Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Dato 1. december 2005 Kontor: Færdsels- og våbenkontoret Sagsnr.: 2005-5000-0041 Dok.: AVA40267 Slotsholmsgade 10 Telefon: 33 92 33 40 E-post: [email protected] 1216 København K. Telefax: 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk Forslag  til Lov om ændring af våbenloven, straffeloven og krigsmaterielloven (Masseødelæggelsesvåben mv.) § 1 I lov om våben og eksplosivstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 918 af 10. september 2004, som ændret ved lov nr. 555 af 24. juni 2005, foretages følgende ændringer:   1. § 1, stk. 1, nr. 4, affattes således: ”4) patroner, ampuller og spraydåser samt lignende genstande, der ved spredning af stoffer er beregnede til at virke skadevoldende, bedøvende eller irriterende i kortere tid efter eksponerin- gen,”   2. § 4, stk. 2, nr. 3, ophæves.   Nr. 4-7 bliver herefter nr. 3-6. 3. § 5 affattes således: ”§     § 5. Det er forbudt at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling at forske i kemiske, biologiske, radiologiske eller

- 2 - nukleare våben og fremføringsmidler, der er specielt udformede eller modificerede til sådanne våben, jf. dog stk. 3. Det samme gælder dele, der er specielt udformede eller modificerede til at indgå i sådanne våben og fremføringsmidler. Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 omfatter med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7, 10, 10 a og 10 b, også handlinger foretaget i udlandet. Stk. 3. Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke de i § 1, stk. 1, nr. 4, og § 4, stk. 2, nr. 3, nævnte genstan- de og stoffer. Stk. 4. Justitsministeren kan i særlige tilfælde dispensere fra forbuddet i stk. 1.” 4. I § 6, stk. 1, nr. 1, indsættes efter ”jagtvåben”: ”, jf. dog stk. 2”. 5. I § 6, stk. 1, nr. 9, ændres ”stk. 2” til: ”stk. 3”. 6. I § 6 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: ”Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 omfatter ikke udførsel af varer, der er omfattet af Rådets forordning (EF) nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, til destinati- oner uden for EU’s toldområde, jf. forordningens artikel 18.” Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. 7. I § 10, stk. 1, 1. pkt., ændres ”5” til: ”§ 5, stk. 1”.   § 2 I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 909 af 27. september 2005, foretages følgende ændrin- ger: 1. § 192 a, stk. 1, affattes således: ”§ § 192 a... Den, som i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, udfører, transporterer, erhverver, overdrager, besidder, bærer, anvender, tilvirker, udvikler eller med hen- blik på udvikling forsker i våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farli- ge karakter er egnede til at forvolde betydelig skade, straffes med fængsel indtil 6 år.” 2. § 192 a, stk. 2, ophæves. § 3

- 3 - I lov nr. 400 af 13. juni 1990 om krigsmateriel mv., som ændret ved lov nr. 386 af 20. maj 1992 og lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages følgende ændringer: 1. § 2, stk. 2 og 3, ophæves. 2. §§ 3-6 affattes således: ”§ § 3. Det kræver særskilt tilladelse fra justitsministeren, hvis ejer- eller ledelsesforholdene mv. i en virksomhed, der fremstiller krigsmateriel, når tilladelse meddeles efter § 2 eller på grund af efterfølgende ændringer, indebærer, at: 1) en personligt drevet virksomhed har eller får en indehaver, der ikke er dansk statsborger,   2) aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende har eller får hjemsted uden for Danmark,   3) virksomheden har eller får direktører eller tegningsberettigede medarbejdere, som ikke er dan- ske statsborgere, 4) andelen af virksomhedens bestyrelsesmedlemmer, som er danske statsborgere, er eller bliver mindre end 80 pct., 5) andelen af dansk ejet selskabskapital er eller bliver mindre end 60 pct.,   6) udlændinge gennem ejerskab til selskabskapitalen repræsenterer eller kommer til at repræsen- tere over 20 pct. af stemmerne, eller 7) udlændinge i øvrigt gennem besiddelse af kapital eller på anden måde har eller får bestem- mende indflydelse på virksomheden. § 4. Tilladelse efter § 3 meddeles, medmindre udenrigspolitiske eller sikkerhedsmæssige forhold taler herimod. § 5. Justitsministeren kan fastsætte regler om form og indhold for ansøgninger om tilladelse efter §§ 2-3. Stk. 2. Tilladelser efter §§ 2-3 kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler derfor. § 6. Aktierne i et selskab, som fremstiller krigsmateriel, skal udstedes på navn.” 3. I § 7 ændres ”samtykke” til: ”tilladelse”. 4. § 10, stk. 2, 2. pkt., affattes således: ”Justitsministeren udnævner våbenkontrollens formand, og forsvarsministeren og økonomi- og erhvervsministeren udnævner hver 2 medlemmer.”  

- 4 - 5. I § 15, stk. 1, nr. 1, ændres ”§ 2, stk. 1” til: ”§§ 2-3”. § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2006, jf. dog stk. 2. Stk. 2. § 1, nr. 4-6, træder i kraft den 30. juli 2006.

- 5 - Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger Indholdsfortegnelse 1. Indledning……………………………………………………………….………………….    7 2. Masseødelæggelsesvåben………………………………………………………………… 8 2.1. Spredning af masseødelæggelsesvåben mv…………………………………………… 8 2.2. Gældende ret……………………………………………………………………………….     9 2.2.1. Våbenloven…………………………………………………………………………………    9 2.2.1.1.   Særlige regler om skadevoldende stoffer og spredningsudstyr………..…………. 9 2.2.1.2.   Udførsel af våben mv......................………………………………………………. 10 2.2.1.3.   Transport af våben mv. mellem tredjelande………………………………………… 11 2.2.1.4.   Våbenformidling………….………………………………………………………………. 11 2.2.1.5.   Teknisk bistand vedrørende masseødelæggelsesvåben mv.………………………. 2.2.1.6.   Straffebestemmelser……………………………………………………………………… 13 2.2.2. Krigsmaterielloven……………………………………………………………………….. 13 2.2.3. Straffeloven…………………………………………………………………………………   13 2.2.4. Dansk straffemyndighed…………………………………………………………………. 15 2.2.5. Danske straffebestemmelsers anvendelsesområde…………………………………… 2.3. Internationale instrumenter……………………………………………………………… 18 2.3.1. Det internationale samarbejde om ikke-spredning af 2.3.2. FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) 2.3.3. Konventioner om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben mv 2.4. Justitsministeriets overvejelser…………………………………………………………. 21 2.4.1. Indførelse af et udvidet forbud mod masseødelæggelsesvåben 2.4.2. Hvilke handlinger skal være omfattet af forbuddet 2.4.3. Hvilke våben mv. skal være omfattet af forbuddet 2.4.4. Forbuddets geografiske afgrænsning………………………………………………….. 26 2.4.5. Dispensation………………………………………………………………………………..    27 2.4.6. Strafferamme……………………………………………………………………………….    27 2.4.7. Udvidelse af straffelovens § 192 a…………………………………………………….. 3. Torturinstrumenter mv……………………….………………………………………….. 29 3.1. EU’s forordning om torturinstrumenter mv………………………………………….. 29 3.2. Gældende ret……………………………………………………………………………… 32 3.3. Justitsministeriets overvejelser…………………………………………………………. 33 4. Fremstilling af krigsmateriel……………………………………………………………. 33 4.1. Dansk ret……………………………………………………………………………………    33 4.2. Omfanget af dansk krigsmaterielproduktion…………………………………………. 4.3. Udenlandsk ret……………………………………………………………………………. 37 4.4. Våbenarbejdsgruppens forslag………………………………………………………….. 38 4.5. Justitsministeriets overvejelser…………………………………………………………. 40

- 6 - 5.   Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser………………………… 40 6.   Hørte myndigheder mv…………………………………………………………………… 42 Bilag 1:      FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) om ikke-spredning af masseødelæg- gelsesvåben mv. Bilag 2: Rådets forordning nr. 1236/2005 (EF) af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan anvendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller ned- værdigende behandling eller straf.   Bilag 3:      Våbenarbejdsgruppens rapport af 24. november 2005 om krigsmateriellovens regler om udenlandsk ejerskab mv. Bilag 3.1:   Beretning af 17. maj 2005 til Det Udenrigspolitiske Nævn i henhold til krigsmateriel- lovens § 8. Bilag 4: Lovforslaget sammenholdt med gældende lov  

- 7 - 1. Indledning FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 af 28. april 2004 om ikke-spredning af masseødelæggel- sesvåben til ikke-statslige aktører indebærer bl.a. en folkeretlig forpligtelse for Danmark til at vedtage og håndhæve national lovgivning, der forbyder ikke-statslige aktørers, herunder terrori- sters, adgang til masseødelæggelsesvåben. Desuden pålægger resolutionen Danmark at gennem- føre og håndhæve en række nationale kontrolforanstaltninger mv. med henblik på at forhindre ulovlig spredning af sådanne våben. Lovforslaget har til formål at opfylde de forpligtelser i FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004), som hører under Justitsministeriets område. Herudover har lovforslaget til formål at gennemføre en generel modernisering og opdatering af de gældende bestemmelser i våbenloven og straffeloven om masseødelæggelsesvåben, der i vidt omfang er videreførelser fra lov nr. 122 af 28. april 1934 om Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben mv.   Lovforslaget har endvidere til formål at ændre reglerne om udførsel af våben, som tillige er om- fattet af EU’s forordning nr. 1236/2005 af 27. juni 2005 om handel med visse varer, der kan an- vendes til henrettelse, tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Forordningen indeholder blandt andet regler om udførsel fra EU’s toldområde af visse bærbare anordninger og stoffer til bekæmpelse af optøjer eller selvforsvar, som også er omfattet af reg- lerne i våbenlovens § 6 om udførsel af våben mv. fra Danmark. Forordningen gælder umiddelbart i Danmark og har forrang for national ret. På den baggrund indebærer lovforslaget, at våbenlovens eksportkontrolregler ændres, således at det fremgår ud- trykkeligt af loven, at forordningen finder anvendelse i de tilfælde, hvor våbenloven og forord- ningen overlapper hinanden.   Endelig  har  lovforslaget  til  formål  at  udvide  mulighederne  for  udenlandske  investeringer  i krigsmaterielproducerende virksomheder i Danmark. Lovforslaget indebærer, at der ikke længere vil være et forbud mod overskridelse af lovens nuværende grænser for udenlandsk ejerskab til og indflydelse  på  krigsmaterielproducerende  virksomheder.  I  stedet  vil  ejer-  eller  ledelsesforhold mv., som indebærer, at de nuværende grænser overskrides, blive underlagt kontrol i form af et krav om tilladelse fra Justitsministeriet. Justitsministeriet har anmodet arbejdsgruppen om reglerne for udførsel af våben mv. – som har til opgave at vurdere de spørgsmål, som reglerne og praksis for kontrol med udførsel af våben mv. giver anledning til – om tillige at vurdere krigsmateriellovens regler om udenlandsk ejerskab til krigsmaterielproducerende virksomheder. Arbejdsgruppen har den 24. november 2005 afgivet

- 8 - en rapport om emnet, som har dannet grundlag for denne del af lovforslaget. Rapporten er op- trykt som bilag 3 til lovforslaget. 2. Masseødelæggelsesvåben 2.1. Spredning af masseødelæggelsesvåben mv. Betegnelsen masseødelæggelsesvåben anvendes i dag i almindelighed som en samlebetegnelse for kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben (CBRN-våben).   Som  anført  i  EU’s  strategi  mod  spredning  af  masseødelæggelsesvåben,  som  blev  godkendt  af Rådet den 9. december 2003, udgør spredningen af masseødelæggelsesvåben og fremføringsmid- ler hertil en stadig større trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Risikoen for, at terro- rister kommer i besiddelse af sådanne våben og fremføringsmidler, tilfører denne trussel en ny dimension. I regeringens redegørelse fra juni 2004 om indsatsen mod terrorisme: "En verden i forandring - nye trusler, nye svar" anføres bl.a.:   ”Den internationale terrortrussel bliver særligt alarmerende i kombination med muligheden for  anvendelse  af  kraftigere  våbenteknologi.  Adgang  til  ny  våbenteknologi  bliver  stadig lettere for mindre  grupper, der besidder den tilstrækkelige teknologiske  ekspertise og de nødvendige økonomiske midler … Teknologien til at fremstille biologiske og kemiske vå- ben kan udnyttes af såvel stater som, i stigende grad, ikke-statslige aktører. Der er indikati- oner på, at terrornetværk arbejder målrettet på at udvikle kemiske og biologiske kampstof- fer, ligesom de forsøger at skaffe sig materiale til at konstruere primitive radiologiske vå- ben, såkaldte “dirty bombs”.” Det er disse forhold, der er baggrunden for vedtagelsen af  FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben og fremsættelsen af dette lovforslag. 2.2. Gældende ret   2.2.1. Våbenloven  

- 9 - Våbenloven indeholder en lang række bestemmelser, som omfatter masseødelæggelsesvåben. En del af reglerne vedrører specifikt våben i form af skadevoldende stoffer og genstande til brug for spredning heraf. Disse er omtalt i afsnit 2.2.1.1. og 2.2.1.5. De øvrige regler, som vedrører våben og krigsmateriel af enhver art, er omtalt i afsnit 2.2.1.2.-2.2.1.4. 2.2.1.1. Særlige regler om skadevoldende stoffer og spredningsudstyr I henhold til våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, er det forbudt uden tilladelse af justitsministeren eller den, han dertil bemyndiger, at indføre eller tilvirke håndgranater, bomber, patroner og lignende som  våben  eller  ammunition  fremtrædende  genstande,  der  indeholder  eller  er  beregnede  til  at indeholde  faste  stoffer,  væsker  eller  luftarter,  som  ved  spredning  virker  skadevoldende,  bedø- vende eller irriterende, såvel som dele af sådanne våben eller ammunitionsgenstande, samt red- skaber til at bringe dem i virksomhed.   I henhold til våbenlovens § 2, stk. 1, 1. pkt., er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, at erhverve, besidde, bære eller anvende genstande eller stoffer, der er omfattet af forbuddet i våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4. Efter våbenlovens § 2, stk. 2, er  det  ligeledes  forbudt  at  overdrage  eller  overlade  andre  besiddelsen  af  disse  genstande  eller stoffer, medmindre erhververen eller modtageren foreviser den fornødne tilladelse til erhvervelse eller besiddelse. Genstande, der ikke fremtræder som våben eller ammunition, er ikke omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, uanset om de indeholder stoffer, som ved spredning virker skadevoldende, bedø- vende eller irriterende.   Efter våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 3 og 4, kan justitsministeren imidlertid udstede regler om for- bud mod at indføre, erhverve, besidde, bære, anvende, overdrage eller overlade andre besiddel- sen af genstande, der uden at fremtræde som våben eller ammunition er egnede til at anvendes på lignende måde som de i § 1 nævnte genstande, samt stoffer, der kan anvendes til indfyldning i de i § 1, stk. 1, nr. 4, nævnte genstande. Denne bemyndigelse er  udnyttet i våbenbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 11, som indeholder forbud mod at erhverve, besidde, bære, anvende, overdrage eller overlade andre besiddelsen af spraydåser til selvforsvarsbrug, herunder tåregasampuller, -spraydåser og -patroner, uden politi- ets tilladelse.   Efter våbenbekendtgørelsens § 15, nr. 1, er det forbudt at indføre, udvikle, fremstille, anvende, opbevare, forhandle, udføre eller på anden måde være i besiddelse af kemiske våben.

- 10 - Efter våbenlovens § 5 er det forbudt uden justitsministerens tilladelse at tilvirke og udvikle eller med henblik herpå forske i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skade- voldende,  bedøvende  eller  irriterende.  Endvidere  bemyndiges  justitsministeren  til  at  fastsætte regler for opbevaring af sådanne stoffer.   Forbuddet i § 5 omfatter både kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer, i det omfang de  er  specielt  designet  eller  modificeret  til  anvendelse  som  våben.  Derimod  anses  stoffer,  der også kan anvendes til civile formål (såkaldte dual-use stoffer), for at falde uden for bestemmel- sen.    2.2.1.2. Udførsel af våben mv. I henhold til våbenlovens § 6, stk. 1, er det forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren  bemyndiger  dertil,  i  hvert  enkelt  tilfælde  at  udføre:  1)  våben  af  enhver  art,  2) ammunition,   3)   materiel   til   krigsførelse,   4)   militært   simulations-   og   træningsudstyr,   5) produktionsmidler,   der   er   specielt   konstrueret   eller   modificeret   til   fremstilling   eller vedligeholdelse af de under 1-4 nævnte genstande, 6) dele specielt konstrueret eller modificeret til  de  under  1-5  nævnte  genstande,  7)  eksplosivstoffer,  8)  software  specielt  konstrueret  eller modificeret til udvikling, fremstilling eller anvendelse af de under 1-7 nævnte genstande, og 9) teknologi  til  udvikling,  fremstilling  eller  anvendelse  af  de  under  1-8  nævnte  genstande. Jagtvåben og ammunition hertil er dog undtaget fra bestemmelsen. Det fremgår af forarbejderne til våbenlovens § 6, stk. 1, at ovennævnte 9 kategorier dækker, men ikke er begrænset til, samtlige produkter på EU’s fælles liste over militært udstyr (EU’s våbenli- ste), som senest vedtaget af Rådet den 17. november 2003 (2003/C 314/01).   Det  følger  af  ovenstående,  at  masseødelæggelsesvåben  i  form  af  bomber,  granater,  patroner o.lign., der er beregnet til at volde skade ved spredning af stoffer, er omfattet af våbenlovens § 6, stk. 1. Det samme gælder kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer i sig selv, hvis de er omfattet af EU’s våbenliste eller i øvrigt er konstrueret eller modificeret specielt til at blive anvendt som våben og/eller til krigsførelse i øvrigt. Stoffer, der tillige kan anvendes til fredelige civile formål (såkaldte dual-use stoffer), falder derimod som udgangspunkt uden for våbenloven.   Fremføringsmidler, dele og udstyr i øvrigt til masseødelæggelsesvåben er ligeledes omfattet af våbenlovens § 6, stk. 1, hvis der er tale om produkter på EU’s våbenliste eller produkter, der i øvrigt falder ind under en af de 9 kategorier i § 6, stk. 1.   2.2.1.3. Transport af våben mv. mellem tredjelande  

- 11 - Transport af våben mellem tredjelande, dvs. alle andre lande end Danmark, er reguleret i våben- lovens § 7 a.   Efter § 7 a, stk. 1, kan justitsministeren efter forhandling med udenrigsministeren forbyde trans- port af de af § 6, stk. 1, omfattede våben mv. mellem tredjelande, når der er tale om nærmere angivne  modtagerlande.  Det  er  i  forarbejderne  til  bestemmelsen  forudsat,  at  der  skal  udstedes forbud  mod  transport  af  våben  til  lande,  der  er  omfattet  af  en  FN-,  EU-  eller  OSCE- våbenembargo. Herudover kan der eventuelt udstedes forbud vedrørende lande, som der i andre bredt  sammensatte  internationale  fora  træffes  beslutning  om  at  forbyde  eller  modvirke  våben- overførsler til.   Justitsministeren har i henhold hertil forbudt transport af våben mv. til 15 lande, jf. bekendtgø- relse nr. 1170 af 2. december 2004 om transport af våben mv. mellem tredjelande. Efter § 7 a, stk. 2, er det endvidere forbudt at transportere de i stk. 1 nævnte våben mv. mellem tredjelande, hvis der ikke fra de kompetente myndigheder i afsender- og modtagerlandet forelig- ger de efter lovgivningen i vedkommende lande nødvendige tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel.   I henhold til § 7 a, stk. 3, kan justitsministeren meddele dispensation fra de i stk. 1 og 2 nævnte forbud.   2.2.1.4. Våbenformidling Våbenformidling er reguleret i våbenlovens § 7 b, som er indført ved lov nr. 555 af 24. juni 2005 med henblik på gennemførelse af bl.a. EU’s fælles holdning af 23. juni 2003 om våbenmægler- virksomhed (2003/468/FUSP).   § 7 b, stk. 1, fastslår, at det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, 1) som mellemmand at forhandle eller arrangere transaktioner, som indebærer overførsel af de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. mellem lande uden for EU, eller 2) at købe eller sælge de i § 6, stk. 1, nævnte våben mv. som led i en overførsel mellem lande uden for EU eller i øvrigt arrangere en sådan overførsel som ejer af de nævnte våben mv.   Forbuddet gælder efter stk. 2 ikke handlinger, som foretages i et andet EU-land. Forbuddet gæl- der heller ikke handlinger, som foretages uden for EU af personer med fast bopæl i udlandet.   2.2.1.5. Teknisk bistand vedrørende masseødelæggelsesvåben mv.

- 12 - Teknisk bistand vedrørende masseødelæggelsesvåben er reguleret i våbenlovens § 7 c, som er indført ved lov nr. 555 af 24. juni 2005 med henblik på gennemførelse af EU’s fælles aktion af 22. juni 2000 vedrørende kontrol med teknisk bistand i forbindelse med visse former for militær endelig anvendelse (2000/401/FUSP).   I henhold til § 7 c, stk. 1, er det forbudt at yde teknisk bistand uden for EU vedrørende kemiske, biologiske eller nukleare våben og missiler, der er specielt udformet eller modificeret til fremfø- ring af sådanne våben.   Efter § 7 c, stk. 3, omfatter forbuddet dog ikke teknisk bistand, der ydes i de lande, som efter Rådets forordning om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse er omfattet af EU’s fællesskabsudførselstilladelse, og teknisk bistand i form af overførsel af information, der er frit tilgængelig for offentligheden, eller som vedrører grundforskning, jf. § 7 c, stk. 3.   I henhold til § 7 c, stk. 4, kan justitsministeren dispensere fra forbuddet i stk. 1.   Overtrædelser af forbuddet mod teknisk bistand hører efter § 7 c, stk. 5, under dansk straffemyn- dighed, hvis handlingen er foretaget af en person, der på gerningstidspunktet havde dansk ind- fødsret eller var bosat i den danske stat, også selv om handlingen ikke er strafbar efter lovgivnin- gen i det pågældende statsområde. Bestemmelsen er en undtagelse til kravet om dobbelt straf- barhed i straffelovens § 7, som er omtalt i afsnit 2.2.3. 2.2.1.6. Straffebestemmelser Overtrædelse  af  samtlige  de  i  afsnit  2.2.1.1.-2.2.1.5.  nævnte  forbud  (våbenlovens  §§ 1-2,  § 5, § 6, stk. 1, § 7 a, stk. 2, § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1, våbenbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 11, og § 15 samt våbentransportbekendtgørelsens § 1, stk. 1) straffes med bøde, fængsel indtil 4 må- neder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 1, og våbentransportbekendtgørelsens § 2, stk. 1.    Strafansvaret for overtrædelse af våbentransportreglerne, jf. våbenlovens § 7 a og våbentrans- portbekendtgørelsen, er begrænset til forsætlige og groft uagtsomme overtrædelser. I de øvrige tilfælde gælder dansk rets hovedregel om, at både forsætlige og (groft og simpelt) uagtsomme overtrædelser af særlove straffes. 2.2.2. Krigsmaterielloven   

- 13 - Efter krigsmateriellovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 5, er det forbudt uden justitsministe- rens tilladelse at fremstille materiel, som er konstrueret til militær anvendelse, og som ikke fin- der civil anvendelse samt komponenter og dele, som er konstrueret til at anvendes i materiel mv. som nævnt ovenfor, og som ikke finder civil anvendelse.   Justitsministeren kan dog efter krigsmateriellovens § 14 meddele dispensation fra kravet om til- ladelse, hvis den pågældende virksomhed kun i ringe omfang fremstiller krigsmateriel eller ude- lukkende beskæftiger sig med underordnede delprocesser i fremstillingen. Overtrædelse af krigsmateriellovens § 2, stk. 1, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. § 15, stk. 1 og 2. 2.2.3. Straffeloven Straffeloven  indeholder  en  række  bestemmelser,  som  direkte  eller  indirekte  vedrører  eller  kan vedrøre masseødelæggelsesvåben, og som er af betydning for Danmarks forpligtelser i henhold til  FN’s  Sikkerhedsråds  resolution  nr.  1540  (2004)  om  ikke-spredning  af  masseødelæggelses- våben. Efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6, straffes for terrorisme med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår grove våbenlovsovertrædelser efter straffelovens § 192 a, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade. På samme måde straffes efter § 114, stk. 2, den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.   Efter straffelovens § 114, stk. 3, straffes på samme måde som efter § 114, stk. 1, den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.   Efter § 114 a straffes med fængsel indtil 10 år endvidere den, som 1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til, 2) direkte eller indirekte tilvejebringer  eller indsamler midler til, eller 3) direkte  eller  indirekte  stiller  penge,  andre  formuegoder,  eller  finansielle  eller  andre  lignende

- 14 - ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hen- sigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114. § 114 b bestemmer, at den, som i øvrigt ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at fremme den kriminelle virksomhed eller det fælles formål for en gruppe eller sammenslutning, som fore- tager en eller flere handlinger omfattet af § 114  eller § 114 a, nr. 1 eller 2, når virksomheden eller formålet indebærer, at en eller flere handlinger af denne karakter begås, straffes med fæng- sel indtil 6 år. Bestemmelsen i § 114 b supplerer den almindelige regel om medvirken i straffelo- vens § 23, idet bestemmelsen kan anvendes, selv om der ikke foreligger et nærmere konkretiseret forsæt til en bestemt terrorhandling. Ifølge straffelovens § 192 a, stk. 1, straffes den, som i strid med lovgivningen om våben og eks- plosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosiv- stoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig ska- de, med fængsel indtil 6 år. Efter forarbejderne omfatter bestemmelsen våben eller eksplosivstof- fer, der er egnede til at forvolde betydelig skade, hvorved forstås ødelæggelse af en bygning, en del heraf eller et lokale, eller at våbnene kan dræbe eller kvæste flere mennesker på en gang. Efter § 192 a, stk. 2, straffes på samme måde den, der i strid med lovgivningen om våben og eks- plosivstoffer udvikler eller med henblik herpå forsker i faste stoffer, væsker eller luftarter, som ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende.   Straffelovens kapitel 20 om almenfarlige forbrydelser omfatter herudover en række bestemmel- ser, som efter omstændighederne ville kunne være relevante i forbindelse med masseødelæggel- sesvåben, herunder bl.a. § 183 om spredning af skadevoldende luftarter og § 186 om forurening af vandbeholdninger mv.   Efter straffelovens § 21 straffes handlinger, som tilsigter at fremme eller bevirke udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som forsøg.   I henhold  til  straffelovens  §  23  omfatter  den  for  en  lovovertrædelse  givne  straffebestemmelse alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at begå en lovovertrædelse.   2.2.4. Dansk straffemyndighed Handlinger, som foretages i den danske stat og på danske fartøjer (dvs. skibe, der sejler under dansk  flag,  og  luftfartøjer,  som  er  dansk  registreret),  hører  under  dansk  straffemyndighed,  jf. straffelovens § 6 (territorialprincippet). Der stilles efter bestemmelsen ikke krav om, at hele den

- 15 - kriminelle virksomhed er foretaget i den danske stat. Når blot en del af virksomheden er foreta- get her i landet, antages forholdet således at være undergivet dansk straffemyndighed.   Handlingen kan tillige være undergivet dansk straffemyndighed, hvis den uden at være foretaget i Danmark har haft virkning her i landet, jf. straffelovens § 9 (virkningsprincippet). Dansk straffemyndighed omfatter endvidere handlinger foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller bopæl i Danmark, jf. straffelovens § 7, stk. 1, (personalprincippet). Hvis handlingen foretages inden for et folkeretligt anerkendt statsområde, er det dog som alt- overvejende hovedregel en betingelse, at handlingen er strafbar både efter gerningsstedets lov og dansk lov (princippet om dobbelt strafbarhed), og at den pågældende danske straffebestemmelse ikke efter sit gerningsindhold er territorialt begrænset til forhold begået i Danmark. Efter stk. 2 finder bestemmelsen tilsvarende anvendelse på udlandshandlinger begået af en person, der har indfødsret eller bopæl i de andre nordiske lande, og som opholder sig her i landet på påtaletids- punktet.   Hvis der er tale om en handling udført i udlandet af en ansat i et selskab med hjemsted i Dan- mark,   som   er   ansvarlig   for   den   ansattes   handlinger,   er   spørgsmålet,   om   lovovertrædel- sen/handlingen skal anses for begået i udlandet eller i Danmark.   Efter retspraksis anses en selskabsovertrædelse som udgangspunkt for begået dér, hvor den an- satte begår den handling eller undladelse, som udløser selskabsansvaret, jf. Vestre Landsrets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 705, og Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, side 9. De nævnte domme vedrører imidlertid begge objektivt arbejdsgiveran- svar (dvs. at arbejdsgiveren ifalder strafansvar for den ansattes lovovertrædelse, selv om over- trædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom), hvor der ikke bevise- ligt forelå et forsætligt eller uagtsomt forhold, der kunne stedfæstes til selskabets (arbejdsgive- rens) hjemsted.   Hvis selskabsovertrædelsen udløses af et tilregneligt forhold, der i stedlig henseende kan henfø- res til selskabets hjemsted, f.eks. i tilfælde, hvor en mangelfuld eller urigtig instruktion har ført til, at ansatte begår en overtrædelse uden for selskabets hjemsted, er det mere usikkert, hvor den lovstridige handling kan og bør anses for begået. I Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om juridiske personers bødeansvar anføres herom:   »Gode grunde, herunder hensynet til en ensartet regel, der finder anvendelse ved selskabsover- trædelser,  uanset  hvordan  overtrædelsen  nærmere  er  begået,  kunne  tale  for  at  vælge  det  sted, hvor gerningsindholdet realiseres, som gerningssted. I modsat fald vil det f.eks. kunne blive van- skeligt at afgøre, hvor en selskabsovertrædelse skal anses for begået, hvis overtrædelsen skyldes

- 16 - flere fejl, der er begået forskellige steder, f.eks. tilfælde hvor en selskabsovertrædelse må tilskri- ves mangelfuld instruktion på hjemstedet i kombination med uforsigtighed udvist af en ansat på »gerningsstedet«.  På  den  anden  side  kan  en  sådan  regel  være  betænkelig,  hvis  den  afskærer dansk jurisdiktion over for et selskab her i landet i tilfælde, hvor der påviseligt foreligger fejl begået på dansk område. En løsning, der sikrer dansk jurisdiktion i denne type sager, opnås, hvis såvel  selskabets  hjemsted  som  det  sted,  hvor  overtrædelsen  manifesterer  sig,  anses  som  ger- ningssted.«   Straffelovens §§ 6-7 (territorial- og personalprincippet) suppleres af § 8, hvorefter der efter om- stændighederne er dansk straffemyndighed i forhold til udlandshandlinger uden hensyn til, hvor gerningsmanden hører hjemme. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor »handlingen er omfattet af en mellemfolkelig  overenskomst,  ifølge  hvilken  Danmark  er  forpligtet  til  at  foretage  retsforfølg- ning«, jf. § 8, nr. 5. Formålet med denne bestemmelse, der blev indsat ved lov nr. 322 af 4. juni 1986, er blandt andet at opfylde – og muliggøre opfyldelse af fremtidige – konventioner eller andre mellemfolkelige aftaler, der indebærer en forpligtelse for Danmark til at have dansk straf- femyndighed med henblik på at kunne strafforfølge nærmere angivne overtrædelser, jf. Folke- tingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 2080-2081 og 2087.   Når der i medfør af de ovennævnte regler sker påtale her i landet, skal afgørelsen såvel om straf som om andre retsfølger af handlingen ske efter danske regler, jf. straffelovens § 10, stk. 1. Er forholdet undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2 (vedrø- rende handlinger foretaget af danskere i udlandet, når handlingerne er strafbare både efter dansk ret og efter lovgivningen på gerningsstedet), kan der dog ikke idømmes strengere straf end efter gerningsstedets lovgivning, jf. § 10, stk. 2.   Regler om forbud mod dobbelt strafforfølgning (ne bis in idem) er fastsat i straffelovens § 10 a og § 10 b.   Efter § 10 a, stk. 1, kan en person, over for hvem der er afsagt (1) en straffedom i den stat, hvor handlingen  er  begået,  eller  (2)  en  dom,  der  er  omfattet  af  (a)  den  europæiske  konvention  om straffedommes internationale retsvirkninger eller (b) af lov om overførsel til et andet land af rets- forfølgning  i  straffesager,  som  udgangspunkt  ikke  strafforfølges  her  i  landet  for  den  samme handling,  når  den  pågældende  er  endeligt  frifundet,  den  idømte  sanktion  er  fuldbyrdet,  under fuldbyrdelse eller bortfaldet efter domslandets regler, eller når den pågældende er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion. Dette gælder dog efter stk. 2 ikke i tilfælde, hvor handlin- gen er omfattet af straffelovens § 6, dvs. handlingen er begået på dansk territorium, eller hvor handlingen er omfattet af § 8, nr. 1, dvs. handlingen krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder mv.

- 17 - Sker der efter reglerne i straffelovens § 10 a strafforfølgning mod en person, som i en anden stat er pålagt en sanktion for samme handling, skal der i det omfang, denne sanktion er fuldbyrdet, ske en tilsvarende nedsættelse af den sanktion, der pålægges her i landet, jf. straffelovens § 10 b. 2.2.5. Danske straffebestemmelsers anvendelsesområde Ud  over  dansk  straffemyndighed,  jf.  afsnit  2.2.4.,  forudsætter  idømmelse  af  straf  ved  danske domstole for handlinger foretaget i udlandet som udgangspunkt, at den pågældende handling er omfattet af en dansk straffebestemmelse, hvis anvendelsesområde omfatter udlandshandlinger.   Det bemærkes i den forbindelse, at de fleste af straffelovens bestemmelser har universel gyldig- hed, således at bestemmelserne kan anvendes uanset, hvor den pågældende handling er begået. Omvendt er de fleste bestemmelser i særlovgivningen territorialt begrænsede, således at de alene finder anvendelse på handlinger, der foretages på dansk område. 2.3. Internationale instrumenter 2.3.1. Det internationale samarbejde om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben Det internationale samarbejde om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben omfatter en lang række nedrustnings- og ikke-spredningsaftaler, der bl.a. i FN-regi er opbygget over de seneste 50 år. Indsatsen omfatter navnlig kontrol med spredningen af biologiske, kemiske og nukleare mas- seødelæggelsesvåben samt våbenteknologi. Traditionelt har samarbejdet været rettet mod spred- ningen til stater, mens spredningen af masseødelæggelsesvåben til ikke-statslige aktører ikke har været i fokus. I lyset af den internationale terrorisme er der opstået et behov for at skærpe kon- trollen med både teknologi og våben også til ikke-statslige aktører. I det følgende gennemgås FN’s resolution 1540 og de centrale konventioner på området. 2.3.2.   FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) Den 28. april 2004 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution nr. 1540 vedrørende ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben til ikke-statslige aktører. Resolutionen er vedtaget med hjemmel i FN- pagtens kapitel 7 og er dermed folkeretligt bindende for Danmark. Resolutionens  pkt.  2  pålægger  staterne  at  vedtage  og  håndhæve  passende  og  effektive  regler, som forbyder ikke-statslige aktører at fremstille, erhverve, besidde, udvikle, transportere, over- drage eller anvende nukleare, kemiske og biologiske våben samt fremføringsmidler til sådanne våben – særligt når handlingerne begås med henblik på terrorisme. På samme måde skal staterne

- 18 - indføre regler, som forbyder forsøg på, medvirken til og finansiering af de ovennævnte aktivite- ter.   I henhold til resolutionens pkt. 3 skal staterne indføre effektive kontrolforanstaltninger med hen- blik på at forhindre spredning af nukleare, kemiske og biologiske våben og fremføringsmidler hertil, herunder ved at etablere passende kontrol med relateret udstyr.   I resolutionens pkt. 3, litra a-d, er det nærmere defineret, hvilke kontrolforanstaltninger staterne nærmere bestemt skal indføre vedrørende ”sådanne genstande”, dvs. masseødelæggelsesvåben, fremføringsmidler og relateret udstyr. Det bemærkes, at det nævnte ”relaterede udstyr” omfatter produkter med dobbelt anvendelse (såkaldte dual-use produkter), som hører under Økonomi- og Erhvervsministeriets område og derfor ikke er omfattet af lovforslaget.   I henhold til pkt. 3, litra a og b, skal staterne indføre forholdsregler til sikring af sådanne gen- stande i forbindelse med fremstilling, brug, opbevaring og transport samt sørge for fysiske be- skyttelsesforanstaltninger.   Resolutionens   pkt.   3,   litra   c,   pålægger   endvidere   staterne   bl.a.   at   etablere   effektive   retshåndhævelsesmidler med henblik på at bekæmpe ulovlig smugling og formidling af de på- gældende genstande i overensstemmelse med national lovgivning.   Endelig er staterne efter resolutionens pkt. 3, litra d, forpligtede til at etablere passende love og regler om kontrol med udførsel, transit, omladning (”trans-shipment”) og genudførsel af de på- gældende genstande. Staterne skal desuden kontrollere tilvejebringelse af kapital og tjenesteydel- ser (”funds and services”), som relaterer sig til sådan udførsel, og omladning (”trans-shipment”) og transport, som kan medvirke til spredning. Staterne skal endvidere etablere slutbrugerkontrol og sikre, at der tilvejebringes og håndhæves behørige strafferetlige eller civilretlige sanktioner for overtrædelse af de indførte kontrolbestemmelser.   Danmark har i henhold til resolutionens pkt. 4 afgivet en rapport til FN den 28. oktober 2004, der redegør for Danmarks efterlevelse af bestemmelserne i resolution nr. 1540. I rapporten oplyses det bl.a., at Danmark vil gennemgå våbenlovgivningen i lyset af resolutionen med henblik på at identificere eventuelle nødvendige lovændringer og i givet fald fremsætte lovforslag herom in- den udgangen af 2005. 2.3.3.   Konventioner om ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben mv. Danmark deltager i en række internationale konventioner, der har til formål at modvirke spred- ning af masseødelæggelsesvåben mv.  

- 19 - FN’s Konvention om Forbud mod Kemiske Våben (CWC) forbyder de deltagende stater at ud- vikle, fremstille, erhverve, oplagre, beholde eller anvende kemiske våben. Det er endvidere for- budt at overføre kemiske våben til nogen eller bistå eller tilskynde andre til aktiviteter, som er forbudt ifølge konventionen.  FN’s Konvention om Forbud mod Biologiske Våben (BTWC) forbyder de deltagende stater at udvikle, producere, oplagre, erhverve eller beholde biologiske våben samt produktionsudstyr og fremføringsmidler hertil. Det er endvidere forbudt at tilskynde andre til eller hjælpe dem med at anskaffe sig sådanne våben, produktionsudstyr og fremføringsmidler. Traktaten om Ikke-spredning af Atomvåben (NPT) forpligter de 5 anerkendte atomvåbenmagter (USA, Rusland, Kina, UK og Frankrig) til ikke at overføre atomvåben til ikke-atomvåben-magter og til ikke at bistå disse med at fremstille eller erhverve atomvåben. Ikke-atomvåben-magterne forpligter sig bl.a. til ikke at modtage eller fremstille atomvåben.   FN's Konvention om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger  (CTBT)  forpligter bl.a. deltagerstaterne til ikke at foretage prøvesprængning af atomvåben eller nogen som helst anden nuklear sprængning samt til at forbyde og forhindre enhver nuklear sprængning på et hvil- ket som helst sted under dens jurisdiktion eller kontrol. Endvidere forpligter traktaten deltager- staterne til at  afstå  fra  at forårsage, opmuntre til eller medvirke ved  gennemførelsen af nogen prøvesprængning af atomvåben eller nogen som helst anden nuklear sprængning. Traktaten, som endnu ikke er trådt i kraft, er implementeret i dansk ret ved lov nr. 403 af 2. juni 1999 om foran- staltninger i medfør af De Forenede Nationers traktat af 24. september 1996 om et altomfattende forbud mod atomprøvesprængninger. I september 2005 undertegnede Danmark FN’s Konvention om nuklear terrorisme (International Convention for the Supression of Acts of Nuclear Terrorism). Konventionen er endnu ikke trådt i kraft. Formålet med konventionen er bl.a. at styrke forebyggelsen af og retsforfølgning i forbin- delse med nuklear terrorisme. Konventionen indeholder en række forpligtelser for de kontrahe- rende stater, herunder til at kriminalisere ulovlig besiddelse og brug mv. af radioaktivt materiale med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade eller til at forårsage betydelig tings- eller miljøskade. Justitsministeriet har bedt Straffelovrådet om nærmere at overveje, hvilke lov- givningsmæssige ændringer en dansk ratifikation og gennemførelse af konventionen vil medføre på det strafferetlige område med henblik på at fremsætte lovforslag senere i denne folketings- samling.   FN's internationale søfartsorganisation IMO har i oktober 2005 vedtaget en ændringsprotokol til Konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartens sikkerhed (SUA) og den til-

- 20 - hørende  protokol  for  faste  boreplatforme.  Protokollen,  der  vil  blive  åbnet  for  undertegnelse  i februar 2006, har bl.a. til formål at kriminalisere terrorhandlinger, der foregår i forbindelse med maritim transport, som f.eks. udledninger fra skibet samt transport af eksplosiver eller radioaktivt materiale, som kan forårsage massive ødelæggelser. Ændringsprotokollen indeholder en særskilt transportbestemmelse, der pålægger medlemsstaterne at kriminalisere maritim transport af mas- seødelæggelsesvåben, jf. også pkt. 2.4.2. 2.4. Justitsministeriets overvejelser 2.4.1. Indførelse af et udvidet forbud mod masseødelæggelsesvåben Justitsministeriet foreslår, at der indføres en ny samlet regulering af masseødelæggelsesvåben i våbenlovens § 5, stk. 1.   I den gældende våbenlov er masseødelæggelsesvåben i vidt omfang sidestillet med andre tilla- delsespligtige våben, jf. nærmere herom pkt. 2.2.1. og 2.2.2. Justitsministeriets kompetence til at meddele tilladelser vedrørende masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler hertil, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, § 2, stk. 1 og 2, § 5 og § 6, stk. 1, samt krigsmateriellovens § 2, stk. 1, skal imidlertid administreres i overensstemmelse med de forplig- telser, som Danmark har påtaget sig i det internationale samarbejde om ikke-spredning af masse- ødelæggelsesvåben, jf. afsnit 2.3.   Selv om den eksisterende tilladelsesordning således i vidt omfang udgør et lovgivningsmæssigt værn mod spredning af masseødelæggelsesvåben, finder Justitsministeriet det ønskeligt, at der i våbenloven indføres et  mere  generelt forbud mod masseødelæggelsesvåben, som omfatter alle relevante  handlinger  i  relation  til  sådanne  våben,  og  som  ophæver  den  nuværende  adgang  for Justitsministeriet til at give tilladelse hertil, jf. dog nedenfor pkt. 2.4.5. om dispensation i særlige tilfælde. Et sådan forbud vil efter ministeriets opfattelse i højere grad afspejle de internationale forpligtel- ser, som Danmark er underlagt vedrørende ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig forpligtelsen i FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) til at indføre passende og effektive regler, som forbyder ikke-statslige aktører at få adgang til masseødelæggelsesvåben.  

- 21 - Det bemærkes i den forbindelse, at den nuværende lovgivning om våben og krigsmateriel, jf. pkt. 2.2.1. og 2.2.2., ikke indeholder regler, som specifikt vedrører udvikling af fremføringsmidler til masseødelæggelsesvåben.   Transport mellem tredjelande af masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler hertil er endvi- dere kun forbudt, hvis modtagerlandet er underlagt en FN-, EU- eller OSCE-embargo eller hvis afsender- og modtagerlandene ikke har udstedt tilladelser til henholdsvis udførsel og indførsel i henhold til disse landes nationale regler, jf. pkt. 2.2.1.3. Det skal i øvrigt bemærkes, at bemyndigelsen i våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 4, til at udstede regler om forbud mod at indføre, erhverve, besidde, bære, anvende, overdrage eller overlade andre be- siddelsen af masseødelæggelsesvåben i form af skadevoldende stoffer alene er udnyttet til at ud- stede forbud mod disse handlinger i relation til kemiske våben, jf. våbenbekendtgørelsens § 15, nr. 1, der er omtalt i pkt. 2.2.1.1. 2.4.2. Hvilke handlinger skal være omfattet af forbuddet I henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) er Danmark inden for Justitsmini- steriets område forpligtet til at indføre regler, som forbyder ikke-statslige aktører at fremstille, erhverve, besidde, udvikle, transportere, overdrage eller anvende nukleare, kemiske og biologi- ske våben og fremføringsmidler til sådanne våben samt indføre regler, som forbyder forsøg på, medvirken til og finansiering af de ovennævnte aktiviteter.   Danmark er endvidere forpligtet til at bekæmpe ulovlig smugling og formidling af nukleare, ke- miske og biologiske våben og fremføringsmidler hertil i overensstemmelse med Danmarks nati- onale lovgivning. Endelig er Danmark forpligtet til at etablere passende love og regler med henblik på kontrol med udførsel, transit, omladning (”trans-shipment”) samt tilvejebringelse af kapital og tjenesteydelser vedrørende sådanne våben og deres fremføringsmidler.   For at opfylde disse forpligtelser foreslås det, at det foreslåede forbud mod masseødelæggelses- våben i § 5, stk. 1, skal omfatte handlinger, der består i at indføre, udføre, transportere, erhverve, overdrage, besidde, bære, anvende, tilvirke, udvikle eller med henblik på udvikling forske i mas- seødelæggelsesvåben mv. For så vidt angår forslaget om et forbud mod at indføre, udføre, erhverve, besidde, bære, over- drage,  anvende  og  tilvirke  masseødelæggelsesvåben  mv.  bemærkes,  at  disse  handlinger  efter gældende ret er forbudt, medmindre Justitsministeriet har givet tilladelse hertil, jf. våbenlovens §

- 22 - 1, stk. 1, nr. 4, § 2, stk. 1 og 2, og §§ 5-6 samt krigsmateriellovens § 2, stk. 1, jf. pkt. 2.1.1.1., 2.1.1.2. og 2.2.2. Den foreslåede nye bestemmelse i våbenlovens § 5, stk. 1, indebærer imidler- tid, at forbuddet bliver ufravigeligt, idet Justitsministeriet ikke længere vil kunne give tilladelse hertil, jf. dog nedenfor pkt. 2.4.5. om dispensation i særlige tilfælde. Det foreslåede forbud mod udvikling af og forskning i masseødelæggelsesvåben mv. i § 5, stk. 1, omfatter i modsætning til forbuddet i den gældende bestemmelse i våbenlovens § 5 ikke alene stoffer, men også (andre) dele og fremføringsmidler til masseødelæggelsesvåben.   Det foreslåede forbud mod at transportere masseødelæggelsesvåben er delvis en nydannelse.   Efter  gældende  ret  er  transport  af  masseødelæggelsesvåben  mellem  andre  lande  end  Danmark således alene forbudt, hvis de pågældende lande ikke har meddelt de nødvendige udførsels- og indførselstilladelser i henhold til landenes egne regler, eller hvis modtagerlandet er omfattet af en FN-, EU- eller OSCE-våbenembargo, jf våbenlovens § 7 a og våbentransportbekendtgørelsen, som er omtalt i pkt. 2.2.1.3. Transport  af  masseødelæggelsesvåben  til,  fra  eller  i  Danmark  er  efter  gældende  ret  forbudt, medmindre Justitsministeriet har givet tilladelse hertil, idet transporten typisk indebærer indfør- sel, udførsel, besiddelse mv., jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, § 2, stk. 1 og 2, og § 6. Transport af masseødelæggelsesvåben med forsæt til terrorisme kan dog i alle tilfælde straffes efter straffelovens § 114, stk. 2, jf. stk. 1.   Med indførelsen af det udvidede forbud mod masseødelæggelsesvåben forbydes enhver transport af masseødelæggelsesvåben. Det forudsættes herved, at begrebet transport på linje med våbenlo- vens § 7 a omfatter såvel indgåelse af – og instruktion om indgåelse af – aftale om transport som faktisk udførelse af – og instruktion om faktisk udførelse af – transport. Dermed kan både det firma, som står bag transporten, og den skibsfører/pilot/chauffør, der udfører transporten, straffes selvstændigt  for  overtrædelse  af  bestemmelsen,  forudsat  at  den  pågældende  efter  almindelige strafferetlige principper kan anses for ansvarlig for den ulovlige transport. Ud over at opfylde Danmarks forpligtelse efter FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) til generelt at forbyde transport af masseødelæggelsesvåben mv., sikrer det foreslåede transport- forbud i våbenlovens § 5, stk. 1, at Danmark ved tiltrædelse af ændringsprotokollen til Konven- tionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod søfartens sikkerhed (SUA) og den tilhørende protokol for faste boreplatforme, vil opfylde den heri indeholdte forpligtelse til at kriminalisere maritim transport af masseødelæggelsesvåben, jf. også pkt. 2.3.3.

- 23 - For så vidt angår formidling og tilvejebringelse af tjenesteydelser vedrørende masseødelæggel- sesvåben er det Justitsministeriets opfattelse, at  de eksisterende regler om våbenformidling og teknisk bistand vedrørende masseødelæggelsesvåben og fremføringsmidler hertil i våbenlovens § 7 b og § 7 c, jf. pkt. 2.2.1.4. og 2.2.1.5., opfylder kravene i FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004). Der foreslås derfor ingen lovændringer på dette punkt.   For så vidt angår transit og omladning (”trans-shipment”) af masseødelæggelsesvåben vil sådan- ne handlinger efter våbenloven skulle behandles som kombinerede ind- og udførsler og vil der- med være omfattet af det foreslåede forbud mod ind- og udførsel af masseødelæggelsesvåben i § 5, stk. 1.   For så vidt angår forpligtelsen i FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004) til at indføre regler, som forbyder forsøg på, medvirken til og finansiering af visse aktiviteter vedrørende mas- seødelæggelsesvåben og fremføringsmidler til sådanne våben, er det Justitsministeriets vurde- ring, at sådanne handlinger vil kunne straffes som forsøg på og medvirken til overtrædelse af våbenlovgivningen og/eller straffeloven, jf. straffelovens § 21 og § 23, som er omtalt i pkt. 2.2.3. 2.4.3. Hvilke våben mv. skal være omfattet af forbuddet Betegnelsen masseødelæggelsesvåben anvendes i dag i almindelighed som en samlebetegnelse for kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben (CBRN-våben).   Kemiske våben omfatter anordninger, som virker ved spredning af kemiske stoffer og som har til formål at dræbe, skade eller inaktivere mennesker eller forvolde betydelig tings- eller miljøska- de.   Biologiske  våben  omfatter  anordninger,  der  virker  gennem  spredning  af  levende  organismer (f.eks. bakterier eller virus) eller disses giftige produkter (toksiner), og som har til formål at for- årsage sygdom hos mennesker, husdyr og planter eller betydelig skade på materialer (nedbryd- ning).   Radiologiske  våben  omfatter  anordninger,  der  kan  sprede  radioaktivt  materiale  eller  udsende ioniserende stråling og som følge af de radiologiske egenskaber kan forårsage død, personskade eller betydelig tings- eller miljøskade.   Nukleare våben omfatter anordninger, der virker gennem frigørelse af energi ved spaltning eller sammensmeltning af atomkerner, og som har til formål at dræbe eller skade mennesker eller for- volde betydelig tings- eller miljøskade. Energien kan frigøres ved en spaltning (fission) af atom-

- 24 - kerner i tunge grundstoffer, f.eks. uran og plutonium, eller ved sammensmeltning (fusion) af lette atomkerner, f.eks. brint og lithium.   Som  det  fremgår  af  pkt.  2.3.  vedrører  hovedparten  af  den  internationale  regulering  om  ikke- spredning af masseødelæggelsesvåben, herunder FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 1540 (2004), alene  kemiske,  biologiske  og  nukleare  våben  (ABC-våben)  og  fremføringsmidler  til  sådanne våben.  Radiologiske  våben  og  disses  fremføringsmidler  er  dog  bl.a.  reguleret  i  den  nye  FN- konvention om nuklear terrorisme. Det er Justitsministeriets opfattelse, at den nye bestemmelse om forbud mod masseødelæggel- sesvåben  bør  omfatte  både  kemiske,  biologiske,  radiologiske  og  nukleare  våben.  Ministeriet lægger vægt på, at alle 4 våbentyper må anses for særdeles farlige og egnede til at skabe omfat- tende  ødelæggelser,  og  at  såvel  spredning  af  kemiske,  biologiske,  radiologiske  som  nukleare våben må anses at udgøre en reel og alvorlig risiko for den internationale fred og sikkerhed.   Det  er  endvidere  Justitsministeriets  opfattelse,  at  forbuddet  i  våbenlovens  §  5,  stk.  1,  udover masseødelæggelsesvåben også bør omfatte fremføringsmidler, der er specielt udformet eller mo- dificeret til sådanne våben, og dele specielt udformet eller modificeret til at indgå i sådanne vå- ben og fremføringsmidler. Produkter, der tillige kan anvendes til fredelige, civile formål, falder derimod uden for våbenloven. Udførsel af sådanne produkter er underlagt kontrol i henhold til dual-use  forordningen,  som  administreres  af  Økonomi-  og  Erhvervsministeriet  (Erhvervs-  og Byggestyrelsen). Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer  i  sig  selv  skal  være  omfattet  af  forbuddet,  hvis  stofferne  er  udformet  eller  modificeret specielt til anvendelse som våben, mens stoffer, der både kan anvendes som våben og til fredeli- ge, civile formål, falder udenfor våbenloven.   Patroner, ampuller og spraydåser samt lignende genstande, der er beregnede til ved spredning af stoffer at virke skadevoldende, bedøvende eller irriterende i kortere tid efter eksponeringen, her- under f.eks. tåregaspistoler og peberspraydåser til selvforsvarsbrug, må – ligesom de pågældende stoffer i sig selv – principielt anses for (dele til) kemiske våben. Det er imidlertid Justitsministe- riets opfattelse, at disse våben og stoffer bør undtages fra det foreslåede forbud i våbenlovens § 5.   Justitsministeriet lægger herved vægt på, at de pågældende våben som udgangspunkt alene virker inaktiverende eller irriterende i kortere tid efter eksponeringen og f.eks. kan anvendes til legitime retshåndhævelsesmæssige formål.