Kommissionens forslag til 7 nye undtagelser under RoHS-direktivet om elektrisk og elektronisk udstyr
Kommissionen sendte den 22. maj 2006 ovennævnte forslag til medlemslandene med henblik på skriftlig afstemning d. 22. juni 2006. Supplerende dokumentation vedrørende forslaget blev på dansk anmodning fremsendt den 12. juni 2006.
Den supplerende dokumentation består af tekniske informationer og supplerende oplysninger afgivet af de virksomheder, der har anmodet om de 7 nye undtagelser. Der er tale om et meget omfattende materiale på flere hundrede siders tekst og videnskabelige data, som udgør grundlaget for Kommissionens forslag.
Den fornødne gennemgang af materialet betød at Miljøstyrelsen først var klar med udkast til rammenotat d. 19. juni, hvilket styrelsen dog beklageligvis undlod at forhåndsorientere om.
På grund af det sene tidspunkt for styrelsens fremsendelse af rammenotat, kunne den danske EU-procedure i denne sag ikke afsluttes inden fristen for stemmeafgivelse udløb den 22. juni 2006, idet Kommissionen i øvrigt afslog en anmodning fra Miljøstyrelsen om at udsætte fristen. Styrelsen meddelte i stedet Kommissionen, at Danmark afstod fra at stemme.
Jeg har overfor styrelsen indskærpet, at den opståede situation ikke er acceptabel, og at styrelsen fremover under alle omstændigheder skal sikre, at de danske EU-procedurer overholdes fuldt ud.
        Connie Hedegaard                           |
/ |
      Helge Andreasen |
|
|
|