I december præsenterede Arbejdsgruppen om ændring af den kirkelige struktur sit oplæg til ændring af provstistrukturen i sammenhæng med kommunalreformen. Det følger arbejdsgruppen, der er nedsat af kirkeministeren, nu op med et debatoplæg om, hvordan de mange forskellige opgaver i folkekirken kan eller bør fordeles mellem sogne, provstier og stifter.
"Opgaven - at forkynde evangeliet - er den samme, som den har været i 2000 år. Men de ændrede vilkår giver anledning til at spørge, om der kan tænkes ændringer i organiseringen af opgaverne i folkekirken, der gør kirken mere egnet til at varetage sin mission i det samfund, vi lever i i dag," skriver arbejdsgruppen blandt andet.
Arbejdsgruppen præsenterer på den baggrund en række mulige ændringer i fordelingen af opgaver mellem sogne, provstier og stifter. De bygger på tre generelle målsætninger:
- at bureaukratisk struktur så vidt muligt skal afløses af en fordeling af opgaverne, hvor de forskellige myndigheder og embeder i folkekirken har ansvaret for at gøre det, som de er bedst til,
- at der på alle niveauer skal være bedre sammenhæng mellem indhold og rammer, og
- at der skal være en bedre administrativ understøttelse af de lokale kirkelige myndigheder og embeder.
Arbejdsgruppen lægger op til en bred debat om den fremtidige fordeling af opgaver mellem sogn, provsti og stift. Emnet vil også indgå i de debatmøder for medlemmer af menighedsråd, provstiudvalg og stiftsøvrigheder, som i den kommende tid holdes 10 steder i landet. Debatmøderne arrangeres i samarbejde mellem arbejdsgruppen og Landsforeningen af Menighedsråd.
Arbejdsgruppen opfordrer til, at menighedsråd, provstiudvalg, stiftsøvrigheder, præster og andre ansatte i folkekirken samt andre interesserede indsender kommentarer til debatoplægget til Kirkeministeriet inden den 1. april 2006.
Debatoplægget er offentliggjort på Kirkeministeriets hjemmeside - www. km.dk - sammen med uddybende oplæg om provsternes opgaver og ansættelsesforhold samt et oplæg om den fremtidige varetagelse af stiftsøvrighedsopgaverne.
Debatoplægget er også vedhæftet denne pressemeddelelse.
Arbejdsgruppen har følgende sammensætning:
Departementschef Jacob Heinsen, Kirkeministeriet - formand
Chefkonsulent Pernille Esdahl, Kirkeministeriet
Biskop Niels Henrik Arendt, Haderslev
Biskop Elisabeth Dons Christensen, Ribe
Fhv. undervisningsinspektør Ejvind Sørensen, Landsforeningen af Menighedsråd
Universitetslektor Inge Lise Pedersen, Landsforeningen af Menighedsråd
Provst Leif Arffmann, Danmarks Provsteforening
Provst Ole Chr. Ivertsen, Danmarks Provsteforening
Lektor Helle Christiansen, Den danske Præsteforening
Sognepræst Sabine Bech-Hansen, Den danske Præsteforening.
Sekretariat for arbejdsgruppen er fuldmægtig Lise-Lotte Gümoes og fuldmægtig Karsten Kirk Larsen, Kirkeministeriet.