NOTAT
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste
Til:
Folketinget
J.nr.:
MR. 600.I.5-0
CC:
Bilag:
Fra:
Udenrigsministeren
Dato:
12. januar 2006
Emne:
Det Europæiske Observatorium for
Racisme og Fremmedhad (EUMC)
Det Europæiske Observatorium for Racisme og Fremmedhad (EUMC) er et uafhængigt organ
under EU, oprettet ved Rådets forordning nr. 1035/97 af 2. juni 1997. Observatoriet, som har
hjemsted i Wien, indledte sin virksomhed i 1998.
EUMC har til opgave at indsamle objektive, pålidelige og sammenlignelige data om omfanget af
og udviklingen i racistiske, fremmedfjendske, anti-islamiske og anti-semitiske fænomener på
europæisk plan. Observatoriet skal analysere årsagerne til og konsekvenserne af sådanne
fænomener. Observatoriet skal undersøge medlemslandenes reaktion herpå. På baggrund heraf
skal Observatoriet forsyne Fællesskabet og dets medlemsstater med viden om, hvilke problemer
der særligt gør sig gældende, problemernes omfang og mulige løsningsmodeller. Formålet er at
bistå EU og medlemslandene med at etablere forholdsregler og tiltag mod racisme og
fremmedhad.
EUMC er organiseret i en bestyrelse, et eksekutivråd og en direktør. Bestyrelsen består af 28
uafhængige personer, der er udpeget af medlemsstaterne, en for hver medlemsstat, hvortil
kommer en uafhængig person, der er udpeget af Europa-Parlamentet, en uafhængig person, der
er udpeget af Europarådet, samt en repræsentant for Kommissionen. Bestyrelsens medlemmer
skal være personer med tilstrækkelig erfaring med hensyn til menneskerettigheder og analyse af
racistiske, fremmedfjendske og antisemitiske fænomener. Hvert medlem har en suppleant, der
er udpeget på tilsvarende måde. Mandatperioden for medlemmerne og deres suppleanter er på
tre år og kan fornys én gang. I 2004 udpegede Danmark landsdommer Niels Johan Petersen
som ordinært medlem af bestyrelsen for Observatoriet og professor, dr. jur. Mads Bryde
Andersen som suppleant. Det er bestyrelsen, der udstikker de overordnede retningslinier for
EUMCs virke.
EUMCs eksekutivråd består af formand og viceformand for bestyrelsen samt tre andre
medlemmer af bestyrelsen. Eksekutivrådets opgave er at overvåge EUMCs arbejde og
gennemførelsen af bestyrelsens beslutninger.
EUMCs daglige leder har siden 1998 været fr. Beate Winkler.