Folketingets Erhvervsudvalg
|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
7. juli 2006 |
Vedlagt fremsender jeg i 5 eksemplarer udkast til forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v. lov om finansiel virksomhed, lov om aktieselskaber og årsregnskabsloven (Gennemførelse af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet) og gennemsigtighedsdirektivet m.v.).
Udkastet er sendt i høring den 30. juni 2006 hos de organisationer og myndigheder, der fremgår af vedlagte høringsliste, med frist for eventuelle bemærkninger til den 18. august 2006. Forslaget forventes fremsat den 5. oktober 2006.
Det er formålet med lovforslaget at sikre investorerne en udstrakt grad af beskyttelse, når de handler på de finansielle markeder. Ligeledes er formålet med lovforslaget at øge gennemsigtigheden på de finansielle markeder ved at forhøje kravene til bl.a. offentliggørelse af oplysninger fra de selskaber, der har fået optaget værdipapirer til handel på de finansielle markeder.
Lovforslaget moderniserer på den baggrund bl.a. reglerne i lov om værdipapirhandel m.v. om markeder, hvor værdipapirer handles og indfører regler om nye handelssystemtyper.
Lovforslaget moderniserer ligeledes reglerne om investeringsservice, som efter lov om finansiel virksomhed må tilbydes af bl.a. penge- og realkreditinstitutter samt fondsmæglerselskaber, der har tilladelse hertil.
Derudover er det formålet med forslaget at regulere den aktivitet, der alene består i at yde investeringsrådgivning. Årsagen hertil er, at EU-regler indebærer, at denne aktivitet skal reguleres, medmindre der allerede findes national regulering af personer eller virksomheder, der udøver denne aktivitet.
Lovforslaget gennemfører på ovennævnte baggrund dele af direktivet om markeder for finansielle instrumenter (MiFID-direktivet) og dele af gennemsigtighedsdirektivet.
Lovforslaget indeholder også enkelte andre ændringer i lov om værdipapirhandel m.v., da det foreslås, at aftaler om netting i betalingssystemer fremover skal indsendes til Nationalbanken i stedet for Finanstilsynet, hvis det er betalingssystemer, der overvåges af Nationalbanken.
Med venlig hilsen
|
|
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Tlf.          33 92 33 50 Fax         33 12 37 78 CVR-nr   10 09 24 85
|