Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K 

  

 

 

J.nr. 3034-0298

Ref.

 

D. 15. september 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

Status for opfølgning på vedtagelsen af ændringen af jordforureningsloven

 

I fortsættelse af det gode samarbejde om ændringen af jordforureningsloven vil jeg kort orientere om arbejdet med opfølgningen på loven.

 

Jeg har skrevet til samtlige kommunalbestyrelser og bedt dem senest den 1. oktober 2006 oplyse om kommunens indsats i børneinstitutioner med blandt andet forurenet jord. Miljøstyrelsen vil på baggrund af svarene udarbejde en oversigt over kommunernes indsats.

 

Udvalget for flytning af jord arbejder med at forenkle reglerne for flytning af jord. Udvalget forventes at være færdigt med udkast til vejledning om områdeklassificering i løbet af september. Vejledningen vil herefter kunne sendes i høring, så den kan være klar til udsendelse i januar 2007. Kommunerne vil derefter kunne påbegynde arbejdet med klassificering af områderne med henblik på anmeldelse af jordflytning.

 

Udvalget drøfter desuden udkast til bekendtgørelse om anmeldelse af jordflytning og standardskabeloner for kommunernes regulativer herom. Det er udvalgets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt at koordinere disse regler med nye regler for slutanbringelsesmulighederne af jord (blandt andet en ny bekendtgørelse om genanvendelse af lettere forurenet jord). Arbejdet med at forbedre slutanbringelsesmulighederne for jord forventes imidlertid først at kunne afsluttes i starten af 2007. Jeg er derfor indstillet på, at følge udvalgets råd om at udvalget arbejder til februar 2007. Det betyder, at bekendtgørelser og standardskabeloner for kommunernes regulativer forventes at kunne ligge klar 1. juli 2007, dvs. et halvt år inden kommunerne skal have regulativerne klar om flytning af jord.

 

I de klassificerede områder skal kommunerne informere om, hvorledes kontakten til lettere forurenet jord kan reduceres. Miljøstyrelsen vil i løbet af efteråret – i samarbejde med Sundhedsstyrelsen – udarbejde materiale, som kommunerne kan bruge som grundlag for deres informationsindsats.

 

Som opfølgning på den nye bestemmelse om et nuanceringssystem, som inddeler forureningen på boligejendomme i forureningskategorier afhængig af risikoen, arbejder Miljøstyrelsen på et udkast til vejledning. Miljøstyrelsen er desuden i færd med at udarbejde udkast til bekendtgørelse om definition af lettere forurenet jord. Både vejledning og bekendtgørelse forventes sendt i høring i efteråret, så de kan udsendes i januar 2007. Endelig har Miljøstyrelsen en vejledning om bagatelgrænser for kortlægning af restforureninger under udarbejdelse, som forventes sendt i høring i slutningen af 2006.

 

Det indgik i den politiske aftale om jordforureningsloven, at der skulle udarbejdes en redegørelse om de større jordforureningssager. Amterne er blevet bedt om at opdatere de tidligere fremsendte oplysninger om større sager. Miljøstyrelsen er i færd med at behandle amternes svar.

 

Miljøstyrelsen afholder desuden i november 2006 en workshop om teknologiudvikling med deltagelse af amter, universiteter m.v. Målet med konferencen er at lave et idé-katalog, der fokuserer på de muligheder, der er i, at flere offentlige institutioner samarbejder om udvikling af nye afværgeteknologier og relaterede beslutnings-støtteværktøjer som f.eks. risikovurderinger. Miljøstyrelsen har desuden bedt amterne om oplysninger om de teknologiudviklingsprojekter, som amterne har gennemført i 2005 eller planlægger at gennemføre i 2006.

 

Som opfølgning på den brede forståelse om jordforurening vi opnåede i december 2005, vil jeg invitere FMPU til et møde i slutningen af november eller begyndelsen af december. På dette tidspunkt forventer jeg, at Miljøstyrelsen både har fået overblik over kommunernes besvarelser om børnehaver, amternes oplysninger om større forureningssager ligesom resultatet fra workshopen om teknologiudvikling kan inddrages.

 

Jeg hører gerne, hvis Miljø- og Planlægningsudvalget har kommentarer til ovennævnte status og plan for opfølgningen på arbejdet.

 

 

 

 

 

                      Connie Hedegaard    \   Helge Andreasen

 

Â