7. juni 2006

 

Eksp.nr. 273078

/aje-dep

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Referat fra rådsmødet (Konkurrenceevne) den 29. maj 2005

 

1. Strategien for bæredygtig udvikling

Formandskabet påpegede indledningsvist, at Konkurrenceevnerådet var ansvarlig for vækst og jobskabelse som basis for bæredygtig udvikling. Formandskabet redegjorde derudover for processen om bæredygtig udvikling, som formandskabet havde igangsat med henblik på en revision af strategien på Det Europæiske Råds møde den 16. juni. Forud for topmødet vil i alt 9 rådsformationer have drøftet den fremtidige strategi på bæredygtig udvikling.  Formandskabet opfordrede medlemslandene til kun at tage ordet, såfremt de havde supplerende bemærkninger udover de indsendte skriftlige kommentarer til formandskabets spørgsmål. Da størstedelen af medlemslandene havde indsendt skriftlige kommentarer, var der kun et par enkelte medlemslande, som tog ordet.

 

2. Direktivforslag om tjenesteydelser i det indre marked

Formandskabet kunne efter en frokostdrøftelse blandt ministrene samt to bordrunder efter frokosten om Kommissionens reviderede direktivforslag om tjenesteydelser i et indre marked konstatere politisk enighed om formandskabets kompromisforslag.

 

3. Bedre regulering

Formanden præsenterede kort udkast til fremskridtsrapport og gav herefter ordet til Kommissionen. Kommissionen gav en generel status på Kommissionens arbejde med bedre regulering og bemærkede i den forbindelse, at bedre regulering var væsentlig for at opnå Lissabon målsætningen vedrørende vækst og beskæftigelse. SMV'erne blev særligt fremhævet, som det segment, der var hårdest ramt af de administrative byrder og hvor de helt store forenklingsgevinster kunne opnås.  Kommissionen vil i oktober komme med en mere detaljeret status for arbejdet med forenkling.

 

I den efterfølgende udveksling af synspunkter blandt medlemslandene blev der udtrykt generel støtte til Kommissionens arbejde.  Der var desuden generel enighed med Kommissionen om, at SMV'erne skal have en central placering i bestræbelserne på at forenkle reguleringen på EU-plan.

 

 

 

4. Direktiv om forbrugerkredit

Konkurrenceevnerådet havde en længere drøftelse af udkast til forbrugerkreditdirektiv. På basis af spørgsmål fra formandskabet fokuserede drøftelsen på, hvorvidt totalharmonisering eller gensidig anerkendelse skulle være det bærende princip i det ændrede forbrugerkreditdirektiv. Et stort flertal støttede op om totalharmonisering. Enkelte medlemsstater benyttede anledningen til at kommentere på andre elementer i forslaget. Formandskabet konkluderede ved at sende forslaget tilbage til arbejdsgruppen og udtrykte på samme tid forhåbning om, at der kan opnås politisk enighed om forslaget under det kommende finske formandskab.