Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

18. januar 2006

 

Udbetaling af tilskud til ikke-kommerciel lokal radio og lokal-tv

 

I min besvarelse af 13. december 2005 af spørgsmål nr. 40 til L 40 – Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og medieansvarsloven (Ny lokalradio- og lokal-tv-ordning, forhøjelse af strafferammen for pirateri m.v.) – tilkendegav jeg, at jeg var indstillet på at gå i dialog med Mediesekretariatet for at undersøge de formelle og praktiske muligheder for forudbetaling af driftstilskud til de lokale radio- og tv-stationer.

 

Baggrunden for spørgsmålet var en henvendelse til Kulturudvalget fra Dansk Student TV forening, som havde påpeget, at driftstilskuddet – på linie med det hidtidige programtilskud – af hensyn til de tilskudsmodtagende radio- og tv-stationers likviditet burde udbetales forud.

 

Jeg kan oplyse, at sagen har været drøftet mellem Kulturministeriet og Mediesekretariatet samt Rigsrevisionen. På denne baggrund vil tilskuddet fremover blive udbetalt kvartalsvis forud, idet sidste kvartals tilskud dog først udbetales efter godkendelsen af de enkelte stationers regnskab.

 

Det skal dog bemærkes, at 1. og 2. kvartal 2006 udbetales samlet i løbet af april måned 2006, da det i praksis ikke kan ske tidligere på grund af de nye reglers ikrafttræden den 1. januar 2006.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Brian Mikkelsen