Til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og fiskeri
 

Til udvalgets orientering sender vi hermed det høringsvar som Frie Bønder - Levende Land og Center for Biodiversitet har sendt Fødevarestyrelsen i forbindelse med udkastet til ny bekendtgørelse om forebyggende foranstaltninger mod fugleinfluenza:
 
 

Høringsvar vedr. Bekendtgørelse om forebyggende foranstaltninger mod aviær influenza

Bekendtgørelsens regler er måske de rette for produktionsfjerkræ; men er helt ude af trit med virkeligheden når det gælder hobbyfjerkræ, der holdes for rekreative formål.

Med hensyn til fugleinfluenza ligesom med hensyn til andre regler for fjerkræhold, må hobbysektoren have et selvstændigt regelsæt, der tager udgangspunkt i at det er kultur, at det er ikke-erhverv, at avlerne holder deres dyr som "medlemmer af familien", at avlerne holder af dyr og derfor vil behandle dem bedst muligt og at avlernes forhold til deres dyr ikke gøres op i penge.

EU opererer med en grænse for hobbybesætninger på max. 250 individer, vi foreslår denne grænse for et selvstændigt hobbyavlerregelsæt i Danmark.

Gennemføres denne bekendtgørelse vil hobbyavlere ikke blot praktisere civil ulydighed lejlighedsvis - når de sender en bakke æg med de voksne børn hjem, når de sælger en avlshøne uden registrering, når de har en due med i bilen til en interessefælle uden at være registreret transportør, når de bruger smuthullerne i reglerne om vaccination af duer og høns osv., osv. Med den nye bekendtgørelse vil regelbrud blive hverdag for de mange, der har både svømmefugle og andre fjerkræ når begge arter løber ud i haven. Regelbrud vil blive årligt tilbagevendende forår og efterår for de fleste, når folk ikke ønsker at stå i valget mellem at indhegne frugthaven med netoverdækning eller se deres dyr lide under indespærring i en lille gård der kun er beregnet til kortvarige ophold.

Som også FVSTs ansatte har kunne følge i medierne har mange hobbyavlere haft svært ved at leve op til krav om indhegning og overnetning eller få det til at forenes med deres standarder for dyrevelfærd. Efterhånden som frygten for H5N1 er aftaget har flere og flere også taget konsekvensen og sluppet deres høns ud i haven, udfra en betragtning om at friheden nok gavner deres trivsel og sundhed mere end indespærring.

Diverse myndigheder har klart givet udtryk for at rsikoen for at hobbyfjerkræ smittes og smitter mennesker er forsvindende lille.
Mens man ikke påviseligt har begrænset smitterisikoen for H5N1 med de restriktive tiltag har man øget risikoen for andre sygdomme som f.eks. salmonella, der langt lettere smitter avlerfamilien.
Det er blevet gjort klart for offentligheden at grunden til indespærring er, at "hobbyavlere skal vise solidaritet med fjerkræindustrien".  Men hvordan kan en industri, der behandler deres dyr pÃ¥ en mÃ¥de, som fÃ¥r de fleste mennesker til at krumme tæer, bede hobbyavlere om at være solidariske med industrien ved ogsÃ¥ at forringe hobbydyrenes dyrevelfærd?

Fjerkræindustriens krav er samtidig helt åbenlyst rettet mod hobbyavleren ikke mod sygdommen. Det er helt udokumenteret at overnetningen skulle have nogen smitte begrænsende virkning. Men det gør tilgengæld livet surt for hobbyavleren og forringer dyrevelfærden, så hobbydyrene ikke længere står som et sundhedstruttende modbillede til Dansk Fjerkræ Råds uhyggelige produktionshaller.

FVST er hele befolkningens styrelse og bør ikke lade sig styre af en lille syg branches højtråbende krav om at andre befolkningsgrupper skal tyraniseres. Hvad ville vi sige, hvis bæravlerne krævede at private ribsbuske skulle indhegnes og overnettes?

Hobbyavlere vil gerne holde deres kære dyr sygdomsfrie; men de er intelligente mennesker og de ved at det er sundere for hønsene at finde de grønne blade og småkravl de skal bruge ude på græsplænen end at få det afklippede græs smidt ind i en overdækket gård hvor de må pille det ud, mellem deres egen ekskrementer, mens de bliver stressede og agressive af at gå så tæt.
Foder under tag kombineret med frit udendørs liv er den bedste løsning på forebyggelse af smitte for hobbyfjerkræ.

Vi vil slet ikke gå i detaljer med bekendtgørelsens enkeltdele, for de er slet ikke relevante for hobbyavlere, og vil ikke blive overholdt i praksis, ligesom de regler vi opremser i "Påskeerklæringen om bureaukrati og hobbyfjerkræ" ikke bliver overholdt i hverdagen og virkelighedens Danmark.
Men FVST burde som udgangspunkt vende tilbage til deres oprindelige grænse hvor hobbybesætninger er fritaget for indespærring i overdækkede indhegninger.

Et selvstændigt regelsæt for hobbyavlere må tage udgangspunkt i at hobbyfjerkræene er nødt til at leve sammen med de vilde fugle og vedligeholde et stærkt immunsystem ligesom disse.
Reglerne bør bygge på frivillighed og saglig vejledning der kan begrænse smittespredning. Tvungen indhegning af de helt små hobbyflokke bør kun komme på tale i helt ekstreme situationer hvor der er en reel og dokumenteret risiko for kontakt med syge fugle.

Vi hjælper gerne Fødevarestyrelsen med en regelreform, der sikrer de ikke-erhvervsmæssige hold af fugle og fjerkræ en retstilstand, hvor avlerne kan få et liv på den rigtige side af lovgivningen. Hvilket vi tror vil sikre end bedre sundhedtilstand hos hobbyfjerkræ end den nuværende situation.

Bilag: Påskeerklæringen om bureaukrati og hobbyfjerkræ

Venlig hilsen
Frie bønder- Levende land
Hedevej 7, Dørup
8660 Skanderborg
Egon Kjær Sørensen (formand) internet: www.levdende-land.dk

Center for Biodiversitet
Hvejselvej 127
7300 Jelling
Heine Refsing, Centerleder

tlf:7587.3008
internet: www.biodiverse.dk