Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om håndtering af affald af
elektrisk og elektronisk udstyr

(Elskrotbekendtgørelsen)

 

 

§ 1

 

I bekendtgørelse nr. 664 af 27. juni 2005 om håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr foretages følgende ændringer:

 

1. I § 8, stk. 2, ændres »samt affald … affald« til »samt affald … udstyr«.

 

2. § 10, stk. 3, nr.1, indsættes som 2. punktum:

»For udenlandske virksomheder, der ikke er momsregistreret i Danmark, oplyses virksomhedens internationale momsnummer i stedet for CVR-nummer.«

 

3. § 12, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Producenter og importører skal i forbindelse med sikkerhedsstillelse efter stk. 1 til WEEE-System indberette mængden af markedsført elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) til brug for husholdninger i det forudgående kalenderår. Hvis producenter og importører ikke har markedsført elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) det forudgående år, kan WEEE-System anmode om oplysninger om den mængde elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) til brug i husholdninger, som forventes markedsført i det pågældende år.«

 

4. I § 16, stk. 1, ændres »inden for de i bilag 1 angivne kategorier« til »inden for de i § 6, stk. 4, angivne fraktioner«.

 

5. § 17, stk. 1, indsættes efter »herunder i brugsanvisninger«: »eller på salgsstedet«.

 

6. § 19, stk. 1, affattes således:

»§ 19. Producenter og importører skal hvert år senest den 31. marts indberette oplysninger til WEEE-System om mængder af elektrisk eller elektronisk udstyr (EEE) fordelt på de i bilag 1 nævnte kategorier af udstyr, som er markedsført i det forudgående kalenderår. Hvis producenter og importører ikke har markedsført elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) det forudgående år, kan WEEE-System anmode om oplysninger om den mængde elektrisk og elektronisk udstyr (EEE) fordelt på de i bilag 1 nævnte kategorier af udstyr, som forventes markedsført i det pågældende år.«

Desuden indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Producenter og importører skal hvert år senest den 31. marts indberette oplysninger om mængde af affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE), der er tilbagetaget og særskilt håndteret, jf. § 21, i det forudgående kalenderår. Indberetningen skal ske i en form, som Miljøstyrelsen fastsætter.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

 

7. § 26 affattes således:

»§ 26. For registrering i producentregistret betales et engangsgebyr pr. producent eller importør. Gebyret kan ikke overstige 1000 kr. pr. producent eller importør.

Stk. 2. For registrering af kollektive ordninger og for behandling af sager om sikkerhedsstillelse, betales et gebyr. Gebyret kan ikke overstige 750 kr. pr. anvendt time.

Stk. 3. For administration af tildelingsordningen, information og øvrige administrative opgaver betaler enhver producent eller importør et årligt gebyr. Gebyret kan ikke overstige 0,1 kr. pr. kg udstyr, der er markedsført i det forudgående år. Hvis en nyregistreret producent eller importør ikke har markedsført udstyr det forudgående år, betales et årligt gebyr på højst 0,1 kr. pr. kg udstyr, der forventes markedsført det pågældende år. Gebyret udgør som minimum 250 kr.

Stk. 4. For særskilte ydelser i forbindelse med administration af tildelingsordningen betales et gebyr. Gebyret kan ikke overstige 750 kr. pr. anvendt time.

Stk. 5. Gebyrerne, som opkræves af WEEE-System, skal dække de faktiske omkostninger i forbindelse med udførelsen af WEEE-Systems opgaver efter denne bekendtgørelse.«

 

8. I bilag 1 affattes nr. 5 således:

»5) Belysningsudstyr (undtagen lysarmaturer til husholdninger og glødelamper)«

 

§ 2

 

Bekendtgørelsen træder i kraft den xx. yyyy 2006.

 

 

Miljøministeriet, den xx. yyyy 2006

 

Connie Hedegaard

/Helge Andreasen