|
|||||
Christiansborg 1240 København K
|
|
|
|
Trafikudvalget har i brev af 8. november 2005 stillet mig følgende spørgsmål 109 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
./.        Svaret vedlægges i 5 eksemplarer.
"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 8. november 2005 fra Odsgard vedr. porto til erhvervsfagblade, jf. TRU alm. Del – bilag 80"
Regeringen er i øjeblikket ved at forberede en omlægning af hele bladtilskudsordningen. Jeg kan oplyse, at fremover vil tilskud til distribution af trykte medier blive givet til udgiverne og dermed ikke længere være knyttet til Post Danmark. I dag er det således, at alene blade, der distribueres med Post Danmark kan få fordel af bladtilskudsordningen. Post Danmark A/S er så til gengæld forpligtet til at omdele de pågældende blade til en særlig lav takst. Dette ønsker regeringen at ændre.
Regeringen agter således snarest at fremsætte et forslag om distributionsstøtte til dagbladslignende publikationer. Ordningen for dagbladslignende publikationer skal godkendes af EU-kommissionen.
Det er hensigten, at den ny støtteordning for dagbladslignende publikationer får virkning fra 1. januar 2006, også selvom den først måtte blive vedtaget i januar eller februar måned.
Den nuværende bladtilskudsordning for så vidt angår momsfritagne uge- og månedsblade bortfalder med udgangen af 2005. Det betyder, at uge – og månedsblade pr. 1. januar 2006 ikke længere vil være tilskudsberettiget.
Regeringen vil endvidere fremsætte lovforslag i 1. halvdel af 2006 om en ny distributionsstøtteordning for dagblade. Lovforslaget vil bygge på de anbefalinger, der er indeholdt i rapporten fra Udvalg om tilskuddet til befordring af dagblade.
Udvalget har taget udgangspunkt i, at et dagblad kan karakteriseres som en udgivelse, der:
· der udkommer næsten dagligt
· retter sig mod en bred læserkreds
· indeholder aktuelt nyhedsstof inden for et bredt emneområde
Endelig vil jeg nævne den eksisterende bladpulje, som hører under kulturministeren, som giver støtte til forsendelsesomkostninger for en række blade og tidsskrifter. Bladpuljen har hjemmel i og reguleres af lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter, som blev vedtaget af Folketinget den 19. december 2003.
Hensigten med denne tilskudsordning er inden for visse områder at støtte udgivere af blade og tidsskrifter, som på et ideelt grundlag bidrager til demokratisk debat, kulturel og samfundsmæssig oplysning og fremme af foreningslivet. Der er i lovgivningen fastsat en række kriterier, som præciserer hvilke emneområder, der kan støttes, og hvilke typer af udgivelser, der ikke kan opnå støtte.
Endelig skal jeg sige, at jeg ikke har bemærkninger til spørgsmålet om det i brevet nævnte afslag fra ToldSkat på ansøgning om momsfritagelse, idet spørgsmålet henhører under Skatteministeren.