Folketinget — Det Politisk-Økonomiske Udvalg Christiansborg, den 24. januar 2006 Til udvalgets medlemmer og stedfortrædere. Oplægsholdernes indlæg fra velfærdshøringen den 23. januar 2006 Hermed omdeles oplægsholdernes PowerPoint-præsentationer m.v. fra hørin- gen om fremtidens velfærdssamfund. Oplæggene er vedlagt i den rækkefølge, de blev præsenteret på høringen, jf. programmet (side 2). Med venlig hilsen SørenKoushede, udvalgssekretær.

Høring om fremtidens velfærdssamfund i Landstingssalen på Christiansborg,   mandag d. 23. januar 2006, kl. 9.30-13.30 Arrangør: Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg Program kl. 8.30   Registrering og kaffe   kl. 9.30 Velkomst ved udvalgsformand og ordstyrer Frank Aaen (EL) kl. 9.35 Inspirationsoplæg: Grundlaget for velfærdsdebatten v. prof. Niels Kær- gård, KVL (15 min.) Kl. 9.50 Velfærdskommissionens rapport v. formanden for Velfærdskommissio- nen prof. Torben M. Andersen (20 min.)   kl. 10.10 Opponenter: Forh. minister Bent Rold Andersen (10 min.) Prof. Bent Greve, RUC (10 min.) kl. 10.30 Spørgsmål fra partiernes ordførere.   Pause fra ca. kl. 11.15-11.30 (kaffe og frugt) kl. 11.30 Alternative forslag til løsning af velfærdssamfundets udfordringer: Direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (15 min.) Direktør Martin Ågerup, CEPOS (15 min.) Sektorformand Karen Stæhr, FOA (15 min.) kl. 12.15 Spørgsmål fra partiernes ordførere og salen kl. 13.25 Afrunding ved udvalgets formand Frank Aaen. Efter høringen serveres der sandwich.

Niels Kærgård Professor, dr.polit. 23. januar 2006 Velfærdsdebattens grundlag Hvad kan vi vide om 2040erne? Ved vi så meget, at der er grund til at bekymre os om, hvorvidt der til den tid er flere ældre og færre i arbejdsstyrken? Mange af os oplever det jo næppe. Hvis jeg gør, så tænker jeg nok mest på min 100 års fødselsdag. Selv om det er lang ude i fremtiden, er der tvingende grunde til at bekymre sig om 2040erne. Der er utvivlsomt meget, vi ikke kan forudse. Men der er også en hel del vi ved med rimelig sikkerhed. Vi ved med nogenlunde sikkerhed, hvor mange pensionister der er, for de pensionister, der er i 2040erne, er allerede født; de, der bliver 65 i 2040, er i dag 30, så vi kender deres antal, deres uddannelse og deres rygevaner. Vi kan også forudsige arbejdsstyrkens størrelse rimelig godt, for langt de fleste af de årgange, der er i arbejds- styrken i 2040erne er født. Derimod er det sværere at sige noget om, hvor mange der er i beskæftigelse, og hvor lang arbejdstiden til den tid er. Det kan til en vis grad styres af de politiske beslutninger, der bliver truffet i de kommende årtier. Det kan altså med stor sandsynlighed siges, at hvor der i dag er omkring 4 i de ”arbejdsdu- elige” aldre for hver pensionist, så vil der i 2040 kun være omkring 2,5. Man kan også se på den historiske udviklingen i økonomi og levealder, og så forekommer det ret sikkert at gennemsnitslevealderen er nogle år højere end i dag, og at vi har en gennemsnitsindkomst, der er ca. dobbelt så stor som den, vi har i dag. Det kan man regne mere præcist på i økonomiske modeller, hvis man er villig til at gøre en række mere specifikke antagelser. Nogle af de resultater, der kommer ud af sådanne mo- delberegninger er kontroversielle og usikre, andre er det ikke. Uafhængigt af hvilken mo- del man bruger, så bliver resultatet, at der bliver mange flere pensionister og mange færre i arbejdsstyrken, og at vi i gennemsnit er meget rigere. Vi kender derfor med stor sikkerhed nogen af problemerne. Det problem, vi står over for handler altså ikke om, at vi bliver fattigere. For det gør vi ik- ke. Vi vil selv med den faldne arbejdsstyrke blive næsten dobbelt så rige. Det problem, vi står over for, er et fordelingsproblem. Sådan som vi har skruet velfærdssamfundet sammen

med regulering af overførselsindkomsterne med samme sats som lønstigningerne, så stiger alle indkomster i nogenlunde samme takt. Så selv om vi bliver rigere, så løser det ikke pro- blemerne, for problemet består ikke i kagens størrelse, men i dens fordeling. Vi kan ikke give pensionister lige så store indkomststigninger som de beskæftigede, hvis der bliver fle- re og flere pensionister og færre og færre i beskæftigelse, både fordi vi lever længere, og fordi der er nogle store årgange, der skal til at gå på pension. Så selv om vi bliver rigere og rigere, så er problemerne reelle nok.   Disse problemer forstærkes af velstandsudviklingen og globaliseringen. Vi bliver, som nævnt, rigere og rigere, og da vi allerede har tilstrækkeligt af en række materielle goder (f.eks. fødevarer), vælger vi måske at tage en betragtelig del af produktivitetsstigningerne i de kommende år som øget fritid. Vi er godt på vej ind i fritidssamfundet. Men fritid betaler man ikke skat af – fritid er lovligt sort arbejde – så hvis de beskæftigede tager produktivi- tetsstigningerne, ikke som lønstigninger, men som kortere arbejdstid og længere ferier, så bliver der ingen penge til pensionister og offentlig service. Globaliseringen giver også problemer for den danske velfærdsmodel. Vi har en relativt lige indkomstfordeling, dvs. dem med de dårligste kvalifikationer får en højere løn end i de fle- ste andre lande, og dem med de bedste kvalifikationer får en lavere løn end i andre lande. Det gør det attraktivt at flytte ufaglærte job til andre lande og attraktivt for de bedst kvali- ficerede at finde job i udenlands. Og sådanne flytninger bliver lettere i en globaliseret ver- den. Det er derfor heller ikke let at forestille sig, at der bliver mangel på arbejdskraft i absolut forstand, selvom arbejdsstyrken bliver mindre. I den internationale konkurrence bliver det sværere og sværere at finde job til ufaglærte danskere, der skal betales med de høje danske mindstelønninger. Det antal, der bliver presset ud af arbejdsstyrken og over i arbejdsløs- hed eller på kontanthjælp, fordi de ikke kan leve op til effektivitetskravene, bliver næppe mindre selv om arbejdsstyrken falder.  Der bliver næppe - heller ikke med den faldne ar- bejdsstyrke - mangel på ufaglært arbejdskraft i Danmark; det, der bliver mangel på, er be- skæftigede skatteydere.   Man kan faktisk ikke udelukke, at den demografiske udvikling med færre i ”A-holdet” vil betyde, at lønnen for A-holdets medlemmer presses endnu mere op, og at det derfor bliver endnu vanskeligere for endnu flere at levere den produktion, der skal til for, at arbejdsgi- verne vil ansætte dem. Gruppen af marginaliserede, arbejdsløse og kontanthjælpsmodta- gere behøver ikke blive mindre af en mindre arbejdsstyrke. Det modsatte kan sagtens tæn- kes. Dette betyder også, at det bliver meget svært at få de mange hundredetusinder af bl.a. ind- vandrere på overførselsindkomster i beskæftigelse. At tro, at man mere eller mindre auto-

matisk kan få løst fremtidens velfærdsproblemer ved at få indvandrerne og danske kon- tanthjælpsmodtagere i beskæftigelse, er alt for optimistisk. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få alle i beskæftigelse, men det danske system med høje lønninger og tilsvarende høje ef- fektivitetskrav gør det specielt svært at finde job til de ufaglærte. At regne med, at vi kan løse problemerne ved at flere ufaglærte indvandrere kommer i beskæftigelse, svarer til at regne med, at man godt kan stille vækkeuret en halv time frem, for der er nok medvind på cykelstien i morgen. Vi har hverken fundet instrumenter til at sikre beskæftigelsen eller medvinden. Men nu kommer alle disse problemer jo hen over de kommende årtier, og det går måske ikke så galt som præsten prædiker. Der sker ingen katastrofer hverken i denne eller næste valgperiode. Vil det så ikke være klogt bare at se tiden an? Her må man huske, at nogle re- former må varsles i meget god tid, hvis ikke de skal virke meget hårde og urimelige. Folk sparer typisk op til deres pension i 30-40 år, de vælger uddannelse for hele livet og køber huse med henblik på at blive boende på ubestemt tid. Hvis man vil ændre på fundamenta- le strukturer, som pensionsalder og pensionens højde, så kræver det meget lange varsler og lange overgangsperioder. Hvis man venter til problemerne bliver aktuelle, så har man blokeret for en række løsnin- ger, som kan være attraktive og skånsomme, hvis de blev introduceret i tide. Rådet for Større Færdselssikkerhed havde for mange år siden en kampagne under mottoet ”Forudse farer”. Det var noget med, at hvis der hopper en bold over vejen, så skal man sætte farten ned, for det kan være, der følger et barn bagefter. Det er lige sådan i økonomi. Hvis man indretter sig i god tid, så er de fleste problemer overkommelige. De ubehagelige ting sker næsten altid, fordi man ikke har forberedt sig i tide. Der er derfor al mulig grund til at gå i gang nu. Men hvad er så hensigtsmæssigt? Det har man jo nedsat en velfærdskommission til at tæn- ke over og regne på, og de er kommet med en pakke på 43 forslag. Mange andre har tidli- gere analyseret en lang række af den danske velfærdsstats langsigtede problemer, det har bl.a. Socialforskningsinstituttet, de økonomiske vismænd, OECD og mange andre. Det Vel- færdskommissionen har gjort er at binde delløsningerne sammen til en fornuftig buket med en passende balance. Men fundamentalt set er det jo et politisk spørgsmål, hvad man vil. Man kan ikke sætte eksperter til at føre politik. Men det kan være et godt udgangs- punkt for den politiske debat at se en buket, der beregningsmæssigt er afstemt, så den løser problemerne, så godt som vi nu kan overskue dem i øjeblikket. Så får man en bedre for- nemmelse af størrelsesordenen af de nødvendige indgreb. Det må ikke have været så let for kommissionen, for de har ikke haft så mange politiske signaler at gå ud fra. Det havde været lettere som ekspert at binde en relevant buket, hvis politikerne aktivt og åbent havde deltaget i velfærdsdebatten i den periode, kommissionen

har siddet. Men de politiske meldinger fra de mest magtfulde partier, har jo nærmest kun været, at ”nu venter vi på Velfærdskommissionens udspil”. Og udspillet må så betragtes som en tiltrængt vitaminindsprøjtning til den politiske debat. At pille ting ud og at sætte andet ind i buketten er nu op til politikerne. Men hvis man be- skærer buketten uden at sætte noget nyt ind, så risikerer man at få en halv eller en kvart løsning. I så fald er det i hvert fald vigtigt, at man laver noget, der kan fortsættes senere. Pinsepakkens nedsættelse af folkepensionsalderen til 65 år var en modig og smart stram- ning, men den var ikke let at arbejde videre med. Hvis man sætter efterlønsalderen op med to år, så er det let at arbejde videre med, for så kan man bare sætte den op med to år mere på et senere tidspunkt. Men hvis alle ved, at stramningerne ikke er tilstrækkelige, så stop- per man hverken debatten eller spekulationerne om fremtidige stramninger. Og så er det nok mere rationelt at tage tyren ved hornene med det samme. Hvad skal man ellers sige om Velfærdskommissionens buket? Det er jo en kommission af økonomer og erhvervsfolk, og de har holdt sig til meget nøgterne løsninger på de forelig- gende problemer. Hvis jeg havde været politiker, tror jeg ikke, jeg ville have indskrænket debatten yderligere ved straks at afvise en række af forslagene. Tværtimod tror jeg, det kunne være nyttigt med en bredere debat om, hvad for et velfærdssamfund vi ønsker os om 30 år, når vi er meget rigere og måske lever i en helt globaliseret verden. Vil vi arbejde ekstremt effektivt i så kort en periode af vort liv som muligt, eller vil vi prøve at sætte tem- poet og lønnen ned og arbejde nogle flere år? Hvad vil vi gøre for de rigtigt udsatte grup- per (Velfærdskommissionen tænker mest på balancen mellem beskæftigede og normalt velfungerende pensionister)? Hvordan finder vi balancen mellem at blive et frilandsmuse- um og at blive et multietnisk samfund med verdensmarkedslønspredning? Hvad betyder det, at vi bliver dobbelt så rige - vil vi så bruge dobbelt så meget på privat materielt for- brug? Hvis vi alle bliver rigere, bedre uddannede og får mere fritid, vil der så blive en overefterspørgsel efter humanistiske afhandlinger om historie og teater, og ingen efter- spørgsel efter ingeniører, der kan øge den fysiske produktivitet? I hvor høj grad vil vi styr- ke individualismen og det frie valg, og i hvor høj grad vil vi satse på lighed og sammen- hængskraft? Vil vi satse på store effektive enheder, eller vil vi støtte mere nære samfund? Der er overordnede spørgsmål nok at diskutere, inden vi låser velfærdsdebatten fast til kun at handle om, hvorvidt efterlønnen skal udskydes 2 eller 3 år. Og det er egentlige poli- tiske spørgsmål, som eksperterne ikke kan regne på. Det er derfor helt op til politikerne, at tage den slags bolde op, så man må håbe, de har mod til det. Det er lidt underligt, at alle ta- ler om, hvordan virksomheder, borgere og institutioner skal være ”proaktive” og ”omstil- lingsparate”, mens politik mest går ud på at sikre velerhvervede rettigheder, og den største politiske succes siges at være et skatteloft, der umuliggør reformer af skattesystemet.

Og hvis jeg så skal slutte med en trussel, så diskuterede jeg velfærdsstaten med en histori- ker forleden. Han sagde: ”Det kan godt være, at vi historikere ikke regnes for meget af de nuværende politikere, men over deres eftermæle hersker vi uindskrænket”.

Indlæg af prof. Torben M. Andersen, Velfærdskommissionens formand Fremtidens velfæ rd – vores valg Velfæ rdskommissionens opgaver • Udfordringernes omfang -  Demografiske forandringer - Velstandsdilemma – Globalisering - Individualisering • Konkrete forslag • Grundlag for bred debat

Den demografiske udfordring – flere æ ldre – fæ rre erhvervsaktive 20 25 30 35 40 45 1980 2000 2020 2040 2060 2080 2100 Pct. 20 25 30 35 40 45 Pct. Konstant middellevetid VFK's befolkningsfremskrivning

Velfæ rdssamfundet kommer i finansiel ubalance offentlig budgetsaldo -4 -3 -2 -1 0 1 2 3 2003 2009 2015 2021 2027 2033 2040 Pct. af BNP -4 -3 -2 -1 0 1 2 3 Pct. af BNP NB – dette er med uæ ndrede velfæ rdsordninger Udgangssituation • Eksisterende velfæ rdsordninger har ikke finansiel dæ kning • Finansieringsklemme forstæ rkes af - stigende velstand (mere fritid, ø get/bedre velfæ rdsservice) - globalisering (uddannelse, forskning, skattebasemobilitet)

Aktuel politik •  Konsolidering – et godt udgangspunkt, men det samlede problem kan ikke lø ses ved opsparing •  Prioritering: overfø rsler vs. velfæ rdsservice - Udgiftsvæ kst – lovpligtige overfø rsler - Velfæ rdsservice under pres Reformvej –flere i beskæ ftigelse! 0 Levetid Arbejds- markeds- deltagelse Indgang Tilbage- træ kning

Flere i beskæ ftigelse? •   Faldende arbejdsstyrke - Ny situation på arbejdsmarkedet - 1/3 af de offentlige ansatte når tilbagetræ kningsalderen inden for de næ ste 10 år •   Erfaringer fra 90’erne   – Ø get beskæ ftigelse/faldende ledighed –  Fjernelse af overgangsydelse/ efterlø nsreform= ø get beskæ ftigelse Udviklingen på arbejdsmarkedet? •  Stigende behov – serviceerhverv (flere æ ldre) •  Kvalifikationskrav – fortsat skill-bias (teknologi og globalisering) •  Indvandrere/efterkommere fra mindre udviklede lande – ø get andel af befolkning og arbejdsstyrke

Uæ ndret arbejdsstyrke –hvad er kravene? 0 500 1.000 1.500 2.000 2.500 3.000 3.500 4.000 2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040 1.000 pers. 0 500 1.000 1.500 2.000 2.500 3.000 3.500 4.000 1.000 pers. Ø  vrige uden for arbejdsstyrken 15-64 år Efterløn Arbejdsstyrken 15-64 år Erhvervsfrekvenser – kan de blive hø jere? 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 15- 19 20- 24 25- 29 30- 34 35- 39 40- 44 45- 49 50- 54 55- 59 60- 64 65- 69 Pct. 0 10 20 30 40 50 60 70 80 90 Pct. DK RAS Min. OECD Maks.OECD ???

Elementer i beskæ ftigelsespolitikken Grundskole Erhvervsrelevant uddannelse for alle Indgang på arbejdsmarkedet Arbejdsmarkedspolitik Integration Beskatning af arbejdsindkomst Tilbagetræ kning

Beskæ ftigelsesvirkning-personer 2200 2300 2400 2500 2600 2700 2003 2007 2011 2015 2019 2023 2027 2031 2035 2040 1.000 pers. 2200 2300 2400 2500 2600 2700 2800 1.000 pers. Uden forslag ArbejdsmarkedsreformIntegrationsreform Uddannelsereform Skattereform Efterlø  nsreform Pensionsreform Balance på det offentlige budget -4 -3 -2 -1 0 1 2 3 2003 2009 2015 2021 2027 2033 2040 Pct. af BNP -4 -3 -2 -1 0 1 2 3 Pct. af BNP Med VFKs forslag Uden reform

Bent Rold Andersen: Stikord til indlæg ved det økonomisk -politiske udvalgs høring den 23. januar 2006 Velfærdskommissionens hovedstrategi er at udfylde mankoen af arbejdskraft ved at forlænge den del af livet, hvor vi er i arbejde. Mit forslag er en hovedstrategi, som trækker flere ind i arbejdsstyrken mens de end- nu befinder sig i de erhvervsdygtige aldersgrupper. Godt 900.000 mennesker i aldersgruppen 18-66 modtager i dag såkaldt ”indkomster- stattende ydelser” fra det offentlige. Se Planche nr. 1. Heraf modtager 450.000 mennesker midlertidige ydelser, dvs. ydelser, som er betin- get af arbejdsløshed og/eller helbredsproblemer.   Ydelserne omfatter arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, revalideringsydelse, kontanthjælp, diverse aktiveringsydelser samt ledighedsydelse. Ydelserne kan rang- ordnes efter modtagernes afstand til arbejdsmarkedet, dvs. i aftagende orden efter deres sandsynlighed for at komme i beskæftigelse. Men den samme rangordning repræsenterer samtidig trin på vejen til førtidspension.   Hvis flere af dem kan stoppes på vejen, er det både velfærd og kontanter i sigte. Der er for tiden 265.000 førtidspensionister i Danmark. I samtlige år mellem 1960 og 1975 var arbejdsløsheden i Danmark under 50.000. Der var mangel på arbejdskraft, ikke arbejdsløshed. I denne periode forøgedes arbejds- styrken med over 500.000 mennesker: Handicappede, indvandrere og kvinder, som foretrak udearbejde frem for husmoderjobbet.  Virksomhederne og det offentlige indrettede sig på en arbejdsstyrke som havde mange begrænsninger. Derfor barsels- orlov, deltid, handicapvenlige arbejdspladser, adgang for folk, som først skulle lære sproget. Hvis noget sådant skal gentage sig i forhold til de 900.000, som i dag står udenfor, kræver det at vi er villige til igen at skabe mangel på arbejdskraft. Det kan ikke gøres ved et snuptag. Det kræver et langt og sejt træk, som først og fremmest retter sig mod at standse den tilgang til gruppen, som har fået den til at vokse år for år siden 1975. Men vi har som bekendt også 30-40 år til at løse opgaven. Det kræver en saks med to blade til år for år at klippe strimler af den skjulte arbejds- løshed:   Det ene blad hedder en styring af efterspørgslen, som tillader at en moderat mangel på arbejdskraft får lov at opstå som et permanent fænomen. Vi skal bekæmpe den neurose, som fører til stramninger i den økonomiske politik, så snart flaskehalse er i sigte. Der skal i samarbejde med arbejdsmarkedets parter udvikles en strategi som forhindrer at denne offensive politik fører til inflation. Uddybes hvis tiden tillader! Det andet blad består i en socialpolitisk strategi, som forhindrer at arbejdsløshed fø- rer til social deroute med helbredsproblemer som følgesvend og med førtidspension som slutposition. Det handler frem for alt om at sikre at den arbejdsløse kan opret- holde sin hidtidige levevis. Det er en politik, som blev udviklet af socialreform-

kommissionen i tresserne (Seierup-kommissionen). Uddybes også, hvis tiden tilla- der! Ligesom velfærdskommissionen gennemførte sine analyser omkring mulighederne for at få den fornødne arbejdskraft ved at forlænge antallet af leveår med arbejde, er der brug for et analysearbejde for i detaljer at udvikle en strategi for at få flere i arbejde mens de endnu er i arbejdsdygtig alder. EN TÆNKETANK EFTERLYSES!

Indkomsterstattende ydelser til personer i arbejdsdygtiggtig alder i Danmark 2003. Ydelse Antal Personer Efterløn 187.000 Orlovsydelser 5.000 Orlovsydelser og efterrrrlønløn I alt orlovsydelser og efterløn 192.000 Midlertidige ydelser Varige Ydelser I alt samtlige ydelser 909.000

Har vi råd til velfærdsstaten – også i fremtiden? Professor Bent Greve Roskilde Universitet Hø ring folketinget 23.1.2006 Problemer med velfærdskommissionens beregninger Offentligt forbrug – forsvar, politi m.v. er befolkningsuafhæ ngig Usikkerheden stiger markant med tidshorisonten – ny teknologi m.v. Rente, satsregulering og andre problemer Men også, at der hovedsageligt ses på ø konomiske incitamenter

- 20 - Vil danskere arbejde mere og længere? Nogle kan ikke - de arbejder allerede meget Andre vil gerne, men deres arbejdskraft efterspø rges ikke Kompetencer passer ikke altid til efterspø rgselen Ø nsket om når vi bliver rigere at have mere fri tid – tid er også et velfæ rdsgode Derfor behø ver lettelser i indkomstskatten heller ikke væ re svar på ø nsket om flere i arbejde Problem ved indkomstskattelettelser De store pensionsformuer som så bliver lempeligere beskattet – var problem allerede ved indfø relsen af arbejdsmarkedsbidraget i 1994, og vil væ re det ved enhver æ ndring af indkomstskatter uden forhø jet eller æ ndret beskatning af pensionsopsparing. Dem med store pensionsformuer tjener mest Samlede pensionsformuer var ultimo 2004 1820 mia. Kroner.

- 21 - Andre elementer i velfærdsreform Stress og nedslidning – indsats sygefravær Integration af indvandrere Livslang læ ring Billigere kollektiv transport som alternativ til skattelettelser Sikre efterspø rgsel efter grupper som har vanskeligt ved at komme ind på arbejdsmarkedet – servicejobs Massiv indsats forskning og uddannelse Vurdere om alder altid er et godt kriterie for sociale ydelser

- 22 - Oplæg ved Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Udfordringer for velfæ  rdsstaten •   Befolkningsudviklingen •   Globaliseringen •   Befolkningens opbakning Sammenhæ  ng mellem kompetence- og lø nspredning Anm.: Kompetence opgjort på  basis af litteracy. De 25 pct.  bedste må les i forhold til de 25 pct. då rligste Kilde: AErå det på  basis af OECD, 2000 USA UK IRE CAN AUS BEL SCH TY FIN NOR HOL SVE DK R² = 0,78 1,18 1,2 1,22 1,24 1,26 1,28 1,3 1,32 1,34 1,36 1,38 20 22 24 26 28 30 32 34 36 Lønspredning

- 23 - Uddannelsesprofil for en ungdomså rgang 2003 2000 1995 1990 44,5 43,7 37,5 33,5 Videregå ende 30,6 34,6 35,1 33,8 Erhvervsfaglig 15,7 13,3 15,6 19,8 heraf kun grundskole 25,0 21,7 27,4 32,6 Uden erhvervskompetence Procent Antal å r i fuldtidsbeskæ  ftigelse Kilde: AErå det, Ø  konomiske Tendenser 2005 27,5 34,1 0 5 10 15 20 25 30 35 40 Restgruppe Erhvervsfaglig

- 24 - Samfundsø konomisk afkast af at reducere restgruppen Anm. Udgifter til uddannelse er fratrukket i livsindkomsten Kilde: AErå det, Ø  konomiske Tendenser 2005 -24,8 19,1 24,2 Æ   ndring Procent 2,7 4,5 9,7 Erhvervsfaglig 3,6 3,8 7,8 Restgruppe Mio. kr. Overfø rsler Skat Livsindkomst Effekt på  beskæ  ftigelsen af ø get uddannelse Anm.: Et ø get indtag på  3000 personer å rligt svarer til en stigning i uddannelsesfrekvensen på knap 5 procent Kilde: AErå det på  basis af  IDA-registret 12835 4013 8822 Lang sigt 10703 2665 8038 2040 2933 -983 3916 2020 868 -1748 2617 2015 -335 -383 48 2007 3000 1500 1500 Stød I alt Videregå ende uddannelse Erhvervs- uddannelse