Kolding, den 4. juli 2006
FødevareministerHans Chr. SchmidtFødevareministeriet |
Kære Hans Chr. Schmidt
Fiskeridirektoratets ledelse har som bekendt her i begyndelsen af juni fremlagt et oplæg til omorganisering af Fiskerikontrollen. Omorganiseringen indebærer bl.a., at Fiskerikontrollen skal centraliseres i tre afdelinger, der placeres i Frederikshavn, Esbjerg og Roskilde, mens de nuværende afdelinger i Fredericia, Randers og Nykøbing Mors nedlægges. Omorganiseringen sker med baggrund i, at der ifølge fiskeridirektøren frem til 2009 skal gennemføres en personalereduktion 29 årsværk i Fiskerikontrollen. Ifølge Fiskeridirektoratets resultatkontrakt 2005-2008 skal direktoratets samlede personaleforbrug reduceres med 42 årsværk frem til 2009.
Fiskeridirektoratets plan for omorganisering af Fiskerikontrollen vil efter Danmarks Sportsfiskerforbunds vurdering få katastrofale konsekvenser for kontrollen med det rekreative fiskeri, - herunder ikke mindst det ulovlige garnfiskeri, der i forvejen i al for stort omfang hærger de danske kyster og fjorde. Der er allerede i dag en tydelig sammenhæng, der viser, at omfanget af det ulovlige garnfiskeri øges jo længere afstanden til Fiskerikontrollens afdelinger er. En centralisering af Fiskerikontrollen i Frederikshavn og Esbjerg vil sammen med en nedlæggelse af afdelingerne i Fredericia, Randers og Nykøbing Mors således i sig selv medføre, at det ulovlige garnfiskeri i de indre farvande langs hele den jyske østkyst og omkring Fyn vil tiltage i omfang.
Dertil kommer en betydelig forringelse af kontrollen som konsekvens af den meget store personalereduktion, der skal gennemføres i de kommende år. Det er i den sammenhæng ganske klart, at Fiskeridirektoratets omorganiseringsplan alene tager sigte på en prioritering af kontrollen med erhvervsfiskeriet, mens kontrollen med det rekreative fiskeri bliver yderligere nedprioriteret. Det svarer da også helt til anbefalingerne i den budgetanalyse af Fiskeridirektoratet, der er gennemført af Deloitte i 2005. Heri anbefales det bl.a., at Fiskeridirektoratet skal målrette kontrolindsatsen så fokus i højere grad rettes mod opgaver, som Danmark er direkte forpligtet på, som led i en prioritering af indsatsen inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer.
Vi stiller os i Danmarks Sportsfiskerforbund helt uforstående overfor, at Fiskeridirektoratets ledelse nu er i gang med at gennemføre en omlægning af Fiskerikontrollen, som vil medføre alvorlige forringelser af kontrollen med det ulovlige garnfiskeri i en situation, hvor der tværtimod er behov for at styrke kontrolindsatsen på dette område. Det kan vi slet ikke få til at hænge sammen med de meget positive tilkendegivelser, som du har givet udtryk for i forbindelse med vores møde med dig i begyndelsen af marts, hvor du netop har støttet os i vores synspunkter om, at kontrollen med det ulovlige garnfiskeri skal styrkes. En tilsvarende positiv politisk indstilling blev vi i øvrigt også mødt med i Folketingets Fødevareudvalg.
Danmarks Sportsfiskerforbund har i den sammenhæng som bekendt givet tilsagn om at indgå i en arbejdsgruppe, der skal udarbejde forslag til en styrkelse af kontrollen med det rekreative fiskeri. Det har vi selvfølgelig gjort i tillid til, at vi ved en konstruktiv indsats gennem dette arbejde kan nå nogle resultater med hensyn til øget kontrol og skærpede sanktioner i forhold til det ødelæggende piratfiskeri. Forudsætningen er imidlertid, at udvalgsarbejdet får et reelt indhold. Det vil efter vores vurdering ikke blive tilfældet, hvis Fiskeridirektoratets plan for omorganisering af Fiskerikontrollen er en realitet endnu inden arbejdet i arbejdsgruppen er kommet i gang.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil med baggrund heri opfordre dig til, at du stiller Fiskeridirektoratets plan for omorganisering af Fiskerikontrollen i bero indtil der dels er foretaget en grundig analyse af planens konsekvenser for kontrollen med det rekreative fiskeri, dels er udarbejdet alternative forslag til den fremtidige organisering af kontrollen med det rekreative fiskeri, som kan sikre en reel styrkelse af kontrolindsatsen på dette område.
Med venlig hilsen
Verner W. Hansen
Forbundsformand
Kopi af dette brev er sendt til orientering til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.