I brev af 14. februar og 27. februar 2006 har Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender orienteret udvalget om sagen vedrørende krav om mærkning af fersk fjerkrækød med god køkkenhygiejne.
Som beskrevet i brev af 14. februar 2006 har Fødevarestyrelsen siden 1. juni 2005 krævet, at producenter, importører og forhandlere af fjerkræ mærker al fersk fjerkrækød med en vejledning om god køkkenhygiejne. Dette krav blev midlertidigt suspenderet i januar 2006, fordi Ministeriet vurderede, at det var nødvendigt at notificere mærkningskravet overfor Kommissionen, for at det kunne håndhæves.
Fødevarestyrelsen udarbejdede udkast til en bekendtgørelse med mærkningskravet, der efter endt høring i fødevarebranchen blev notificeret over for Kommissionen.
Notifikationsperioden er nu afsluttet, og Kommissionen har bekræftet, at den ikke har haft indvendinger mod den danske regel, som vil blive offentliggjort senest 1. august 2006, og gælde pr. 1. september 2006.
Vi ved, at der i det importerede fjerkrækød kan være stor forekomst af salmonella. Det er derfor vigtigt at orientere danske forbrugere om, hvordan de skal gebærde sig i køkkenet for at undgå at få en salmonellaforgiftning. Jeg er meget tilfreds med, at EU ikke har haft indvendinger mod det særlige danske mærkningskrav på fersk fjerkrækød.
Som nævnt i brevet af 14. februar 2006 har de danske producenter og forhandlere i forbindelse med den tidligere suspension meddelt Fødevarestyrelsen, at de anser mærkningen for at være god forbrugeroplysning og fortsat agtede at mærke deres eget ferske fjerkrækød med oplysning om god køkkenhygiejne.
Lars Barfoed
Â