Kommissær Mariann Fischer Boel
European Commission
200, Rue de la Loi
B-1049 Brussels                                                                                                           21. april 2006

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kære Mariann Fischer Boel

 

Økologisk Landsforening vil gerne rose det oplæg, der er udarbejdet til revision af økologiforordningen.

 

Foreningen lægger vægt på, at det er tilstræbt at opnå størst mulig ensartethed og gennemsigtighed på tværs af landene, styrke kontrollen med henblik på at få en ensartet administration og fortolkning i de europæiske medlemslande og gøre samhandlen lettere. Endelig har målsætninger og principper for økologi fået en fremtrædende placering.

 

Vi har dog tre forhold, som vi mener er vigtige i forbindelse med revisionen. Det drejer sig om:

 

  1. Beslutningsprocedurer, hvor vi gerne vil foreslå, at der etableres et europæisk økologisk fødevareråd, der kan sikre sektorens indflydelse og forbedre det faglige beslutningsgrundlag. Forslaget kan være den nødvendige supplement, der motiverer støtte til kommissionens forslag om beslutninger via  forvaltningsprocedure.

 

  1. Muligheden for at indføre mere restriktive regler nationalt, dog uden at det må hindre produkternes frie bevægelighed.

 

  1. Adskillelse mellem principper i artiklerne 7 - 15 og undtagelser i artikel 16

 

 

Beslutningsprocedurer

 

Økologisk Landsforening vil stærkt anbefale, at der jf. artikel 31 nedsættes et europæisk økologisk fødevareråd med klare høringsbeføjelser. Udvalget skal sammensættes overvejende af repræsentanter fra den økologiske sektor og forbrugerinteresser f.eks.  IFOAM (4 regionale), COPA og BEUC suppleret med enkelte forskere og repræsentanter fra EEB og EURO COOP.

 

Vi ser en mulighed for, at etableringen af et europæisk økologisk fødevareråd med ovennævnte sammensætning kan gøre det muligt at fastholde ændringen af gennemførelsesbeføjelserne fra en forskriftprocedure til en forvaltningsprocedure og imødekomme en væsentlig del af den mistillid og kritik, som forslaget til en revideret forordning, herunder forslaget om anvendelse af forvaltningskomite procedurer, er blevet mødt med.

 

Vi støtter kommissionens intention om at  tilpasse det nuværende system, for at sikre større dynamik i udvikling og behandling af regelforslag. Det nuværende system med en forskriftprocedure fungerer absolut ikke optimalt. Det har været svært at få vedtaget beslutninger, der strammer de nuværende regler op. Det er laveste fællesnævner, der har præget resultaterne, og der er i højere grad blevet plejet nationale interesser, frem for fællesskabsinteresser.

 

Økologisk Landsforening ser en mulighed for, at etableringen af et obligatorisk rådgivende udvalg for Kommissionen samtidigt med at gennemførselsbeføjelserne ændres til en forvaltningsprocedure som Kommissionen har foreslået kan sikre den justering af de nuværende procedurer for gennemførselsbeføjelser, som der er behov for. Forslaget sikrer høj faglighed og tilknytning til de økologiske målsætning og principper, at fællesskabsinteresserne styrkes frem for nationale interesser samtidigt med, at vi bevarer interessenternes ejerskab til udvikling af den økologiske produktions form. Ejerskabet til økologien er en væsentlig forskel mellem økologiregler og øvrig regulering af landbruget. I den forbindelse skal det nævnes at et ekspertpanel sammensat af primært forskere ikke kan gøre det ud for en interessentinddragelse. Økologi er mere end dokumenterede biologiske sammenhænge.

 

Det er foreningens indtryk, at  en række  medlemslande sender kvalificerede  repræsentanter til den Stående Komite for Økologisk Landbrug.  Foreningen kan frygte at beslutningerne ikke vil have samme faglige niveau, hvis den nuværende forskriftprocedure erstattes af en forvaltningsprocedure uden, at der etableres et europæisk økologisk fødevareråd til at rådgive kommissionen.

 

 

Restriktive regler

 

Økologisk Landsforening har stor forståelse for den struktur og opbygning, som kommissionen har valgt i forslaget til en ny økologiforordning. Vi ønsker at samhandlen fungerer bedst muligt. Alligevel vil vi gerne påpege, at vi mener, at en beslutning om, at det kun er private kontrolorganer, der kan fastsætte mere restriktive regler, der fungerer nationalt har en utilsigtet effekt. Det vil betyde, at lande som Danmark, der kun har et statsligt system er stillet ringere end lande med et privat regel- og kontrolsystem.

 

Det er heldigvis kun i et begrænset antal tilfælde, at vi evt. kan have behov for at fastsætte mere restriktive regler, men vi finder det stærkt uhensigtsmæssigt, hvis vi skal drives ud i mangfoldige brancheaftaler og større motivation til etablering af private mærker, hvis det på nogen måde kan undgås. Vi indstiller derfor til, at muligheden for at opstille mere restriktive regler, der ikke må anvendes til at hindre samhandel, men der alene må påvirke udøvelsen på bedrifterne eller virksomhederne inden for det pågældende medlemsland skal være til stede for alle. Det har vi vist kan fungere i Danmark, og det har medvirket til en mere dynamisk udvikling af det økologiske landbrug.

 

Adskillelse mellem principper og undtagelser

 

Vi vil gerne benytte lejligheden til at pege på, at vi finder det meget væsentligt, at Kommissionen holder de økologiske principper og undtagelserne adskilt i hver deres artikeltekster. Undtagelserne vil for altid være en afvigelse fra det tilstræbte mål. Hvis undtagelserne skrives ind i principperne, som flere lande har foreslået  er der tale om en stor forringelse af forordningen, der skal fungere som en fælles europæisk grundlov for økologi.

 

Afslutningsvis skal vi nævne, at vi ser frem til at få erfaringer med den styrkede opfølgning og monitering af kontrolorganerne som følge af (EC) 882/2004. I den forbindelse vil gerne allerede nu pege på, at det er vigtigt, at der i forbindelse med budgetterne afsættes de fornødne midler til, at vi vil få den systematiserede monitering med kontrollen og kontrolorganerne, som der er behov for.

 

Vi takker for muligheden for at give et input. Arbejdet med revidering er en meget dynamisk proces, og det kan tænkes, at vi har yderligere input i det videre forløb. Men vi har her præciseret nogle få punkter, som foreningen lægger meget vægt på. Vi håber, at disse kan give anledning til yderligere dialog.

 

Med venlig hilsen

 

PÃ¥ vegne af

 

Paul Holmbeck

Direktør

Økologisk Landsforening