Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

Att.: minister Lars Barfoed

Stormgade 2-6

1470  København K

 

 

                                                                                                                  28. marts 2006

 

Ny Sundhedsrådgivning

 

Dansk Kvæg anser det for helt afgørende, at bekendtgørelsen om Ny Sundhedsrådgivning i kvægbruget udformes således, at det kun er attraktivt at bruge en ordning, dvs. den nye ordning der træder i kraft med bekendtgørelsen. Derfor er det vigtigt, at den Ny Sundhedsrådgivning udformes, så alle kvægbrugere med henholdsvis mælke- og kødproduktion (ammekoproduktion, kalveproduktion og opdræt) kan benytte ordningen.

 

For at være med i ordningen ønsker Dansk Kvæg, at der skal være månedlige besøg.

 

Besøgsfrekvens ved mælkeleverende besætninger

Som udgangspunkt er det Dansk Kvægs holdning, at der ikke er forskel på mælkeleverende besætninger og anden animalsk produktion. I dag er der en omfattende registrering af produktions-, sundheds- og velfærdsdokumentation på bedriftsniveau og for enkeltdyr. Desuden er enhver behandling med antibiotika ensbetydende med tilbageholdelse af mælken i en længere periode svarende til et betydeligt produktionstab. Derfor er der et indbygget incitament til at begrænse forbruget af antibiotika.

 

I det forslag som Familie- og Forbrugerministeren har sendt til Folketingets Fødevareudvalg er der to besøgsfrekvenser for mælkeleverende besætninger:

 

1.  Besætninger med > 5 kælvinger pr. uge => ugentlige besøg, i alt 52.

 

2.  Besætninger med < 5 kælvinger pr. uge => besøg hver 14. dag, i alt 26.

 

Dansk Kvæg finder ikke denne ordning tilstrækkelig til at sikre en bred udbre-delse af Ny Sundhedsrådgivning og dermed sikre et løft i sundhedsniveauet.

 

Dansk Kvæg ønsker en ordning, der tager udgangspunkt i månedlige besøg kombineret med at andre ekstra besøg afhænger af besætningsstørrelsen og produktionsmønster. Formlen er 12 + x, hvor x kan placeres forskelligt i løbet af året afhængig af kælvinger og andre forhold i besætningen.

 

 

 

Det konkrete forslag til et dynamisk system er:

 

1.  Besætninger op til 125 køer (3.300): 12 + 8 = 20 besøg i alt pr. år.

     Her er ejeren driftsleder, hvilket er den stærkeste kobling overhovedet.

 

2.  Besætninger fra 125 op til 225 køer (x): 12 + 14 = 26 besøg i alt pr. år.

Her er der ofte en driftsleder, men ejeren er stadig meget tæt på den daglige drift.

 

3.  Besætninger på over 225 køer (x): 12 + 30 = 42 besøg i alt pr. år.

Her er der i forvejen tæt samspil mellem dyrlæger/rådgivere og flere ansatte samt ejeren.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Peder Philipp                                                 Preben Mikkelsen

 

 

 

 

 

 

 

Kopi sendt til Folketingets Fødevareudvalgs sekretariat