Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

 

24. maj 2006

Til Kulturudvalgets orientering fremsendes hermed i 5 eksemplarer – i forlængelse af svar på spørgsmål nr. 6 af 2. februar 2006 vedrørende behandlingen af forslag til den nu vedtagne lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter (støtte til dagbladslignende publikationer) - udkast til bekendtgørelse om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter samt dagbladslignende publikationer.

 

Bekendtgørelsens kapitel 2 vedrører Lov om ændring af lov om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter (støtte til dagbladslignende publikationer), jf. tidligere drøftelser i Kulturudvalget.

 

I forhold til det udkast, jeg sendte til Kulturudvalget den 2. februar, er der foretaget følgende ændringer:

 

 

Bekendtgørelsen vil træde i kraft samtidig med lovens ikrafttræden. EU-Kommissionen har nu godkendt støtteordningen, og det er herefter min hensigt at udstede bekendtgørelse om lovens ikrafttræden den 15. juni 2006.

 

Bekendtgørelsens kapitel 1 vedrører den gældende lov nr. 1214 af 27. december 2003 om distributionstilskud til visse periodiske blade og tidsskrifter, den såkaldte bladpulje.  Kulturministeriet agter i denne del af bekendtgørelsen at præcisere, jf. § 1, stk. 4 og § 6, stk. 3, at tilskud ikke kan overstige de faktisk afholdte udgifter til distribution.

Baggrunden for ønsket om ovennævnte præcisering er følgende: I forbindelse med dokumentation af forsendelsesudgifter som grundlag for tilskud for 2004, 2005 og 2006 er Biblioteksstyrelsen blevet opmærksom på, at en enkelt ansøger, Ældresagen, har modtaget støtte til distribution af både deres landsdækkende blade samt deres amtsblade, selvom amtsbladene er blevet distribueret som indstik til det landsdækkende blad, og at der derfor ikke har været selvstændige udgifter forbundet med distributionen af amtsbladene.

 

Denne konkrete sag har således vist, at den foreliggende bekendtgørelse ikke på fyldestgørende måde har præciseret, at støtteordningens formål er at bidrage til dækning af distributionsudgifter – ikke at yde et generelt driftstilskud.

 

Det er derfor min opfattelse, at det - under hensyn til lovgivningens intention - vil være en rigtig løsning i bekendtgørelsen at fastsætte, at det støttebeløb, der udregnes efter bekendtgørelsens pointsystem, jf. § 5, og som primært baseres på antal distribuerede eksemplarer, ikke kan overstige de faktiske udgifter til distribution. Det foreslås derfor, at såfremt regnskabsoplysningerne viser, at tilskudsbeløbet overstiger de faktiske udgifter, skal det overskydende beløb modregnes i støtten det følgende år.

 

Jeg vil derfor præcisere i bekendtgørelsens § 6, stk. 3, at ”den årlige støtte kan, jf. § 1, stk. 4, ikke overstige de faktisk afholdte udgifter til distribution. Såfremt det af den fremsendte dokumentation, jf. § 7, fremgår, at tilskuddet for det forudgående år overstiger de faktisk afholdte udgifter, modregnes det for meget udbetalte beløb i det følgende års tilskud.”

 

En sådan løsning vil også være i overensstemmelse med udformningen af de øvrige støtteordninger på publikationsområdet. I disse ordninger indgår en overgrænse for støttebeløbet. F.s.v.a. dagbladslignende publikationer, jf. lov nr. 271 af 31. marts 2006, er overgrænsen fastsat til 50 pct. af distributionsomkostningerne. F.sv.a. den foreslåede støtteordning på dagbladsområdet, jf. L 187 om tilskud til distribution af dagblade er overgrænsen sat til 85 pct. af distributionsomkostningerne.

 

Forskellen i de fastsatte grænser i de pågældende ordninger er fastsat på grundlag af erfaringer fra tidligere ordninger og driftsøkonomiske vurderinger. F.s.v.a. de kommercielle publikationer er det fundet rimeligt at arbejde med grænser, der indebærer et incitament til begrænsning af distributionsomkostningerne. F.s.v.a. bladpuljen er der tale om ikke-kommercielle publikationer, og det må på nuværende tidspunkt anses for hensigtsmæssigt, at grænsen fastsættes således, at støtten ikke kan overstige de faktiske udgifter.

 

Jeg henviser i den forbindelse til lovens forarbejder, hvoraf det fremgår, at justeringer af tilskudsordningen vil kunne finde sted i lys af indhøstede erfaringer.

 

 

 

 

Brian Mikkelsen