Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg

Christiansborg

1240 København K

DEPARTEMENTET

 

 

 

 

 

J.nr. M 2034-0104

 

 

 

 

 

Den 19. april 2006


Miljøministeriet

Departementet

Højbro Plads 4

1200 København K

 

Tlf. 33 92 76 00

Fax 33 32 22 27

E-post (Internet):  [email protected]

www.mem.dk

CVR-nr.: 12-85-43-58

 

./.

Til udvalgets orientering vedlægges hermed Miljøstyrelsens redegørelse om forureningsproblemer i de små vandforsyninger.

 

En undersøgelse i 2004 viste, at en stor del af de små vandforsyninger har problemer med kvaliteten af drikkevandet. På den baggrund nedsatte min forgænger en arbejdsgruppe, der bl.a. skulle afklare hvilke tekniske muligheder der findes for at løse problemerne. Arbejdsgruppens konklusioner er en del af redegørelsen. Derudover indeholder redegørelsen bl.a. Miljøstyrelsens undersøgelse af kommunernes tilsyn med drikkevandskvaliteten på små vandforsyninger.

 

De muligheder der er for at forbedre vandkvaliteten i de små vandforsyninger er dels renovering, dvs. tætning af utætte vandforsyninger, og rensning af drikkevandet. Undersøgelser viser at renovering af utætte vandforsyninger i langt de fleste tilfælde medfører en markant forbedring af vandkvaliteten.

 

Renovering er særdeles effektiv ved bakteriologiske problemer, ligesom problemer med pesticider i langt de fleste tilfælde løses, mens renovering generelt ikke har effekt ved nitratforurening af drikkevandet. Undersøgelserne viser endvidere, at omkostningerne til renovering i de fleste tilfælde er lave i forhold til etablering af en ny boring eller tilslutning til vandværk, hvis der er langt til nærmeste forsyningsledning.

 

Med hensyn til rensning viser undersøgelserne, at der i dag eksisterer effektive metoder til rensning af drikkevandet i de små vandforsyninger, og at rensning kan være en økonomisk attraktiv løsning i nogle situationer.

 

Selvom det nu kan dokumenteres, at rensning af drikkevandet kan være et relevant alternativ ved forurening af små vandforsyninger, både teknisk og økonomisk, er det imidlertid vigtigt, at være opmærksom på en række forhold, herunder at rensning forudsætter vedligeholdelse og øget tilsyn for ikke at medføre forurening af vandet i stedet for rensning.

 

Det er min opfattelse, at etablering af rensning ikke generelt kan anses for at være en god løsning på kvalitetsproblemer på de små vandforsyningsanlæg. Dels må det generelt foretrækkes at basere vandforsyningen på råvand af god kvalitet, dels kræver behandlingsanlæg på små vandforsyninger som nævnt uforholdsmæssigt meget kontrol med såvel anlægget som vandkvaliteten, og den sundhedsmæssige nettoeffekt er i visse situationer ufuldstændigt belyst. Det ville i sidste ende også kunne medføre at den overordnede politik om at basere den danske vandforsyning på uforurenet grundvand ville blive undermineret. Imidlertid er der tilfælde, hvor det er den eneste mulighed for at skaffe ejendommen vand af en tilfredsstillende kvalitet, eller hvor andre muligheder, f.eks. vandværkstilslutning, er så uforholdsmæssigt dyre, at det ikke er rimeligt at udelukke rensning.

 

Mht. tilsynet i de små vandforsyninger viser redegørelsen, at kommunerne stort set følger Miljøstyrelsens anbefalinger om analysefrekvens, og ”har fat i” de fleste af de små vandforsyninger. Størstedelen af kommunerne anvender desuden faste retningslinier ved overskridelser af grænseværdierne for drikkevand, som i de fleste tilfælde er aftalt med embedslægerne. Det er således den samlede konklusion, at undersøgelsen ikke giver grundlag for initiativer i forhold til det eksisterende tilsyn med de små vandforsyninger, eller for at udvide det regelmæssige tilsyn til også at omfatte pesticider.

 

./.


Miljøstyrelsen har med vedlagte brev orienteret samtlige kommuner, amter og embedslæger om resultaterne.

 

 

 

 

 

Connie Hedegaard/ Karsten Skov