af 10. maj 2000 til Folketingets Retsudvalg (1999-2000 - Retsudvalget, Alm. del - bilag 892), som hovedregel gives tilladelse til udførsel af underleverancer af dansk producerede dele til  ikke-dødbringende  materiel  til  EU-  og  NATO-lande  uden  krav  om  oplysning  om  eventuel reeksport,  når  ansøgningen  vedrører  bi-  og  multilaterale  samarbejdsprojekter  mellem  militære myndigheder i Danmark og disse lande.  

- 23 - For så vidt angår udførsel til andre lande eller andre projekter eller udførsel fra Danmark af fær- dige våben eller våbensystemer eller underleverancer af dansk producerede dele til dødbringende våben, vurderes det fra sag til sag, om der skal meddeles udførselstilladelse og om der i givet fald skal meddeles forbud mod reeksport. I praksis fastsættes der dog normalt ikke forbud mod reeksport/krav om slutbrugererklæring ved udførsler til EU- og NATO-lande.   3.1.1.4  . Afskrivning mv.  Tilladelser til udførsel til lande uden for EU indeholder vilkår om, at tilladelsen, inden udførslen (ved midlertidige udførselstilladelser såvel inden udførslen som ved genindførslen), skal forevi- ses for den danske told- og skatteforvaltning til afstempling. Dette sker samtidig med indlevering af  udførselsangivelsen  og  frembydelse  af  varerne  for  told-  og  skatteforvaltningen.  Tilladelsen skal herefter – medmindre kun en del af den tilladte mængde våben mv. er udført, således at til- ladelsen kan genbruges for så vidt angår restmængden – indsendes til Justitsministeriet.   Såfremt varerne skal sendes med postvæsenet, kan dette først ske, når ovennævnte ekspedition hos told- og skatteforvaltningen har fundet sted. Samtlige udførselstilladelser indeholder endvidere vilkår om, at tilladelsen, hvis den ikke benyt- tes, skal returneres til Justitsministeriet senest ved tilladelsens udløb. Det bemærkes, at tilladelser til ikke-fysisk udførsel af våbenrelateret software og teknologi, jf. våbenlovens § 6, stk. 3, som blev indsat ved lov nr. 555 af 24. juni 2005, i sagens natur ikke vil indeholde vilkår om toldvæsenets afstempling. 3.1.1.5. Gyldighedstidyldighedstid mv. Gyldighedstiden for udførselstilladelser fastsættes typisk til to år, når tilladelsen vedrører udfør- sel til EU- og NATO-lande, og et år, når tilladelsen vedrører udførsel til andre lande. Tilladelser til udførsel af dansk producerede dele til ikke-dødbringende materiel til EU- og NATO-lande, når ansøgningen vedrører bi- og multilaterale samarbejdsprojekter, vil som udgangspunkt få gyl- dighed svarende til leveringsperiodens afslutning efter kontrakten. Tilladelser til midlertidig udførsel af våben mv. indeholder i øvrigt vilkår om, at det pågældende udstyr skal genindføres i Danmark inden udløbet af tilladelsens gyldighedsperiode.

- 24 - Udførselstilladelser  meddeles  med  en  kortere  gyldighedstid  end  den  ovenfor  nævnte,  hvis  de konkrete forhold tilsiger det. 33 3...1.1.6  . Forhåndstilkendegivelser Hvis en potentiel eksportør ønsker afklaret, om der på et senere tidspunkt vil kunne opnås tilla- delse til en given udførsel, kan vedkommende anmode Justitsministeriet om forhåndstilsagn.   I det omfang der er tvivl om, hvorvidt det udstyr som ønskes udført, er omfattet af våbenlovens § 6, forelægger Justitsministeriet sagen for Forsvarskommandoen (fra den 1. januar 2006 Forsva- rets Materieltjeneste). Justitsministeriet forelægger endvidere anmodningen om forhåndstilsagn for Udenrigsministeri- et, der vurderer sagen på samme måde, som når der er tale om egentlige ansøgninger om udfør- selstilladelser. Forhåndstilsagn gives med forbehold for eventuelle ændringer af forholdene, som måtte indtræde, inden ansøgning om egentlig udførselstilladelse indgives.   33 3.1.1.7. Meddelelser til modtagerlandet I det omfang Justitsministeriet udsteder tilladelser til udførsel af skydevåben og/eller ammuniti- on, fremsender ministeriet i lighed med politiet, jf. våbencirkulærets § 28, stk. 4, som er omtalt i afsnit 3.2., kopi af tilladelsen til Rigspolitichefen med henblik på videresendelse af tilladelsen til de kompetente myndigheder i modtagerlandet. Justitsministeriet foretager ikke herudover underretning af modtagerlandene i forbindelse med udstedelse af udførselstilladelser. 33 3...11 1...1.8. ”I hvert enkelt tilfælde”  I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1, kræves der tilladelse til udførsel "i hvert enkelt tilfælde". Bestemmelsen fortolkes og administreres imidlertid ikke sådan, at der kræves særskilt tilladelse til hver enkelt udførsel, men snarere således, at enhver udførsel skal være dækket af en tilladelse, som afhængigt af de nærmere omstændigheder kan være mere eller mindre brede. I de operative bestemmelser i EU’s adfærdskodeks for våbeneksport, jf. afsnit 2.2.1., anvendes formuleringen ”hver medlemsstat vurderer fra sag til sag ansøgningerne..”. Det er således afgø- rende, at der er mulighed for en konkret vurdering i forhold til adfærdskodeksens otte kriterier og øvrige bestemmelser.