24. marts 2006

MHW

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE Rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder, KOM(2006) 39 endelig, af 6. februar 2006

 

Grundnotat oversendes ligeledes til Folketingets Erhvervsudvalg.

 

Resumé

Formålet med det foreliggende forslag er at opdatere den eksisterende forordning om den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter og dermed give et mere tidssvarende billede af erhvervsstrukturen. Forslaget skyldes den hastige økonomiske udvikling siden 1990, hvor den gældende forordning om den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter blev vedtaget. Herudover er den foreslåede NACE Rev. 2 mere sammenlignelig med andre internationale nomenklaturer. Revisionen af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter kræver en ændring af specifikke henvisninger til NACE Rev. 1 i en række relevante retsakter.

 

1.                Baggrund og indhold

Kommissionen fremsatte d. 6. februar 2006 ovennævnte forslag til forordning. Dansk version af forslaget blev modtaget i Danmarks Faste Repræsentation ved EU d. 15. februar 2006.

 

Forslagets retsgrundlag er traktatens artikel 285 om udarbejdelse af fællesskabsstatistikker. Forslaget skal vedtages i form af en forordning efter proceduren om fælles beslutningstagen i henhold til traktatens artikel 251.

 

Forslaget har endnu ikke været behandlet i Rådets arbejdsgruppe for statistik.

 

Den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter (kaldet NACE Rev. 1) blev oprettet i 1990 til brug for harmoniseringen af økonomisk statistik. Nomenklaturen består i en gruppering af de aktiviteter, der foregår i virksomhederne. Formålet med nomenklaturen er at danne grundlag for beskrivelser og analyser af den økonomiske aktivitet. Nærværende forslag indeholder en revideret udgave af NACE (kaldet NACE Rev. 2), som tager højde for den økonomiske udvikling, der er sket i de seneste 15 år. Revisionen af NACE er koordineret med den gennemgribende revision af FN’s aktivitetsnomenklatur, ISIC, således at NACE er en underopdeling af ISIC.

 

Forslaget til NACE Rev. 2 indebærer en mere detaljeret beskrivelse af de økonomiske aktiviteter i økonomien, end der findes i den nuværende NACE Rev. 1. Det er især for serviceerhvervene, der sker store ændringer, idet der sker betydelige ændringer i opdelingen af aktiviteterne, samtidig med at serviceerhvervene beskrives mere detaljeret. Beskrivelsen af de øvrige sektorer har nogenlunde samme detaljeringsgrad som den eksisterende NACE Rev. 1, men der sker dog en del justeringer og tilpasninger af indholdet i hele nomenklaturen.

 

Danmark har en undtagelse fra at følge den nuværende NACE Rev. 1 på detaljeret niveau inden for bygge- og anlægsvirksomhed, fordi den detaljerede beskrivelse ikke er anvendelig for de danske forhold. Forslaget til NACE Rev. 2 indebærer en yderligere detaljering i beskrivelsen af specielt anlægsvirksomhed, og det vil være problematisk at indplacere danske anlægsvirksomheder i den foreslåede struktur.

 

Revisionen af NACE indebærer, at den danske branchenomenklatur skal revideres. Derudover skal alle virksomheder i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), og det erhvervsstatistiske register opdateres med nye branchekoder, som er i overensstemmelse med den nye nomenklatur. En sådan gennemgribende ændring af aktivitetsnomenklaturen indebærer endvidere den ulempe, at der skabes brud i de statistiske tidsserier.

 

Revisionen af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter kræver, at specifikke henvisninger til NACE Rev. 1 i en række eksisterende retsakter om statistik skal ændres til henvisninger til NACE Rev. 2. Det indebærer i nogle tilfælde også indholdsmæssige ændringer i de statistikker, der skal leveres til EU.

 

2.                Europa-Parlamentets holdning

Europa-Parlamentet skal udtale sig i henhold til traktatens artikel 251 vedrørende proceduren for fælles beslutningstagen. Der foreligger endnu ingen udtalelse fra Europa-Parlamentet.

 

3.                Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører, at forslaget falder ind under Fællesskabets enekompetence, og at subsidiaritetsprincippet derfor ikke finder anvendelse.

 

Spørgsmålet, om hvorvidt forslaget er omfattet af Fællesskabets enekompetence eller af delt national og kommunitær kompetence, er pt. under afklaring på arbejdsgruppeniveau.

 

Forslaget har til hensigt at ajourføre den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter med henblik på at sikre gennemførelsen af det indre marked. For at sikre, at udarbejdelsen af nationale statistikker følger fælles retningslinjer, må dette arbejde finde sted på fællesskabsniveau. Med forbehold for afklaring af kompetencespørgsmålet er det regeringens vurdering, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

 

4.                Gældende dansk ret

Den gældende danske lovgivning på området er Lov om Danmarks Statistik samt Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 om Den Statistiske Nomenklatur for Økonomiske Aktiviteter i De Europæiske Fællesskaber.

 

5.                Høring

Forslaget er sendt i høring med svarfrist d. 7. april hos følgende interessenter:

Landsorganisationen i Danmark, Landbrugsrådet, Danske Slagterier, Danmarks Nationalbank, Færdselsstyrelsen, Håndværksrådet, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri, Dansk Textil & Beklædning, Grafisk Arbejdsgiverforening, Rederiforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, HTS – Handel, Transport og Serviceerhvervene, Dansk Handel og Service, Dansk Byggeri, Dansk Transport og Logistik, Danske Dagblades Forenings Forhandlingsorganisation, Danske Malermestre, Foreningen af Danske Virksomheder i Grønland, Sammenslutningen af Mindre Arbejdsgiverforeninger i Danmark, SAMA, TEKNIQ Installatørernes Organisation, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Kommunernes Landsforening.

Supplerende notat med høringssvar vil blive eftersendt, såfremt der modtages bemærkninger til forslaget.

 

Forslaget sendes herudover i høring i Specialudvalget for vækst og konkurrenceevne med svarfrist d. 7. april.

 

6.                Andre landes holdninger

Det forudses, at hovedparten af medlemslandene vil tage et generelt undersøgelsesforbehold, indtil enekompetencespørgsmålet er afklaret.

 

Det forventes, at de fleste medlemslande vil kunne tilslutte sig det indholdsmæssige i forslaget. En række lande har dog ét eller flere områder i NACE Rev. 2 strukturen, de ønsker justeret.

 

7.                Foreløbig dansk holdning

Danmark vil, i lighed med de øvrige lande, tage et generelt undersøgelsesforbehold indtil enekompetencespørgsmålet er afklaret, men kan med enkelte undtagelser støtte det indholdsmæssige i forslaget. Danmark vil anmode om en enkelt undtagelse fra at følge den detaljerede struktur i NACE Rev. 2.

 

8.                Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser

Forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.

 

Forslaget indebærer afledte danske meromkostninger, men har ingen konsekvenser for EU’s budget. Forslaget indebærer således betydelige engangsudgifter til omlægning af de eksisterende brancheoplysninger.

 

9.                Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget indebærer ingen øgede samfundsøkonomiske konsekvenser, ud over de under punkt 10 anførte administrative konsekvenser for erhvervslivet.

 

10.            Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ændring af virksomhedernes brancheoplysninger vil betyde en engangsbelastning for erhvervslivet af et ikke-ubetydeligt omfang.

 

11.            Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Forslaget har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.