Bilag 9 Til formanden for Den Nationale Følgegruppe Bent Agerskov Den 8. februar 2006 06/232 Indlæg og synspunkter fra formandskabet i pilotprojekt Vadehavet Foranlediget  af  udviklingen  i  Den  Nationale  Følgegruppes  (DNF)  arbejde  og  den  afsluttende rapport   til   miljøministeren     –      og   ikke   mindst   gruppens   indstilling   til   målsætninger   og udpegningskriterier samt forslag til forvaltningsmodel for danske nationalparker – må vi erkende, at de  synspunkter  og  forudsætninger,  som  ”Vadehavet”  indgik  i  nationalparkprojekt et  på  ikke  i tilstrækkeligt  omfang  synes  at  indgå  i  DNF’s  rapport  –  vel  vidende,  at  en  så  bredt  sammensat gruppe naturligvis ikke på alle punkter kan opnå enighed, men at de enkelte pilotprojekter må ”bøje sig” i bestræbelserne på at finde holdbare, nation ale løsninger, som favner bredt. Imidlertid håber vi på at finde forståelse for, at i der i tilknytning til DNF’s endelige rapport gives plads til nedenstående holdninger og bemærkninger om væsentlige, indholdsmæssige aspekter. Det  er  vigtigt  for  os  at  understrege,  at  udgangspunktet  for,  at  amterne  overfor  kommunerne  og mange lokale repræsentanter fra organisationer i sin tid kunne anbefale daværende miljøministers Hans  Chr.  Schmidts tilkendegivelse  om  indhold og forudsætninger  i  dette folkelige  projekt  skulle baseres  på:  1)  samspillet  mellem  beskyttelse  og  benyttelse,  2)  lokal  forankring  og  medejerskab samt 3) frivillighed. Ad  1:  Helt  i  overensstemmelse  med  ministerens  igangsættelsesbrev  afspejler  DNFs  forslag  til målsætninger, at  …..”Der lægges vægt p å, at pilotprojekterne peger på løsninger, der afgøre nde styrker naturen og dens muligheder for udvikling, som styrker varetagelsen af de kulturhistoriske interesser, og som fremmer befolkningens muligheder for at opleve naturen.” Derimod  finder  vi  ikke,  at  ministerens  udmeldinger  om,  at:  …”Områdets  værdier  og  interesser knyttet  til  kulturhistorie,  natur,  beskyttelse,  friluftsliv  og  erhverv  –   herunder  landbrug,  fiskeri  og turisme   –    skal   indgå   i   et   optimalt   samspil   og   udvikles   i   gensidig   respekt.”       afspejles  med   tilsvarende tydelighed i DNFs målsætningsforslag. Med den klare og enige tilkendegivelse om denne væsentlige balance, som ”vadehavsrapporten”   til  følgegruppen  indeholder   –  og  som  jo  er  resultatet  af  et  stort  lokalt  engagement  med  mange diskussioner  og  afvejninger  -  kan  vi  ikke  tilslutte  os  den  kun  overordnede  markering  af  de (erhvervsmæssige) udviklingsmuligheder i målsætningerne for nationalparker i Danmark. Som det fremgår af evalueringsrapporten har vi i Vadehavet gjort os grundige overvejelser netop om, hvordan et dynamisk naturområde af global betydning kan bevares og udvikles beskyttelses- mæssigt  side  om  side  med  opretholdelse  et  dynamisk  erhvervsliv  (landdistriktsudvikling).  Dette arbejde  er  sket  med  udgangspunkt  i  ministerens  anbefalinger  om,  at:  ”Der   kan   nedsættes arbejdsgrupper o.lign. for enkelte emneområder, f.eks. natur, friluftsliv, landbrug, fiskeri, ku lturmiljø, virkemidler, landdistriktsudvikling og borgerinddragelse.” Beskrivelsen af denne vigtige sammenhæng synes vi desværre i  kke at have vundet så tilpas gehør for, at den videreformidles på passende vis  - hverken i forslag til målsætninger eller i den øvrige del af DNFs rapport.

Bilag 9 Ad 2: På tilsvarende vis synes det foreliggende forslag til en forvaltningsmodel for nationalparker i Danmark ikke afgørende at imødekomme vore lokale forudsætninger for ”medejerskab” og ”lokal forankring”   som   styringsredskab   for   en   nationalpark   i   Vadehavet,   der   også   omfatter   store inddigede  områder  på  fastlandet  (model  2).  Vi  er  enige  i,  at  den  foreslåede,  organisatoriske tredeling  i:  styregruppe,  rådgivende  udvalg  og  sekretariat  er  fornuftig,  idet  vi  siden  1992  har opereret   med   en   sådan   opdeling  -   f.eks.   i   forbindelse   med   snart   sagt   alle   nationale   og internationale initiativer og beslutninger om Vadehavets beskyttelse og udvikling. I det rådgivende Udvalg for Vadehavet har lokalbefolkning og lokale interesser haft mulighed for at udtrykke deres synspunkter og ideer til de ansvarlige myndigheder inden beslutninger træffes. Det er bl.a. derfor, at vi ikke mener, at denne konstruktion i sammenhæng  med de foreslåede, tilhørende opgaver og kompetencer, i tilstrækkeligt omfang tilgodeser den ”lokale indflydelse” på beslutningerne i forhold til den eksisterende situation (og kommende i henhold til kommunalreformen) i vort område. For at der i vores situation kan blive tale om acceptabel lokal indflydelse på forvaltningen af området – inden   for   hvilket   mere   end   95%   er   udpeget   som   Natura   2000   -   bør   det   ske   ved   at planlægnings kompetencen  tillægges  NP -bestyrelsen  fra  staten.  Som  vores  rapport  understreger skal  kommunerne  fortsat  være  ansvarlige  for   administrationen  på  land.  Denne  model  for  en overordnet énhedsmyndighed har være afprøvet bl.a. i England og Skotland med succes   – har vi forstået. At  dette  forslag  vil  afføde  en  særlig,  statslig  kontrol,  hvori  der  underliggende  indiceres  ”flere ressourcer”,  vil  omvendt  kunne  medføre  en  besparelse  i  den  statslige  indsats  i  planlægnings  - processen. Til DNFs synspunkt om, at vort forslag vil bryde ind i den fastlagte kompetence mellem staten og kommunerne i forbindelse med kommunalreformen naturligvis er rigtig – forstået på den måde,   at   det   indenfor   nationalparken   så   bliver   et   anliggende   mellem   NP-bestyrelsen   og kommunerne. Vi må igen understrege, at de særlige beskyttelsesforhold i Vadehavet (og andre, særlige lokale forhold)  bør  kunne  afspejles  i  forslag  til  flere  forvaltningsmodeller   –  med  angivelse  af  forskellige kompetencer  og  opgaver,  således  at  lokale  forhold  og  baggrunde  bliver  sat  mere  i  fokus  i  den kommende debat end i dette ene forslag fra følgegruppen. Ad 3: Frivillighed og fuld økonomisk kompensation for den enkelte lodsejer i en nationalpark har været  grundlæggende  principper  i  forbindelse  med  eventuelle  initiativer  fra  myndighederne  om ændringer i f. eks. l andbrugsdriften. Imidlertid har den seneste diskussion i følgegruppen rejst tvivl om disse princippers holdbarhed, således at man kunne ende i situation, hvor valgfrihed alene vil omfatte retten  til  ”at  vælge  til”  og  ikke  længere  ”at kunne  vælge fra”.  Selv      om  vi  er  klar  over,  at debatten i følgegruppen endnu ikke er afsluttet, vil vi benytte denne lejlighed til at understrege, at vi   tager afstand fra en sådan konsekvens af ”princippet om frivillighed”. Venlig hilsen Jens Andresen              Thyge Nielsen