22. maj 2006

Eksp.nr. 226688

stc/lar

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr.   10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk

 

Finansudvalget

Folketinget

1240 København K

a.   Økonomi- og Erhvervsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der i 2006 anvendes 25 mio. kr. til finansiering af en manko på 25 mio. kr. under skibsværftsordningen 2003-2004.

 

Udgiften afholdes af den under Økonomi- og Erhvervsministeriet opførte reserve til maritime formål. 

 

b.   Som følge af unfair konkurrence fra sydkoreanske værfter vedtog EU's ministerråd i juni 2002 at give EU's medlemslande mulighed for at yde midlertidig støtte til skibsbygning. For ikke at stille danske værfter konkurrencemæssigt ringere end værfter i andre EU-lande vedtog Folketinget lov nr. 305 af 30. april 2003 om midlertidig kontraktbetinget støtte til bygning af visse skibstyper på danske værfter frem til 31. marts 2004, den såkaldte skibsværftsordning.

 

      Til denne ordning blev der afsat en ramme på 575 mio. kr., jf. aktstykke nr. 184 af 25. juni 2003. Som beskrevet i aktstykket blev rammen tilvejebragt ved en statslig finansiering på 325 mio. kr. og en medfinansiering på op til 250 mio. kr. fra Skibskreditfonden (SKF).

 

SKF's medfinansiering var betinget af, at fonden kom til at stå for en samtidig etableret skibsfinansieringsordning (CIRR-for-skibe-ordningen), og den samlede lånefinansiering i ordningen ville blive brugt som beregningsgrundlag for SKF's medfinansiering.

 

Vilkårene for SKF's medfinansiering af støtte til skibsbygning blev fastlagt i aftale mellem staten og SKF af 13. juni 2003. Den maksimale medfinansiering på 250 mio. kr. ville blive udløst såfremt finansieringsgrundlaget nåede 9 mia. kroner. Hvis finansieringsgrundlaget ikke nåede op på dette beløb, ville der blive tale om en mindre medfinansiering.

 

Kontrahering af skibe sker typisk i US dollars. Udlånet må ikke overskride den af OECD og EU for CIRR-finansiering-for-skibe fastsatte finansieringsprocent på 80. Derfor er det fastlagt i aftalen med SKF, at Erhvervs- og Byggestyrelsen efter ansøgning fastsætter det maksimale finansieringsgrundlag (det såkaldte CIRR-finansieringsgrundlag) i kontraktvalutaen og derefter omregner grundlaget til danske kroner. Dette finansieringsgrundlag svarer til den kontraktsum, der er oplyst i ansøgningen om støtte. CIRR-finansieringsgrundlaget omregnes på datoen for styrelsens godkendelse til CIRR-belåning.

 

I perioden under aftalens forhandling og dens undertegnelse i juni 2003 var dollarkursen relativ høj - 637,23 i gennemsnit for juni 2003. Hvis denne kurs havde holdt sig, ville CIRR-finansieringsgrundlaget omregnet til danske kroner været blevet på 9.164.892.006 kr. og dermed have udløst den maksimale medfinansiering fra SKF på 250 mio. kr.

 

Efter indgåelsen af aftalen mellem staten og SKF faldt dollarkursen imidlertid, hvilket fik konsekvenser for den efterfølgende omregning af finansieringsgrundlaget til danske kroner. På tidspunktet for fastsættelse af finansieringsgrundlaget for de godkendte kontrakter fra maj til juli 2004 var den højeste dollarkurs 628,31, hvilket bevirkede, at grundlaget ikke nåede op på de 9 mia. kr., som var forudsætningen for, at den fulde medfinansiering fra SKF blev udløst. Finansieringsgrundlagets størrelse er nået et beløb (8.998.995.789 kr.), som ifølge aftalen med SKF udløser en medfinansiering på 225 mio. kr.

 

Erhvervs- og Byggestyrelsen har i henhold til den ovennævnte lov nr. 305 givet tilsagn om støtte for det fulde beløb på 575 mio. kr., der var afsat til støtte til skibsbygning. Det betyder imidlertid, at der på grund af den mindre medfinansiering fra SKF nu er en forskel på 25 mio. kr. mellem det, som der er givet tilsagn for, og det beløb, som samlet set er til rådighed til finansiering af støtten. Derfor søges om Finansudvalgets tilslutning til, at der tilføres støtten til skibsbygning yderligere 25 mio. kr.

 

De 25 mio. kr. foreslås tilvejebragt ved overførsel af midler fra den reserve til maritime formål, som blev etableret i forbindelse med, at den midlertidige støtte til skibsbygning forlængedes med ét år, jf. aktstykke nr. 94 af 16. marts 2005.

 

Ved det nævnte aktstykke fordeltes en indtægt på 810 mio. kr. fra omdannelsen af Danmarks Skibskreditfond med 460 mio. kr. til forlængelsen af skibsbygningsstøtten og 350 mio. kr. til reserven til maritime formål. Det blev herved præciseret, at den endelige fordeling bestemtes af de faktisk afgivne tilsagn under den ét-årige forlængelse, således at reserven ville blive opført med residualbeløbet. Det har siden hen vist sig, at der ikke har været ansøgninger for det fulde beløb afsat til forlængelsen, således at reserven til maritime formål på tillægsbevillingsloven for 2005 har kunnet opføres med 392 mio. kr. og dermed er 42 mio. kr. større end budgetteret i aktstykke nr. 94 af 16. marts 2005. Af disse 42 mio. kr. foreslås 25 mio. kr. overført til dækning af mankoen under skibsværftsordningen 2003-2004.

 

      Forslaget kan specificeres således på under- og standardkonti:

 

§ 08.32.02 Værftsstøtte (Reservationsbev.)

              30. Driftsstøtte 2003-2004

                    53. Tilskud til erhverv……..................................25,0 mio. kr.

      § 08.71.77. Reserve til maritime formål (Reservationsbev.)

10. Reserve til maritime formål

79. Forbrug af videreført opsparing.....................25,0 mio. kr.

 

c.   Finansudvalget tilslutning søges nu, således at mankoen under skibsværftsordningen for 2003-2004 udlignes i regnskabet for 2006.     

 

e.   Under henvisning til foranstående anmodes om tilslutning til, at der fra reserven til maritime formål overføres 25 mio. kr. til skibsværftsordningen 2003-2004, således at der på forslag til lov om tillægsbevilling for 2006 opføres følgende:

 

                                                                                     Udgift         Indtægt

                                                                                       ----mio.kr.---

      § 08.32.02. Værftsstøtte (Reservationsbev.)             25,0

      § 08.71.77. Reserve til maritime formål

      (Reservationsbev.)                                                                       25,0

 

f.    Finansministeriets tilslutning foreligger.

 

 

 

 

BENDT BENDTSEN

 

 

 

                                                                 /Christian Bruhn Rieper

 

 

Â