MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Miljø- og Planlægningsudvalget 2005-06
MPU Alm.del Bilag 547
Offentligt

Høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet

Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?

Af professor, dr. jur. Ellen Margrethe Basse, Aarhus Universitet

1. Klagesystemet - hvorfor ankenævn? .........................................................1

2. Naturklagenævnet .......................................................................................2

2.1 Naturklage-/Overfredningsnævnets historie .....................................3

2.2 Naturklagenævnet og interessekriteriet ............................................8

2.3 Overtagelse af zone-, sommerhus- og råstofsager ............................9

3. Miljøklagenævnet .......................................................................................9

3.1. Miljøklage-/Miljøankenævnets historie.........................................11

3.2. Større eller principielle afgørelser .................................................15

4. To nævn

–

er det velbegrundet?................................................................16

1. Klagesystemet - hvorfor ankenævn?

Ved beskrivelse af et administrativt klagesystem indgår der flere elementer,

hvor klageorganets opbygning er ét af de helt centrale. Inden for Miljømini-

steriets område har man valgt to ankenævn: Naturklagenævnet og Miljøkla-

genævnet.

Med de klageregler, der træder i kraft 1. januar 2007, hvor der ikke længere

skal klages til en styrelse, før sagen kan indbringes for klagenævn, må sags-

antallet forventes at stige betydeligt i begge nævn.

Anvendelsen af ankenævn er særligt udbredt i Danmark

–

bl.a. fordi vi ikke

har forvaltningsdomstole. Deltager man i internationale forskningsprojek-

ter/-konferencer, må man starte med at forklare den særlige danske model

med klagenævn

–

og de begrundelser, der ligger bag ordningen.

Begrundelserne for at anvende ankenævn varierer imellem:

- retssikkerhedshensyn, hvor man med nævnssammensætningen vil sikre

domstolslignende garantier

- parlamentarisk kontrol med forvaltningen

- magtbalancehensyn

–

hvor nævnene på grund af deres selvstændige funk-

tionsmåde (uafhængighed) skal bidrage til at svække politiske magtcen-

tre i forvaltningen og til at begrænse den politisk ansvarlige ministers

indflydelse på den konkretr sagsbehandling

- aflastning af ministerierne

–

oprindeligt departementerne, nu styrelserne

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

- accept fra de regulerede på grund af sagkundskab, lokalpolitisk indsigt el-

ler interesserepræsentation.

Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet har begge juridiske formænd

–

men

deres sammensætning er i øvrigt forskellig. Begrundelsen for den eksiste-

rende forskel skal

–

som jeg skal forklare i det følgende - søges i nævnenes

historie.

2. Naturklagenævnet

Det Naturklagenævn, der eksisterer i dag, er en afløser for det tidligere

Overfredningsnævn. Grundprincipperne bag nævnssammensætningen er

den samme.

Nævnet er efter den ændring, der træder i kraft 1. januar 2007, sammensat

med en juridisk formand, to højesteretsdommere og syv medlemmer, der er

udpeget af Folketinget.

De politiske medlemmer og højesteretsdommerne

vælges for fire år ad gangen. Der kan beskikkes én eller flere suppleanter for

formanden og en suppleant for de øvrige medlemmer. Indtil 1. januar er der

udpeget politiske repræsentanter for de partier, der har medlemmer i Folke-

tingets Finlanslovsudvalg. I praksis kan nogle af de medlemmer, der repræ-

senterer de politiske partier, samtidig være folketingsmedlemmer.

Der er i dag tale om en ordning, hvor formanden kan træffe afgørelser ale-

ne, hvis

ikke

der er tale om principielle sager. Formanden kan efter naturbe-

skyttelseslovens § 81, stk. 3, planlovens § 58, stk. 2, råstoflovens § 14, stk.

1, og skovlovens § 60, stk. 2, træffe afgørelse alene (formandsafgørelser) i

alle de sager, hvor der ikke var tale om meget væsentlige interesser i forhold

til lovens formål. Efter forretningsordenens skal formanden sikre nævnets

medlemmer indseende med den praksis, der anvendes i formandssager, så

nævnsmedlemmer har mulighed for at blande sig. Formanden skal én gang

om måneden orientere nævnet om alle modtagne klager. Indtil formanden

har truffet en formandsafgørelse uden deltagelse af andre medlemmer, kan

nævnet som sådant forlange klagen forelagt til afgørelse i nævnet.

Naturklagenævnets sekretariat forbereder nævnets beslutninger og bistår

med udformning og meddelelse af nævnets afgørelser. Nævnets sekretariat

ledes af nævnsformanden med bistand af fire viceformænd og en admini-

strationschef.

Lov nr. 571 af 9. juni 2006.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

Naturklagenævnet er øverste administrative myndighed i fredningssager og

er klageinstans for afgørelser efter en række love om regulering af fast ejen-

dom: planloven, naturbeskyttelsesloven, råstofloven, skovloven, mastelo-

ven, sommerhusloven, kolonihaveloven, miljømålsloven og miljøvurde-

ringsloven. Nævnet behandler ca. 2.000 sager om året. I 2005 modtog næv-

net i alt 2.235 sager.

Som det fremgår af det følgende, er Naturklagenævnets sammensætning hi-

storisk begrundet i fredningssagernes karakter. Fredningssagerne udgør

imidlertid i dag kun en meget beskeden del af de klager, der indbringes for

nævnet. I 2005 blev der

- modtaget 13 klager over fredninger og 67 klager over fredningsdispensa-

tion

–

ud af de i alt 2.235 modtagne sager

- truffet afgørelse i 7 sager om fredning og i 63 sager om dispensation fra

fredning

–

der blev i alt truffet afgørelse i 2.001 sager.

Nævnets kompetencer i relation til afgørelser om planspørgsmål og i relati-

on til afgørelser om helårsbeboelse i sommerhusområder er begrænset til

retlige spørgsmål.

Nævnets kompetence til at efterprøve afgørelser truffet

efter planlovens regler om VVM-tilladelser og zonetilladelse samt til at ef-

terprøve ekspropriationer vedrører alle elementer i en sag

–

dvs.

såvel skøn

som retsanvendelse.

Tilsvarende kan nævnet efterprøve alle elementer i sa-

ger efter naturbeskyttelsesloven, råstofloven, skovloven, sommerhusloven

mv.

Af de klager, som indbringes for nævnet, er ca. halvdelen retlige klager efter

planloven. I 2005 udgjorde plansagerne således de 1.289 klager ud af de i

alt modtagne 2.235 klager. Det fremhæves i årsrapporten fra 2005, at VVM-

screeningssager (husdyrbrug) fortsat er en betydelig sagsgruppe under de

retlige klager. Den næststørste kategori af klager, som blev indbragt for Na-

turklagenævnet, vedrørte zonereglerne i planloven. Der blev indgivet 482

klager over zoneafgørelser i 2005. Herefter fulgte klager over afgørelser, der

var truffet i medfør af naturbeskyttelsesloven

–

i alt 324 klager i 2005. Der

var ikke indbragt mange klager over afgørelser, der var truffes efter de øvri-

ge love

–

39 klager over råstofafgørelser, 20 klager over afgørelser efter

skovloven og 1 klage efter sommerhusloven.

2.1 Naturklage-/Overfredningsnævnets historie

Naturklagenævnet har en lang historie. Nævnet blev skabt i 1917 med den

første naturfredningslov

–

nævnet hed dengang Overfredningsnævnet. Det

blev etableret i regi af Justitsministeriet, senere flyttet til Statsministeriet,

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

Ministeriet for Kulturelle Anliggender og sidst til Miljøministeriet. Når jeg

nævner ressorttilknytningen, er det fordi tilhørsforholdet er med til at af-

dække, at nævnets rolle ændrede sig fra at være en central aktør i de politi-

ske beslutninger om konkrete indgreb i ejendomsretten (gennem konkrete

fredninger, hvor de politisk ansvarlige ministre og Folketinget i sidste in-

stans bestemte), til en aktør, der indgik i efterprøvelsen af fysiske planer og

afgørelser, der - ud fra en samfundsmæssig prioritering af beskyttelsen af

naturen

–

skulle træffes som led i den generelle erstatningsfrie regulering.

Overfredningsnævnets væsentlige kompetence var, da det blev etableret

som klageinstans, at behandle fredningssager og at tage stilling til erstatning

for den gennemførte fredning. Overfredningsnævnet var berettiget til ved

sin afgørelse af udvide eller indskrænke fredningens omfang samt til i øvrigt

at ændre de af fredningsnævnene trufne bestemmelser, uanset på hvis foran-

ledning sagen oprindelig var rejst. Det er blevet fremhævet, at

fredningsin-

stituttets succes

må ses i sammenhæng med den sammensætning, som Over-

fredningsnævnet (og senere Naturklagenævnet) havde. Det fremføres, at

”det

er klart, at et nævn sammensat af to højesteretsdommere og politisk

udpegede medlemmer, der repræsenterer alle partier af betydning i Folke-

tinget, giver en garanti for en fair behandling og et fornuftigt resultat, som

det er vanskeligt at sætte spørgsmålstegn ved.”

Overfredningsnævnet havde også andre opgaver. Men de udgjorde ikke

nævnets kernefunktion.

Overfredningsnævnet har hele tiden haft en jurist som formand. Det var op-

rindeligt en juridisk professor med ekspertise i forvaltningsret. Formanden

bestred opgaven på deltid. I begyndelsen af 60’erne blev formandskabet et

fuldtidsjob.

2.1.1 Hvorfor politikere og parlamentarisk kontrol?

Der har i hele perioden været repræsentanter for de politiske partier i Over-

fredsningsnævnet (og senere Naturklagenævnet). Denne repræsentation

hænger dels sammen med den politiske stillingtagen til de spørgsmål, der

vedrører konkrete indgreb i ejendomsretten, dels de økonomiske konse-

kvenser som en fredning kan have for statskassen.

Henrik Knuth-Winterfeldt

”Fredningsinstituttet i naturbeskyttelse” i Ole Christiansen m.fl.,

”Retligt set – synsvinkler på arealanvendelseslovgivningen”, Miljø-

og Energiministeriet

1995, side 203.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

I perioden fra 1917 til 1969 var der kun fire politisk valgte medlemmer. De

var valgt af hvert af de gamle partier i Folketinget

–

det var socialdemokra-

ter, venstre, konservative og radikale. Med en ændring af naturfredningslo-

ven, der trådte i kraft i 1969, blev nævnets sammensætning ændret, så alle

de partier, der var repræsenteret i Folketingets Finansudvalg, fik en repræ-

sentant i nævnet. Hvis et parti ikke længere var repræsenteret i Finansudval-

get, ophørte det pågældende medlem også i nævnet.

Der blev oprindeligt holdt møder på Christiansborg

–

de såkaldte Christi-

ansborgmøder. Med møderne i huset kunne de politiske medlemmer samti-

digt sikre sig, at de kunne deltage i eventuelle afstemninger om lovforslag

mv.

De procesregler, der var foreskrevet for fredningssager

–

og som stadig

gælder - skulle sikre en meget tæt kontakt mellem de myndigheder, der traf

fredningsafgørelserne, og de berørte grundejere

–

en tæt kontakt, der også

skulle være sikret i forhold til klageinstansen. Overfredningsnævnet tog så-

ledes ud for at besigtige de områder, som skulle fredes eller omfattes af

byggelinjer. Ejerne blev tilsagt til at møde op, så de kunne møde nævnets

medlemmer og fremlægge deres sag. Der blev holdt møder

–

på kroen eller i

forsamlingshuset

–

hvor den, der havde rejst fredningssagen, kunne forklare

sit initiativ. Også kommunen, amtet og Danmarks Naturfredningsforening

blev indkaldt til mødet. Dem, der havde været indkaldt til møde under fred-

ningsnævnets behandling, fik også mulighed for at møde for Overfred-

ningsnævnet. Der var også til tider naturvidenskabelige forskere, der forkla-

rede betydningen af den foreslåede fredning. Overfredningsnævnet hørte på

og stillede spørgsmål til de fremmødte. Nævnet indgik ikke i en debat med

de fremmødte.

Den tidligere nævnsformand

–

Johan Garde - skriver, at de politiske med-

lemmer var en styrke

i fredningssagerne:

”Det var væsentligt at have dem

med til besigtigelser, navnlig i tunge sager,

til at indgyde tillid til og forstå og tolke lodsejernes følelser og standpunkt,

bedømme kommuner etc. Medlemmerne fra de 3 gamle ”borgerlige” parti-

er var i hele perioden landmænd. De havde særlige forudsætninger for at

vurdere de indgreb, som en fredning ville betyde for ejerne

–

langt de fleste

fredninger var jo dengang landskabsfredninger.”

Johan Garde, ”Fra gamle dage til nutidens

begyndelse. Overfredningsnævnets arbejde i

årene 1962-1976”,

Dansk Bylaboratorium, Byplanhistoriske Noter 39, side 22.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

Garde fremhæver, at det kun var Fremskridstpartiets repræsentanter, der ik-

ke var ”positive og saglige”. Sidstnævnte

parti var imod fredninger.

Nævnet skulle efter 1937-naturfredningslovens § 19, stk. 3, have forelagt al-

le de fredningskendelser, der til dækning af erstatningskrav medførte offent-

lige udgifter på mere end 500 kr. Fredningsudgifterne blev fordelt mellem

staten og den relevante amtsfond (eller Københavns og Frederiksberg

Kommuner). Staten betalte ¾. Loven indeholdt særregler for de situationer,

hvor der opstod spørgsmål om tilkendelse af erstatning, erstatningens stør-

relse eller fordeling mv. I sådanne sager skulle nævnet

forsøge at tilveje-

bringe en mindelig overenskomst med den pågældende lodsejer, servitutbe-

rettigede m.fl.

Kunne der ikke opnås enighed, kunne nævnet kun træffe af-

gørelse, hvis ejerne og de andre i ejendommen berettigede, som havde givet

møde under sagen, accepterede, at nævnet behandlede spørgsmålet. I mod-

sat fald skulle nævnet forelægge sagen for en taksationskommission. Når

taksationskommissionens vurdering forelå, blev sagen sendt tilbage til næv-

net, der herefter kunne træffe en afgørelse.

Med 1969-loven blev der tillagt Overfredningsnævnet kompetence til med

2/3’s flertal at bestemme, at staten skulle betale 9/10 af erstatningen. En så-

dan kompetence var dog afhængig af, at fredningen medførte store udgifter,

og at fredningen havde national betydning. Kompetencen var især forudsat

anvendt ved beslutninger om etablering af nationalparker. Var en fredning

hovedsagelig af betydning for en kommune, kunne fredningsnævnet eller

Overfredningsnævnet bestemme, at kommunen helt eller delvist skulle beta-

le erstatningen.

Den sammensætning, som Overfredningsnævnet fik i 1969, havde en logisk

sammenhæng med, at fredningens gennemførelse var afhængig af, at Folke-

tingets Finansudvalg gav sin tilslutning til beløbets udbetaling i de situatio-

ner, hvor statens andel af erstatningen beløb sig til 10.000 kr.

Hvis kendel-

sen medførte udgifter for det offentlige til erstatning, der oversteg det an-

givne beløb, skulle nævnet fremsende kendelsen til ressortministeren. Det

var ressortministeren, der traf afgørelse om, hvorvidt der skulle søges om

tilslutning hos Finansudvalget

–

eller om fredningen skulle opgives. Når sta-

Se også Henrik Knuth-Winterfeldt,

”Fredningsinstituttet i naturbeskyttelse” i Ole Christi-

ansen m.fl., ”Retligt set –

synsvinkler på arealanvendelseslovgivningen”,

Miljø-

og Energi-

ministeriet 1995, side 196.

Efter 1937-loven var beløbet 500 kr., beløbet blev justeret op. Beløbet på 10.000 kr. blev

indføjet i 1959.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

tens andel var bevilget, var der dermed også taget stilling til betalingsfor-

pligtelsen for by- og amtskommuner. Denne ordning er ikke opretholdt.

Der var oprindelig ikke afsat midler på finansloven til erstatning. Den for-

melle hjemmel til udbetaling af erstatning blev tilvejebragt ved en tillægs-

bevillingslov, der blev vedtaget efter, at de enkelte større sager havde været

forelagt Finansudvalget.

Senere blev det ændret således, at der på finanslo-

ven blev opført et rammebeløb.

Den sammensætning, som Overfredningsnævnet - og senere Naturklage-

nævnet - havde fra 1969-2006, sikrede medlemmerne af Finansudvalget den

fornødne indflydelse på hvor mange fredninger og hvor store beløb, der

kunne blive tale om

–

så omfanget af fredninger kunne afstemmes efter de

økonomiske rammer, som Finansudvalget selv fastlagde.

2.1.2 Hvorfor højesteretsdommere?

Der har hele tiden været to højesteretsdommere

–

med suppleanter - knyttet

til nævnet. Højesteretsdommernes placering i nævnet må

–

ligesom politi-

kernes

–

primært ses som en konsekvens af fredningssagerne og den proces,

der er fastlagt for sådanne sager.

Fredningssager er udtryk for et konkret indgreb i ejendomsretten, der er be-

skyttet ved grundlovens § 73. I sådanne sager er domstolenes kontrol med

forvaltningen (som fastlagt ved grundlovens § 63) særlig retssikkerheds-

mæssigt begrundet. Det har også været sådanne retssikkerhedshensyn, der

har talt for at få en deltagelse fra højesteretsdommere med i kontrollen af

det udøvende forvaltningsorgan

–

som medlemmer af Overfredningsnævnet.

Ved nævnets drøftelser anvendte man i en periode

voteringer,

som de ken-

des fra retssalene. Man anvendte en gang imellem det, man kaldte

den gam-

le voteringsrækkefølge,

dvs. først højesteretsdommerne efter anciennitet og

derpå de folkevalgte på samme måde. Anvendelsen af denne rækkefølge

blev dog efterhånden begrænset til de sager, hvor juraen spillede en væsent-

lig rolle.

Naturklagenævnet har i dag mulighed for at forelægge erstatningsspørgsmålet for en taksa-

tionskommission. De afgørelser, som nævnet træffer om erstatning, kan indbringes for en

taksationskommission, og nævnet kan genoptage en fredningssag efter, at der af en taksati-

onskommission er truffet afgørelse om erstatningsudmålingen.

Johan Garde, ”Fra gamle dage til nutidens begyndelse. Overfredningsnævnets arbejde i

årene 1962-1976”,

Dansk Bylaboratorium, Byplanhistoriske Noter 39, side 42f.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

Overfredningsnævnet skulle som nævnt

–

ligesom dets efterfølger

–

følge

nogle særlige procesregler ved behandling af fredningssager. Det fremgik

bl.a. af naturfredningsloven, at nævnets formand skulle sammenkalde til

møder og lede nævnets forhandlinger. Proceskravene skulle bl.a. sikre en

domstolslignende proces.

2.2 Naturklagenævnet og interessekriteriet

Ved miljølovsreformen i 1991/92

–

som etablerede Naturklagenævnet uden

at ændre sammensætningen - blev

klagebehandlingen

i nævnet begrænset til

de sager, hvor nævnet som samlet forum kunne fastlægge nogle principielle

retningslinjer m.v. Ordningen var den, at nævnet skulle realitetsbehandle og

afgøre de klager, som efter nævnets vurdering havde ”meget

væsentlig inte-

resse i forhold til lovenes formål”.

De øvrige

klagesager skulle nævnets

formand videresende til behandling og afgørelse i Skov- og Naturstyrelsen,

hvis der var tale om sager efter naturbeskyttelsesloven, råstofloven m.v., og

til Planstyrelsen, hvis der var tale om sager efter planlovens og sommerhus-

lovens regler.

Ordningen forklares i lovforarbejderne. I forarbejderne til råstoflovens § 14

kan man læse, at fordelingen af sager imellem Skov- og Naturstyrelsen hhv.

Naturklagenævnet var forudsat at sikre nævnet en begrænset arbejdsopgave,

der samtidig skulle kunne sikre en indflydelse på retsudviklingen inden for

området:

”Paragraffen fordeler klagemyndigheden mellem det naturklagenævn, der

foreslås oprettet ved særlig lov, og miljøministeren. Det er ikke muligt i rå-

stofloven at anvende lovhjemlen for en afgørelse som kriterium for, om en

klage bør afgøres af nævnet eller ministeren. Fordelingen af klagemyndig-

heden foreslås derfor fastlagt alene efter det kriterium, om klagen angår

spørgsmål af meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål. Der vil

således blive tale om en konkret afgørelse for hver enkelt klage, og det fore-

slås overladt til nævnet at tage stilling til, om interessekriteriet bør føre til,

at nævnet skal afgøre den pågældende klage.

Den foreslåede ordning vil medføre, at de fleste klager bliver afgjort af mi-

nisteren (Skov- og Naturstyrelsen), ligesom det er tilfældet efter den gæl-

dende råstoflov ....”

L 163, se Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 4141.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

Naturklagenævnet kunne godt fortryde oversendelsen af en sag til Skov- og

Naturstyrelsen og kalde den tilbage

–

hvilket rent faktisk skete i praksis.

Med nedlæggelsen af Planstyrelsen i 1992 skulle alle klager efter planlovens

regler herefter forelægges Naturklagenævnet. I 1997 udgik også Skov- og

Naturstyrelsen som klageinstans.

Det betød at alle klagesager herefter skulle i Naturklagenævnet

–

men dog

ikke som udgangspunkt med politikernes og højesteretsdommernes delta-

gelse. Som nævnt ovenfor kan der i dag træffe formandsafgørelser i sådanne

sager, der ikke er principielle, hvis ikke nævnsmedlemmerne protesterer.

2.3 Overtagelse af zone-, sommerhus- og råstofsager

Naturklagenævnet fik udvidet sit kompetenceområde i forhold til Overfred-

ningsnævnet ved etableringen i 1991/1992

–

det overtog i den forbindelse

flere kompetencer fra Miljøklagenævnet. De kompetencer, som blev over-

ført til Naturklagenævnet, var klagebehandlingen af zonesager, sommerhus-

sager og råstofsager.

Der skete ikke herved nogen ændring i nævnets sammensætning ved be-

handlingen af de nævnte sager. Som det fremgår af det følgende, var Miljø-

ankenævnets sammensætning i sådanne sager (dvs. indtil 1. januar 1992)

forudsat bestemt ud fra krav om, at der skulle deltage sagkyndige myndig-

hedsrepræsentanter og lokalpolitikere i nævnsbehandlingen.

3. Miljøklagenævnet

Det Miljøklagenævn, der eksisterer i dag, er en afløser for det tidligere Mil-

jøankenævn, der blev etableret med vedtagelsen af den første miljøbeskyt-

telseslov i 1973 (ikrafttræden 1. oktober 1974). Grundprincipperne bag

nævnssammensætningen er den samme. Det var kun navnet på nævnet og

kompetenceområdet, der blev ændret den 1. januar 1992. Nævnets sekretari-

at blev reduceret til ca. den halve størrelse. Der er ikke længere tale om no-

get stort nævn

–

et nævn, der indtil 1. januar 1992 havde kompetence efter

11 love.

Birger Christensen, ”Klageadgangen

i planlægnings-

og naturbeskyttelseslovgivningen” i

Ole Christiansen m.fl., ”Retligt set – synsvinkler på arealanvendelseslovgivningen”, Miljø-

og Energiministeriet 1995, side 85.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

Nævnet er sammensat i den enkelte sag af en juridisk formand og to eller fi-

re beskikkede medlemmer. Sammensætningen af nævnet varierer fra lovom-

råde til lovområde. Listerne over de beskikkede medlemmer sammensættes

af miljøministeren efter indstilling fra forskellige interesseorganisationer og

myndigheder. Af listerne fremgår de beskikkede medlemmers særlige sag-

kundskab. De udpeges for den enkelte sag af formanden, der er bundet til at

vælge medlemmerne fra de lister med sagkyndige, som er knyttet til de en-

kelte lovområder. I principielle sager medvirker der 4 beskikkede medlem-

mer

–

i normalt komplicerede sager medvirker der kun 2 beskikkede med-

lemmer (eller ingen beskikkede medlemmer).

Der er derfor i realiteten tale om flere ankenævn, der blot har fælles juridi-

ske chefer og sekretariat. Nedenfor skal der kort redegøres for, hvem der op-

rindeligt fik tillagt indstillingsret til miljøministeren ved sammensætning af

nævnet. Inden for flere love eksisterer ordningen fortsat

–

der er kun tale om

mindre ændringer i forhold til det oprindelige udgangspunkt.

Formanden kan

–

og gør det i praksis ofte

–

træffe beslutning om, at en sag

skal afgøres

uden medvirken af beskikkede medlemmer

–

dvs. som en for-

mandsafgørelse. Kompetencen hertil fremgår af forretningsordenens § 2,

stk. 5. Fra 1. januar 2007 fremgår det af miljøbeskyttelseslovens § 106, stk.

3, at formanden eller dennes stedfortræder kan træffe afgørelser i sager, der

ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, samt sager,

hvis afgørelse alene beror på en juridisk vurdering.

Der er i dag en konstitueret formand, en ankechef og fire sekretariatsmed-

lemmer knyttet til nævnet. Sekretariatet og møderne i nævnet ledes af næv-

nets formand med bistand fra ankechefen, der begge er jurister. Miljøklage-

nævnets behandling af klager foretages næsten altid uden besigtigelser, lige-

som forhandlingsmøder med sagens parter stort set ikke forekommer.

Miljøklagenævnet er klageinstans for afgørelser efter miljøbeskyttelseslo-

ven, vandforsyningsloven, jordforureningsloven, havmiljøloven, miljø- og

genteknologiloven, miljømålsloven, kemikalieloven samt CO

-kvoteloven.

Miljøklagenævnet har en supplerende, særlig opgave i forhold til de afgørel-

ser, der træffes af forsyningsvirksomheder og andre ikke-myndigheder efter

miljøoplysningslovens regler. Nogle af kompetencerne vedrører regulering

af fast ejendom. Jordforureningslovens regler, som henhører under Miljø-

klagenævnets kompetence, vedrører således ikke kun forureningsaspekter -

men i høj grad også begrænsninger i den rådighed, der er over den faste

ejendom. Miljøbeskyttelsesloven er også i forhold til meget centrale dele -

herunder ikke mindst når det gælder den centrale miljøgodkendelsesordning

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

- ofte relateret til den faste ejendom. Så det er

ikke

kun Naturklagenævnet,

der træffer afgørelser efter lovgivning, der regulerer fast ejendom.

Der er i modsætning til Naturklagenævnet tale om et betydeligt fald i Miljø-

klagenævnets sagsantal i den periode, der er forløbet siden 1. januar 1992. I

2005 modtog nævnet kun 46 sager

–

mod 68 i 2004. Naturklagenævnets

sagsantal steg til sammenligning med 10% fra 2004-2005.

3.1. Miljøklage-/Miljøankenævnets historie

Nævnet blev etableret i 1973 primært for at sikre, at der i den sidste admini-

strative behandling af afgørelser om miljømæssige spørgsmål kunne sikres

beslutningstagere, der kunne foretage

en afvejning af de modstående inte-

resser

baseret på en juridisk hhv. en branche- og anden sagkyndig vurde-

ring.

3.1.1. Et centralt element i en forhandlingsløsning

Miljøankenævnets etablering skal ses i sammenhæng med den generelle re-

guleringsform, man valgte ved løsning af forureningsproblemerne i

1970’erne. Det var en løsning, som blev tilvejebragt med stemmer fra det

konservative folkeparti og socialdemokratiet. Industrirådet indgik som cen-

tral forhandlingspart. Landbrugets interesse i området var ikke på det tids-

punkt særligt udtalt.

Man forudsatte en reguleringsmodel, hvor der blev lagt vægt på det, som vi

med en moderne terminologi vil kalde ”partnerskab”. Reguleringen skulle

generelt og konkret afspejle de kompromisser, man kunne nå frem til. På

den tid var der ikke tale om miljøkrav fra Det Europæiske Fællesskab, som

–

sådan som situationen er i dag - begrænsede et meget vidtgående skøns-

element og forhandlingsløsninger i beslutningssystemet.

Derfor var modellen den, at miljøbeskyttelsesloven fastlagde nogle over-

ordnede rammer, der blev udfyldt gennem:

generelle vejledninger,

der primært have karakter af forhandlingsløsnin-

ger mellem Miljøstyrelsen og de regulerede brancher - bekendtgørelser

skulle man derimod ikke anvende

de konkrete løsninger

skulle baseres på en konkret interesseafvejning,

hvor man afvejede hensynet til beskyttelsen af de ydre omgivelser imod

Miljøministeriets Årsrapport for Regnskabsåret 2005, Naturklagenævnet og Miljøklage-

nævnet, side 6.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

forurening over for den samfundsmæssige nytte af den konkrete virk-

somhed og omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltningerne

den konkrete konflikt, som kunne opstå imellem miljømyndigheder og

virksomheder, skulle i sidste instans løses i Miljøankenævnet,

der havde

beskikkede medlemmer som repræsenterede de regulerede brancher og

de statslige myndigheder.

Formanden for nævnet skulle som jurist sikre den retlige knowhow og re-

spekten for de retlige rammer. Han skulle opfylde de almindelige betingel-

ser for at være landsdommer, medens nævnets ankechefer skulle opfylde de

almindelige betingelser for at være dommer.

3.1.2. Interesserepræsentanter eller sagkyndige?

Under behandlingen i 1971 af det første lovforslag til miljøbeskyttelseslo-

ven rejste man spørgsmålet om etablering af et uafhængigt klageorgan. Det

var et domstolslignende organ, man efter lovforslaget ønskede etableret. Det

blev dog ændret, så det, man under første behandlingen af forslaget drøfte-

de, var en uafhængig ankeinstans, der omfattede juridisk, teknisk og er-

hvervsmæssig sagkundskab.

I 1973-miljøbeskyttelseslovens bemærknin-

ger kan man læse følgende:

”Efter lovforslagets første fremsættelse har det .... været fremført, navnlig

fra erhvervslivets side, at den foreslåede administrative struktur ikke gav

tilstrækkelig garanti for en uvildig behandling af de enkelte sager. Det har

endvidere været gjort gældende, at de i lovforslaget indeholdte bemyndigel-

ser for ministeren gør det rimeligt at instituere en ordning, således at mini-

steren ikke både kan fastsætte sådanne generelle regler og samtidig have

den endelige administrative afgørelse i de konkrete sager. For at imøde-

komme disse synspunkter har man derfor nu foreslået et centralt miljøanke-

nævn, der vil være den endelige administrative instans på en række af de

områder, lovforslaget omfatter

–

først og fremmest med hensyn til miljøsty-

relsens

afgørelser.”

Nævnets behov for sagkundskab skulle efter lovens bemærkninger dækkes,

dels gennem de beskikkede medlemmer, dels ved en adgang for nævnet til

at tilkalde sagkyndige, ligesom nævnets sekretariat i begrænset omfang

kunne ansætte sagkyndige. Derimod skulle de beskikkede medlemmer ikke

Den historiske baggrund er behandlet i Ellen Margrethe Basse, ”Miljøankenævnet. En

analyse af nævnets organisation, arbejdsgrundlag og funktionsmåde ud fra retlige og andre

samfundsvidenskabelige synsvinkler”, Gad, 1987, side

66ff.

Folketingstidende 1972-73, tillæg A, spalte 3880.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

betragtes som egentlige interesserepræsentanter, idet man tillagde det større

vægt, at nævnet blev en uvildig sagkyndig myndighed. Der skulle i den en-

kelte sag udpeges to eller fire beskikkede medlemmer af nævnsformanden.

Det fremgik af den i 1973 vedtagne miljøbeskyttelseslov, at medlemmerne

skulle beskikkes for fire år ad gangen efter indstilling fra erhvervene (Indu-

strirådet samt fra Landbrugsrådet, De Samvirkende danske Landboforenin-

ger og De samvirkende Husmandsforeninger i forening) hhv. Miljøstyrel-

sen. Nævnets sammensætning blev i 1989-90 foreslået ændret, således at

det i videst muligt omfang kunne sikres, at der var tale om en afvejning af

erhvervsinteresser og miljøbeskyttelsesinteresser.

Det blev foreslået, at

Miljøstyrelsens indstillingsret skulle erstattes af en ret for de ”grønne” orga-

nisationer til at indstille. De relevante, grønne organisationer var Danmarks

Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Greenpeace samt

Danmarks Havfiskeriforening og Dansk Fiskeriforening i forening. Miljø-

organisationerne ønskede ikke denne repræsentation. Da nævnets sammen-

sætning blev ændret i 1982, fik fiskeorganisationerne, Håndværksrådet og

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ret til at indstille til ministeren om ud-

pegning af beskikkede medlemmer.

Det nævnte ankenævn, som var etableret ved miljøbeskyttelsesloven, fun-

gerede også inden for vandforsyningslovens område

–

det er fortsat tilfæl-

det. Med jordforureningsloven er det også det nævn, der er sammensat ved

miljøbeskyttelseslovens regler, der er sidste instans.

Miljøankenævnet havde (og Miljøklagenævnet har) en anderledes sammen-

sætning

inden for andre lovområder.

Det Miljøankenævn, der behandlede klager efter

råstofloven

var sammensat

med beskikkede medlemmer, der var udpeget af ministeren efter indstilling

fra Industrirådet og Fredningsstyrelsen. Det fremgår af forarbejderne, at der

fra erhvervsorganisationernes side også i forhold til dette område var et øn-

ske om en ankeinstans, hvor erhvervene var repræsenteret som sagkyndige.

Som nævnt ovenfor ophørte denne ordning den 1. januar 1992, hvor kompe-

tencen blev overført til Naturklagenævnet

–

dvs. at det herefter var politike-

re og højesteretsdommere, der afløste de beskikkede medlemmer.

Efter

havmiljøloven

var det Industrirådet, rederiforeningerne, Sammenslut-

ningen af danske Havne, Foreningen af danske Privathavne, de store kom-

munalbestyrelser som havne-ejere (Københavns havnebestyrelse, Århus

kommunalbestyrelse og Ålborg kommunalbestyrelse) samt statshavneadmi-

Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte, 4226.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

nistrationen i Frederikshavn og Esbjerg i forening, der indstillede til listen

over erhvervsrepræsentanter, medens Miljøstyrelsen og Fiskeriministeriet i

forening indstillede til den anden liste. Indstillingsretten er senest ændret

med den lov, der blev vedtaget i juni 2006 med ikrafttræden 1. januar 2007

–

der er nu to kategorier af nævnssammensætninger for hhv. godkendelse af

hurtigfærger og for andre sager.

De beskikkede medlemmer af nævnet inden for

kemikalieloven

blev udpeget

efter indstilling fra Industrirådet samt landbrugs- og gartneriorganisationer-

ne i forening, hhv. Miljøstyrelsen og Direktoratet for Arbejdstilsynet i for-

ening. Denne nævnssammensætning er senest blevet ændret i 2006 med

ikrafttræden 1. januar 2007.

Nævnets sammensætning efter

miljø- og genteknologiloven

bestod af be-

skikkede medlemmer, der blev udpeget efter indstilling fra Industrirådet,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Håndværksrådet, Landbrugsrådet, De

Danske Landboforeninger og Danske Husmandsforeninger i forening samt

sagkyndige fra Levnedsmiddelstyrelsen i samarbejde med Miljøstyrelsen og

Skov- og Naturstyrelsen. Med lovændringen i 2006 ændres indstillingsret-

ten i forhold til nævnet med ikrafttræden 1. januar 2007.

3.1.3. Lokalpolitisk/ bureaukratisk repræsentation eller sagkundskab?

Miljøankenævnet havde - frem til 1. januar 1992 hvor det blev erstattet af

Miljøklagenævnet - også kompetencer til at vurdere afgørelser efter by- og

landzoneloven og sommerhusloven. Ved behandling af klager over

zoneaf-

gørelser

var Miljøankenævnet sammensat med beskikkede medlemmer, der

var indstillet fra følgende fire indstillingsberettigede kategorier: 1. Kom-

munernes Landsforening; 2. Amtsrådsforeningen i Danmark og Hovedstads-

rådet i forening; 3. Planstyrelsen og Fredningsstyrelsen i forening; og 4.

Andre særligt interesserede statslige myndigheder. På

sommerhusområdet

havde Miljøankenævnet også kompetencen. Her var de indstillingsberetti-

gede

Kommunernes

Landsforening

Amtsrådsforenin-

gen/Hovedstadsrådet.

De af KL udpegede var alle kommunalpolitikere

–

typisk borgmestre.

Det

viser den betydelige interesse, som man lokalpolitisk har haft for dette om-

råde.

Arealudvalget. Det fremtidige ankesystem på Miljøministeriets og byggelovens område,

Delbetækning 2, juni 1987, side 22, og Ellen Margrethe

Basse, ”Miljøankenævnet. En ana-

lyse af nævnets organisation, arbejdsgrundlag og funktionsmåde ud fra retlige og andre sam-

fundsvidenskabelige synsvinkler”, Gad, 1987, side 126f.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

Der blev i lovbemærkningerne til sammensætningen af ankenævnet inden

for zoneområdet lagt vægt på, at nævnet skulle have sagkyndige medlem-

mer

–

medlemmer med indsigt i henholdsvis kommunal, regional og statslig

planlægning, naturbeskyttelse og landbrugsmæssige forhold m.v.

Det var i lovbemærkningerne forudsat, at nævnet ved behandlingen af de

enkelte sager var sammensat således, at det var

de samme beskikkede med-

lemmer, der forudsattes at have et vist lokalt kendskab,

der medvirkede ved

behandling af sager inden for bestemte dele af landet.

De sagkyndige medlemmer fra de særlige statslige myndigheder

skulle der-

imod veksle efter den enkelte zonesags karakter. Det blev oplyst, at det var

forudsat, at det var et medlem med særlig indsigt i landbrugsmæssige for-

hold, der blev udpeget i de fleste tilfælde.

3.2. Større eller principielle afgørelser

Med miljøreformen 1991-92 ændrede Miljøankenævnet som nævnt navn til

Miljøklagenævnet. Inden for miljøbeskyttelsesområdet blev der tale om en

anderledes funktion for nævnet end tidligere.

Miljøklagenævnet har siden 1. januar 1992 haft en primær funktion

som

normskabende

i kraft af, at miljøbeskyttelsesloven fastslår, at nævnet kun

skal behandle klager, der efter dets egen vurdering må karakteriseres som

vedrørende “større eller principielle afgørelser”.

Med IPPC-direktivets gennemførelse kunne begrænsningen ikke oprethol-

des over for de virksomheder, der var omfattet af direktivet. Også Århus-

konventionen fastlægger begrænsninger for en sådan ordning.

Ordningen ophæves helt den 1. januar 2007.

Som nævnt ovenfor kan der træffes formandsafgørelser (dvs. afgørelser, der

træffes uden deltagelse af de beskikkede medlemmer) i sager, der ikke er af

principiel betydning.

Folketingstidende 1979/80, 2. samling, tillæg A, spalte 1615-18.

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

4. To nævn

–

er det velbegrundet?

På en høring som denne er det nærliggende at spørge:

Hvad er begrundelsen

i dag for den forskel, der er på nævnssammensætningen?

Meget ofte fungerer de to nævn alene ved deres formænd

–

bl.a. fordi det

primært eller alene er retlige spørgsmål, der skal vurderes.

I sådanne situationer er nævnenes sammensætningen med henholdsvis poli-

tikere, højesteretsdommere, sagkyndige og/eller interesserepræsentanter ik-

ke af betydning.

Nogle love tillægger både Naturklagenævnet og Miljøklagenævnet kompe-

tence som klageinstans. Begge nævn har således kompetencer efter lov om

miljømål. Efter lovens § 54 kan klager over mål, indsatsprogram og tilveje-

bringelsen af

Natura 2000-planer

indbringes for Naturklagenævnet. Efter

lovens § 53 kan klager over

vandplaner

påklages til Miljøklagenævnet. Til

løsning af denne klageopgave i Miljøklagenævnet, udarbejdes der særlige li-

ster, som nævnets formand skal hente de beskikkede medlemmer fra. Det er

lister, hvor indstillingsretten er placeret hhv. hos Dansk Industri, Land-

brugsrådet og Dansk Erhvervsgarneriforening i forening hhv. Miljøstyrelsen

og Arbejdstilsynet i forening. I Naturklagenævnets behandling af klager ef-

ter samme lov anvendes der derimod politikere og højesteretsdommere.

Er den forskel velbegrundet?

Hvis de afgørelser, der træffes efter

miljøvurderingslovens, miljøoplysnings-

lovens, forvaltningslovens og offentlighedslovens

regler, påklages, følger

klagebehandlingen reglerne i den lov, som er hjemmelsgrundlaget for den

konkrete plans/programs vedtagelse. Det vil sige, at både Miljøklagenævnet

og Naturklagenævnet kan få forelagt sådanne retlige spørgsmål.

Er det hensigtsmæssigt?

Er der er et større behov for interesserepræsentation og sagkundskab i de af-

gørelser, som Miljøklagenævnet behandler, end der er i de afgørelser, som

træffes af Naturklagenævnet? Og er der større behov for en politisk repræ-

sentation/parlamentarisk kontrol og for en juridisk knowhow repræsenteret

ved højesteretsdommer i de sager, som behandles ved Naturklagenævnet

end der er i de sager, der behandles af Miljøklagenævnet?

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Høring i Folketinget den 21. september 2006

Næppe.

Jeg kan ikke se, at den historiske begrundelse for nævnssammensætningen

kan bære i dag!

Det afgørende må efter min opfattelse være at sikre et klagesystem, der er

velegnet til at løse de komplicerede opgaver, som følger af den moderne

miljølovgivning. Der er inden for meget betydelige reguleringsområder tale

om gennemførelse af

–

og en retlig forpligtelse til at respektere - internatio-

nale konventioner og EU-retsakter i udformningen af den nationale lovgiv-

ning og i den konkrete administration.

Samspillet mellem internationale regimer (primært i regi af FN) og EU ved

fastlæggelsen af markedsbetingelser og bæredygtighedskrav i bl.a. klima-,

affalds-, kemikalie- og GMO-regulering afspejler sig stadig mere markant i

vores lovgivning. Mange af EU’s retsakter er udtryk for en gennemførelse

af sådanne forpligtelser. Det gælder f.eks. affaldsforordningen, Rotterdam-

forordningen (om kemikalier), kvotedirektivet, RID- og ADR-direktiverne

(vedr. transport af farligt gods).

Det er vigtigt, at beslutningstagerne

–

og ikke mindst den øverste klagein-

stans - forstår de reguleringspræmisser, der er tale om. Det forudsætter bl.a.

en forståelse for, at administrationen i dag ikke kun har nationale formål og

konsekvenser. Den skal også kunne bidrage til sikring af et indre hhv. glo-

balt marked, beskyttelse af internationale naturbeskyttelsesområder, og en

udvikling der tager hensyn til fremtidige generationers livsbetingelser.

Nogle gange er det EU’s retsakter, der er det primære retsgrundlag i de sa-

ger, der forelægges klagenævnene. EF-traktaten skal respekteres også af de

nationale myndigheder. Forordninger er en del af dansk ret

–

de skal derfor

anvendes af klageorganerne, selv om Folketinget ikke har været involveret i

vedtagelsen. Også direktiver kan være direkte anvendelige. Er der tale om

præcise forpligtelser i forhold til borgerne, og er direktiverne ikke korrekt

gennemført i den nationale lovgivning, kan forvaltningen

–

herunder klage-

nævnene

– være forpligtet til at anvende EU’s retsakter frem for de nationa-

le regler. Det følger af EF-domstolens praksis.

Meget ofte er retsakterne baseret på integrationsprincippet

–

med krav om

sikring af en vertikal og en horisontal integration af en række forpligtelser

og hensyn i beslutningsgrundlaget. Miljø-, ressource-, energieffektivitets-,

sundheds- og økonomibetragtninger m.v. forudsættes ofte kombineret og

MPU, Alm.del - 2005-06 - Bilag 547: Notat i forbindelse med høring om klagesystemet på miljø- og naturområdet: "Hvordan ser klagesystemet ud i dag og hvorfor?"

Klagesystem på miljø- og naturområde

afvejet til opfyldelse af internationale eller EU-retlige forpligtelser, så be-

slutningsgrundlaget går på tværs af sektorer og medier. Som centrale ek-

sempler på sådanne retsakter, som ankenævnene skal inddrage i deres be-

handling af klagesager, kan nævnes VVM-, SMV-, IPPC-, vandrammedi-

rektivet og kvotedirektivet.

Jo flere myndigheder, der får tillagt konkurrerende kompetencer, jo vanske-

ligere bliver det at leve op til de krav om helhedsvurderinger, der ligger i de

nævnte direktiver. Det gælder i 1. instans, og det gælder i endnu højere grad

i 2. instans (dvs. klagesystemet). At situationen med to klagenævn ikke er

optimal, kommer bl.a. klart til udtryk i de sager, hvor begge klagenævn er

involveret, fordi der både er tale om VVM-krav (som klagebehandles af Na-

turklagenævnet) og IPPC-krav (som klagebehandles af Miljøklagenævnet).

Den øverste klageinstans inden for denne lovgivning skal kunne bidrage til,

at både miljøet og andre samfundsmæssige interesser

–

herunder hensynet

til de fremtidige generationer

–

vægtes og afvejes som forudsat ved de in-

ternationale, EU-retlige og nationale regler. Det forudsætter

- et højt juridisk vidensniveau inden for miljø-, natur- og klimaregulering

m.v.

- en adgang for klageorganet til anden relevant sagkundskab

- en kompetence til at foretage helhedsvurderinger på tværs af en række re-

guleringsområder.

Derfor skal min anbefaling være, at man samler klagebehandlingen hos ét

klagenævn uden politikere og højesteretsdommere, der har den forudsatte

knowhow.