<DOCUMENT_START>

NOTAT

 

til Folketingets Europaudvalg

 

om besvarelse af Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2006/0037 > 2006/0041 vedrørende manglende gennemførelse af 5 direktiver

 

Kommissionens Generalsekretariat har i brev af 9. februar 2006 fremsendt Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende den manglende gennemførelse i dansk ret af 5 direktiver.

 

Åbningsskrivelse nr. 2006/0037 vedrørende manglende gennemførelse af Rådets direktiv 2003/122/Euratom af 22. december 2003 om kontrol med lukkede højaktive strålekilder og ukontrollerede strålekilder

 

Fristen for gennemførelse af direktivet var den 31. december 2005.

 

Direktivet er med undtagelse af artikel 3, stk. 2, litra b, og dele af artikel 5 gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 308 af 24. maj 1984 om industrielle gammaradiografianlæg og bekendtgørelse nr. 918 af 4. december 1995 om anvendelse af lukkede radioaktive kilder i industrien, på laboratorier og sygehuse m.v.

 

Gennemførelsen af direktivet med de nævnte undtagelser er notificeret for Kommissionen den 22. marts 2006.

 

Gennemførelsen af artikel 3, stk. 2, litra b, kræver en lovændring, mens de endnu ikke gennemførte dele af artikel 5 kan gennemføres ved bekendtgørelse. Lovforslag herom vil blive fremsat og bekendtgørelse udarbejdet ved først givne lejlighed. Lovændringen ventes at træde i kraft senest med udgangen af 2006, bekendtgørelsen samtidig hermed eller umiddelbart efter. Kommissionen vil blive notificeret, når de nævnte bestemmelser er gennemført.

 

Åbningsskrivelse nr. 2006/0038 vedrørende manglende gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/51/EF af 29. april 2004 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner

 

Fristen for gennemførelse af direktivet var den 31. december 2005.

 

Direktivet er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 37 af 23. januar 2006 om gennemførelse af ændringsdirektiv om udvikling af Fællesskabets jernbaner. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. februar 2006.

 

Kommissionen modtog underretning om implementeringen i dansk ret den 10. marts 2006 og var forinden uformelt blevet orienteret om overskridelsen af fristen.

 

 

 

 

 

 
 

 

Åbningsskrivelse nr. 2005/0039 vedrørende manglende gennemførelse af Kommissionens direktiv 2004/52/EF af 29. april 2004 om interoperabilitet mellem elektroniske bompengesystemer i Fællesskabet

 

Fristen for gennemførelse af direktivet var den 20. november 2005.

 

Det følger af direktivets artikel 1, stk. 1, at det finder anvendelse for alle veje med elektroniske bompengesystemer.

 

De eneste danske veje med elektroniske bompengesystemer er de faste vejforbindelser over Storebælt og Øresund.

 

De faste vejforbindelser over Storebælt og Øresund er reguleret ved lov nr. 588 af 24. juni 2005 om Sund & Bælt Holding A/S (herefter lov om Sund og Bælt).

 

Det fremgår af § 16, stk. 1, i lov om Sund og Bælt, at selskabet A/S Storebæltsforbindelsen opkræver betaling for benyttelsen af motorvejsforbindelsen over Storebælt.

 

Endvidere kan transport- og energiministeren om spørgsmål af væsentlig betydning give A/S Storebæltsforbindelsen generelle eller specielle instrukser for udøvelsen af dens virksomhed, jf. samme lovs § 8, stk. 2, jf. stk. 1.

 

A/S Storebæltsforbindelsen har oplyst, at selskabet allerede fra fristen for implementering den 20. november 2005 faktisk opfyldte de tekniske krav, som bompengedirektivet i dag stiller.

Danmark vil i relation til den faste vejforbindelse over Storebælt foretage en formel implementering af direktivet ved, at transport- og energiministeren pålægger A/S Storebæltsforbindelsen at opkræve betaling for benyttelsen af den faste forbindelse over Storebælt i overensstemmelse med bestemmelserne i bompengedirektivet. Kommissionen vil blive orienteret, når den formelle implementering er foretaget.

Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Sund og Bælt, at Øresundsbro Konsortiet I/S – det dansk-svenske statslige selskab, der ejer og driver den faste forbindelse over Øresund – opkræver betaling for benyttelsen af motorvejsforbindelsen over Øresund.

 

Øresundsbro Konsortiet I/S har oplyst, at selskabet allerede fra fristen for implementering den 20. november 2005 faktisk opfyldte de tekniske krav, som bompengedirektivet i dag stiller.  

 

Det følger af § 2 i lov om Sund og Bælt, at den faste forbindelse over Øresund forvaltes og drives i overensstemmelse med regeringsaftalen med senere ændringer.

 

Det fremgår på nuværende tidspunkt ikke udtrykkeligt af regeringsaftalen, at nuværende og kommende EU-retsakter (herunder bompengedirektivet) skal overholdes i forbindelse med driften af den faste forbindelse over Øresund.

 

Danmark og Sverige vil imidlertid formelt implementere bompengedirektivet ved en ændring af den svensk-danske regeringsaftale, således at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af aftalen, at nuværende og kommende EU-retsakter skal overholdes i forbindelse med driften af den faste forbindelse over Øresund.

 

Ændringen af den svensk-danske regeringsaftale forventes gennemført i første halvdel af 2006. Kommissionen vil blive orienteret, når den formelle implementering er foretaget.

 

Bompengedirektivet regulerer udelukkende den måde, hvorpå bompenge eller afgifter opkræves, og berører ikke medlemsstaternes frihed til selv at afgøre, om der skal fastsættes afgiftsordninger for vejbenyttelse.

 

Den almindelige danske vejlovgivning giver ikke det offentlige adgang til at opkræve bompenge. Derimod har private grundejere under visse betingelser adgang til at opkræve bompenge. Bortset fra de nævnte faste vejforbindelser over Storebælt og Øresund – der ikke er omfattet af den almindelige vejlovgivning, men reguleret særskilt i lov om Sund og Bælt – kendes der imidlertid ikke eksempler herpå, og privates opkrævning af bompenge vil reelt aldrig kunne antage et omfang, der bringer forholdet op over bagatelgrænsen i direktivets artikel 1, stk. 2, litra c, når bortses fra de nævnte broanlæg.

 

Den danske regering finder det derfor ikke påkrævet at gennemføre bompengedirektivets bestemmelser i den almindelige vejlovgivning. Hvis der på et senere tidspunkt etableres hjemmel for det offentlige til at opkræve bompenge, vil direktivets bestemmelser blive gennemført i vejlovgivningen i forbindelse hermed.

 

Åbningsskrivelse nr. 2006/0040 vedrørende manglende gennemførelse af Kommissionens direktiv 2005/42/EF af 20. juni 2005 om ændring med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling af bilag II, IV og VI til Rådets direktiv 76/768/EØF vedrørende kosmetiske midler

 

Fristen for gennemførelse af direktivet var den 31. december 2005.

 

Direktivet er gennemført ved bekendtgørelse nr. 71 af 27. januar 2006 om ændring af bekendtgørelse om kosmetiske produkter. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 8. februar 2006.

 

Gennemførelsen af direktivet er notificeret for Kommissionen den 9. marts 2006.

 

 

Åbningsskrivelse nr. 2006/0041 vedrørende manglende gennemførelse af Kommissionens direktiv 2005/63/EF af 3. oktober 2005 om berigtigelse af direktiv 2005/26/EF for så vidt angår listen over levnedsmiddelingredienser og stoffer, der foreløbig slettes af bilag IIIa til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/13/EF

 

Fristen for gennemførelse af direktivet var den 3. december 2005.

 

Direktivet er gennemført ved bekendtgørelse nr. 115 af 23. februar 2006 om ændring af bekendtgørelse om mærkning m.v. af fødevarer. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 4. marts 2006.

 

Gennemførelsen af direktivet er notificeret for Kommissionen den 6. marts 2006.

 

 

Regeringen har besvaret Kommissionen i overensstemmelse hermed.