Dok. 41039/mh
16. marts 2006
Vedr. høring over direktivforslag om markedsføring af pyrotekniske artikler KOM (2005) 457 endelig
Forbrugerrådet har modtaget Sikkerhedsstyrelsens brev af 2. marts 2006, J.nr. 123-33-0000-02 og har følgende bemærkninger:
Generelt kan Forbrugerrådet tilslutte sig, at der etableres et europæisk direktiv for markedsføring af pyrotekniske artikler, sålænge det - som nævnt i forslaget - er muligt for de enkelte medlemslande at fastsætte strammere krav til mindstealder for køb af fyrværkeri samt en begrænsning af markedsføringen af visse kategorier og endelig fastsættelse af købs- og anvendelsesperioden.
Derudover har Forbrugerrådet følgende specifikke kommentarer:
Artikel 3.1 a. og b. Umiddelbart ville det være logisk, at en beskrivelse af de forskellige kategorier fremgik af direktivet. F.eks. er det uklart, hvad der er omfattet under andre pyrotekniske artikler, kategori 1. Hvad er årsagen til, at disse beskrivelser kun findes i de europæiske standarder, som jo ikke er obligatoriske? I forlængelse heraf så Forbrugerrådet også gerne, at der blev fastlagt et lydtryksniveau i direktivet, da erfaringen fra andre områder viser, at det kan være svært at anvende standardiseringen til netop den slags krav. Det vil også være i tråd med den danske lovgivning.
Artikel 3.2. Bør det ikke fremgå af direktivet, hvilke procedurer, der anvendes til at identificere personer med ekspertviden, således at det bliver ensartet i hele EU?
Artikel 12.1. Der bør også stilles krav til læsbarheden, eksempelvis er nogle produkter så små, at oplysningerne er totalt ulæselige. Dette tages der ikke højde for i 12.4, da der ikke stilles nogen krav til størrelsen på skriften.
Ydermere er det Forbrugerrådets opfattelse, at en mærkning i tråd med den danske BRS-SIK mærkningsordning vil være en god sikkerhed i forbindelse med identifikation af fyrværkeri samt en hjælp i markedskontrollen, og dermed vil det også betyde større sikkerhed for forbrugerne. Det er uklart, om det er dét, der forsøges beskrevet i artikel 17, 3. pind. I såfald er der behov for, at det præciseres, at det skal være et krav.
Artikel 18.1. Er der tale om et udvalg bestående af medlemslandene eller et bredere udvalg?
Bilag III. Der bør tilføjes et krav om, at det bemyndigede organ skal udføre et vist antal test i løbet af en fastlagt periode, som skal sikre, at det bemyndigede organ har den fornødne erfaring med at teste produkterne.
Med venlig hilsen
Villy Dyhr                                                 Helen Amundsen
Afdelingschef                                            Ingeniør