September 2006
Aftale mellem Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Miljøministeriet om lokale grønne partnerskaber |
|
Kommunerne får med kommunalreformen et større ansvar for at beskytte naturen og udbyde grønne omgivelser og naturoplevelser lokalt. Denne indsats kan styrkes i et samarbejde, hvor der udveksles erfaringer om f.eks. naturbeskyttelse og friluftstilbud, så borgerne involveres og får mest mulig glæde af naturen og dens mange oplevelsesmuligheder.
Indsatsen kan med fordel løftes af mange parter, f.eks. staten, kommunerne, den enkelte borger, virksomheder, institutioner og foreninger. Et sådant samarbejde mellem myndigheder og frivillige organisationer kan styrke både politisk og folkeligt engagement.
Til fremme af samarbejdet på frilufts- og naturforvaltningsområdet og inddragelse af borgerne indgås et partnerskab mellem Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Miljøministeriet.
Formål og område:
· Partnerskabet har til formål at udbrede og underbygge mulighederne i frivillige lokalt forankrede frilufts- og naturprojekter.
· Hensigten er, at frilufts- og naturprojekter, baseret på lokalt engagement, skal skabe lokal forankring og ansvar for naturen.
Tidsplan
· Aftalen er gældende fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2009.
Organisering
PÃ¥ Landsplan
· Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Miljøministeriet har en løbende dialog, som har til formål at sikre aftalens forløb og iværksætte partnerskabsaktiviteter, som understøtter den lokale indsats.
· Der oprettes en hjemmeside med information om aftalen og dens muligheder, herunder oplysninger om, hvordan der kan søges midler til realisering af projekterne. Hjemmesiden skal virke med eksempler til inspiration for andre.
PÃ¥ kommuneplan:
· Den lokale indsats drøftes i eksisterende lokale fora (kommunale grønne råd eller lignende) eller der kan etableres nye fora i kommunalt regi (lokale partnerskabssgrupper).
· De fire parter kan alle have repræsentanter i de lokale partnerskabsgrupper. Parterne aftaler lokalt organiseringen af samarbejdet, herunder inddragelse af andre lokale borgergrupper, virksomheder, institutioner og foreninger m.v
· Den lokale partnerskabssgruppe rådgiver og vejleder om projekter. Den kan aftale særlige fokusområder for fremtidige projekter, udveksle information og formidle erfaringer fra gennemførte projekter.
· Partnerne bidrager til at inspirere lokale til at fremkomme med projekter, f.eks. på hjemmesider, i lokalaviser, offentlige møder, netværk m.v. Der informeres offentligt om de lokale partnerskabsgruppers møder og aktiviteter, så nye projektforslag, ideer m.v. kan fremsendes til gruppen.
· Projektfinansieringen aftales af det enkelte projekts parter, herunder hvem der skal ansøges. Ansøgningsproceduren skal være enkel, og ubureaukratisk, jf. vejledningen på den anførte hjemmeside. Lokale borgergrupper, virksomheder, institutioner og foreninger m.v. kan søge om midler til projekter.
Projekternes finansiering
· Miljøministeriet bidrager årligt med minimum 10- 15 mill. kr.
· Kommunerne kan medfinansiere projekter.
· Tips- og Lottomidler til friluftslivet kan søges gennem Friluftsrådet.
· Foreninger og private kan bidrage med midler og ressourcer.
· De bidragende partnere bærer selv det bevillingsmæssige ansvar for bidraget.
Ikrafttræden
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2007.