|
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg Christiansborg DK-1240 København K |
|
|
|
|
|
Den 6. april 2006 |
|
|
|
|
|
|
     
Regeringen har siden det vellykkede klimaministermøde i Grønland sidste sommer vedvarende forsøgt at være dagsordensættende i det internationale klimasamarbejde.
I lyset af at USA med sin afvisende holdning til Kyoto-protokollen som bekendt spiller en afgørende rolle i det internationale klimasamarbejde, forsøgte jeg med besøget i Washington DC at få forskellige nøgleaktører på klimaområdet i tale. Formålet var at få en bedre fornemmelse af baggrunden for den amerikanske politik på klimaområdet.
Under mit ophold fik jeg lejlighed til at mødes med både centrale regeringsrepræsentanter, senatorer, kongresmedlemmer, industrirepræsentanter, NGO’ere, journalister og repræsentanter fra diverse tænketanke.
Mit overordnede indtryk fra turen er, at der er grøde i amerikansk klimapolitik. Som I ved selvsyn kunne konstatere på jeres studietur, er der allerede lanceret interessante klimarelaterede initiativer på lokal- og delstatsniveau. Det er min fornemmelse, at der nu også på føderalt niveau langsomt er ved at ske noget.
Således præsenterer flere senatorer nu konkrete udspil til klimapolitiske initiativer, og samtidig giver flere af de store energikoncerner udtryk for opbakning til en mere ambitiøs klimapolitik i USA. Flere dominerende selskaber såsom General Electric og British Petroleum overvejer åbent at støtte konkrete amerikanske reduktionsmålsætninger på klimaområdet.
Meldingen fra tænketanke og journalister er, at den amerikanske befolkning nu anerkender eksistensen af klimaproblemet. Klimaspørgsmålet er i den seneste tid kommet længere op på dagsordenen i medierne, hvilket også har gjort sit til at stimulere debatten. Vi mangler imidlertid stadig at se, at anerkendelse af videnskaben, positive holdninger hos de store firmaer samt konkrete politiske udspil udmønter sig i lovgivningsinitiativer, der kan samle støtte i både Kongressen og Det Hvide Hus.
Den politiske modstand mod klimarelaterede tiltag i USA bygger først og fremmest på en antagelse om, at det vil være for dyrt. Samtidig får amerikanerne tudet ørerne fulde med, at Kyoto-protokollen slet ikke virker. Derudover er holdningen, at de store udviklingslande skal med på vognen, før det giver mening at man gør noget i USA. Vi kan være enige eller uenige i disse ræsonnementer, men sådan ligger landet altså.
Udover vedvarende at presse på for øget amerikansk engagement i de internationale forhandlinger mener jeg, at EU bør være bedre til at formidle viden om vores konkrete politikker og virkemidler, som rent faktisk har en målbar positiv effekt. Ligeledes må eksemplerne på hvordan man kan tjene penge på at være i front på det miljøteknologiske område gøres mere
synlige.
Miljøministeriet er nu i kontakt med tænketanke og andre relevante aktører i Washington DC med henblik på at følge op på diverse drøftelser om, hvordan vi kan blive bedre til at få oplysninger om effektive danske og europæiske klimapolitikker spredt til de relevante miljøer i USA.
Jeg agter også at sætte øget fokus på de positive effekter af klimapolitiske tiltag på det ministermøde, der i juni måned afholdes i Sydafrika som opfølgning på Grønlandsmødet.
Der skal et langt sejt træk til, før den amerikanske klimapolitik for alvor kommer i bevægelse men vi må se i øjnene, at der er behov for at tænke alternativt for at motivere amerikanerne. Jeg håber at bedre information om fordelene og effekterne af en effektiv klimapolitik kan være et af redskaberne til, at få amerikanerne til se fordelene ved en aktiv indsats for at bekæmpe klimaproblemet. Her vil det også kunne være en stor hjælp, hvis parlamentarikere i hele Europa bidrager til at udbrede kendskabet til EU landenes klimaindsats i forbindelse med kontakter til amerikanske kolleger.