Indledende bemærkninger: En kort redegørelse for den beslutning som den indiske undersøgelses komite under højesteretten har taget.

 

 

 

Ministeriet modtog i går en kopi af den afgørelse som Supreme Court Monitoring Committee - den indiske overvågningskomite under Højesteretten - har lavet, og denne oversendte jeg i går til udvalget. Det drejer sig om en sag anlagt af en indisk NGO’er mod den indiske regering for overtrædelse af Baselkonventionen i forbindelse med de indiske miljømyndigheders tilladelse til ophugning af Kong Frederik.

 

Eller sagt lidt mere forståeligt, det er afgørelsen i en sag anlagt ved højesteret af en privat borger mod den indiske regering med henblik på at få prøvet lovligheden af visse aspekter af den indiske regerings ageren i sagen om Kong Frederik.

 

Denne afgørelse vil nu blive gennemlæst nøje af ministeriet, og jeg vil sørge, for at udvalget efterfølgende vil få fremsendt en kort gennemgang af den konkrete afgørelse.

 

Ud over at vi nu har modtaget selve afgørelsen, så har Ambassaden i New Dehli i mandags telefonisk været i kontakt med såvel Madhumita Dutta, den person som har anlagt sagen, som det indiske miljøministerium.

 

Fra Madhumita Dutta har de fået oplyst at hun som part i sagen havde modtaget kopi af udtalelsen fra Supreme Court Monitoring Committee og Joint Commissioner of Customs, til højesteret. Af udtalelsen fremgik det ifølge Madhumita Dutta, at overvågningskomiteen ikke havde fundet kritisable forhold i den indiske miljøministers ageren i forhold til Basel-konventionen - som anført af sagsøger - idet sagsøgers fortolkning af Basel-konventionen ikke var korrekt.

 

Madhumita Dutta oplyste, at hun som part i sagen har frist indtil primo december til at kommentere udtalelsen fra Supreme Court Monitoring Committee, og at hun vil forberede et sådant svar. Højesteret vil ifølge Madhumita Dutta træffe en afgørelse i sagen i løbet af december måned 2005.

 

Hun oplyste desuden over for ambassaden, at hun er den eneste civile person med et sagsanlæg ved Indiens højesteret i færgesagen.

 

Det indiske Miljøministerium oplyste, at højesteret har noteret sig Supreme Court Monitoring Committee og Joint Commissioner of Custom's svar.

 

Det forventes, at Højesteret ikke vil tage stilling til "teknikken" i sagen, idet det er det, man har oprettet Supreme Court Monitoring Comite til.

 

Desuden har den danske ambassade haft møde med departementschefen i det indiske miljøministerium. Dette møde havde til formål overfor inderne at beklage den fejlagtige beskrivelse af den danske regerings involvering i sagen, som fornylig var i indisk presse.

 

Inderne benyttede endnu engang lejligheden til at redegøre for den indiske fortolkning af regelsættet i Baselkonventionen, nemlig at et skib, der kan sejle for egen kraft, ikke kan defineres som affald.

 

Inderne er godt klar over forskellen i den danske og den indiske fortolkning af regelsættet omkring skibe og er parate til at drøfte dette i de rette fora med henblik på at sikre harmonisering og overensstemmelse. Dette sidste er- når vi ser frem- væsentligt at holde fast i.