Justitsministeriet Lovafdelingen Dato: 7. december 2005 Kontor: Strafferetskontoret Sagsnr.: 2005-730-0005 Dok.: CHA40297 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk N O T A T oo om mm m lovgivningsmæssige konsekvenser af Konvention om overgivelse for strafbare forhold  melllemlem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) 1. Indledning 1.1. På  det  nordiske  justitsministermøde  på  Svalbard  i  juni  2002  besluttede  ministrene,  at  den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande skulle revideres og udvides med respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold  til  EU,  herunder  specielt  Rådets  rammeafgørelse  af  13.  juni  2002  om  den  europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (den europæiske arrest- ordre). Nordisk  Embedsmandskomité  for  lovgivningsspørgsmål  (EK-Lov)  og  Nordisk  Strafferesteks- pertgruppe har i de seneste 3 år arbejdet med en ændring af den gældende nordiske udleverings- ordning, jf. lov nr. nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge  og  Sverige  med  senere  ændringer  (herefter  den  nordiske  udleveringslov),  og  har  i  den forbindelse drøftet flere modeller, som alle har bygget på, at en ny nordisk udleveringsordning bør være mere vidtgående end den europæiske arrestordre.   Arbejdet blev færdiggjort i oktober 2005, efter at de nordiske justitsministre på ministermødet i Skagen i juni 2005 var nået til politisk enighed om indholdet af ”Konvention om overgivelse for strafbare  forhold  mellem  de  nordiske  lande  (Nordisk  arrestordre)”  (herefter  den  nordiske  kon- vention).  

- 2 - Regeringen  forventer  at  undertegne  den  nordiske  konvention  på  Danmarks  vegne  i  december 2005, og det er hensigten, at konventionen skal træde i kraft i 2007.   1.2.  Udlevering  af  lovovertrædere  mellem  de  nordiske  lande  er  i  dag  reguleret  i  den  nordiske udleveringslov, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Is- land, Norge og Sverige med de ændringer, der følger af lov nr. 251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, § 6 i lov nr. 378 af 6. juni 2002 og § 2 i lov nr. 433 af 10. juni 2003.   Endvidere finder lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. au- gust  2005  (herefter  udleveringsloven),  anvendelse  ved  udlevering  fra  Danmark  til  Finland  og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering til stater inden for den Europæiske Union er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleveringslov. Det vil i praksis sige i sager om udlevering af danske statsborgere samt i sager om udlevering for politiske lovovertrædelser.      1.3. I det følgende redegøres under pkt. 2 for indholdet af de enkelte bestemmelser i den nordiske konvention om overgivelse. Efter gennemgangen af hver enkelt bestemmelse angives de lovgiv- ningsmæssige konsekvenser, som den pågældende bestemmelse giver anledning til. Notatets pkt. 3 indeholder en sammenfatning. 2. Lovgivningsmæssigege konsekvenser af konventiononvention om overgivelse for strafbare forhold mell- lem de nordiske lande (Norrrrdisk disk arrestordre) 2.1. Indledning 2.1.1. Baggrunden for den nordiske konvention om overgivelse er, som anført i konventionens præambel, et ønske om på grundlag af konklusionerne fra det nordiske justitsministermøde på Svalbard  i  juni  2002  at  forenkle  og  effektivisere  udleveringsprocedurerne  mellem  de  nordiske lande med fuld respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med de interna- tionale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstater- ne (den europæiske arrestordre). Formålet med den nordiske konvention om overgivelse er at gennemføre forenklede regler om udlevering mellem de nordiske lande. Den nye overgivelsesordning indebærer, at princippet om gensidig anerkendelse vil finde anvendelse for så vidt angår udlevering mellem de nordiske lan- de.  

- 3 - Med henblik på at forenkle de administrative procedurer vedrørende udlevering erstattes de tra- ditionelle anmodninger om udlevering med en nordisk arrestordre, som har karakter dels af en anmodning om fængsling med henblik på overgivelse, dels af en anmodning om overgivelse. Den nordiske konvention om overgivelse indeholder bestemmelser, der fastlægger, i hvilke til- fælde de nordiske lande vil være forpligtede til at overgive en lovovertræder til et andet land, og i hvilke tilfælde landene kan eller skal afslå overgivelse af en lovovertræder. I konventionen anvendes begrebet ”overgivelse” i stedet for ”udlevering”, selv om begge begre- ber omfatter den fysiske overgivelse af  en eftersøgt person til det anmodende land. Endvidere anvendes ”det udstedende land” i stedet for ”det anmodende land” og ”det fuldbyrdende land” i stedet for ”det anmodede land”. Da ingen af disse nye begreber har en  anden indholdsmæssig betydning end de gældende begreber, vil de enkelte lande i forbindelse med implementeringen af konventionen i national ret fortsat kunne anvende de gældende begreber. Den  nordiske  konvention  om  overgivelse  er  i  høj  grad  opbygget  efter  samme  model  som  den europæiske arrestordre, men konventionen medfører en række udvidelser i pligten til overgivelse i forhold til såvel den nuværende nordiske udleveringsordning som i forhold til reglerne om ud- levering til EU-medlemsstater, jf. udleveringslovens kapitel 2 a. I relation til den gældende nordiske udleveringsordning, der er en ”kan-ordning”, det vil sige, at udlevering kan finde sted, indebærer den nordiske konvention om overgivelse, at der som ud- gangspunkt skal ske overgivelse i medfør af en nordisk arrestordre. Konventionen indeholder på den baggrund en række afslagsgrunde, hvorefter det fuldbyrdende land enten skal eller kan afslå overførslen. Den nordiske konvention indeholder ikke regler om eventuel domstolsprøvelse af grundlaget for overgivelse  i  medfør  af  en  nordisk  arrestordre.  Hensigten  med  den  nordiske  arrestordre  er  en gensidig anerkendelse af afgørelser om frihedsberøvelse mv., hvorfor det fuldbyrdende land ikke vil skulle efterprøve baggrunden for anmodningen om arrestordren. En eventuel domstolsprøvel- se vil således kun skulle indeholde en prøvelse af, hvorvidt de formelle betingelser for udleve- ring er til stede, mens de bevismæssige forhold ikke vil skulle vurderes. Det er grundtanken i konventionen, at det fuldbyrdende land på grundlag af de oplysninger, der fremgår af en nordisk arrestordre, skal kunne træffe afgørelse om anholdelse, varetægtsfængsling og  overgivelse  af  den  eftersøgte  person.  Det  fuldbyrdende  land  vil  således  normalt  ikke  have behov for andre oplysninger fra det udstedende land end de oplysninger, der følger af den nordi- ske arrestordre.

- 4 - 2.1.2. Hensigten er, at konventionen skal erstatte de hidtidige instrumenter om udlevering mel- lem de nordiske lande, det vil sige den gældende nordiske udleveringslov og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, jf. udleveringslovens bestemmelser i kapitel 2 a og kapitel 3 a. Justitsministeriet  overvejer  for  øjeblikket,  hvorledes  konventionen  i  givet  fald  lovteknisk  bør gennemføres i dansk ret. Det er umiddelbart Justitsministeriets opfattelse, at den mest hensigts- mæssige løsning vil være at indsætte et nyt kapitel i udleveringsloven, således at samtlige regler om udlevering samles i én lov. 2.2. Konventionens indhold Den nordiske konvention om overgivelse er opdelt i fem kapitler. Kapitel 1 (artikel 1 – 7) om almindelige principper, kapitel 2 (artikel 8 – 21) om overgivelsesproceduren, kapitel 3 (artikel 22 – 25) om virkninger af overgivelsen, kapitel 4 (artikel 26 – 27) om overgivelse til/fra Island og kapitel 5 (artikel 28 – 29) de afsluttende bestemmelser. Herudover  indeholder  præamblen  til  konventionen  en  række  betragtninger,  som  har  betydning for fortolkningen og anvendelsen af konventionen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med overgivelse af lovover- trædere. Efter præambelbetragtning nr. 4 bygger den nordiske konvention på principperne om frihed, de- mokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt rets- statsprincippet, der alle er principper, som de nordiske lande har til fælles. Konventionen respek- terer de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggede frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, og respekterer de nordiske landes nationale identitet.   Endvidere anføres det i præambelbetragtning nr. 5, at konventionen ikke er til hinder for, at lan- dene anvender deres egne forfatningsmæssige bestemmelser om ret til en retfærdig rettergang, foreningsfrihed, pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier. I  præambelbetragtning nr. 6  anføres  det,  at  personer  ikke  må  overføres,  udsendes,  udleveres, videreovergives eller videreudleveres til et land,  hvor der er alvorlig risiko for, at de vil blive udsat for dødsstraf, tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. 22 2.3. Kapitel 1 –– – almindelige principper

- 5 - Artikel 1: Det følger af artikel 1, stk. 1, i den nordiske konvention om overgivelse, at den nordi- ske arrestordre er en judiciel afgørelse truffet af et nordisk land med det formål, at et andet nor- disk land anholder og overgiver en eftersøgt med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.   Det følger af bemærkningerne til konventionen, at overgivelse med henblik på strafforfølgning kan foretages i de samme situationer, som følger af den gældende nordiske udleveringslov, det vil sige hvor den pågældende er mistænkt, sigtet eller tiltalt for en lovovertrædelse. Efter artikel 1, stk. 2, skal en europæisk arrestordre udfærdiget af Danmark, Finland eller Sverige betragtes som en nordisk arrestordre efter konventionen. Hensigten med denne bestemmelse er at begrænse den administrative behandling af sagerne således, at det ikke vil være nødvendigt at udstede såvel en nordisk arrestordre som en europæisk arrestordre, hvis det udstedende land ikke har kendskab til, hvor den, der ønskes overgivet, befinder sig.    Landene skal på baggrund af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen fuldbyrde enhver nordisk arrestordre, jf. artikel 1, stk. 3. Efter artikel 1, stk. 1 og 3, forpligter landene sig således til på grundlag af princippet om gensi- dig anerkendelse og i overensstemmelse med reglerne i konventionen at gennemføre en nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.   Justitsministeriets bemærkninger til artikel 1: Det følger af § 1 i den gældende nordiske udleve- ringslov, at den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er sigtet, tiltalt eller dømt for en straf- bar handling, og som opholder sig her i landet, kan udleveres i overensstemmelse med bestem- melserne i loven.   Da konventionen indebærer, at de nordiske lande på baggrund af princippet om gensidig aner- kendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen skal fuldbyrde enhver nor- disk arrestordre, er det Justitsministeriets opfattelse, at artikel 1 vil kræve lovændringer. Artikel  2:  Konventionens  artikel 2, stk. 1,  fastlægger  anvendelsesområdet  for  den  nordiske  ar- restordre. Efter denne bestemmelse kan arrestordren udstedes med henblik på: 1) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag, hvorved den pågældende – i det land, der har udstedt arrestordren – er idømt frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. 2) Strafforfølgning i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har udstedt arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

- 6 - I artikel 2, stk. 2, er det fastslået, at overgivelse kan finde sted, selv om betingelserne i artikel 2, stk. 1, kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Der kan således ske overgivelse for en for- seelse, der kan medføre frihedsstraf, selvom det udstedende land samtidig ønsker at retsforfølge den pågældende for en forseelse, der efter lovgivningen i det udstedende land alene kan straffes med bøde. Det følger af artikel 2, stk. 3, at lovovertrædelser som defineret i det udstedende lands lovgivning medfører  fuldbyrdelse  på  grundlag  af  en  nordisk  arrestordre  på  de  betingelser,  der  er  fastsat  i konventionen, og uden kontrol af dobbeltstrafbarhed. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 2: Den nordiske udleveringslov skelner mellem udle- vering af danske statsborgere og udlændinge.   Det følger af den nordiske udleveringslovs § 3, stk. 1 og 2, at udlevering til strafforfølgning kun kan finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre højere straf end en bøde. Udlevering til fuldbyrdelse af en dom kan kun ske, hvis dom- men lyder på fængselsstraf eller anbringelse i anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse.   Udlevering  af  en  dansk  statsborger  kan  dog  kun  ske,  såfremt  den  pågældende  i  de  sidste  2  år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, jf. § 2 i den nordiske udleveringslov. Den nordiske konvention om overgivelse skelner ikke mellem overgivelse af egne statsborgere og udlændinge, hvilket indebærer, at der i konventionen ikke er fastsat specielle betingelser for så vidt angår overgivelse af egne statsborgere.   Endvidere indeholder konventionen ikke et krav om, at den handling, for hvilken den nordiske arrestordre  er  udstedt,  ligeledes  skal  være  strafbar  i  det  fuldbyrdende  land  (kravet  om  dobbelt strafbarhed).     Det er på den baggrund  Justitsministeriets vurdering, at artikel 2 vil have lovgivningsmæssige konsekvenser.   Artikel 3: Konventionens artikel 3 omhandler udpegningen af de judicielle myndigheder og cen- tralmyndigheden. Derudover indeholder artikel 3 en definition af ”tredjeland”.  

- 7 - Efter artikel 3, stk. 1, skal landene udpege de judicielle myndigheder, som er kompetente til at udstede og fuldbyrde en nordisk arrestordre. Udpegningen af kompetente nationale myndigheder sker i overensstemmelse med national ret, jf. artikel 3, stk. 2. I henhold til artikel 3, stk. 3, kan hvert land udpege en central myndighed til at bistå de judicielle myndigheder.   Landene erklærer ved ratifikationen af denne konvention, hvilke judicielle myndigheder der er kompetente  efter  dets  nationale  lovgivning,  samt  om  der  er  udpeget  en  centralmyndighed,  jf. artikel 3, stk. 4. Det fremgår af artikel 3, stk. 5, at ”tredjeland” i denne konvention skal forstås som ethvert land uden for Norden og EU.   Justitsministeriets bemærkninger til artikel 3: Definitionen af en judiciel myndighed foretages på grundlag af national ret, og konventionen indeholder ikke nærmere regler om, hvilke myndighe- der  medlemsstaterne  skal  udpege  som  kompetente  myndigheder.  Det  er  dog  en  betingelse,  at myndighederne efter national ret i det anmodende og anmodede land er judicielle myndigheder.   For Danmarks vedkommende anses domstolene og anklagemyndigheden – det vil sige Justitsmi- nisteriet, Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene – for judicielle myndigheder.   Efter den gældende nordiske udleveringslov træffes en afgørelse om udlevering af politimeste- ren. Sagen skal dog i særlige tilfælde forelægges for Justitsministeriet, herunder hvis sagen angår en dansk statsborger eller en politisk lovovertrædelse. Afgørelsen om udlevering kan indbringes for domstolene.   Er spørgsmålet om udlevering omfattet af regler i udleveringslovens kapitel 2 a (udlevering til Finland eller Sverige i medfør af den europæiske arrestordre) træffes afgørelsen af Justitsmini- steriet med mulighed for at indbringe denne afgørelse for domstolene.   Da bestemmelsen ikke indeholder selvstændige forpligtelser for de kontraherende lande, er det Justitsministeriets  opfattelse,  at  konventionens  artikel  3  ikke  i  sig  selv  medfører  lovgivnings- mæssige konsekvenser.   Artikel  4:  Konventionens  artikel 4  indeholder  tre  obligatoriske  afslagsgrunde,  der,  hvis  en  af disse foreligger, bevirker, at landene skal afslå anerkendelse af en nordisk arrestordre og dermed overgivelse.

- 8 - For det første skal det fuldbyrdende land, jf. artikel 4, nr. 1, nægte overgivelse, hvis den lovover- trædelse, der ligger til grund for arrestordren, kan retsforfølges i det fuldbyrdende land, og der i dette land er truffet beslutning om benådning (amnesti). For det andet skal overgivelse til et andet nordisk land, jf. artikel 4, nr. 2, afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et nordisk land eller et EU med- lemsland for de samme handlinger, som ligger til grund for arrestordren, og straffen – i tilfælde af domfældelse – er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne bestemmelse  omhandler princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (”ne bis in idem”).   Endelig skal overgivelse, jf. artikel 4, nr. 3, afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestor- dren, er under den kriminelle lavalder efter det fuldbyrdende lands lovgivning. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 4: Konventionens artikel 4, nr. 1, vedrører afslag på grund af amnesti.   Efter den nordiske udleveringslovs § 5 kan udlevering ikke ske, når den, der begæres udleveret, her  i  landet  er  dømt  eller  frifundet  for  den  i  begæringen  angivne  strafbare  handling.  Er  tiltale mod den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis de i retsplejeloven fastsatte betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt. Den  nordiske  udleveringslov  indeholder  ikke  en  udtrykkelig  bestemmelse  om  amnesti.  Det  er dog antaget, at udlevering også er afskåret efter § 5, hvis der er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold. Med henblik på tydeliggørelse af retsstillingen er det Justitsministeriets opfattelse, at der i for- bindelse med gennemførelsen af konventionen i dansk ret, bør udarbejdes en klar bestemmelse herom svarende til udleveringslovens § 10 d. Konventionens artikel 4, nr. 2, vedrører forbuddet mod dobbelt strafforfølgning i forhold til et nordisk land eller et EU medlemsland. Som det fremgår ovenfor, er dette princip indeholdt i § 5 i den nordiske udleveringslov. § 5 i den nordiske udleveringslov tager ikke stilling til betydningen af domme afsagt i andre lande. Dan- mark har imidlertid folkeretligt taget forbehold over for artikel 9 i den europæiske udleverings- konvention  således,  at  Danmark  vil  kunne  afslå  udlevering,  hvis  den  pågældende  ved  endelig dom i en tredje stat er frifundet eller domfældt for handlingen, eller hvis de kompetente myndig-

- 9 - heder i en tredje stat har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse. Det er på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at artikel 4, nr. 2, er i overensstemmelse med gældende ret og derfor ikke nødvendigvis vil kræve lovændringer. Justitsministeriet finder dog, at der i forbindelse med gennemførelsen af konventionen i dansk ret bør indsættes en klar bestemmelse i loven, hvoraf det fremgår, at udlevering skal afslås, hvis den eftersøgte er blevet endeligt dømt for den samme handling i  et nordisk land eller i  et EU medlemsland. En sådan bestemmelse svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 d, 1. pkt., vedrørende betingelserne for udlevering til medlemsstater i EU.    Konventionens artikel 4, nr. 3, vedrører afslag begrundet i den eftersøgtes alder (den kriminelle lavalder) Den  nordiske  udleveringslov  indeholder  ikke  en  udtrykkelig  regel  om,  at  udlevering  ikke  kan ske, hvis den pågældende er under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15. Det følger dog af kravet om dobbelt strafbarhed, at der ikke kan ske udlevering af en person under 15 år.   Da den nordiske konvention om overgivelse ikke indeholder et krav om dobbelt strafbarhed, er det efter Justitsministeriets opfattelse nødvendigt at indføre en udtrykkelig bestemmelse herom. Artikel 4, nr. 3, vil på den baggrund kræve lovændringer. Artikel 5: Konventionens artikel 5 indeholder fem fakultative afslagsgrunde. De nordiske lande har således mulighed for at afslå at anerkende en nordisk arrestordre, hvis en eller flere afslags- grunde foreligger. Overgivelse kan for det første afslås, hvis den person, der er genstand for en nordisk arrestordre, allerede  retsforfølges  i  det  fuldbyrdende  land  for  de  samme  lovovertrædelser,  som  ligger  til grund for arrestordren, jf. artikel 5, nr. 1. For det andet kan overgivelse afslås, hvis det forhold, der ligger til grund for en nordisk arrestor- dre, efter det fuldbyrdende lands lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dette lands territorium  eller  på  et  sted,  der  ligestilles  hermed,  og  forholdet  ikke  udgør  en  lovovertrædelse efter det fuldbyrdende lands lovgivning, jf. artikel 5, nr. 2. For det tredje kan overgivelse, jf. artikel 5, nr. 3, afslås, hvis den person, der er omfattet af ar- restordren, tidligere er blevet endelig dømt for de samme handlinger af et tredjeland, og straffen –  i  tilfælde  af  domfældelse  –  er  fuldbyrdet,  er  ved  at  blive  fuldbyrdet  eller  ikke  længere  kan

- 10 - fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Denne bestemmelse omhandler princippet om for- bud mod dobbelt strafforfølgning (”ne bis in idem”). For det fjerde kan overgivelse efter artikel 5, nr. 4, afslås, hvis de judicielle myndigheder i det fuldbyrdende land har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning for den lovovertrædelse, der ligger  til  grund  for  en  nordisk  arrestordre,  eller  at  bringe  retsforholdet  til  ophør,  eller  når  den eftersøgte i et andet nordisk land har været genstand for en endelig afgørelse for de samme for- hold, som er til hinder for yderligere retsforfølgning.   Denne bestemmelse indebærer, at det fuldbyrdende land vil kunne afslå overgivelse, hvis tiltale for den pågældende handling er frafaldet (tiltalefrafald), eller hvis der meddelt påtaleopgivelse vedrørende den pågældende handling (påtaleopgivelse). Endelig kan overgivelse efter artikel 5, nr. 5, afslås, hvis den nordiske arrestordre er udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og den eftersøgte opholder sig, er statsborger i eller bosat i det fuldbyrdende land, og dette land forplig- ter sig til selv at fuldbyrde straffen eller den anden frihedsberøvende foranstaltning i henhold til national lovgivning.   Det  fremgår  af  bemærkningerne  til  konventionen,  at  i  de  situationer,  hvor  en  anmodning  om overgivelse afslås efter artikel 5, nr. 5, vil det fuldbyrdende land skulle iagttage reglerne i den nordiske ordning om samarbejde mellem de nordiske lande angående fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963. I forhold til den gældende udleveringsordning og rammeafgørelsen om den europæiske arrestor- dre indeholder konventionen ikke afslagsgrunde vedrørende politiske forbrydelser og forældelse.   Justitsministeriets bemærkninger til artikel 5: Konventionens artikel 5, nr. 1, vedrører muligheden for afslag begrundet i, at den eftersøgte alle- rede retsforfølges for det samme forhold. Uanset at det ikke fremgår direkte af den gældende nordiske udleveringslov, vil der i dag være mulighed for at afslå en anmodning om udlevering med henvisning til, at den pågældende allere- de retsforfølges for det samme forhold i Danmark.   Under hensyn til at den nordiske konvention medfører en forpligtelse for Danmark til at overgive en person efter en nordisk arrestordre, medmindre der foreligger en af de i artikel 4 eller 5 nævn- te afslagsgrunde, er det Justitsministeriets opfattelse, at der i forbindelse med gennemførelsen af

- 11 - konventionen i dansk ret bør indsættes en bestemmelse om, at det er muligt at afslå overgivelse baseret på en nordisk arrestordre, hvis den pågældende retsforfølges for samme handling i Dan- mark. Bestemmelsen vil kunne udformes i lighed med den gældende bestemmelse i udleverings- loven § 10 d, stk. 3.   Henset til det nære samarbejde mellem de nordiske lande, der allerede eksisterer i dag med den gældende udleveringsordning, vil situationer omfattet af artikel 5, nr. 1, ofte kunne løses ved, at de judicielle myndigheder aftaler, i hvilket land sagen bedst kan gennemføres. Konventionens  artikel 5, nr. 2,  vedrører  muligheden  for  afslag  begrundet  i,  at  handlingen  helt eller delvist er begået på det fuldbyrdende lands territorium. Denne  problemstilling  er  ikke  nærmere  reguleret  i  den  gældende  nordiske  udleveringslov,  og bestemmelsen har på den baggrund lovgivningsmæssige konsekvenser. Efter Justitsministeriets umiddelbare vurdering vil det være mest hensigtsmæssigt, at bestemmelsen gennemføres i dansk ret ved, at der udarbejdes en særskilt bestemmelse herom, jf. herved tilsvarende § 10 f i udleve- ringsloven.   Konventionens artikel 5, nr. 3, vedrører muligheden for afslag begrundet i forbuddet mod dob- belt strafforfølgning i forhold til et tredjeland. Som nævnt overfor vedrørende artikel 4, nr. 2, tager § 5 i den nordiske udleveringslov ikke stil- ling til betydningen af domme afsagt i andre lande. Under hensyn til Danmarks folkeretlige for- behold over for artikel 9 i den europæiske udleveringskonvention, vil artikel 5, nr. 3, dog være i overensstemmelse med gældende ret. Det er dog Justitsministeriets opfattelse, at der bør indsættes en bestemmelse, hvorefter det vil være muligt at afslå udlevering med henvisning til forbuddet mod dobbelt strafforfølgning. Konventionens artikel 5, nr. 4, vedrører muligheden for afslag begrundet i, at det fuldbyrdende land har meddelt påtaleopgivelse eller tiltalefrafald for den samme lovovertrædelse. Efter den nordiske udleveringslovs § 5, 2. pkt., kan udlevering – hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet – kun finde sted, hvis de i retsplejeloven fastsatte betingelser for omgørelse af be- stemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt.   Konventionen går på dette punkt videre end den gældende nordiske regel i § 5, idet konventio- nen giver mulighed for, at danske myndigheder kan afslå udlevering, hvis der her i landet i med- før af retsplejelovens § 721 er meddelt påtaleopgivelse vedrørende den pågældende handling.  

- 12 - Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at artikel 5, nr. 4, vil have lovgivningsmæs- sige konsekvenser. Konventionens artikel 5, nr. 5, vedrører muligheden for at afslå overgivelse, hvis det fuldbyrden- de land forpligter sig til at fuldbyrde straffen.   Spørgsmålet er ikke reguleret i den gældende nordiske udleveringslov, men i praksis er det fast antaget, at det er muligt at afslå en anmodning om udlevering, hvis Danmark selv forpligter sig til at fuldbyrde straffen.   Efter Justitsministeriets vurdering vil en gennemførelse af artikel 5, nr. 4, dog kræve, at der ind- sættes en specifik bestemmelse herom. Artikel 6: Hvis en nordisk arrestordre er udstedt med henblik på retsforfølgning, og den person, der er omfattet af arrestordren, er statsborger i eller bosat i det fuldbyrdende land, kan overgivel- sen gøres betinget af, at den pågældende, efter at være blevet hørt, overføres til det fuldbyrdende land for der at afsone den straf eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, den pågældende måtte blive idømt i det udstedende land, jf. artikel 6. Såfremt en person er overgivet efter artikel 6, og den pågældende dømmes i det udstedende land, skal reglerne i den nordiske ordning om samarbejde mellem de nordiske lande angående fuld- byrdelse af straf m.v. iagttages i forbindelse med tilbageførslen til det fuldbyrdende land, jf. lov nr. 214 af 31. maj 1963    Justitsministeriets  bemærkninger  til  artikel  6:  Den  nordiske  udleveringslov  indeholder  ikke  en tilsvarende bestemmelse, men i praksis vil der i dag være mulighed for at stille en sådan betin- gelse, jf. § 6, stk. 2. På den baggrund vurderes det, at artikel 6 vil kræve lovændringer. Artikel 7: Konventionens artikel 7 fastlægger indholdet og formen af en nordisk arrestordre. Der er som bilag til konventionen vedlagt det certifikat, der udgør den nordiske arrestordre.   En række af de oplysninger, som en nordisk arrestordre skal indeholde, er identiske med de op- lysninger, der efter artikel 95 i Schengen-konventionen skal fremgå af en efterlysning med hen- blik på optagelse i Schengen-informationssystemet, samt i vid udstrækning identisk med de op- lysninger, som en europæisk arrestordre skal indeholde.

- 13 - Det fremgår af artikel 7, stk. 2, at hvis en arrestordre er udstedt for flere strafbare forhold, vil det være tilstrækkeligt for overgivelse, at der foreligger en anholdelses- eller varetægtsfængslingsbe- slutning for ét af forholdene. Justitsministeriets  bemærkninger  til  artikel  7:  Den  nordiske  arrestordre  udgør  på  samme  måde som den europæiske arrestordre såvel en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og ud- levering. Ifølge konventionen skal arrestordren indeholde de samme oplysninger, som fremgår af den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 2. Der vil derimod ikke som i dag kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der daner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med denne. Artikel 7 vil på den baggrund kræve lovændringer. Efter Justitsministeriets vurdering bør der i dansk ret indsættes en bestemmelse om indholdet af en nordisk arrestordre, svarende til udleve- ringslovens § 18 a.   2.4. Kapitel 2 --- overgivelsesproceduren Artikel 8: Konventionens artikel 8 vedrører fremsendelse af den nordiske arrestordre. Bestem- melsen indebærer, at i de tilfælde, hvor opholdsstedet for den person, der er omfattet af en nor- disk arrestordre, er kendt, kan de judicielle myndigheder i det udstedende land fremsende arrest- ordren direkte til de kompetente judicielle myndigheder i det fuldbyrdende land, jf. artikel 8, stk. 1. Hvis den eftersøgtes opholdssted ikke er kendt, kan den udstedende judicielle myndighed anmo- de et eller flere af de nordiske lande om at eftersøge den pågældende efter det/de pågældende lands/landes  nationale  eftersøgningsprocedurer,  jf.  artikel  8,  stk.  2.  Når  opholdsstedet  bliver kendt, sendes den nordiske arrestordre hurtigst muligt til det pågældende land, eventuel pr. fax.   Den udstedende judicielle myndighed kan i overensstemmelse med artikel 95 i konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser beslutte at indberette den eftersøgte i Schengen informationssy- stemet. Indberetningen har samme gyldighed som den nordiske arrestordre ledsaget af de oplys- ninger,  der  er  nævnt  i  artikel  7.  For  tiden  kan  Schengen-informationssystemet  imidlertid  ikke indeholde alle de oplysninger, der fremgår af artikel 7. Indberetningen vil dog i en overgangspe- riode have samme gyldighed som en nordisk arrestordre, således at indberetningen betragtes som en efterlysning og en anmodning om anholdelse, indtil den judicielle myndighed i det fuldbyr- dende land forskriftsmæssigt har modtaget arrestordren, jf. artikel 8, stk. 3. Ligeledes vil der kunne foretages eftersøgning gennem Interpol.

- 14 - Justitsministeriets bemærkninger til artikel 8: Efter § 8, stk. 1, i den gældende nordiske udleve- ringslov kan en begæring om udlevering fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil udlevering ønskes, og rettes til rigsadvokaten, statsadvokat eller politimester (politidirek- tør).   Det er Justitsministeriets vurdering, at artikel 8 vil kræve lovændringer. Det bør således fremgå af loven, hvilket indhold en nordisk arrestordre skal have, ligesom der enten i loven eller i admi- nistrative forskrifter skal fastsættes nærmere retningslinier for fremsendelsen af en nordisk  ar- restordre. Artikel 9: Det følger af artikel 9, at hvis den eftersøgte person anholdes, skal det fuldbyrdende land underrette den pågældende om, at der foreligger en nordisk arrestordre og indholdet heraf. Endvidere skal den pågældende orienteres om muligheden for at meddele samtykke til overgi- velsen, jf. artikel 11. Underretningen sker i overensstemmelse med national ret. Den anholdte har ret til at lade sig bistå af en advokat og – om nødvendigt – en tolk i overensstemmelse med nati- onal ret i det fuldbyrdende land. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 9: Dansk lovgivning lever på dette punkt allerede op til de krav, som konventionen stiller. Den nordiske udleveringslov indeholder således i § 12 en bestemmelse om forsvarerbeskikkelse i udleveringssager. Den nordiske udleveringslov indehol- der  ikke  specifikke  regler  om  tolkebistand,  men  det  følger  af  almindelige  forvaltningsretlige principper, at der altid vil blive anvendt tolk, hvis den person, der søges udleveret, ikke forstår eller taler dansk. Der kan i øvrigt henvises til Justitsministeriet cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed, der vedrører anholdtes rettigheder – herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage tolkebistand. Konventionens artikel 9 nødvendiggør derfor ikke på dette punkt ændringer i dansk ret. For at skabe klarhed over reglerne om adgangen til forsvarerbeskikkelse finder Justitsministeriet dog, at det i loven bør præsideres, at den eftersøgte har ret til en forsvarer, jf. herved udleveringslovens § 14 og § 18 b, stk. 3.   Artikel 10: Konventionens artikel 10, stk. 1, indebærer, at den judicielle myndighed i det fuld- byrdende  land  i  overensstemmelse  med  national  ret  skal  afgøre,  om  den  anholdte  fortsat  skal være frihedsberøvet i forbindelse med undersøgelsen af, om en nordisk arrestordre skal imøde- kommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades i overensstemmelse med national  ret,  dog  under  forudsætning  af,  at  den  kompetente  myndighed  træffer  de  nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende ikke flygter.

- 15 - Derudover vil de nordiske landes nationale retsmidler om anholdelse og varetægtsfængsling fin- de anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af den nordiske arrestordre, jf. artikel 10, stk. 2. Endvidere vil andre retsmidler som f.eks. ransagning, beslaglæggelse og edition, legemsindgreb m.v., kunne anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art i de enkelte lande.   Justitsministeriets bemærkninger til artikel 10: Det følger af § 11 i den gældende nordiske udle- veringslov, at der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen bl.a. kan anvendes de i retsplejelovens kapitel 60 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling nævnte retsmid- ler i samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.   Det følger af konventionen, at den person, der er omfattet af en europæisk arrestordre, skal kun- ne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan medføre overgivelse på grundlag af en nordisk arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan medføre overgivelse i medfør af konventionens regler, vil varetægtsfængsling således ikke kunne nægtes under henvis- ning til, at strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt, herunder fordi forholdet ikke er strafbart i Danmark. Varetægtsfængsling skal således efter konventionen kunne finde sted på grundlag af en nordisk arrestordre, selvom handlingen ikke er strafbar i Danmark, jf. konven- tionens artikel 2, stk. 3. På den baggrund vil artikel 10 nødvendiggøre lovændringer. Justitsministeriet finder, at en be- stemmelse herom vil kunne formuleres i lighed med den gældende § 18 b, stk. 2, i udleverings- loven, som blev indsat i forbindelse med gennemførelse af den europæiske arrestordre i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov om udlevering  af  lovovertrædere  til  Finland,  Island,  Norge  og  Sverige  (Gennemførelse  af  EU- rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.).   Artikel 11: Hvis den anholdte meddeler samtykke til overgivelsen, herunder eventuelt samtykke til  retsforfølgning  for  andre  lovovertrædelser  begået  før  den  lovovertrædelse,  for  hvilken  den pågældende skal overgives, jf. artikel 23, stk. 2, litra b), skal dette samtykke efter artikel 11, stk. 1, meddeles den judicielle myndighed i overensstemmelse med national ret. Samtykket kan til- bagekaldes i henhold til national ret. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 11: Det fremgår af den nordiske udleveringslovs    § 8, stk. 3, at den, der ønskes udleveret til strafforfølgning, kan meddele samtykke til udleveringen i et retsmøde.  

- 16 - Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at artikel 11 ikke vil have lovgivningsmæs- sige konsekvenser.   Artikel  12:  Hvis  den  anholdte  ikke  meddeler  samtykke  til  overgivelsen,  skal  den  pågældende ifølge artikel 12 have lejlighed til at udtale sig om arrestordren. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 12: Den nordiske udleveringslov indeholder ikke ud- trykkelige  bestemmelser  herom,  men  hvis  den  pågældende  ønsker  at  udtale  sig,  afhøres  ved- kommende af politiet i forbindelse med undersøgelsen af, om udlevering bør finde sted, ligesom den pågældende i overensstemmelsen med retsplejelovens almindelige regler har lejlighed til at udtale sig i forbindelse med domstolenes behandling af udleveringsanmodningen. På  den  baggrund  finder  Justitsministeriet  ikke,  at  konventionens  artikel  12  nødvendiggør  lov- ændringer.      Artikel 13: Efter artikel 13, stk. 1, afgør den judicielle myndighed i det fuldbyrdende land inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i konventionen, om der er grundlag for overgi- velse. Den judicielle myndighed kan anmode om yderligere oplysninger fra det udstedende land, og myndigheden kan under hensyn til nødvendigheden af at overholde fristen i artikel 14 fastsæt- te en tidsfrist for fremsendelse af disse supplerende oplysninger, jf. artikel 13, stk. 2. Efter artikel 13, stk. 3, kan den udstedende judicielle myndighed til enhver tid fremsende supple- rende nyttige oplysninger til den fuldbyrdende judicielle myndighed.   Justitsministeriets bemærkninger til artikel 13: Den gældende nordiske udleveringslov indehol- der ikke en bestemmelse svarende til konventionens artikel 13.   Under  hensyn  til  at  artikel  13  ikke  indeholder  selvstændige  forpligtelser  for  de  kontraherende lande, er det umiddelbart Justitsministeriets vurdering, at bestemmelsen ikke kræver ændringer i dansk ret. Artikel 14: Konventionens artikel 14 fastsætter, at en nordisk arrestordre skal behandles og fuld- byrdes som en hastesag, og opstiller i øvrigt visse frister for sagsbehandlingen.   Bestemmelsen  indebærer,  at  den  endelige  afgørelse  om  overgivelse  bør  træffes  senest  3  dage efter, at den anholdte har meddelt samtykke til overgivelsen, jf. artikel 14, stk. 2. I andre tilfælde bør afgørelsen træffes senest 30 dage efter anholdelsen af den pågældende, jf. artikel 14, stk. 3.

- 17 - Hvis der ikke kan træffes afgørelse inden for de i stk. 2 og 3 nævnte frister, skal den fuldbyrden- de  judicielle  myndighed  straks  underrette  den  udstedende  judicielle  myndighed  herom  og  om grundene hertil. I så fald skal der træffes afgørelse snarest muligt, jf. artikel 14, stk. 4. Det fuld- byrdende land skal sikre, at den pågældende forbliver i det land, indtil der er truffet en endelig afgørelse. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 14: Den gældende nordiske udleveringslov indehol- der  ikke  frister  for  behandlingen  af  en  udleveringsanmodning.  I  praksis  behandles  disse  sager dog meget hurtigt.   De fastsatte tidsfrister i konventionen er – som i den europæiske arrestordre – ikke obligatoriske og nødvendiggør således ikke i sig selv lovændringer. Imidlertid vil en hurtig sagsbehandling og efterfølgende  overgivelse  af  den,  der  ønskes  overgivet,  sikre,  at  den  pågældende  ikke  sidder unødigt længe fængslet, mens sagen behandles her i landet. Der bør allerede af den årsag hurtigst muligt træffes afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan overgives, eller om overgivelse må afslås. Endvidere må den effektivisering af sagsbehandlingen i udleveringssager, som indførel- sen af den nordiske arrestordre indebærer, antages at gøre det muligt at behandle sagerne inden for de i konventionen fastsatte frister. Hertil kommer, at Danmark efter konventionen er forplig- tet til så vidt muligt at overholde de fastsatte vejledende frister.   Med  henblik  på  at  der  i  samme  omfang  som  i  forbindelse  med  behandlingen  af  en  europæisk arrestordre fastsættes klare mål for sagsbehandlingen af en nordisk arrestordre, bør der efter Ju- stitsministeriets  opfattelse  indsættes  en  bestemmelse,  der  klart  regulerer  dette  forhold,  jf.  den gældende regel om behandling af europæiske arrestordrer i udleveringslovens § 18 d. Artikel 15: Konventionens artikel 15 vedrører de situationer, hvor der foreligger konkurrerende nordiske anmodninger. Hvis flere lande har udstedt en nordisk arrestordre i forhold til den sam- me person, skal de judicielle myndigheder i det fuldbyrdende land  afgøre, hvilken anmodning der skal imødekommes. Afgørelsen skal træffes under hensyntagen til alle de foreliggende op- lysninger – herunder lovovertrædelsernes grovhed, gerningsstederne samt tidspunktet for udste- delsen af arrestordrerne. Hvis der foreligger en nordisk arrestordre og tillige en europæisk arrestordre eller/og anmodning om overgivelse fra et tredjeland, skal det fuldbyrdende land træffe afgørelse om, hvilken anmod- ning der skal imødekommes under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder, herunder de omstændigheder der følger af den relevante konvention eller overgivelsesaftale, jf. artikel 15, stk. 2.

- 18 - Konventionen  berører  ifølge  bestemmelsen  ikke  de  nordiske  landes  forpligtelser  i  henhold  til statutten  for  Den  Internationale  Straffedomstol  og  de  internationale  tribunaler  for  forbrydelser mod international humanitær ret, hvis anmodninger i visse tilfælde vil have forrang, jf. artikel 15, stk. 3. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 15: Den gældende nordiske udleveringslov indehol- der ikke særlige bestemmelser om forholdet mellem flere konkurrerende anmodninger om udle- vering.   Det er Justitsministeriet opfattelse, at bestemmelsen i artikel 15 ikke kræver ændringer i dansk ret, men at det i den vejledning, som Justitsministeriet planlægger at udstede i forbindelse med gennemførelsen af konventionen i dansk ret, bør fremgå, hvordan konkurrerende anmodninger skal behandles.   Artikel  16:  Hvis  den  person,  der  ønskes  overgivet,  f.eks.  nyder  immunitet  i  det  fuldbyrdende land, løber fristen for afgørelse af overgivelsesspørgsmålet efter artikel 14 først fra det tidspunkt, hvor den judicielle myndighed i det fuldbyrdende land er blevet underrettet om, at immuniteten i givet fald er ophævet, jf. artikel 16. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 16: Artikel 16 er en sagsbehandlingsregel, som ikke kræver ændringer i dansk ret. Justitsministeriet finder dog, at det i den vejledning, som Justits- ministeriet planlægger at udstede vedrørende behandlingen af sager efter den nordiske arrestor- dre, bør indsættes et afsnit om den nærmere behandling af sagerne, herunder hvornår fristerne skal regnes fra. Artikel 17: Konventionens artikel 17 fastlægger, at konventionen ikke påvirker de forpligtelser, som landene har over for et EU land eller et land uden for EU, når en person er udleveret fra en sådan tredjestat. Landene skal således respektere eventuelle forbud mod videreovergivelse – her- under til et andet nordisk land. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 17: Den gældende nordiske udleveringslov indehol- der ikke en bestemmelse svarende til konventionens artikel 17. Det følger dog af Danmarks fol- keretlige forpligtelser, at Danmark fortsat vil skulle respekterer eventuelle andre aftaler med EU- lande eller tredjelande.   Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at artikel 17 ikke vil have lovgivningsmæs- sige konsekvenser.

- 19 - Artikel 18: Efter artikel 18 skal den judicielle myndighed i det fuldbyrdende land straks meddele det udstedende land om, hvorvidt den nordiske arrestordre vil blive imødekommet, og dermed om overgivelse kan finde sted. Justitsministeriets  bemærkninger  til  artikel  18:  Dansk  ret  indeholder  ikke  en  udtrykkelig  regel herom, men det følger af de almindelige forvaltningsretlige principper, at afgørelsen skal medde- les hurtigst muligt efter, at den kompetente myndighed har truffet sin afgørelse. Det er på den baggrund Justitsministeriet opfattelse, at bestemmelsen ikke kræver lovændringer. Artikel 19: Efter  artikel 19, stk. 1, overgives den eftersøgte person hurtigst muligt efter  aftale mellem de berørte lande. Overgivelsen skal dog finde sted senest 5 dage efter, at der er truffet afgørelse om overgivelse, jf. artikel 19, stk. 2. Fristen for overgivelse er forholdsvis kort, men i praksis vil der i en række sager kunne ske over- givelse hurtigere. Dog vil der også kunne opstå situationer, hvor en overgivelse ikke vil kunne finde sted inden for den fastsatte frist. I sådanne situationer aftaler den fuldbyrdende judicielle myndighed  og  den  udstedende  judicielle  myndighed  straks,  hvornår  en  overgivelse  kan  finde sted, jf. artikel 19, stk. 3. Overgivelsen skal dog finde sted inden for 5 dage efter udløbet af fri- sten i stk. 2.   Hvis  det  på  grund  af  helt  særlige  omstændigheder,  som  ikke  kan  tilskrives  nogen  af  landene, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden for den i stk. 3 fastsatte frist, kontakter den fuldbyrdende judicielle myndighed og den udstedende judicielle myndighed straks hinanden og aftaler en ny dato for overgivelse, jf. artikel 19, stk. 4. En overgivelse skal i sådanne situationer finde sted hurtigst muligt. Overgivelsen kan midlertidigt udsættes, hvis den anholdtes alder, helbred eller andre humanitære grunde taler herfor, jf. artikel 19, stk. 5. Hvis overgivelsen ikke kan finde sted inden udløbet af de i stk. 2-5 angivne frister, løslades den pågældende, jf. artikel 19, stk. 6. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 19: Det følger af § 14 i den gældende nordiske udle- veringslov, at den pågældende skal udleveres snarest muligt efter, at der er truffet afgørelse om udlevering.   Da  tidsfristerne  i  konventionens  artikel  19  ikke  er  obligatoriske,  nødvendiggør  disse  ikke  æn- dringer i dansk ret. Som nævnt ovenfor under bemærkninger til artikel 14, vil en hurtig sagsbe- handling og efterfølgende overgivelse i disse sager imidlertid sikre, at den, der ønskes overgivet, ikke sidder unødigt længe fængslet, mens sagen behandles her i landet. Der bør allerede af den

- 20 - årsag  hurtigst  muligt  træffes  afgørelse  om,  hvorvidt  den  pågældende  kan  overgives,  eller  om overgivelse må afslås.   Med  henblik  på  at  der  i  samme  omfang  som  i  forbindelse  med  behandlingen  af  en  europæisk arrestordre fastsættes klare mål for fuldbyrdelsen af udleveringen, bør der efter Justitsministeri- ets opfattelse indsættes en bestemmelse, der klart regulerer dette forhold, jf. den gældende regel i udleveringslovens § 18 e om fristen for overgivelse ved en europæisk arrestordre. Artikel 20: I medfør af artikel 20, stk. 1, kan den judicielle myndighed i det fuldbyrdende land – efter at have truffet afgørelse om overgivelse – beslutte, at overgivelsen udsættes med henblik på, at den pågældende retsforfølges eller fuldbyrder en straf i dette land.   De involverede lande kan dog efter artikel 20, stk. 2, aftale, at den pågældende midlertidig kan overgives på nærmere betingelser fastsat af de pågældende lande. Bestemmelsen forudsætter, at det udstedende land kan tilbageføre den person, der er midlertidigt overgivet. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 20: Den nordiske udleveringslov indeholder ikke ud- trykkelige regler om udsættelse og midlertidig udlevering, ligesom loven ikke indeholder en re- gel om tilbageførsel fra Danmark af en person, der er midlertidigt udleveret med henblik på rets- forfølgning her i landet. I udleveringslovens § 21 a er der indsat en bestemmelse, hvorefter en person, der er midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning, efterfølgende kan tilbageføres. Bestem- melsen blev indsat ved gennemførelsen af den europæiske arrestordre i dansk ret og indeholder endvidere regler om, at den person, som er midlertidigt udleveret, skal være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket. Det er på den baggrund Justitsministeriet opfattelse, at artikel 20 ikke kræver lovændringer. Artikel 21: Efter artikel 21 kan personer, som skal overgives fra et nordisk land til et andet nor- disk land, uden særlig tilladelse føres over eller igennem et eller flere af de øvrige nordiske lan- de. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 21: Bestemmelsen kræver ikke lovændringer, idet det følger af § 18 i den nordiske udleveringslov, at personer, som skal overgives fra et nordisk land til et andet nordisk land, uden særlig tilladelse føres over eller igennem et eller flere af de øvrige nordiske lande. 2.4. Kapitel 3 –– – virkning af f overgivelsen

- 21 - Artikel 22: I henhold til artikel 22 skal det udstedende land fratrække enhver frihedsberøvelse, herunder frihedsberøvelsen i det fuldbyrdende land, i den samlede straf. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 22: Bestemmelsen svarer til straffelovens § 86, hvor- af det følger, at den idømte fængselsstraf skal afkortes med det antal dage, der svarer til de dage, hvor den pågældende har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse. Artikel 22 kræver på den baggrund ikke lovændringer. Artikel 23: Konventionens artikel 23 omhandler eventuel retsforfølgning for andre lovovertræ- delser, end den der ligger til grund for den nordiske arrestordre.   Efter artikel 23, stk. 1, vil en person, der er blevet overgivet fra det fuldbyrdende land på grund- lag af en nordisk arrestordre, i det udstedende land kunne retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser end den lovovertrædelse, for hvilken den nordiske arrestordre var udstedt, medmindre a) overgivelse ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til artikel 4, eller b) overgivelse ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 27, eller c) overgivelse for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter artikel 5, stk. 2 eller 4, og det fuldbyrdende land nægter at give samtykke.   Efter artikel 23, stk. 1, litra a), vil en person, der er overgivet, således ikke kunne drages til an- svar for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser, hvis overgivelse for den pågælden- de lovovertrædelse ville være afslået efter artikel 4 (obligatoriske afslagsgrunde).   Derudover vil den pågældende efter artikel 23, stk. 1, litra b), ikke kunne drages til ansvar for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser, hvis overgivelse efter national ret i det fuld- byrdende land i medfør af den særlige regel i artikel 26 om overgivelse til/fra Island ikke kunne finde sted.   Endelig vil en person, der er overgivet, ikke kunne drages til ansvar for andre inden overgivelsen begåede lovovertrædelser, hvis overgivelse for den pågældende lovovertrædelse kunne have væ- ret  afslået  efter  artikel  5,  stk.  2  eller  4,  (fakultative  afslagsgrunde),  og  det  fuldbyrdende  land nægter at give samtykke, jf. artikel 23, stk. 1, litra c). Efter artikel 23, stk. 2, vil en person, der ifølge en nordisk arrestordre overgives til strafforfølg- ning eller fuldbyrdelse af en straffedom eller en anden frihedsberøvende foranstaltning – uanset hvad der følger af artikel 23, stk. 1, – kunne drages til ansvar for andre inden overgivelsen begå-

- 22 - ede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er overgivet, hvis a) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det nordiske land, han er overgivet til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse, eller den pågældende er vendt tilbage til det land efter at have forladt det, eller b) den pågældende inden eller efter overgivelsen har givet samtyk- ke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 23: Muligheden for retsforfølgning for andre lovover- trædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for, er i dag indeholdt i § 6, stk. 1, nr. 4 (danske statsborgere), og § 6, stk. 1, nr. 5 (udlændinge), i den nordiske udleve- ringslov. Er den udleverede dansk statsborger, kan den pågældende ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, han er udleveret for, medmindre a) justitsmi- nisteren tillader det, jf. § 17, b) den pågældende selv meddeler samtykke, c) at han, uanset at han i en måned uhindret har kunnet forlade det land, til hvilket han er udleveret, har undladt dette, eller d) han frivilligt er vendt tilbage til det pågældende land, jf. § 6, stk. 1, nr. 4. Hvis den udleverede ikke er dansk statsborger, må den pågældende som udgangspunkt drages til ansvar  for  andre  handlinger,  der  er  begået  før  den  handling,  den  pågældende  er  udleveret  for. Udlændingen må dog kun under betingelserne i lovens § 6, stk. 1, nr. 4 a-d, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken han ikke er udleveret.   Som det fremgår ovenfor, skelner artikel 23 i den nordiske konvention ikke mellem danske stats- borgere og udlændinge. Det er bl.a. på den baggrund Justitsministeriets opfattelse, at bestemmel- sen har lovgivningsmæssige konsekvenser.   Artikel 24: Efter artikel 24, stk. 1, kan en person, der er overgivet i medfør af en nordisk arrest- ordre, videreovergives til et andet nordisk land end det fuldbyrdende land i henhold til en nordisk arrestordre, der er udstedt for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, medmindre overgivelse ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 26 eller artikel 27.   Endvidere kan en person efter artikel 24, stk. 2, videreovergivelse til et EU-medlemsland eller videreudleveres til et EU-land, eller videreudleveres til et tredjeland for en lovovertrædelse, der er begået inden overgivelsen, hvis 1) den pågældende selv meddeler samtykke hertil, 2) den på- gældende, uanset af denne i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil denne er over- givet, har undladt dette, eller den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilba- ge, eller 3) det fuldbyrdende land meddeler samtykke hertil. Samtykke kan kun meddeles, hvis

- 23 - overgivelse for den pågældende handling kunne have fundet sted efter reglerne i det fuldbyrden- de lands lovgivning. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 24: Den nordiske udleveringslov indeholder ikke reg- ler om videreudlevering til andre nordiske lande.   Derimod fremgår det af den nordiske udleveringslovs § 6, stk. 1, nr. 1, at den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 17, må udleveres videre til tredjeland for nogen før udle- veringen  begået  strafbar  handling.  Det  følger  af  §  17,  at  tilladelse  kun  kan  meddeles,  såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land Da regler om videreovergivelse og videreudlevering på nogle punkter medfører en udvidet for- pligtelse til at videreovergive og videreudlevere personer til EU medlemslande og tredjelande, vil artikel 24 efter Justitsministeriets opfattelse have lovgivningsmæssige konsekvenser.   Artikel 25: Konventionens artikel 25 indeholder regler om overgivelse af genstande i forbindelse med overgivelse. Bestemmelsen fastslår, at det fuldbyrdende land i overensstemmelse med nati- onal ret skal beslaglægge og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen, jf. artikel 25, stk. 1. De nævnte genstande skal udleveres, selv om den nordiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse, jf. artikel 25, stk. 2. Hvis  de  genstande,  som  er  nævnt  i  stk.  1,  beslaglægges  eller  konfiskeres  på  det  fuldbyrdende lands område, kan dette land i forbindelse med verserende strafforfølgning midlertidigt tilbage- holde eller udlevere dem til det udstedende land på betingelse af, at de senere tilbageleveres, jf. artikel 25, stk. 3. Enhver  rettighed,  som  det  fuldbyrdende  land  eller  tredjemand  måtte  have  i  de  i  stk.  1  nævnte genstande,  bevares. Hvis  der  findes  sådanne  rettigheder,  skal  det  udstedende  land  straks  efter retsforfølgningen vederlagsfrit tilbagelevere genstandene til det fuldbyrdende land. Der henvises til artikel 25, stk. 4. Justitsministeriets bemærkninger til artikel 25: Efter den nordiske udleveringslovs § 11 kan bl.a. retsplejelovens  kapitel  73  om  ransagning  og  kapitel  74  om  beslaglæggelse  anvendes  i  samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen til et andet nordisk land. Endvidere følger det af den nordiske udleveringslovs § 15, at det i forbindelse med en beslutning om udlevering kan bestemmes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen

- 24 - – med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed – som har begæret udlevering.       Artikel 25 vil ikke umiddelbart kræve lovændringer, men Justitsministeriet finder det hensigts- mæssigt, at der udarbejdes en bestemmelse svarende til bestemmelsen i udleveringslovens § 18 f, som blev indsat i forbindelse med gennemførelsen af den europæiske arrestordre. 2.5. Kapitel 4 –– – særlige regler om overgivelse til/fra Island Konventionens kapitel 4 vedrører de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til Island.   Artikel 26: Anvendelsesområdet for konventionen er begrænset i konventionens artikel 26. Heraf fremgår det, at konventionens artikel 2 (anvendelsesområdet for den nordiske arrestordre) ikke finder anvendelse mellem Island på den ene side og Danmark, Finland, Norge og Sverige på den anden side, når der er tale om egne statsborgere, jf. artikel 26, stk. 1. Efter  konventionens  artikel 26, stk. 2,  kan  overgivelse  fra  Island  af  en  islandsk  statsborger  til Danmark, Finland, Norge og Sverige afslås, medmindre den eftersøgte i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det udstedende land (Danmark, Finland, Norge eller Sve- rige), eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter islandsk ret kan medføre en højere straf end fængsel i 4 år. Tilsvarende vil en overgivelse fra hjemlandet af en dansk, finsk, norsk eller svensk statsborger til Island kunne afslås, medmindre den eftersøgte i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i Island, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter det fuldbyrdende lands lovgivning kan medføre en højere straf end fængsel i 4 år, jf. konventionens artikel 26, stk. 3. Efter artikel 26, stk. 4, kan overgivelse til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere straf- bare forhold finde sted, uanset at betingelserne i stk. 2 eller 3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene. Er der tale om udlændinge, finder reglerne i artikel 2 i den nordiske konvention anvendelse. Det- te indebærer, at en person vil kunne overgives til/fra Island i medfør af en nordisk arrestordre, hvis forholdet efter det udstedende lands lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende  foranstaltning  (strafforfølgning),  eller  når  der  er  idømt  en  frihedsstraf  eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning (straffuldbyrdelse).