19. april 2006

 

KBA

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foreløbigt nærhedsnotat vedr. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fælles regler for indberetning af basisoplysninger om købekraftspariteter og for beregningen og offentliggørelsen heraf, KOM(2006) 135 endelig, af 22. marts 2006

 

Foreløbigt nærhedsnotat oversendes ligeledes til Folketingets Erhvervsudvalg.

 

1.                Baggrund og indhold

Kommissionen fremsatte d. 22. marts 2006 ovennævnte forslag til forordning. Den danske version af forslaget blev modtaget i Danmarks Faste Repræsentation ved EU d. 29. marts 2006.

 

Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 285 om udarbejdelse af fællesskabsstatistikker[1]. Forslaget skal vedtages i form af en forordning efter proceduren om fælles beslutningstagen i henhold til traktatens artikel 251.

 

Formålet med det foreliggende forslag er at give et retligt grundlag for EU’s gældende praksis for beregning og formidling af de årlige købekraftspariteter. Købekraftspariteter belyser forholdet imellem prisniveauet for sammenlignelige produkter i forskellige lande.

 

Forslaget skal blandt andet ses i sammenhæng med Rådets forordning om strukturfondene. Heri anvender Kommissionen bruttonationalproduktet per indbygger, omregnet med købekraftspariteter, som basis for tildeling af midler fra strukturfondene.

 

Forslaget vil forbedre gennemsigtigheden, aktualiteten og kvaliteten af hele processen med udarbejdelse af købekraftspariteter.

 

2.                Nærhedsprincippet

Kommissionen forholder sig ikke til nærhedsprincippet, men anfører, at købekraftspariteter er økonomisk og politisk uundværlige indikatorer for EU. Statistikken er i sagens natur multilateral, og det vil derfor indvirke på hele beregningsgrundlaget, hvis bare ét land ikke vil medvirke. Det er derfor vigtigt at fastlægge en stabil, bindende og pålidelig retlig ramme, som kan sikre, at disse data er til rådighed til tiden.

 

Det er regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.



[1] Artikel 285:

”1. Med forbehold af artikel 5 i protokollen om statutten for Det Euro­pæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, ved­tager Rådet i henhold til fremgangsmåden i artikel 251 foran­stalt­ninger til udarbejdelse af statistikker, hvor det er nødvendigt for, at Fælles­skabet kan udøve sin virksomhed.

2. Udarbejdelsen af fællesskabsstatistikker skal være karakte­ri­seret ved upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uaf­hængig­hed, om­kost­ningseffektivitet og de statistiske oplysningers fortrolighed; den må ikke medføre uforholdsmæssigt store byrder for erhvervslivet.”