Folketingets udvalg for
Fødevarer, Landbrug                                                              Den
24. marts 2006
og Fiskeri
Vedlagt fremsendes til udvalgets orientering referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 20. marts 2006 for så vidt angår de punkter, der hører under fødevareministeriets ressort.
Med venlig hilsen
Marie Louise Flach de Neergaard
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
2.1. Kontoret for europapolitik og internationale anliggender / MLFN
Den 24. marts 2006
FVM 347
Referat af møde i Rådet (landbrug og fiskeri) den 20. marts 2006 for så vidt angår de punkter, der hører under fødevareministeriets ressort
1. Markedssituationen i og støtteforanstaltninger for fjerkræsektoren
Kommissionen redegjorde for situationen på fjerkræmarkedet i EU, som betegnedes som alvorlig med betydelige prisfald, idet forbrugerne havde reageret voldsomt. Idet krisen ikke synes at kunne håndteres inden for den eksisterende markedsordning, ønskede Kommissionen beføjelser til at kunne gribe ind, hvorfor den eksisterende juridiske ramme om støtte til veterinære foranstaltninger vil skulle udvides. Kommissionen vil i hasteprocedure fremsætte forslag herom med henblik på Rådets vedtagelse den 25. april 2006. Kommissæren henviste til, at det i denne forbindelse var vigtigt at undgå konkurrenceforvridning i EU.
Rådet støttede generelt Kommissionens udmelding om hurtigst muligt at skabe juridiske rammer for nye markedsregulerende foranstaltninger. Fra dansk side udtalte man, at man havde stor forståelse for fjerkræsektorens vanskelige situation. Danmark var indstillet på at indgå i en konstruktiv dialog og havde noteret sig problemstillingen vedrørende den juridiske ramme.
2. Fransk memorandum om den fælles landbrugspolitik efter reformen og fremtiden for den fælles landbrugspolitik
Frankrig redegjorde for hovedlinjerne i det franske memorandum om gennemførelsen af CAP reformen blandt andet vedrørende behovet for nye kriseinstrumenter og forenkling. Rådet tog memoet til efterretning, idet det franske memorandum ved indlæg blev støttet af Italien, Litauen, Grækenland, Polen, Ungarn, Luxembourg, Cypern, Letland, Portugal, Spanien, Finland, Tyskland, Belgien og Irland.
En række lande, herunder Danmark, bød diskussionen velkommen. Fra blandt andet dansk side blev det understreget, at Danmark arbejder for øget liberalisering og markedsorientering af landbrugsomrÃ¥det, samt at indførelse af nye ordninger bør ske som erstatning for og ikke som supplement til de nuværende instrumenter i landbrugspolitikken.Â
Kommissionen tilkendegav, at man gerne ville se nærmere på det franske memo og henviste til, at de vigtigste opgaver for den fælles landbrugspolitik i de næste måneder ligger inden for WTO, frugt og grønt, vin, bananer, biobrændstof samt forenkling.
3 og 4. Geografiske betegnelser og traditionelle specialiteter
Punkterne hører under familie- og forbrugerministerens ressort. Familie- og forbrugerministeriet afgiver særskilt referat.
4. Revision af EU’s strategi for bæredygtig udvikling
Kommissionen fremhævede kort de landbrugs- og fiskerimæssige aspekter ved revisionen af EU´s strategi for bæredygtig udvikling. Følgende havde Rådet en politik-debat på baggrund af de 3 spørgsmål fra formandskabet, der er udsendt til alle rådsformationer om den fremtidige strategi for bæredygtig udvikling. Medlemslandene udtrykte en positiv holdning over for bæredygtighedsstrategien (EU SDS), og flere lande understregede, at landbrugspolitikken hidtil har været - og fremover vil være - central i arbejdet for EU SDS.
Fra dansk side støttede man UK i, at dyrevelfærd prioriteres samt, at den reviderede bæredygtighedsstrategi er med til at rette fokus mod miljøeffektiv teknologi i fiskeriet, hvorfor dette skal reflekteres i den nye fiskerifond ved at prioritere og stimulere til brug af mere selektive og skånsomme redskaber og metoder i fiskeriet.
Formandskabet takkede for de mundtlige og skriftlige besvarelser. Disse vil der blive taget højde for i forbindelse med forberedelsen af debatten om SDS ved Rådsmødet (DER) i juni 2006.
Under eventuelt drøftede Rådet blandt andet forudbetalingsordningen for eksportrestitutioner, idet Kommissionen orientede om, at man indenfor de næste uger har tænkt sig at foreslå ordningen for forudbetaling af eksportrestitutioner afskaffet. Sagen vil blive fremmet i forvaltningskomiteregi.
Familie- og forbrugerministeriet vil afgive særskilt referat vedrørende eventuelpunktet om aviær influenza.