Finansudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240  København K

Dato             29 . august 2006

J nr.             012-000080

 

 

               

 

a.    Transport – og Energiministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der kan ydes statslÃ¥n til Energinet.dk inden for en samlet ramme pÃ¥ 3,2 mia. kr. fordelt med 2,5 mia. kr. for resten af 2006 og yderligere 0,7 mia. kr. for 2007.

Forslaget medfører ikke udgifter i finansåret.

 

b.  I medfør af lov nr. 1384 af 20. december 2004 blev Energinet.dk stiftet den 24. august 2005 som en selvstændig offentlig virksomhed, der fremover på statens vegne skal varetage systemansvar og overordnet transmission af både el og gas.

Energinet.dk kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed, herunder til varetagelse af anlægsinvesteringer m.v. Dette sker på grundlag af investerings- og finansieringsplaner, som er udarbejdet af virksomheden og efterfølgende godkendt af transport– og energiministeren.

 

Transport- og energiministeren godkendte virksomhedens investerings- og finansieringsplan den 22. maj 2006. Det fremgår af planen, at Energinet.dk har et samlet bruttolånebehov til systemansvars- og transmissionsaktiviteterne på 3,2 mia. kr., med henholdsvis 2,5 mia. kr. i 2006 og yderligere 0,7 mia. kr. i 2007. 

     

Lånoptagelsen i 2006 forventes primært anvendt til dels refinansiering af eksisterende lån samt omlægning af eksisterende korte kredittræk til langfristede lån og dels investeringsaktivitet på 0,4 mia. kr.

 

Investeringsaktiviteten i 2007 forventes at udgøre knap 1 mia. kr. excl. overtagelse af gaslager i Lille Torup.  De væsentligste investeringsaktiviteter vedrører Storebæltskabel samt tilslutning af havmøller.

 

Inden for den godkendte investerings- og finansieringsplan kan Energinet.dk frit bestemme sammensætningen af virksomhedens finansiering.

Loven giver dog mulighed for, at finansministeren kan dække virksomhedens finansieringsbehov gennem statslån. Det er en forudsætning for ydelsen af statslån, at Energinet.dks samlede lånoptagelse sker under hensyn til den af Nationalbanken udarbejdede liste over acceptable lånetyper.

 

Statslånene må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. For at undgå statsstøtteproblemer er det endvidere en forudsætning, at statslånene alene ydes til finansiering af Energinet.dk’s ikke-konkurrenceudsatte aktiviteter. Transport- og Energiministeriet har haft en uformel drøftelse med Europa-Kommissionen, som oplyste, at statslånene givetvist udgør statsstøtte, men at dette ikke udgør noget problem, når de alene ydes til finansiering af monopolaktiviteter, der er åbne for alle på lige vilkår.

 

Energinet.dk fik med lov nr. 520 af 7. juni 2006 hjemmel til udover systemansvar og transmission også at drive lagervirksomhed. Da lagervirksomhed er en konkurrenceudsat aktivitet, skal den finansieres på almindelige kommercielle vilkår, dvs. uden anvendelse af statslån. I lånerammen på de 3,2 mia.kr. er derfor ikke inkluderet den låntagning, som Energinet.dk har behov for ved den aftalte overtagelse af naturgaslageret i Lille Thorup fra DONG Energy. Købsprisen er fastsat til 2 mia. kr. samt et tillæg på op til 400 mio. kr. (i 2007 priser), såfremt lageraktiviteten i Lille Torup fortsætter efter 2030.

 

Statslånene optages inden for en ramme fastsat af transport- og energiministeren. Rammen skal årligt forelægges Folketingets Finansudvalg. Da det er første gang, der udarbejdes en ramme for statslån til Energinet.dk, anmodes der om tilslutning til en samlet ramme for både 2006 og 2007. Fremover vil der alene blive udarbejdet rammer for et år ad gangen.

 

For at give Energinet.dk mulighed for at opnå de bedst mulige lånevilkår anmodes der om tilslutning til, at rammen for statslån til Energinet.dk fastsættes til det med investerings- og finansieringsplanen godkendte bruttolånebehov. Hvis Energinet.dk vælger at optage lån for et mindre beløb eller vælger at optage en del af finansieringen på det almindelige kommercielle lånemarked, vil de faktisk ydede statslån blive mindre end lånerammen. De faktiske låneoptagelser vil i øvrigt afhænge af, hvilke lånetyper virksomheden finder mest gunstige på optagelsestidspunkterne.

     

Rammen indeholder ikke beløb til opkøb af regionale transmissionsnet.

     

c.   Det er ved loven om Energinet.dk forudsat, at Energinet.dks finansieringsbehov kan dækkes gennem statslån. Lånene optages inden for en ramme som fastsættes af transport- og energiministeren efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg.

     

e.  Under henvisning til ovenstående anmodes om tilslutning til, at Energinet.dk ydes statslån inden for en samlet ramme på 3,2 mia. kr. fordelt med 2,5 mia. kr. i 2006 og yderligere 0,7 mia. kr. i 2007, jf. lov nr. 1384 af 20. december 2004

     

f.   Finansministeriets tilslutning foreligger.





 

Flemming Hansen

 

 

Michael Birch