28.02.2006

J.nr.: 2006-20-261-000471/

 

Notat om den seneste udvikling i de danske foranstaltninger vedrørende Aviær Influenza (fugleinfluenza)

 

Fugleinfluenza er en alvorlig sygdom hos fugle, og et eventuelt udbrud af sygdommen i Danmark vil betyde omfattende restriktioner imod dansk eksport af levende fjerkræ, fjerkrækød og andre fjerkræprodukter. Fødevarestyrelsen følger derfor situationen i og omkring EU tæt og justerer løbende de danske tiltag på området for at imødegå risikoen for, at sygdommen bliver introduceret i danske besætninger.

 

Der har siden oktober 2005 eksisteret en dansk handlingsplan på området. Handlingsplanen indeholder blandt andet følgende initiativer:

 

Udover den danske handlingsplan har Danmark også implementeret en række beslutninger, der er vedtaget på EU-plan for at bekæmpe og begrænse udbrud af fugleinfluenza.

 

Nedenfor er der kort beskrevet hvilke tiltag, der er igangsat både i henhold til den danske handlingsplan og i henhold til beslutninger, der er vedtaget i EU-regi.

 

Nationale tiltag i forbindelse med handlingsplanen i 2006

Siden den 1. februar 2006 har opdræt af gråænder skulle foregå under overdækning i trækperioderne, jf. bekendtgørelse nr. 33 af 23. januar 2006. Der må endvidere ikke ske samtidig opdræt af gråænder og salg af andre arter af fjerkræ og fjerkræprodukter. Derudover indeholder bekendtgørelsen blandt andet også krav om, at personer, der sætter fjervildt ud i naturen, skal foretage optegnelser over udsætningsstedet.

 

Reglerne omfatter alt opdræt af fjervildt med en årlig produktion på over 100 fugle eller 200 æg - i modsætning til tidligere, hvor grænsen var 250 fugle eller 600 æg. Reglerne skal sikre forebyggelse af smitterisiko med fugleinfluenza fra vilde fugle.

 

Fra den 10. februar 2006 er en række svømmeænder, vilde gæs og svaner omfattet af overvågningsprogrammet for vilde fugle.

 

Den 15. februar 2006 bliver fødevareregionernes mulighed for at give dispensation til afholdelse af udstillinger af fjerkræ og fugle ophævet. Alle dispensationer, som allerede er givet, trækkes tilbage.

 

Den 15. februar 2006 trådte overvågningsprogrammet for fugleinfluenza i kraft, jf. bekendtgørelse nr. 62 af 2. februar 2006. Overvågningsprogrammet indeholder krav om, at alle fjerkræhold og virksomheder med opdrættet fjervildt har pligt til at overvåge for fugleinfluenza. Hobbyfjerkræ, dvs. virksomheder med mindre end 100 dyr, er undtaget herfra. Reglerne betyder overordnet set, at besætninger med fjerkræ eller opdrættet fjervildt skal testes et antal gange årligt afhængig af besætningstype og beliggenhed.

 

Herudover medfører overvågningsprogrammet, at alle, der omsætter fjerkræ og opdrættet fjervildt, er forpligtet til at udlevere en attest på, at de er testet fri for fugleinfluenza indenfor de seneste 3 måneder. Undtaget er dog besætninger med mindre end 100 dyr på omsætningstidspunktet. Desuden må fjervildtrugerier kun modtage æg til rugning fra besætninger, der er testet fri for fugleinfluenza.

 

Den 15. februar 2006 blev der endvidere indført regler om, at alle besætninger med mere end 100 stk. fjerkræ, der omsætter levende fjerkræ, skal registreres i det Centrale Husdyrbrugsregister, jf. bekendtgørelse nr. 64 af 6. februar 2006.

 

Den 16. februar 2006 blev der indført krav om, at alt fjerkræ og andre fugle som udgangspunkt skulle holdes indendørs eller under tag samt fodres indendørs. Hobbyfjerkræ var undtaget fra disse bestemmelser, jf. bekendtgørelse nr. af 90 af 15. februar 2006. Den 24. februar 2006 bliver restriktionerne imidlertid udvidet til også at gælde for hobbyfjerkræ- og fugle, jf. bekendtgørelse nr. 106 af 23. februar 2006.

 

Tiltag jf. EU lovgivning og handlingsplanen

Fra den 24. december 2005 er der indført et hurtig varslingssystem for fugleinfluenza hos fjerkræ i Danmark, de såkaldte "early warning-systemer". Varslingssystemerne tager sigte på, at alle tegn på fugleinfluenza hos fjerkræ hurtigt indberettes af ejeren til fødevareregionen, jf. bekendtgørelse nr. 1263 af 12. december 2005.

 

Den 10. januar 2006 bliver der i Danmark og hele EU indført forbud mod indførsel af ubehandlede fjer og ubehandlede fjerdele fra yderligere en række lande som følge af fund af H5N1 i de pågældende lande.

 

Den 21. februar 2006 trådte bekendtgørelse nr. 95 af 20. februar 2006 om beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med højpatogen Aviær Influenza hos vilde fugle. Bekendtgørelsen gør det mulig at gennemføre en række tiltag ved fund af Aviær Influenza i vilde fugle.

 

Den 24. februar 2006 er bekendtgørelse nr. 107 af 23. februar 2006 om vaccination af fugle i zoologiske haver trådt i kraft. Bekendtgørelsen gør det muligt for zoologiske haver at vaccinere fugle på nærmere fastsatte vilkår.

 

Herudover arbejder Fødevarestyrelsen på at udarbejde en bekendtgørelse om pleje af vildtlevende fugle på vildtplejestationer m.v. samt på at udarbejde en bekendtgørelse om visse beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen Aviær Influenza hos fjerkræ i Fællesskabet. Begge bekendtgørelser forventes at træde i kraft i uge 9.