Redegørelse om innovationsloven for 2005
Ifølge bemærkningerne til innovationsloven (lov nr. 421 af 21. maj 2000 om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling mv. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren) afgiver fødevareministeren en årlig redegørelse til Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende de områder, der henhører under loven.
Redegørelsen om innovationsloven for 2005 fremsendes hermed til udvalgets orientering. Redegørelsen er ledsaget af en oversigt over tilskudsmodtagere, projekttitel og tilsagnsbeløb.
Redegørelsen dækker kalenderåret 2005, og det fremgår bl.a., at
· der i 2005 blev behandlet 317 ansøgninger; heraf fik 176 tilsagn om tilskud på i alt 150,9 mio. kr.
· de mest søgte indsatsområder har været samarbejdsprojekter mellem forskningsinstitutioner, jordbrugere og virksomheder. Samarbejdsprojekter tegner sig for 76 pct. af de bevilgede midler.
· små og mellemstore virksomheder samt jordbrugere har modtaget 26 pct. af tilskudsmidlerne. Store virksomheder har modtaget 3 pct., mens forskningsinstitutionerne og andre offentlige institutioner samt brancheorganisationer har modtaget henholdsvis 63 og 8 pct. af midlerne. Hovedparten af de samlede tilskudsmidler er gået til samarbejdsprojekter, særligt til anvendelsesorienterede forskningsprojekter. I alt har 344 virksomheder, forskningsinstitutioner, brancheforeninger m. fl. fået gavn af de midler, der var til disposition under innovationsloven i 2005.
Lovens intentioner om at øge innovationsindsatsen blandt jordbrugere og små og mellemstore virksomheder vurderes at være realiseret.
Der har været en betydelig interesse for innovationsloven i 2005. Knap halvdelen af alle tilsagn er givet til jordbrugere og små og mellemstore virksomheder, og mere end hver tredje modtager af tilsagn har ikke tidligere fået tilsagn under ordningen. Samlet bidrager innovationsloven til at øge innovationsindsatsen i fødevaresektoren dels ved højere værditilvækst gennem kvalitet og forædling, dels gennem forbedrede produktionsprocesser. Desuden gennem bedre levevilkår for mennesker og dyr gennem miljø, natur og ressourcer.
I forhold til tidligere års redegørelser er der sket en ændret fordeling af de bevilgede tilsagn, idet antallet af samarbejdsprojekter er steget med næsten 10 pct. Især inden for det primære jordbrug, som er præget af mange små virksomheder, er der en betydelig stigning i antallet af projekter, som er gået i samarbejde med en eller flere forskningsinstitutioner. Samarbejdsprojekterne indebærer, at der i stigende grad etableres kontaktflader mellem forskningsinstitutioner og erhvervsvirksomheder med dertil knyttet vidensoverførsel, som er i tråd med formålet om at stimulere erhversinitieret forskning, som skal ses i lyset af globalisering og liberalisering af verdenshandelen, der er drivkraft bag den hastige strukturudvikling.
Der blev foretaget en evaluering af innovationsloven og på den baggrund fremsat forslag til ændring af loven med det formål at styrke virksomhedernes innovationskompetence samt bidrage til en mere strategisk og fokuseret indsats.
Efter at det nu på dansk foranledning er lykkedes at få ændret landdistriktsforordningen til at omfatte innovative tiltag, vil der herefter være tale om en fælles kobling mellem aktiviteterne under landdistriktsprogrammet og aktiviteterne under innovationsordningen. Dette gælder også på fiskeriområdet.
Hans Chr. Schmidt
/ Søren Sørensen