Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
Stormgade 2-6
1470 København K
|
18. maj 2006
Ref. 05-001402-6
Vedrørende uafhængig undersøgelse af
fødevarekontrollen
Kære Lars Barfoed
Ved brev af 11. maj 2006 har du fremsendt et
udkast til kommissorium for den uafhængige undersøgelse af fødevarekontrollen
med henblik på at få udvalgets kommentarer og bemærkninger.
Jeg skal på udvalgets vegne takke dig for, at
udvalget får lejlighed til at kommentere udkastet til kommissoriet og skal i
den anledning viderebringe nedenstående.
Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og
EL) har følgende bemærkninger til udkastet til kommissorium:
- Det undersøges,
om de krav, der stilles i resultatkontrakten og tilsynsfrekvensvejledningen,
kan finansieres med de foretagne bevillinger siden 2002 under forudsætning
af, at kontrollen garanterer forbrugerne, at fødevaresikkerheden ikke har
mangler.
- Det undersøges i
hvilket omfang, skiftende ministre har været advaret om, at den økonomi,
der er til rådighed, ikke svarer til de krav, der stilles til en sikker
fødevarekontrol.
- Det undersøges,
om egenkontrollen er iværksat og er i orden, og om der er sikkerhed for,
at egenkontrollen i sin nuværende form garanterer forbrugerne, at fødevaresikkerheden
ikke har mangler – herunder undersøges konsekvenserne af at satse på
egenkontrol som et alternativ til en egentlig offentlig kontrol.
- Det undersøges,
hvilken betydning det har for resultatkontraktens opfyldelse, når der kun
foretages det mindste antal kontrolbesøg indenfor et givet interval. Med
andre ord skal det vurderes, hvilken betydning det har for
resultatkontraktens opfyldelse, hvis der typisk kun finder 4 årlige
kontrolbesøg sted, når det er angivet, at der skal finde 4-6 årlige
kontrolbesøg sted.
- Der foretages en
ressource sammenligning med den svenske fødevarekontrol.
Med venlig hilsen
Torsten Schack Pedersen,
næstformand