MILJØstyrelsen                                                                                   Den 28. juni 2006

Pesticider                                                                                                J.nr. DEP-243-00008                                                                              

                                                                                                              NSH/MST

 

 

GRUNDNOTAT


 

Forslag til kommissionsbeslutning om ikke-optagelse af aktivstofferne fenitrothion og thiodicarb på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler

 

Resumé

Kommissionen foreslår, at aktivstofferne fenitrothion og thiodicarb ikke optages på bilag I til direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil det betyde, at stofferne optages på bilag til bekæmpelsesmiddelbekendtgørelsen.

Det vurderes, at forslaget har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

1. Status

Et foreløbigt forslag til kommissionsbeslutning  “Commission Decision of [...] concerning the non-inclusion of fenitrothion and thiodicarb in Annex I to Council Directive 91/414/EEC and the withdrawal of authorisations for plant protection products containing that substance” forventes fremsendt til medlemsstaterne.

 

Forslagene er fremsat med hjemmel i direktiv 91/414/EØF om plantebeskyttelsesmidler, artikel 6, som fastlægger proceduren for optagelse af aktivstoffer på bilaget til direktivet.

 

Da der ikke er kommet endeligt forslag til Kommissionsbeslutning om ikke-optagelse af fenitrothion og thiodicarb, har Folketingets Europaudvalg samt Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg ikke fået forelagt endeligt forslag til beslutning.

 

Forslaget er blevet drøftet på arbejdsgruppemøde i Kommissionsregi den 22. -23. maj 2006.

 

Det forventes, at der skal stemmes om forslaget den 13.- 14. juli 2006. Det skal vedtages i komitéprocedure efter forskriftsprocedure (1999/468/EF, art. 5).

 

Hvis der er kvalificeret flertal, udsteder Kommissionen beslutningerne. Opnås der ikke kvalificeret flertal, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og underretter samtidig Europa-Parlamentet. Rådet kan med kvalificeret flertal vedtage forslagene uændret eller udtale sig mod det. Hvis der er kvalificeret flertal imod forslagene, skal Kommissionen behandle sagen på ny. Handler Rådet ikke inden en frist på højst tre måneder, kan Kommissionen udstede beslutningen.

 

Parlamentet har ifølge proceduren kompetence til at underrette Rådet, hvis Europa Parlamentet mener, at et forslag, der er forelagt af Kommissionen i henhold til en basisretsakt vedtaget efter proceduren i traktatens artikel 251, indebærer en overskridelse af de gennemførelsesbeføjelser, der er fastsat i basisretsakten.

 

Da stofferne har været på markedet i EU før den 26. juli 1993, er baggrunden for forslaget direktivets artikel 8, stk. 2, hvorefter alle aktivstoffer, der var på markedet i EU før den 26. juli 1993 skal vurderes.

 

2. Formål og indhold

Fenitrothion og thiodicarb er blevet vurderet af en medlemsstat, og vurderingen er derefter behandlet i mindre ekspertgrupper og endelig i arbejdsgrupper under Kommissionen eller i arbejdsgrupper under EFSA (Den Europæiske Fødevaresikkerheds Autoritet), hvor alle EU-landes pesticidmyndigheder har deltaget. Denne vurdering har resulteret i ovennævnte forslag, der har til hovedformål ikke at optage aktivstofferne på bilag I til direktiv 91/414/EØF.

 

EFSA har udarbejdet en konklusionsrapport[1] over risikovurderingen af fenitrothion og thiodicarb.

 

Forslaget forventes begrundet med, at der på det foreliggende grundlag ikke er vist sikker anvendelse for plantebeskyttelsesmidler med fenitrothion og thiodicarb. Der er bl.a. ikke vist sikker anvendelse for grundvandet, for sprøjteføreren og for forbrugeren.

 

Forslaget pålægger medlemsstaterne at tilbagekalde godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder fenitrothion og thiodicarb som aktivt stof. Tidsfristen forventes at blive 6 måneder efter beslutningens vedtagelse. Medlemsstaterne pålægges endvidere fremover ikke at give godkendelser eller forny sådanne til plantebeskyttelsesmidler med fenitrothion og thiodicarb efter direktivets overgangsregel i artikel 8 (2). Endelig skal medlemsstaterne give en frist for afvikling af salg og anvendelse, der er så kort som mulig og ikke længere end 18 måneder efter beslutningens vedtagelse.

 

 

3. Nærhedsprincippet

Kommissionen har ikke redegjort for nærhedsprincippet. Der er tale om gennemførelsesforanstaltninger af en allerede vedtaget rådsretsakt, hvorfor Regeringen vurderer, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4. Konsekvenser for Danmark

Lovgivningsmæssige konsekvenser:

Som følge af forslaget vil fenitrothion og thiodicarb skulle optages på bilag 9 til bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler. Bilag 9 er listen over aktivstoffer, for hvilke der er vedtaget en kommissionsbeslutning om ikke-optagelse på bilag I til plantebeskyttelsesmiddeldirektivet.

 

Der er ikke godkendt midler med fenitrothion og thiodicarb i Danmark, men der har tidligere været godkendt midler med fenitrothion, og der foreligger en ansøgning om godkendelse af et nyt middel med fenitrothion.

 

Økonomiske og administrative konsekvenser:

Forslaget får kun mindre økonomiske konsekvenser for firmaer, da der ikke er godkendt produkter med fenitrothion og thiodicarb i Danmark.

 

Beskyttelsesniveau:

Det vurderes, at forslaget har en positiv indflydelse på beskyttelsesniveauet i Danmark.

 

5. Høring

Rammenotat om sagen blev sendt i miljøspecialudvalget torsdag den 22. juni 2006.

 

6. Forhandlingssituation

Forslaget forventes vedtaget med kvalificeret flertal.

 

7. Dansk holdning

Danmark støtter, at fenitrothion og thiodicarb ikke optages på bilag I, da der ikke er vist sikker anvendelse af stofferne i EU.

 



[1] Rapporterne er tilgængelige på EFSA’s hjemmeside http://www.efsa.eu.int/science/praper/conclusions/catindex_en.html