NOTAT

 

 

 

 

 

 

Industriordrer til Danmark i f.m. JSF-projektet                                       3. april 2006

Under sit besøg i USA i marts 2006 blev Forsvarsudvalget orienteret af Lockheed Martin fabrikkerne om udsigterne for dansk industrideltagelse i JSF-projektet. Det blev oplyst, at der i projektets levetid forventes en ordretilgang til danske virksomheder på 2,2 mia. USD. Dette dokumenteres af Lockheed Martins briefingmateriale fra denne lejlighed, som er vedlagt dette notat. 

 

I tillæg hertil kan det oplyses, at repræsentanter fra Lockheed Martin og fra motorproducenterne til JSF-flyet, Pratt & Whitney og Fighter Engine Team (repræsenteret ved Rolls-Royce) d. 16. marts 2006 besøgte Danmark for at oplyse yderligere om udsigterne for dansk industrideltagelse i JSF-projektet. Lockheed Martin havde til denne lejlighed opdateret sine oplysninger fra briefingen af Forsvarsudvalget. Med udgangspunkt i produktion af 2.651 JSF-fly[1] er den forventede ordretilgang til danske virksomheder i projektets levetid nu opjusteret til 2,4 mia. USD, hvilket fremgår af vedlagte oversigt (bilag 2). Hertil kommer industriordrer fra motorproducenterne, som forsigtigt anslået ligger i størrelsesordenen 0,5 mia. USD. Der tegner sig således en samlet ordretilgang til danske virksomheder på 2,9 mia. USD. Det blev endvidere oplyst, at den foreliggende samarbejdsplan med danske virksomheder vil blive dokumenteret senere i 2006 i form af et officielt ”Letter of Intent” til de danske myndigheder.

 

Den samlede ordrestørrelse på 2,9 mia. USD tager udgangspunkt i de allerede indgåede aftaler med danske virksomheder på 51,8 mio. USD. Dette beløb relaterer sig alene til udviklingen af JSF og ikke til den egentlige produktion af flyet. Bekræfter Danmark sin deltagelse i JSF-projektet ved at medvirke til etableringen af den egentlige produktionslinie, forventes deltagelsen i udviklingssamarbejdet at resultere i en ordretilgang til industrien på yderligere 133,7 mio. USD. Såfremt der træffes dansk beslutning om køb af JSF kan industriens andel projiceres ud på hele projektets levetid, hvilket inkluderer produktion af fly samt opgaver i forbindelse med vedligeholdelse og videreudvikling af JSF. I givet fald forventes den samlede ordretilgang til Danmark at blive i omegnen af de førnævnte 2,9 mia. USD svarende til 15 - 20 mia. DKR. Dette beløb er højere end den forventede investering i nye kampfly. Såfremt der bliver produceret JSF-fly til tredjelande, forventes der at tilgå yderligere ordrer til dansk industri.

 

Ordretilgangen er baseret på princippet om ”Best Value”, dvs. at ordrer gives til de virksomheder blandt JSF-partnerne, som kan levere det pågældende produkt bedst og billigst. ”Best Value” er med andre ord en form for fri konkurrence inden for JSF-partnerskabet. Prognosen på 2,9 mia. USD forudsætter derfor, at de involverede danske virksomheder udvikler sig i takt med JSF-projektet med henblik på kompetenceniveau og konkurrenceevne.

 

Det skal i den forbindelse understreges, at ”Best Value” ikke følger de gældende regler for industrisamarbejde (modkøb) som beskrevet i Økonomi- og Erhvervsministeriets bekendtgørelse om industrisamarbejde ved køb af forsvarsmateriel af 13. april 2005[2]. En beslutning om anskaffelse af JSF vil derfor samtidig være en beslutning om at fravige disse bestemmelser. Til gengæld vil der være udsigt til en ordretilgang til danske virksomheder på væsentligt over

100 % af anskaffelsesbeløbet.

 

 

Baggrund

 

Til generel information kan det oplyses, at dansk deltagelse i Joint Strike Fighter flyets udviklingsfase blev godkendt ved Finansudvalgets tiltrædelse af aktstykke nr. 142 den 22. maj 2002. Deltagelsen i udviklingsfasen forpligter ikke Danmark til at købe JSF-flyet, og Danmark kan udtræde af udviklingsfasen med 90 dages varsel.

 

Med baggrund i aktstykket betaler Danmark frem til 2013 i alt 125 mio. USD (pristalskorrigeret) for sin deltagelse i udviklingsfasen. Af dette beløb finansieres de 20 mio. USD af fire danske virksomheder (A.P. Møller-Mærsk A/S, Terma A/S, Systematic Software Engeneering A/S og GPV Group A/S). De resterende 105 mio. USD afholdes af forsvaret, idet 15 mio. USD er et ikke-finansielt bidrag bl.a. i form af deployering af et F-16 kampfly til USA til brug i forbindelse med testflyvning af JSF. 

 

Det er fortsat vurderingen, at statens bidrag til udviklingsfasen kan dækkes ind i form af rabatter på JSF-fly, hvis Danmark beslutter sig for at anskaffe sådanne fly, samt i form af royalty-betalinger ved salg af JSF-fly til tredjelande. Disse vil dog først kunne realiseres ved produktion udover de ca. 3.100 fly, som forventes afsat til partnerlandene (USA, UK, Canada, Australien, Italien, Tyrkiet, Holland, Norge og Danmark). Det er løseligt anslået af projektkontoret for JSF ved US Department of Defense, at der i alt vil blive produceret 5.000 stk. JSF.

 

 

 

 



[1] Der forventes leveret 2.651 JSF-fly til USA, UK og Danmark. JSF-fly til øvrige partnerlande er ikke medtaget i beregningen af den forventede danske industrideltagelse.

[2] Reglerne for industrisamarbejde fordrer, at leverandøren af forsvarsmateriel placerer industriordrer i Danmark for et beløb, som kan være op til 100 % af anskaffelsesbeløbet. Afhængig af hvor hurtigt industrisamarbejdet (modkøbet) gennemføres, og i hvor høj grad industrisamarbejdet medfører overførsel af teknologi og know-how m.v. til danske virksomheder, kan der gives ”rabat” på modkøbsforpligtigelsen. En hurtig gennemførsel af industrisamarbejdet kan give op til 35 % rabat, og i projekter som medfører overførsel af særlig avanceret teknologi, gives der normalt yderligere rabat på modkøbsforpligtigelsen. De danske regler for industrisamarbejde garanterer således, at der tilgår ordrer til danske virksomheder i et vist omfang, når der underskrives kontrakt om køb af forsvarsmateriel.