Therese Rytter, RCT 2. november 2005 1 Foretræde for Folketingets Indfødsretsu   dvalg vedr. dispensation for sprogkravet for torturofre i forbindelse med meddelelse af dansk indfødsret v/ Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) 3. november 2005 RCT takker for foretrædet,   som vi har bedt om i vores egenskab af at være et videnscenter med over 20 års erfaring med rehabilitering af traumatiserede torturofre og forskning i følgerne af to  rtur. Vi ønsker  for det første   at redegøre for den  videnskabelige baggrund for, at visse svært traumatis  e- rede torturofre aldrig vil kunne lære et fremmedsprog   pga. følge rne efter torturen. For det andet vil vi  gerne  gøre  udva lget  opmærksom  på   ,  hvilken  betydning  det  har  for  det  enkelte  torturoffer,  om vedkommende meddeles dansk indfødsret elle r ej af sit ” nye hjemland”. Ifølge retningslinier ne om meddelelse af dansk indfødsret  er det som udgangspunkt en betingelse, at ansøgeren   kan  dokumentere  danskkundskaber  via  en  bestået ,  anerkendt  prøve .  Retningslinierne tager  dog samtidig højde for, at vi sse mennesker ikke vil kunne lære tilstrækkelig t dansk til at op- fylde  sprogkravet.  For  torturofre,  som  pga.  følgerne  af  tortur  ikke  vil  kunne  lære tilstrækkeligt dansk er der derfor mulighed for at dispensere for danskkravet, hvis der foreligger dokumentation i form af en erklæring fra en speciallæge ogen psykolog eller et torturce nter (§ 25). RCT og mange af de øvrige danske centre for torturofre  har imidlertid i de seneste måneder  konsta- teret,  at  indfødsretsudvalget  har  strammet   sin  praksis  og  nu  kun  sjældent  giver  dispensation  for sprogkravet  til  torturofre,  der  søger  om  dansk  indfødsret.    Begrundelsen  for  den  stramme  praksis kender vi dog ikke. Og den adskiller sig også fra praksis i de øvrige Nordiske lande,   hvor hverken Sverige eller Norge stiller krav om sprogkundskaber  for  at få enten svensk eller norsk indfødsret.   Vi er meget kede af den nye danske praksis, som, vi mener, er problematisk ud fra et menneskeret- ligt perspektiv. Baggrunden  for,  at  regeringen  har  givet  mulighed  for  at  dispensere  for  danskkravet  er  netop  den rigtige og væ  sentlige iagttagelse, at visse mennesker aldrig vil kunne lære    et fremmedsprog.  Ikke pga. manglende vilje, men pga. manglende evne. Det er tilfældet for et mindretal af de svært tra u- matiserede torturofre, som har fået s tillet diagnosen ”Post  traumatisk stresssyndrom” (PTSD). PTSD er en psykiatrisk lidelse, som kan opstå efter , at en person har oplevet livstruende begivenhe- der, såsom væbnet konflikt eller tortur. Det, som er kendetegnende ved PTSD, er, at offeret genop- lever den traumatiske begivenhed igen og igen i form af flashbacks og gentagne mareridt. Offeret vil  typisk  forsøge  at  undgå  påvir   kninger,  der  bringer  mindet  tilbage  om  torturen,  fordi  det  er  for smertefuldt at genopleve torturen. Torturofre med PTSD har som regel en lang række psykiske

Therese Rytter, RCT 2. november 2005 2 symptomer,   såsom    hukommelsestab,   koncentrationsbesvær   og   in  dlærings  vanskeligheder.   Hertil kommer angst, depression og føle lsesmæssig tilbagetrækning. Årtiers psykiatrisk og psykologisk forskning har   vist, at visse svært tr  aumatiserede torturofre med diagnosen  PTSD  aldrig  vil  kunne  komme  til  at  fungere  ”normalt”  igen,  hverken  socialt,  famili  e- mæ  ssigt,  på  arbejdsmarkedet  eller  på  skolebænken. Mens  fler tallet  af  torturofrene  med  tiden  vil kunne tilegne sig et fremmedsprog og andre fagkundskaber, så gælder det altså for et mindretal af de  svært  traumatiserede  torturofre  med  kroniske  psykiske  lidelser  ,  at  deres  helbredstilstand  er  så forringet, at de aldrig vil kunne komme til at lære et fre  mmedsprog. For at anskueliggøre det ant al, der er tale om i praksis, kan vi oplyse, at RCT – vel at mærke kun modtager de hårdest ramte og sværest traumatiserede torturofre    –   siden marts 2005 har indgivet 2 ansøgninger om dispensation ud af vores klientpopulation, som i alt er på ca. 60 tor  turofre. Det er med andre ord kun en fo rsvindende lille del af de hårdest ramte  torturofre, som efter vores vurde- ring ikke vil kunne lære dansk    – . Og det er kun denne lille gruppe af kronisk syge mennesker, som, RCT mener, bør gives dispensation fra dans kkravet. Det  næste  spørgsmål  er,  hvilken  betydning  det  har  for  det  enkelte  torturoffer  at  få  meddelt  dansk indfødsret.  Vores erfaring fra rehabiliteringen af torturofre har vist, at tildeling af dansk indfødsret har kolossal stor betydning for det enkelte torturoffer og dets familie. Pga. forråelsen og torturen i hjemlandet mister ofrene tilknytningen til hjemlandet og følelsen af at være     eksempelvis enten ira- ner eller iraker. Samtidig vil det dog ofte være sådan, at de    i ” det nye land” Danmark ikke  betragtes som  ”rigtige  da nske  borgere”.   De  befinder  sig  med  andre  ord  i  et  identitetsmæssigt  tomrum.    For disse svært traumatiserede mennesker, som lever med kron  iske ar på krop og sjæl,    betragtes medde- lelse af indfød sret som ”et blåt stempel”    - en anerkendelse af, at de ikke er 2. rangsmennesker, men borgere på lige fod med andre danskere. Hertil kommer, at det har en befordrende virkning på reh  a- biliteringsprocessen, fordi de genvinder deres værdighed og livsmod  , og dette bevirker i sidste ende også , at integrationsprocessen bliver fremmet. Vi vil derfor gerne anmode indfødsretsudvalget om, at det tager sin praksis op til overvejelse, og at udvalget  fremover  holder  døren  åben  for,  at    visse  svært  traum  atisere  torturofre  – ldrig  vil kunne  lære  dansk    pga.  hukommelsestab,  koncentrationsbesvær  og    indlæring  svanskeligheder  som følge af torturen  – lligevel kan få  tildelt dansk indfødsret ved  dispensation for danskkravet. Det  afgørende  for,  om  disse  svært  traumatiserede  torturof   re  meddeles  dansk  indfødsret ,  må  være, om vedkommende har viljen til at blive dansk, herunder at vedkommende har gjort en indsats for at blive integreret. Dette ville være i overensstemmelse med princi  ppet om ligebehandling, hvis formål netop er at sikre reel –  og ikke kun formel – at torturofre stilles ringere end andre borgere, alene fordi de har været udsat for alvo  rlige overgreb og tortur, og det har jo ikke været Folk  etingets hensigt med indføds retslovgivningen. Mange tak!