Den 26. april 2006

 

 

 

 

 

Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. Ø stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 27. marts 2006.

 

Spørgsmål  nr. Ø:

 

Ministeren bedes redegøre for, hvorvidt anvendelsen af bistandsmidler til klimaprojekter i udviklingslandene er i overensstemmelse med de internationale regler på området.

 

Svar:

 

Klimaprojekter i udviklingslandene gennemføres efter reglerne for den såkaldte Clean Development Mechanism, CDM, der er et instrument under Kyoto-protokollen.

 

Med de såkaldte Marrakesh-aftaler blev det slået fast, at offentlige midler, der bruges til erhvervelse af CO2-kreditter fra CDM-projekter, ikke må medføre en omfordeling af midler fra udviklingsbistanden.

 

I den forbindelse har jeg indhentet følgende bidrag i Udenrigsministeriet:

 

”Udenrigsministeriets køb af CO2-kreditter fra CDM-projekter finansieres over en ramme på finansloven, der holdes adskilt fra bistandsmidlerne. I overensstemmelse med de internationale regler på området, herunder en OECD-beslutning fra 2004 om at udgifter til køb af CO2-kreditter ikke kan opgøres som udviklingsbistand, anvendes således ikke bistandsmidler til køb af CO2-kreditter fra klimaprojekter i udviklingslandene.

 

I henhold til OECD-beslutningen og i overensstemmelse med Marrakesh-aftalerne kan der dog anvendes bistandsmidler som led i forberedelse og kapacitetsopbygning relateret til CDM-projekter i udviklingslandene. Udenrigsministeriet har over den særlige miljøbistand afsat midler hertil, hvis anvendelse sker i overensstemmelse med gældende formål og principper for udviklingsbistanden.

 

Eksempler på anvendelse af bistand i relation til CDM-projekter er kapacitetsopbygning af nationale myndigheder i udvalgte udviklingslande, herunder styrkelse af administrative rammer for udvikling og forberedelse af landenes CDM-indsats. Tillige støttes eksempelvis udarbejdelsen af den projektdokumentation, som er nødvendig for at opnå godkendelse af et CDM-projekt hos den internationale CDM-bestyrelse.”