Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

J.nr. SNS-4133-00004

 

Den 4. maj 2006

 

 

 

Jeg skal hermed orientere Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om, at Skov- og Naturstyrelsen den 17. marts 2006 modtog en ansøgning om godkendelse til forsøgsmæssig udsætning i Danmark af den genetisk modificerede plante gåsemad (Arabidopsis thaliana).

 

Ansøgningen er indleveret af Aresa Biodetection ApS efter reglerne i del B i Direktiv 2001/18/EF om udsætning af genetisk modificerede organismer i miljøet.

 

Der søges om godkendelse til at udsætte genetisk modificerede gåsemads-planter i perioden fra juni 2006 til november 2006 på et militært areal på Amager. Det overordnede formål med forsøget er at gøre teknologien anvendelig inden for humanitær minerydning. De 8 genetisk modificerede linjer af gåsemad har fået overført gener, der får dem til at ændre farve, når de vokser på steder, hvor der er nedgravet sprængstoffer eller miner. Derudover er der indsat forskellige selektions- og reguleringsgener. Ingen af linjerne indeholder gener, der giver tolerance overfor antibiotika.

 

Skov- og Naturstyrelsen har 90 dage til at give ansøger svar på ansøgningen. Dertil kan lægges 30 dage til gennemførelse af offentlig høring. Hvis der ønskes yderligere oplysninger til brug for behandling af sagen, kan sagsbehandlingstiden forlænges.     

 

Skov- og Naturstyrelsen har sendt ansøgningen til vurdering hos Danmarks Miljøundersøgelser, Plantedirektoratet og Danmarks Fødevareforskning.

 

Ansøgningen er sendt i offentlig høring via Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside og gennem annoncering i en lokal og to landdækkende aviser, samt til direkte høring hos en række interesseorganisationer, myndigheder, forskningsinstitutioner m.v.

 

Godkendelse til forsøgsudsætning er en ren national afgørelse.

 

Jeg vil vende tilbage til udvalget, inden der skal sendes svar til ansøger.

 

 

 

Connie Hedegaard

/

   Niels Østergård